Jeg elsker Jesu lignelser – men det her er simpelthen den bedste. Den hedder lignelsen om den fortabte søn – uden at man finder ud af hvem af sønnerne, der er den fortabte om det er ham, der bliver hjemme eller ham, der tager ud for at leve livet… eller lignelsen kunne jo egentlig ligeså godt hedde: Lignelsen om den opsøgende far. Lignelsen om den elskende far. Lignelsen om den tilgivende far. Lignelsen om hvordan Gud føler overfor dig som din far. Gud sprænger alle billeder af hvordan en far er – for vi kan jo se i lignelsen til i dag, at Gud som vores far også har moderens barmhjertighed, omsorg og overstrømmende kærlighed.
Med en enkelt lignelse fortæller Jesus os, hvem vi er og hvordan vi skal leve vores liv. For hvad er det, der driver den her far? Det er kærlighed.
Det er kærlighed, der gør, at han lade sønnen rejse. For kærlighed tvinger ikke, holder ikke indespærret, men giver frihed. Også frihed til at dumme sig, sådan som den yngste søn gjorde.
Det er kærlighed, at han sidder deroppe i vagttårnet på sin gård og spejder efter sønnen – længes efter sønnen, nu må han snart komme hjem.
Det er kærlighed, der får ham til at glemme alt om at en gammel patriark som han, ikke kommer rendende igennem landsbyen for at tage imod den hjemvendte søn.
Det er kærlighed, der får ham til at give sønnen en ny start i familien.
OG det er kærlighed, der får ham til at række ud efter ældste søn, der blev hjemme, men som nu vender sig mod sin fars beslutning om at fejre den hjemkomne søn.
Kærlighed – det er Guds inderste væsen. Guds hjertets puls – den inderste drivkraft i alle Guds gerninger. Gud er universets almægtige hersker, men uvist af hvilken grund elsker han os. Uvist af hvilken grund har kan givet os barneret hos sig – har kaldt os sine børn i kærlighed.
Som teolog kan man ikke komme udenom en tysk teolog, der hedder Karl Bart – eller Karl Smart, som vi teologistuderende kaldte ham. Som enhver tysk teolog, så skrev han en masse tykke bøger… og jeg mener, virkelig tykke bøger. Og da han havde skrevet denne lange troslære, så kom han frem til den enkle definition af Gud: Den, der elsker. Gud er den, der elsker.
Den, der elsker – ikke bare med en billig kærlighed, men en dyrekøbt kærlighed. En kærlighed, der gjorde at han sendte sin eneste søn i gennem alverdens kvaler for at frelse os – for at finde os. En kærlighed, der er som den fars kærlighed, jeg lige har læst om her.
Og det jeg vil fortælle her i dag, er det simple, men alligevel fantastiske, at du og jeg er Guds elskede døtre og sønner. Men det kan måske lyde nemt, men det er en af de største åndelige øvelse at holde fast på den sandhed. Og det er den største åndelige udfordringer at leve sit liv bygget på den viden. Jeg tror faktisk, at de fleste af os fejler konstant i netop det. For der er tre andre muligheder, der påduttes os – hele tiden.
Der er for det første: Du er hvad du gør.
Når jeg har succes med et eller andet. Når jeg gør noget godt, så har jeg det godt med mig selv. Men når jeg fejler, når tingene bare går skidt for mig, så kommer jeg ned i kulkælderen, bliver lettere deprimeret. Og når jeg bliver ældre, og jeg ikke rigtig har energi til mere, så kan jeg dog i det mindste pege op på trofæerne oppe på reolen. ”Se, jeg har gjort en masse gode ting i mit liv. Eller se mine bøger, se mine sange og digte, som jeg har skrevet, mine billeder. Se mine børn og børnebørn – jeg har gjort noget godt”.
Den anden ting, der kan liste sig ind er: Jeg er hvad andre siger om mig.
Og det er faktisk en ret voldsom kraft i vores liv – hvad andre siger om os. Det kan godt være, at det ser ud til, at man er ligeglad med hvad andre folk siger om en… men jeg tror ikke på det. Om ikke andet, så betyder det faktisk noget for mig, at folk tror, at jeg er ligeglad med hvad der siges om mig.
Hvis folk taler godt om dig, så kan du gå omkring fri og glad. Men hvis nogen begynder at snakke bag om ryggen på dig. Eller hvis der er nogen, der begynder at sige negative ting om dig – så rammer det. Hvis nogen taler imod dig, så kan det skære langt ind i dig. Støder du på en om morgenen, der siger noget dårligt om dig, så kan det sidde i dig resten af dagen og ødelægge dit humør. Hvis en lang række mennesker siger gode ting om dig, og en enkelt noget negativt: Hvem er det så du husker tydeligst, når du ser tilbage?
Den tredje ting er: Jeg er hvad jeg har.
Jeg har en dejlig familie. Jeg har en god uddannelse. Jeg har et nogenlunde godt helbred. Kaj Munk sagde, at man ikke skulle have mere end man kunne køre væk i en trillebøre – jeg tror for mit vedkommende, at vi snakker containere nu – Jeg har en masse gode og spændende ting. Men mister jeg noget af det – hvis en fra familien dør, hvis mit helbred skranter. Hvis jeg mister det, jeg ejer. Så kan jeg ryge med ned i et indre mørke.
De her tre ting er virkelig noget, der kan tage energien fra os, når vi bygger vores identitet på de tre: Jeg er hvad jeg kan. Jeg er hvad andre siger om mig. Og heg er hvad jeg har.
