Fik Lazarus en ordentlig begravelse? Var der en præst, der holdt en begravelsesprædiken over ham? Var der i det hele taget nogen, der savnede Lazarus efter at han var død – eller var der egentlig bare glæde hos en anden fattige, der nu kunne få Lazarus´ plads foran den rige mands port?
Den rige mand – han fik en ordentlig begravelse, den rige mand fik en ordentlig begravelsesprædiken og den rige mand var savnet. Han blev båret op til sin grav af fem brødre, der nu havde en masse gode minder at se tilbage på. ”Men nu er han ikke mere – nu er han i Abrahams skød – nu har han fred”. Og de frem brødre gik hen til præsten bagefter og takkede ham: Det var en virkelig smuk tale – man skulle tro, at du havde kendt ham, for det du sagde om ham var så rigtigt, så rigtigt”.
Og så viste det sig at være så forkert, så forkert. Den rige mand var ikke i Abrahams skød – men i Helvedet. Han havde ikke fred – han pintes. Og hvorfor? For han troede ikke, han hørte ikke, når der blev læst op fra Moses og profeterne. Det indså han nu, hvor han pintes. Han pintes – helvedet pinte ham, men det pinte ham også, at han sad dér og ikke kunne gøre noget som helst. Det er de dødes store pine, at de ikke kan advare de levende. Og han kender sine brødre så godt, at han ved, at de indenfor en årrække også vil ende her. ”Send Lazarus tilbage for at advare dem, for at de ikke også kommer til dette pinested” – men han får et nej, det hjælper ikke. At sende Lazarus tilbage vil være nytteløst. ”Hvis ikke de høre Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde”.
Denne lignelse rammer præcist vores ønske om at det spektakulære, det dramatiske, det chokerende må ske – sådan har vi sikkert alle sammen følt det fra tid til anden. Hvorfor er det så svært at tro? Hvorfor gør Gud ikke mere? Hvorfor åbner han ikke himmelen og taler til os? Hvorfor gør han ikke et mirakel igen – eller sender en engel ned for at tale til os?
Vi er mange, der mener, at hvis vi bare kunne se et mirakel, eller høre tordenstemmer fra oven, så ville vi tro. Men er det virkelig sådan? Hvis vi tænker på lignelsen om Lazarus, så blev der faktisk opvakt en Lazarus i virkeligheden. Vi kender sikkert alle godt historien om hvordan Jesus kommer til Martha og Maria og opvækker deres døde bror Lazarus – førte det til at de mest forstokkede omvendte sig? Næh – tværtimod – så blev de jødiske præster endnu mere opsat på at slå Jesus ihjel – ja, de ville endda dræbe Lazarus, for på grund af ham – står der – kom mange jøder til tro (Johs 12,10).
Aha – så var der alligevel nogen, der kom til tro på grund af at en Lazarus blev levende igen! Ja, men hvor længe varede denne tro? Hvor mange så i det hele taget Jesu undere – hvor mange blev helbredt af Jesus – men hvor mange af dem fandt frem til korset, da Jesus hang dér? Da ham, de var kommet til tro på, på grund af underet, da han hang og døde. Ja, selv når den person døde og opstod, der hedder Jesus, og den historie har floreret i verden lige siden, selv da – selv nu er der mennesker, der ikke tror. Så nej, et mirakel ja, endda en dødeopvækkelse, er ikke nogen mirakelkur mod manglende tro – selv det stærkeste mirakel kan bortforklares. Hvis vi i forvejen har en livsanskuelse, der udelukker der overnaturlige, så vil vi hurtig finde en forklaring: Vi vil altid kunne sige, at vi har været udsat for en illusion. Lægerne kunne have taget fejl – det var i virkeligheden ikke så slemt. Hvad vi oplever, afhænger af hvilken livsanskuelse vi modtager vores oplevelse med (fra forordet til C.S. Lewis: Miracles).
Mirakler hjælper ikke
Miraklet hjælper ikke – stemmen fra oven hjælper ikke – med mindre, at der i forvejen er lagt en basis for at tage imod underet. Med mindre, at vi i forvejen har hørt Guds ord, troet ”Moses og profeterne”. Tror vi, så vil underet og miraklet understøtte troen. Det kan ikke alene skabe troen, der bliver ved og holder ud.
Så de fem brødre får ingen dødeopvækkelse, men får det, de allerede har: ”Moses og profeterne” som vejen til tro. Det var for sent for deres døde bror – men de kunne selv nå det.
Jesu lignelse er en advarende historie til de fem levende brødre – det vil sige, det er en advarende historie til os, der stadigvæk lever: Hvad vi gør nu, det vi prioriterer nu, har betydning for vores fremtid – vores nutid har betydning for vores fremtid. Det Jesus siger i lignelsen er, at det vigtigste i livet er at vi skal give agt på hvad Gud siger til os. Du og jeg er de fem brødre, der er ladt tilbage. Vil vi leve vores liv som forbrugere, som den rige mand, ligeglad med nåden og med den tro, at vi nok skal klare det, for vi klarer os jo bare rigtig godt? Eller vi vil anerkende, at vi er Lazarus, tiggeren mellem hundene, der er plaget af de brændende læsioner af syndig ufuldkommenhed, sulten efter nåde og som rækker ud efter evighed med en bøn på tre ord: Gud hjælp mig. Vil vi lytte til ”Moses og Profeterne” – Guds ord, og især det Guds ord, der blev kød og blev menneske i Jesus Kristus. Det er derfor vi har kirken, det er derfor vi møde op, når der kaldes til gudstjeneste for igen at få fyldt på – at vi igen må får givet os et modsvar til det, som der møder os hele ugen igennem: Forbrug, økonomi, politik, job, underholdning, stress og jag.
Derfor – på ugens morgen
må vi herhen igen,
hvor kirken åbner døren,
som for en gammel ven.
Og ord får atter mening;
skønt vi har slidt dem ned
kan de forundret synge
om tro og kærlighed.
