Gudsfrygt

Jeg vil gerne i aften sige noget om Gudsfrygt – et emne, vi ikke ret tit har på dagsordenen. Og det er ærgerligt, for gudsfrygt er et af de vigtigste emner i hele Bibelen. Det er ikke bare et vigtigt emne ud af mange – det er ikke bare et vigtigt begreb ud af mange andre vigtige begreber, nej, det er faktisk det altdominerende begreb, når vi taler vores forhold til Gud.

Vi må bare sige, at der er sket en forandring. Engang var man gudfrygtig, når man var kristen – hvor mange af os vil bruge det ord om os selv eller se os selv som gudfrygtig?

Man kan møde den modsigelse, at Gud jo er kærlighed, så hvorfor frygte ham? Skulle jeg frygte Gud skulle jeg tænke negativt om ham.

 

Jeg tror, at grunden til at vi måske ikke har gudsfrygt er, at vi ikke bruger så meget tid på at læse Guds ord som vi burde. Sådan er det vel altid…. men det er en farlig cocktail, for hvis vi blander det med at  hver eneste gang, der kommer et lille rynket øjenbryn på vores ellers glade Gudsbillede, at vi så farer frem med sminke for at gemme det. Så får vi et forkert billede af Gud – Gud er kærlighed, men en hellig kærlighed, som kan blusse op mod syndere. Så de mægtige hænder, som vi håber vil gribe os, når vi har problemer, når er vi er syge, når vi dør… at de hænder ikke pr. automatik er gode. Hebræerbrevet taler om at det farligt at falde i den levende Guds hænder. Vi har virkelig grund til at frygte Gud.

 

Gudsfrygt er ikke bare et vigtigt begreb – det er nok vigtigste. Når vi ser hvor mange steder i Bibelen, at gudsfrygten bliver omtalt, så er det enormt. Gudsfrygt omtales faktisk flere steder end nogle af de andre emner, vi gerne opholder os ved:

 

Gud som kærlig: 88 steder i Bibelen – 45 i GT og 43 i NT

At stole på Gud: 91 steder i Bibelen – 82 i GT og 9 i NT

At frygte Gud: 278 steder i Bibelen – 235 i GT og 43 i NT

 

Jeg vil gerne i aften invitere jer en tur ind i Bibelen – jeg har udvalgt en bukket af spændende steder som vi vil gennemgå. Derefter, når vi med vore egne øjne har set hvor centralt begrebet er, så går vi hen til spørgsmålene ”Hvad er gudsfrygt?” og ”Hvorfor skal vi frygte Gud?” – vi går nemlig glip af en masse velsignelse tror jeg, ved ikke at frygte Gud. Velsignelserne er mange – både personligt, som familie, i kirken og i nationen. Og så slutter vi af med at kigge på spørgsmålet ”Hvordan lærer vi Gudsfrygt?”

Det bibelske bevis på vigtigheden af Gudsfrygt

Vi begynder med den første bog i Bibelen.

 

Isaks rædsel

Gud har mange navne, som ikke bare bruges til at påkalde ham med, men som samtidig er navne, som beskriver ham.

Når han f.eks. i NT kaldes for far, så har vi ikke bare en titel, men også en masse egenskaber ved hans væsen. Alt det, en rigtig far burde være, jamen det er Gud.

 

Men i 1. Mos 31.42 (s. 36) kaldes han af Jakob for noget, som vi ikke er vant til at kalde ham. Jakob er ved at tage afsked med den luskede svigerfar Laban og siger ”Hvis ikke min faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, havde været med mig, havde du sendt mig tomhændet bort”. Normalt lyder beskrivelsen af Gud, at han er Abrahams Gud og Isaks Gud, men her bliver Guds navn ændret til rædsel.

Samme titel på Gud bliver også brugt i vers 53b ”så svor Jakob ved sin fars Isaks rædsel” og det er de to eneste steder i Bibelen, hvor Gud bliver kaldt rædsel.

 

Isak – som i modsætning til Abraham stadigvæk lever – har så stor en ærbødig underkastelse overfor Gud, at han bliver legemliggørelsen af rædsel og frygt. Hvorfor mon?