Bygger vi vort liv på de tre ting – så bliver vores liv et siksak op og ned. Op i glæde, når jeg har meget godt, når jeg gøre meget godt og har succes og når folk taler godt om mig. Og ned i kulkælderen, når jeg mister, når jeg fejler – når jeg finder ud af, at jeg faktisk ikke kan noget mere. Når folk taler ondt om mig. Og det kan faktisk ryge helt ned, så det hedder depression.
Bygger vi vores liv og vores identitet på de tre ting, så bliver det sådan et siksak – og vi kæmper bare for at holde os oven vande og ikke for langt ned – det er det, der hedder at overleve. Vi kæmper for at holde fast i at vi stadigvæk kan noget, kæmper for at vi har et godt navn og kæmper for at holde fast på vores ejendom. Livet bliver pludselig en kamp bare for at overleve – og holde fast i ens identitet.
Det jeg vil fortælle her i dag – at det her liv, den her siksak op og ned – det er forkert. Det er ikke hvem du er – det er ikke hvem jeg er.
Da Jesus blev fristet i ørkenen – så kom Djævelen hen og sagde: Forvandl disse sten til brød og vis, at du kan gøre noget. Hop ned fra templet – så folk må se det og tale pænt om dig. Knæl foran mig – og jeg vil give dig en masse ejendele, magten. Så vil du være elsket, for du kan noget, folk taler pænt om dig og du har en masse ting. Så vil ALLE elske dig. Og Jesus sagde: ”Det er en løgn. Det er en kæmpe løgn – for jeg ved hvem jeg er. Jeg ved hvem jeg er, for lige før jeg kom ud i ørkenen for at blive fristet, så dalede Helligånden ned over mig – og jeg hørte en stemme fra oven: Du er min elskede søn – i dig har jeg velbehag. Det er hvem jeg er”.
Jesus hørte den stemme – og det var den stemme, han klamrede sig til. Og folk priste ham. Og folk afviste ham. Og folk råbte ”Hosianna” det ene øjeblik – ”korsfæst ham” det næste øjeblik – men Jesus holdt fast på det ene: Hvad der end sker, så er jeg Guds elskede søn. Og det er hvem jeg er – og det giver mig overskud til at leve et liv i en verden, der bliver ved med at afvise mig eller prise mig, eller grine af mig eller spytte på mig. Jeg er Guds elskede.
Hvis du glemmer alt andet fra i dag – så vil jeg bare gerne have, at du holder fast på det ene her: At det, der blev sagt om Jesus, det gælder også dig. Du skal høre, at du er Guds elskede søn – du er Guds elskede datter. Og du skal høre det – ikke bare heroppe, men her dybt inde i dig. At du høre det, så hele dit liv med vende om. Jeg har elsket dig med en evig kærlighed. Jeg har skrevet dit navn i min hånd. Jeg har dannet dig i din mors liv. Jeg omfavner dig – du er min, og jeg er din. Du tilhører mig.
Hvis du hører den stemme – som har talt altid og som vil blive ved med at tale i evighedernes evigheder, så vil dit liv lige så langsomt også blive den elskedes liv. For det er det du er. Jo mere det fylder for dig: Jeg er Guds elskede barn – jo mere vil det også slå igennem i vort daglige liv. Vi vil stadigvæk møde afvisninger. Vi vil stadigvæk møde tab. Vi vil stadigvæk ikke altid have succes. Men vi vil ikke blive kastet rundt op og ned op og ned… for det er ikke det, du bygger din identitet på. Du vil møde modgang, du vil møde tab og du vil møde nederlag, du vil møde succes… du vil møde alle livets sider… men du vil som den der ved, hvem du er: Jeg er Guds elskede datter. Jeg er Guds elskede søn.
Guds elskede barn – og det er du selv om du er som den yngste søn, der har smidt alt med Gud ud af dit liv. Så er du Guds elskede barn – og det vil du opleve, når du vender dig om, bare lidt i retningen af Gud – så vil han være dér. Faderen så sin søn, imens sønnen endnu var langt borte – sådan er Guds søgende øje efter enhver synder på afvej: Han ser os, før vi ser ham. Og han ser ikke en, der først skal genvinde sin rettigheder som barn – nej, han ser sin elskede datter, sin elskede søn.
Du er Guds elskede barn – også dig, der er som den ældste dreng, ham der blev hjemme. ”Nu har jeg tjent dig i så mange år, og aldrig overtrådt et eneste af dine bud, men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner” Du har levet hele dit liv som en kristen, men det er lige så langsomt blevet love og regler, der skal overholdes. Ting du ikke må. Ting du skal gøre.. Og det med at leve af din fars velsignelser – leve i din fars rigdom – det er det aldrig blevet til… livet med Gud er blevet en lang omgang leverpostej. Kort sagt: Vi er lige så langsomt gledet væk, fordi vi ikke har holdt fast i vores identitet: Jeg er Guds elskede søn. Jeg er Guds elskede datter. Og vi har ikke levet fuldt ud det liv, som Gud har frikøbt os til: Nemlig et liv i hans velsignelse.
Det er noget af en åndelig opgave, for det er faktisk svært at holde fast i… det er nemt at synke ned i, at vi er hvad vi gør. Vi er hvad andre siger om os. At vi er hvad vi har. Men kernen i kristendommen siger os, at vi er som Jesus er: Guds elskede børn.
Og det er meget meget vigtigt – at vi midt i en verden, der bliver ved med at sige ”du er hvad du gør og du er hvad andre siger om dig. Du er hvad du har” at vi da er opmærksomme på stemmen, der hele tiden hvisker til dig: Du er min elskede. I dig har jeg velbehag. Hør det. Vid det. Lev det.
