Er det noget vi mennesker kender alt til, så er det fristelser – de møder os hver eneste dag – lige så sikkert som amen i kirken lige så sikkert er det, at en ny dag vil bringe nye og gamle kendte fristelser.
Luther har ret, når han siger:
”Enten jeg spiser eller drikker, sover eller våger, er ensom eller i selskab, er syg eller rask, skal jeg ikke opleve en eneste dag, hvor ikke fristelsens porte åbner sig, om jeg så er kongens minister eller daglejer”.
Fristelser er det nok af, og vi kender os sikkert også godt nok til at kunne sige, at det bestemt ikke er alle fristelserne vi kan afvise med et rungende ”Nej, det vil jeg ikke”. Fristelser…
Vi har lige hørt to historier om fristelser – Djævelen, der fristede Adam og Eva i Edens have. Vi hørte, hvordan de faldt pladask for fristelsen og vi ved, hvad konsekvenserne var, ikke bare for dem, men også for os. Og hvad var det Djævlene fristede med? Han fristede på en trefoldig måde:
”Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spist.”
Lad os prøve dele det ord op i tre dele – og se det som tre kategorier af fristelser og synd, som vi sikkert alle kender til i større eller mindre omfang.
Kvinden så, at træet var godt at spise af
Adam og Eva havde slet ikke brug for den frugt. Der var tusindvis af andre ting, de kunne spise… men det var netop den her, de ville have. Gud havde givet dem mere end nok, men Djævelen prikker til noget her: Gud vil ikke sørge for jer. Gud sørger ikke i tilstrækkelig grad for jeres fysiske behov! Det er den synd, det er at tænke mere på at få dækket vores fysiske behov (mad, drikke, sex, forlystelser, sjov og ballade) end vi tænker på Gud.
Lad os kigge videre på sætningen: Kvinden så, at træet var godt at spise af
og tiltrækkende at se på,
Det her handler ikke bare om at frugten så lækker ud, nej, den kunne være grim og så ville den alligevel være tiltrækkende at se på… for det her handler om begær og om grådighed: Jeg vil have det, der ikke er mit.
Lad os kigge videre på sætningen: Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at
det også var godt at få indsigt af,
– eller som Djævelen sagde: ”Gud ved, at den dag I spiser af [frugten på træet], bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt”. I kan blive som Gud!! Fristelsen prikker til vores stolthed, prikker til vores ønske om at bestemme over andre mennesker. Prikker til vores hovmod, både på det personlige plan og på det at være menneske, hvor mange gange har vi mennesker ikke gjort os til guder over andre mennesker. Dræbt andre mennesker, bare se i Libyen, hvor en enkelt mand regner med at han ejer et helt lands befolkning. Abort i starten af livet eller aktiv dødshjælp i den anden ende, er det ikke også at ville være Gud?
Så Djævelen fristede Adam og Eva med fristelserne: 1) Fristelserne til at stille noget hen foran Gud og ønske det fysiske før vi ønsker Gud. 2) Fristelsen til grådighed og begær. 3) Fristelsen til at være som Gud – hovmodet og stoltheden.
Djævelen fristede Adam og Eva med tre fristelser. Og det samme sker i den anden historie, den om Jesus: Jesus fristes også på tre måder.
1) Fristelserne til at stille noget hen foran Gud og ønske det fysiske før vi ønsker Gud.
Jesus bliver fristet :” Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød”.
3) Fristelsen til at være som Gud – hovmodet og stoltheden. ”Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned [fra tempelets top]… så vil folk se, at du er Gud.
2) Fristelsen til grådighed og begær. Djævelen, der viser ham alverdens ting: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig”. Der blev også prikket til Jesu grådighed og begær.
Hvor Adam og Eva hoppede i med begge ben – så stod Jesus fast. Og han gjorde det både, så han kan være det syndfrie menneske, der kunne frelse os og så han kan vise en vej midt i vores fristelser. For den store forskel mellem Jesu fristelse og Adam og Evas fristelse er deres udgangspunkt. Adam og Eva startede fristelsen med at få sået tvivl ind i dem: ”Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise….”. Det passer ikke det Gud har sagt. Og i stedet for at afvise Djævelen, så købte de den løgn, som er den grundlæggende løgn: Gud er dybest ikke til at stole på.
Jesus derimod afviser Djævelens ord hver eneste gang med at henvise til Guds ord. ”Der står skrevet…”. Jesus henviste til en større autoritet end sig selv, nemlig sin far. Der står skrevet.
Den eneste måde, vi kan holde stand i vores fristelse er ved at holde fast på: ”Der står skrevet…” Den eneste måde vi kan sige nej til Djævelen, når han kommer og frister os med hovmod, grådighed, stolthed… eller hvad nu vores lille svaghed hedder, det er ved at henvise til en større autoritet end os selv, for i os selv kan vi ikke klare at sige nej til Djævelen – eller som vi siger i vores trosbekendelse: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Den eneste måde vi kan forsage Djævelen på, det er ved at vi fortsætter: ”Vi tror på Gud”. Gud skal være vores største autoritet.