  

Jo, både Isak og Jakob har haft et møde med Gud – de har set ham virke i deres eget liv, de havde anerkendt hans majestæt og magt, de havde frygtet ham. Det kan få mig til at konkludere ganske kort: Dem, der ikke frygter Gud er dem, der ikke har

 

Ledernes vigtigste egenskab

Går vi et skridt videre i Bibelen finder vi i 2. Mosebog fortællingen om hvordan Moses fører folket ud af Ægypten, men han er nødt til at have nogle folk som kan være med til at lede de forskellige stammer og befolkningsgrupper og dømme imellem dem. I 2 Mos 18,21 (s.71) giver Moses svigerfar ham følgende råd

 

”Men du skal se dig om i hele folket efter dygtige, gudfrygtige og pålidelige mænd, som er ubestikkelige”.

 

En leder skal altså være gudfrygtig. Frygter de ikke Gud er det lige meget med alle deres andre egenskaber – så kan de være nok så dygtige – uden gudsfrygt, ingen leder.

 

Det kan vi så tænke på, når vi har menighedsrådsvalg i november.

 

Lovens hensigt er gudsfrygt

Går vi videre i 2 Mosebog finder vi i 2 Mos 20 at Gud giver de ti bud og hvordan folket ser det kæmpe store sceneri med lyn og torden bjerget, der er indhyllet i røg. Og så kommer Moses til dem og siger i kap. 20 vers 20:

 

”I skal ikke være bange! Gud er kommet for at sætte jer på prøve, og for at I kan frygte ham, så I ikke synder”.

 

Det lyder lidt mærkeligt sådan uden videre: ”Vær ikke bange, Gud er kommet for at for at I skal frygte ham”. Folket skal ikke være bange, som Adam var det i Edens have, da han lige havde spist af æblet og så gemte sig for Gud. Det er en kødelig frygt – en frygt, som vi har overfor et farligt dyr… vi flygter fra det. Folket ved at det har syndet – og når de så hører hvad Gud kræver af dem i lovens ti bud, så bliver de bange, for de kender dem selv og de vil ikke høre mere: ”Gud må ikke tale til os, for så dør vi”.

 

Men Moses siger ”Vær ikke bange – så I siger ”vi vil ikke høre på Gud”, I vil måske allerhelst gøre som Adam og gemme jer. Men I skal ikke være bange, for Gud er kommet for at teste jer og for at I skal frygte ham.”

 

Gud vil tage dem væk fra deres kødelige frygt og føre dem til gudsfrygt.

Når Moses en del år efter skal give sin sidste formaningstale til folket nævner han denne begivenhed – det sker i 5 Mos 4,9-10 (s.166):

 

”Men tag dig i agt, og pas godt på, at du ikke glemmer, hvad du selv har oplevet; det må ikke gå dig af minde, så længe du lever. Fortæl det til dine sønner og dine sønnesønner, fortæl om den dag, da du stod for Herren din Guds ansigt ved Horeb, og Herren sagde til mig: »Kald folket sammen hos mig; jeg vil forkynde dem mine ord, så de lærer at frygte mig, så længe de lever på jorden”.

 

Jeg kan ikke læse det her på anden måde end at grunden til at de så det her kæmpe sceneri – grunden til at de fik loven, var gudsfrygten. Loven skulle lære dem at frygt Gud – og det vil naturligvis også komme frem i den måde man lever sit liv på – de ti bud som retningslinier for livet. Men det er kun det ydre, det indre skal være præget af gudsfrygt.

 

Job – som eksempel

Det ser vi blandt andet ved en af de hellige mænd i GT, nemlig Job. I Jobs bog 1,1 står der om ham:

 

”Der boede en mand i landet Us; han hed Job. Han var en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holdt sig fra det, der var ondt”.

 

Hans udvendige liv viste et retsindigt menneske og retskaffent menneske – og hans sjæl var fyldt med gudsfrygt.

 

Og da Gud så taler med Satan fremhæver han Job som retsindig, retskaffen og gudfrygtig… og Satan svarer ja ja… det er bare fordi du har været så god ved ham. Hans retskaffenhed og retsind er ikke et resultat af gudsfrygt… lad mig bare lege lidt med ham. Og det starter hele historien og resultatet er jo, at Job er gudfrygtig og passer til Guds beskrivelse af ham ”Hans lige findes ikke på hele jorden”.

