22. søndag efter trinitatis (2005)

”Da kom Peter til Jesus og spurgte: Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig”.

Sådan spørger jøden Simon Peter: Hvor meget skal jeg tilgive? Omtrent 1900 år efter står en anden jøde – endda også med navnet Simon… han står også i en situation, hvor han spørger: Hvor meget skal jeg tilgive?

Simon var jøde i Hitlers koncentrationslejre. En dag bliver han sammen med nogle andre fanger sendt til det lokale sygehus for at gøre rent dér – dvs. blandt andet bære ildelugtende kartoner med affald ud fra operationsstuerne. Men en af sygeplejerskerne får fat på Simon og leder ham ind til en dødende tysker, der ønsker at tale med en jøde – og det viser sig, at han i virkeligheden ønsker at skrifte for en jøde. Skrifte at han på et tidspunkt havde været med til at stuve en flok jøder sammen i et hus, som de satte ild til – de mennesker, der forsøgte at stikke af blev nådesløst skudt ned. Den dødende SS-er ligger og vrider sig, imens han især fortæller om en familie, der sprang ud af vinduet sammen – især parrets lille dreng med store spørgende øjne. Øjne, der ikke begreb hvorfor. Øjne, der anklagede. Øjne, som man aldrig glemmer.

Han slutter af med bønnen ”Jeg ved godt, at det jeg har fortalt Dem er frygteligt. I de lange nætter, hvor jeg har ligget og ventet på døden, slog det mig igen og igen, at jeg burde tale ud om dette med en jøde… for at bede ham om tilgivelse…Jeg ved, at det, jeg kræver, næsten er for meget, men uden svar kan jeg ikke dø i fred”.

Efter at have hørt på manden – rejser Simon sig op og går… han kan ikke tilgive. Og det plager ham resten af livet – skulle han have tilgivet?

Simons fulde navn er Simon Wiesenthal, der døde for lidt over en måned siden, og da kunne se tilbage på et langt liv som nazi-jæger. Han havde da brugt mere end 50 år af sit liv på at bringe anden verdenskrigs nazistiske forbrydere for retten, så retfærdigheden måtte ske fyldest. Overskriften på hans erindringer kan nok stå som overskriften over hans virke, den hedder nemlig ”Retfærdighed ikke hævn”.

Men i bogen ”Solsikken” sætter han ikke andre på anklagebænken, men sig selv – burde jeg have tilgivet? Han stiller spørgsmålet åbent og lader en flok teologer, præster, forfattere, intellektuelle skriver bagerst i bogen for at give deres svar på tilgivelsens problem. For burde jeg have tilgivet – ”hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig”?

Men hvad siger I – burde han have tilgivet? Selvfølgelig kan vi rejse spørgsmålet om man kan tilgive på andres vegne, for SS-soldaten havde jo ikke gjort Wiesenthal noget personligt. Men burde han alligevel ikke have tilgivet?

Jeg er dybt betaget af denne bog og den måde, den behandler tilgivelsesspørgsmålet på. Men der er selvfølgelig en fare ved at bringe Wiesenthal på banen i en prædiken om tilgivelse – for det første, fordi han ikke var kristen… og det er utroligt væsentligt. Den afrikanske ærkebiskop Desmond Tutu har skrevet en bog om sit arbejde med opgøret i Sydafrika… den hedder ”Ingen fremtid uden tilgivelse”. Det er jo en noget anden titel end Wiesenthals ”Retfærdighed – ikke hævn”. Men Tutu er også kristen og vi skal komme ind senere på, hvor stor en forskel det gør.

 

Noget andet, der gør det farligt at bringe Wiesenthal ind i billedet, som startskud for en prædiken om tilgivelse, det er at så snakker vi pludseligt storpolitik, mordet på 6 millioner jøder. Tilgivelse af umenneskelige mord… og tilgivelsens problem bliver pludselig højtravende, noget som vi kan forholde os til filosofisk eller etisk. Men sandheden er, at dybest set, så er tilgivelsen den samme – uanset om det er mordet på 6 millioner jøder eller om det er Købmand Ole, der vælger at tilgive mig for at have stjålet en flaske øl i stedet for at anmelde mig.  Tilgivelsen er den samme – uanset om det er Simon Wiesenthal, der står som skriftefadder overfor en ung SS-er eller om det er dig, der har svært ved at tilgive din far eller din mand det han har gjort dig. Tilgivelse er det samme! Problemet med tilgivelse er det samme – uanset hvad det er vi tilgiver. Det er lige svært.. uanset hvad!

Det er nemt nok at stå og sige en masse smukke ord om tilgivelse – at tilgivelse er den duft blomsten efterlader på din sko efter at du har trådt den ned, som der står på en gajol-æske. Tilgivelse er et af de smukkeste bånd, der kan knyttes mellem mennesker – det åbner for kærlighed og godhed.… og jeg kunne blive ved kunne jeg. ”Alle siger at tanken om tilgivelse er smuk, lige indtil de selv har noget at tilgive”, så er det en anden sag.