Og hvorfra kender vi Gud? Hvorfra kender vi Guds vilje? Hvorfra kender vi til den største autoritet? Hvorfra kender vi historien om ham, der stod fast, da Djævelen fristede ham?
Bibelen – hvor ”der står skrevet”. Den eneste måde vi kan stå fast på er ved at bruge det eneste våben, der er blevet givet os: Bibelens ord, Guds ord. ”Der står skrevet”. Det var det ord, der holdt Jesus fast – det var ikke hans storhed og hans udholdenhed, men det var i den storhed det er at lægge sig selv til side og lægge sin vilje ind under en andens vilje, nemlig Guds vilje.
Så har Djævelen taget Guds ord fra dig, læser du ikke i Bibelen, eller ser du måske Bibelen som alt muligt andet end Guds ord, måske det halvfromme floskel om at Bibelen ikke er Guds ord, men menneskers ord om Gud. Så står du på meget usikker grund, når fristelser og ondskab nærmer sig.
Men med Bibelens ord, kender du Bibelens ord, så står du på sikker grund. Så står du fast – for så vil du også have Jesus ved din side, ham, der sagde nej til Djævelen, da han kom og fristede ham. Ham, der blev stående… Jesus, der har været igennem de samme slags fristelser, men som fejede fristelserne af bordet. Han valgte Guds vej – ikke i hovmodighed ”Se hvad jeg kunne – så svært var det da ikke”. Men i kærlighed, for at han nu kunne hjælpe, når vi fristes. Og han vil blive stående, selv om du falder. Selv om du synder. Selv om du siger ja, til fristelserne og ryger i med begge ben i begær, hovmod, grådighed… så står han dér stadigvæk og vil hjælpe dig op. Jesus, som elsker os og som vil række hånden ud efter os efter vi er faldet… og han har magt til at hive os op igen og han har kærlighed nok til at sige ”Jamen, Kim, lad os glemme dit fald og se at komme videre mod Himmelen”.
Kollekttale til Folkekirkens Nødhjælp
I mandags havde mine konfirmander og jeg besøg af Folkekirkens såkaldte Sultkaravane – tre unge, der tager ud og fortæller andre unge om deres oplevelser i Afrika og hvordan vi for faktisk få resurser kan hjælpe utrolig meget.
For 50 kroner kan man give mad til 22 mennesker i en uge. For 1000 kroner kan man made 70 underernærede børn i en måned.
Jeg kunne ikke lade være med at have det lidt skidt, da jeg hørte de tal her i mandags. Jeg sad nemlig med en kvittering fra pizzeriaet på vores aftensmad, 990 kr. For det beløb, som det koster at give mad til 17 velernærede danskere kunne 70 underernærede børn få mad i en måned.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvordan ville jeg have det, hvis jeg sad i et eller andet land med hungersnød – sad med mit underernærede barn i skødet… og vidste, hvor lidt, en dansker skal lide afsavn for at mit barn ikke skal dø om et par dage. Det er forfærdeligt at tænke på hvordan så mange mennesker lider sult og dør af sult… men det er svært at forholde sig til. Men prøv at forstil dig, at det ikke er 70 underernærede børn, men at det er dit barn… Kaj Munk har skrevet dette lille digt:
Det barn, der danser på digt skød
har kinden varm og rund og rød.
Men – ve os – der er andre små
med kinden kold og skarp og grå.
I disse tider er din punk
velsagtens ikke alt for tung.
Men prøv at lytte til den, du:
Småmønterne fik stemme nu.
De råber: Vi er mælk og brød
De råber: Vi er havregrød
De råber: Børn med kinder grå
dem kan vi hjælpe, blot vi må.
Du lukker op, du gir dem lov,
så sandt som børn har det behov,
så sandt som barnet på dit skød
har kinden varm og rund og rød.
Noget, der slog mig, det var blandt andet påstanden om at der er mad nok i verden til at give mad til verdens befolkning hele 2 gange. Der er egentlig ikke fødevaremangel, men der er mangel på villighed til at dele med hinanden. Selv om der er mad nok i verden, så lider over en milliard mennesker sult – dvs. hvert sjette menneske lider af kronisk sult og underernæring.
Du kan hjælpe. Du kan ikke hjælpe alle, men vi kan alle hjælpe nogen. Husk: For 50 kroner kan man give mad til 22 mennesker i en uge. For 1000 kroner kan man made 70 underernærede børn i en måned. Tænk: Du kan være med til at redde et andet menneskes liv – det er normalt noget kun helte kan gøre, som også risikerer deres eget liv. Men tænkt bare ved at gribe i lommen og tage en seddel op, så kan du redde et andet menneskes liv! Tak for enhver gave til Folkekirkens Nødhjælp.