Evangeliets hensigt er gudsfrygt[1]

Det er ikke bare loven, der har til hensigt at skabe gudsfrygt i os, men også evangeliet. 

 

Hopper vi ind i salmernes bog, som har utroligt meget at sige om gudsfrygt, så ser vi salme 67, som er en proklamation af evangeliet og nåden… at Gud dømmer retfærdigt så – som der står i vers 3 i salme 67

”din veje kendes på jorden og din frelse blandt alle folkene”.

 

Og resultatet af den grænsesprængende frelse læses i de to sidste vers

 

”Jorden har givet sin afgrøde. Gud vor Gud velsigne os, Gud velsigne os og hele den vide jord frygte ham”.

 

Et resultat af at frelsen når ud til alle folk er ikke først og fremmest, at alle elsker Gud, eller at alle lovsynger Gud – nej det er at alle frygter ham. Evangeliets formål er at vi skal lære at frygte ham.

 

Bladre vi videre i Salmernes Bog render vi i salme 103 ind i følgende udsagn i vers 11:

 

”Så  høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham”.

 

Hans nåde gælder kun dem, der frygter ham. Igen ikke dem, der elsker ham – men de to ting hører sammen. Nej, hans nåde gælder dem, der frygter ham og det er kun dem, der er hans børn – som vi læser længere nede i salmen.

 

”Som en far er barmhjertig mod sine børn”.. det er eksemplet, som vi alle kender til. En far er  barmhjertig mod sine børn – og med det billede i baghovedet kigger vi op mod himmelen og fortsætter

”Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham”.

 

Salmerne er mange steder bygget op på den måde at først har vi en linie, som handler om noget vi kender til og så har vi en himmelsk parallel. Så vi kan sige – at været Guds barn er at frygte ham.

 

Og hvis vi snyder og kigger lidt frem til Peter i hans 1. brev kapitel 1 vers 17 (s.1114), så står der

 

”Og når I påkalder ham som far, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt”.

 

Når I påkalder ham som far… så skylder I også at leve i gudsfrygt. At være barn af Gud er at leve i gudsfrygt. Men tilbage til GT

 

Lidt forskelligt

Jeg kan ikke lade være med at stoppe op i Ordsprogenes bog – og tage det kendte vers op fra Ordsprogenes Bog 1,7 (s. 564) – det er den kloge Kong Salomon, der har viet sit liv til filosofi og livsvisdom og her skriver alle sine mange ordsprog ned. Og han siger i vers 1,7:

 

”At frygte Herren er begyndelse til kundskab”.

 

Jeg læser ikke det her som at vi begynder med gudsfrygten og så går vi videre, så vi derefter når hen til kærlighed til Gud eller lovprisningen… eller for den sag noget andet i vores liv enten med Gud eller med hinanden. At først kommer gudsfrygten som vi bruger som springbrættet ud i livet.

 

Nej, jeg forstår begyndelse som en slags ABC eller tallene 1-9. At selv om man kommer til at læse filosofi eller alverdens livsvisdom og kæmpe romaner, jamen så bygger man alligevel på det man har lært i børnehaveklassen eller 1. klasse: ABC – det er de samme byggeklodser, som man fik lært der som man fik lært før man overhovedet kendte eksistensen af alt det andet.

 

Eller selv om man studere universet og fysikkens indviklede verden, jamen så bygger man stadigvæk på det man lærte den gang, man sad og lærte tallene 1, 2, 3, 4, 5…..

 

Man kan ikke bare glemme det og sige, det er et overstået kapitel – glemmer man sit ABC og sin lille tabel, jamen så synker alt det andet i grus.

 

På samme måde altså med alt det andet i livet – visdommen i livet… glemmer man gudsfrygten falder det fra hinanden, da gudsfrygten skal præge alt det, man bygger ovenpå.

 

Og samme konklusion drager Salomon i Prædikerens Bog – han analysere alt. Han har været alt igennem… gennemtænkt alle sider af menneskelivet og er kommet frem til, at alt er tomhed. Og konklusionen  på det hele skriver han i de sidste vers af bogen. Og det er Prædikerens Bog 12,12 (s.598):

 

”Men ud over det: Min søn, lad dig advare! Der er ingen ende på de mange bøger, der skrives, og den megen læsning bliver man træt af. v13  Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning: Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker! v14  For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt”.

 

Når alt er analyseret og alt er forkastet som tomhed, så står alene gudsfrygten tilbage. Meningen med livet er at frygte Gud

 

Det nye Testamente

Men det er ikke bare noget, der hører GT til – det har også betydning efter Jesu død og opstandelse. Ja, faktisk er Jesu ånd i profetien i Es. 11,1 gudsfrygtens ånd. ”… der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd”.

 

Og i Hebræerbrevet står der om Jesus at han ”mens han levede på jorden opsendte han, under højre råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt” (Hebr 5,7).

 

Og i Matthæus 10,28 (s.870) belærer Jesus sine disciple… altså ikke farisæerne eller de skriftkloge eller folket, men sine egne disciple, så siger han

 

”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvedet”.

 

Og den person er ikke Djævelen, men Gud – frygt ikke mennesker, frygt ikke Djævelen, nej - frygt Gud. Den, der frygter Gud behøver ikke at frygte andet.

 

 

Vi skal frygte for dommen – men ikke en frygt, som den, der ramte Adam så han gemte sig fra Gud, men en frygt, så vi tværtimod vender os om til Gud. Men selv dér når vi er nået frem til ham, så har gudsfrygten en betydning. Paulus taler om livet efter at man er blevet en kristen –

 

”Derfor, mine kære, I som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse” (Fil 2,12).

 

Kort sagt: Gudsfrygt skal mobilisere os, når vi er faldet med tanke på dommen og frygt skal i helliggørelsen.

 

Frygter vi Gud vil vi overholde hans bud – så derfor vil gudsfrygten heller ikke høre op i himmelen. Sådan læser jeg i hvert fald dele af Johannes Åbenbaringen, hvor engelens lovsang lyder i kapitel 15 (side 1141):

”Store og underfulde er dine gerninger, du Herre, Gud, almægtige, retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge. Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn?”.

 

På jeres ark har jeg samlet lidt flere citater og henvisninger til NT om vigtigheden af gudsfrygt.

  

Delkonklusion

Konklusionen på det her må altså være, at gudsfrygt ikke bare er centralt… men at det er et meget centralt begreb!! Det er ikke bare noget, som vi kan vide i vore baghoved, at vi skal frygte Gud… nej, vi skal altid have det for øje. ”Gudsfrygt har de ikke for øje” siger Paulus (Rom 3,18), når han skal beskrive de mennesker, som går fortabt. De har ikke gudsfrygt for øje.

 

Det korte af det lange er, at uden gudsfrygt lukker vi os selv ude af Guds visdom og kundskab. Lov og evangelium har ikke andet mål end gudsfrygt. Frygter vi ikke Gud vil vi flirte med ondskaben og blive ødelagt af den og vores liv her og nu vil blive ødelagt måske forkortet pga. af at vi afviser hans ord.

 

Uden at kende til gudsfrygt lærer vi aldrig Guds kærlighed at kende, for så kender vi ikke Gud i hans magt og herlighed. Når vi falder i synd, vil vi ikke blive motiveret til at omvende os og igen vende os til Gud. Frygter vi Gud viser vi, at vi tror at helvedet ikke er en tom trussel, men at himmelen heller ikke er en tom drøm og et tomt løfte. Uden gudsfrygt vil vi heller ikke fuldt ud blive motiveret til at arbejde på vores frelse. Hvis vi ikke kender til gudsfrygt er det et tegn på at vi ikke kender Gud. Gudsfrygt er evangeliets sjæl og substans.

 

Hvad er gudsfrygt?

Bibelen er klar i sin tale: Mennesket skal møde Gud med frygt. Men når vi nu ser hvor vigtigt det er at frygte Gud, så melder spørgsmålet sig af sig selv: Hvad er det så at frygte Gud? Det er ikke lige til at svare på.

 

I Bibelen er der 20 forskellige betydninger af ordet frygt – det er derfor meget bredt og har det afhænger også af den situation mennesket er i.

 

En enkel måde at dele det op på er at sige, at der er to måder man kan frygte Gud på. Det kan vi nok bedst symbolisere med to billeder: Slavens frygt og barnet frygt.

 

Slavens frygt.

Gudsfrygt kan betyde skræk og rædsel – som Adam i Edens have ”Jeg hørte dig i haven og blev bange”. Denne skræk og rædsel fik Adam og Eva til at løbe væk fra Gud.

Skræk og rædsel var også folkets svar på Guds hellige krav – de ville ikke engang høre på Guds stemme, for de var bange for at alene hans stemme ville slå dem ihjel.

 

Det er ikke den slags gudsfrygt, som Bibelen opfordrer os til at stræbe efter, for det er den kødelige frygt. Gudsfrygten, der får os til at gemme os

 

”For enhver, som øver ondt hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres” (Johs 3,21 – se Hebr 4,13).

 

Den frygt er ikke præget af kærlighed, men i bedste fald af respekt. Som kristne træder vi ud af den frygt, men ind i en anden, som ved siden af sig har kærlighed.

 

Barnets frygt

I Rom 8,15 (s. 1028) står der

 

”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i [slavens]frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi ”Abba – far””.

 

Jeg tror også det er i den ånd, at 1. Johs 4,17-18 skal forstås (s. 1125):

 

”Deri er kærligheden fuldendt i os, at vi har frimodighed på Dommens dag… Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf”.

 

Jeg er i hvert fald nødt til at skelne mellem de to former for frygt – og den store forskel mellem slavens frygt for Gud og barnets frygt er kærlighed. At barnet elsker sin far, men frygter ham stadigvæk. Hvor slaven ene og alene gør som herren siger fordi han frygter sin herre, sådan handler barnet ud af kærlighed til sin far. Men ikke bare kærlighed, men også frygt for dommen.

 

Kendetegn på den sande gudsfrygt

a) 1. kendetegn: Ydmyghed under Gud.

Den sande gudsfrygt er kendetegnet af ydmyghed (Es 61,1;29,19). De gudfrygtige er bodfærdige og bøjer sig under  Herrens ord (Es 57,15). De lægger deres nød frem for Gud og venter på Herrens frelse (Ps 130,7).

 

b) 2. kendetegn: Tanke på dommen

Selv om Johannes skriver, at vi kan stå med frimodighed på dommens dag, så betyder det ikke, at den gudfrygtige ikke også har noget at gøre med den kommende dom.

 

For vel er vi frie, men vi skal stadigvæk dømmes efter vores gerninger. Det er det, der siges med formuleringen, at vi skal frelses af nåde og dømmes efter gerninger. Når Jesus i lignelsen om den store skilsmisse af fårene og bukkene dømmer folk, så er det gerningerne, der tages frem. For vi går alle mod Guds dom efter gerninger – som der står i 2 kor 5,10 (s. 1054)

 

”For vi skal alle fremstilles for Kristi Domstol for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt” (se også: Rom 14,10).

 

Dommen efter gerninger er derfor stadigvæk en motivation for den kristne:

 

”Da nu alle disse ting [jorden/alt menneskeskabt] må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt må I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme” (2 Pet 3,11– se også 1 Pet 1,17)[2]. 

 

Jesu vældige forkyndelse af dom og fortabelsestanken har for altid bevaret ægte bibelsk gudsfrygt fra den falske familiære og respektløse omgang med Herren”.

 

c) 3. kendetegn: Ydmyghed under Guds ord.

Et gudfrygtigt menneske er et menneske, der tager Gud seriøst, som lytter til hvad han har at sige med seriøsitet og respekt. I havde jo Carsten Vang ude og tale om Bibelens autoritet i vores liv… det har jo i allerhøjeste grad noget at gøre med Gudsfrygt.

  

Den, der frygter Gud tror, at Guds bud er givet for at blive holdt og at det er farligt at bryde dem. Han er bange for at gå imod Gud, bange for at være ulydig, bange for at vise disrespekt for hans bud og at tage for let på dem. (Se f.eks. Haggaj 1,12)

 

d) 4. Kendetegn: Ydmyghed under hinanden.

Et andet kendetegn for den sande gudsfrygt er at man underordner sig hinanden. Paulus skriver i Efeserbrevet 5,21: ”I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus”. Gudsfrygten er en taknemlig ydmyg livsførelse i arbejdslivet, ægteskabet, familien og menighed. ”Gudsfrygt er et udtryk for en livsnær gudstjeneste i skabelsesordningen” som en bibelordbog udtrykker det.

 

Men hvorfor skal vi frygte Gud?

Det er ikke bare frygt for den kommende vrede, der skal drive os til gudsfrygt, for der er også en masse velsignelse i at frygte Gud. Ja, Esajas kalder det endda gudsfrygten for vores skat (Es 33,6).

 

Der er den velsignelse, at Gud han vejleder os i vores liv og at vi må have lov til at have fællesskab med Gud (Ps 25,12.14). Gud værner den gudfrygtige og har speciel opmærksomhed rettet mod ham (Ps 33,18-19). Og I Apostlenes Gerninger er frygt for Herren forbundet med vækst i kirken (ApG 9,31). Gudsfrygt producerer ret og retfærdighed blandt enkeltpersoner, i samfundet, i familien, i kirken og blandt nationerne.

 

Når folk ikke frygter Gud vil der være kriminalitet, dårlig moral, skilsmisse, ødelæggelse af vores kirker, undertrykkelse, bestikkelse og uretfærdige lov. Det bibelske svar på vores problemer i kirke, samfund og familie er: Vend tilbage til gudsfrygten, for gudsfrygten er begyndelse på visdom og kilden til velsignelse.

 

Afslutning/konklusion: Hvordan lærer vi gudsfrygt?

Men hvordan kommer vi tilbage til gudsfrygten? Gudsfrygten  kan læres (Ps 34,12), men det kommer ikke af vores egen bestræbelser – det er Helligåndens gerning (Jer 32,40). Og Helligåndens virke er først og fremmest de tre kendte ord – at han skal overbevise os om synd, retfærdighed og dom. Han skal vise os selv – vores synd og den retfærdige dom, der bliver udsagt over os.

 

Han vil vise os hvem Gud er – for jeg vil stadigvæk påstå, at den eneste grund til at der man ikke frygter Gud der er fordi man kender ham – kender hans almægtighed – kender hans allestedsnærværelse.

 

Hvordan lærer vi Gud at kende? Vi kan se ud af vinduet og se hans skaberværk og vi kan se ham i Israels historie (Romerbrevet 1,18-23) og vi kan se i vores indre og finde hans lov (Rom 2,12-16), men først og fremmest finder vi ham i Bibelen. I 5 Mos 31,12 (s.192) står der

 

du skal læse ”denne lov op for hele Israel. Kald folket sammen, mænd, kvinder og børn de fremmed i dine byer, for at de må høre den og lære at frygte Herren, jeres Gud og omhyggeligt følge alle ordene i denne lov”.

 

Grunden til at man skal kalde folket sammen er først og fremmest gudsfrygt. ”at de må lære at frygte Herren”.

 

Men gudsfrygt er ikke den eneste måde at have en relation til Gud på – som sagt, vores gudsfrygt skal være som et barn frygt, ikke som en slaves. Vi er derfor nødt til at læse hele skriften for at få et afbalanceret syn på vores forhold til Gud.

 

Der er nogle, der kun læser frygt i Bibelen og det vil give et fordrejet billede af Gud – der er nok desværre mange fra vores side af kirken, som har fokuseret så meget på den strenge Gud og frygten for ham, at det har skræmt mange også af deres egne børn helt bort fra Gud.

 

Og der er igen andre, der har så meget fokus på Guds kærlighed, at det sker på bekostning af Guds almægtighed og hellighed. F.eks. præster, der ved slemme dødsulykker eller sygdomme siger ”det har Gud ikke noget med at gøre”, for at trylle ham frem igen, når vi når hen og skal snakke om opstandelsen fra de døde.

  

Vi er nødt til at finde barnets balance mellem at frygte og elske – ja, vi er nødt til at finde barnets tillid til vores himmelske far.  For begge ting skal med skal vi have det komplette billede af Gud.

 

Der er en der har sagt det på den måde, at Guds vrede er den sorte fløjlspude på hvilken Guds kærligheds juvel skinner klarest.

At frygte Gud er at leve i tillid til Guds ord og løfter – det er at tjene ham i et og alt – og skælve for muligheden for at træde forbi den vilje, som er Guds. Og den gudfrygtige vil mærke, at Gud er med ham. ”De, der frygter Herren, skal sige: Hans trofasthed varer til evig tid”. (Salmernes Bog 118,4)