Men det er utroligt vigtig at tilgive – for det første, fordi vi selv bliver befriet ved det. At tilgive er at sætte en fange fri og så bagefter opdage, at den fange var dig selv. Gemmer vi på vores had til den anden, vores skuffelse overfor den anden, jamen hvem er det så, der egentlig har problemet. Er det dig, der ikke slippe det, der er gjort imod dig, eller er det hende, der måske allerede har glemt det vedkommende har gjort? At tilgive er at sætte en fange fri og så bagefter opdage, at den fange var dig selv.

Det er utroligt vigtigt at tilgive – for det andet fordi vi selv som kristne lever af tilgivelsen. Uanset hvad vi har på andre – uanset hvad andre burde bede os om tilgivelse for, så er det ingen ting i forhold til det, som vi burde bede Gud om tilgivelse for.

Jesus fortæller om en mand, der får eftergivet en gæld, som svarer til lønnen fra tre-hundrede-tusind arbejdsår (vel at mærke før skat) – og lige efter nægter han at tilgive en, der skylder ham et par tusinde kroner. Det er ikke ingenting, men i forhold til det, den første tjener allerede har fået eftergivet, så er det ingenting.

Sådan er det i vores forhold til tilgivelses-problemet – det er altid os, der skylder mest. Vores skyld overfor Gud er så høj, at vi aldrig nogensinde kan komme den til livs, men Gud kom den til livs ved at Jesus gav sit liv… for os. Ja, det er derfor, at en Desmond Tutu kan sige ”Ingen fremtid uden tilgivelse”, fordi han selv lever af tilgivelsen fra Gud og derfor er nødt til at tilgive… ja, han kan ikke andet.

Jesus siger, at hvis vi ikke tilgiver, så vil vi ende lige som den tjener, der var hårdhjertet og sagde nej til at tilgive sin medtjener. Han blev kastet i fængsel, hvor han så kunne sidde og rådne op. Og Jesus slutter af med ”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder”.

Men læg mærke til, det er Guds tilgivelse, der kommer først. Det er først dér tilgivelsen kan komme – det er det eneste sted, hvor det kan ske, nemlig dér, hvor vi ser, hvad det har fået eftergivet af Gud. Det er uhørt at eftergive 100 denar, men ikke for den, der har fået eftergivet 10000 talenter. Den eneste årsag til at vi kan tilgive væres medmenneske, det er at vi selv er tilgivet og kan lukke noget af Guds tilgivelse ud til folk omkring os.

 

Men det er en svær opgave – ja, det er et gammelt ordsprog der hedder: Det er menneskeligt at synde, men det er guddommeligt at tilgive. Men nu er vi jo en gang mennesker, der fejler, men hvor er det så godt, at vi har en guddommelig og barmhjertig Gud, der også tager os til sig, når vi ikke magter at tilgive vores næste. Og som vil lære os at skelne mellem synden og synderen. Vi skal lære at se at det at tilgive ikke betyder at vi så blåstempler en ting.

Snyd er stadigvæk forkert selv om det er tilgivet.

Mord er stadigvæk forkert selv om det bliver tilgivet.

Mange tror fejlagtigt, at når jeg tilgiver en person det han har gjort, så betyder det, at man siger god for det den person har gjort. Man blåstempler det. Sådan er det ikke.

Vi skal lære at tilgive synderen samtidig med at vi hader synden og måske stadig er såret over hvad synden har ødelagt i os. Det betyder f.eks. at kvinden skal tilgive sin utro mand, samtidig med at hun stadigvæk siger at utroskab er forkasteligt og at hun stadigvæk er såret over det, utroskaben har ødelagt i hendes liv.

Sådan har Gud det i forhold til os – nemlig at han ser synden fra os, og den hader han, men han elsker samtidig os som gør synden. Han elsker os, men hader det vi gør af forkerte ting… Men det er en ufattelig svær balancegang at holde de to ting adskilt, men jeg tror det er den eneste måde vi kan lære at tilgive på. Nemlig ved at vi kopiere Guds metode ned i menneskelig målestokforhold.

 

At vi hele tiden har i baghovedet: Jeg er jo ikke bedre selv – nu er det bare mig, det gik ud over. For vi er alle underlagt synden – mine handlinger er bestemt af synden, men det er hans eller hendes handlinger, der har gjort os fortræd. Han eller hun kan ikke andet end at synde i forhold til os. Men igen kan vi lære at vores konge på korset, der bad selv for sine bødler: Forlad dem, for de ved ikke hvad de gør.

Forlad os, for vi ved heller ikke hvad vi gør. Vi ved ikke hvad vi gør overfor vore medmennesker – vi ved ikke hvad vi gør overfor vores Gud. Men vi ved, at han vil tilgive os, også når vi falder tilbage i had og manglende tilgivelse. Tilgiv mig – det er en bøn, som den kristne aldrig må blive træt af at bede – og det er den bøn, som Gud aldrig bliver træt af at høre eller opfylde.

Author: Kim Præst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *