Jan Guillou: Fjenden i os selv
 |
I dag blev jeg færdig med en anden svenskers bog, nemlig Jan Guillou og hans Fjenden i os selv. Det er anden gang, jeg læser en bog, skrevet af ham. Den første handlede også om terror, nemlig Madam Terror, hvor vi følger terroristerne eller frihedskæmperene (det er jo det, der er problemet i den historie: Hvad er hvad?). I denne følger vi så den anden side, i form af politiet - chefen for afhøringsafdelingen i sikkerhedspolitiet, Ewa Tanguy. Hun bliver kastet ud i opgaven som chef for afhøring af terrormistænkte i det, der blev udnævnt til den største katastrofe nogensinde i Sveriges historie, men som snarrådighed fra sikkerhedspolitiet netop havde afværget.
Nu sidder de ni unge mænd i fængslet og det er Eva Tanguys opgave at forberede et godt materiale for den offentlige anklager.
Men er det virkelig farlige terrorister, der var i gang med at planlægge et bombeattentat i den kæmpemæssige hal, Globen, imens den skulle være fyldt med kristne fra en kristen sekt, eller er det bare forvirrede unge og almindelige mennesker, der bare gjorde den fejl, at de var andengenerationsindvandrere? Ewa Tanguy bliver i hvert fald i tvivl undervejs i sine undersøgelser, der kun har et formål, nemlig at bevise deres skyld - uskyldige eller ej.
Jeg har jo netop læst en anden svensker, nemlig Stieg Larssons Pigen der legede med ilden… og hold da op, hvor er der klasseforskel mellem de to forfattere. Der er godt nok meget mere gods i denne her bog, hvor den anden kun er tju-bang for underholdningens skyld, så vil den her noget mere. Der er virkelig mulighed for at få sat spørgsmålstegn ved mange samfundsmæssige problemstillinger. Det er vildt, at man kan skrive sådan en bog, og så endda også gøre det spændende. Mange gange undervejs i historien, var jeg ved at genfortælle historien for min kone, Judith, som om det her var en historisk sandfærdig beretning… godt skrevet, og godt fanget.
En af grundene til at det er så virkelighedsnært er netop, at Jan Guillou bygger på virkeligheden, nemlig Vollsmose-sagen. Rystende læsning, hvor han formår at fortælle, så man bliver helt harm over den nye form for racisme, som terrorlovgivningen nærmest bliver præsenteret som. Bogen har virkelig flyttet rundt på mine tanker og stillingstagen.
Terror – en svær nød at knække
Terror er en mærkelig form for umenneskelighed og kriminalitet - for hvordan få bugt med den? Forbryderne skulle jo gerne stoppes, før de får gjort deres ugerning. Men hvordan? Og hvordan fælder man terrorister? Kan man tillade sig at bruge hemmeligt stemplede kilder/informanter uden at stille for kritiske spørgsmål til dem? Det er netop i dag (23. december 2008) kommet frem, at forsvaret for en af de dømte i Vollsmose-sagen nu forsøger at få sagen gjort op, da man mener sig i besiddelse af info, der sætter spørgsmålstegn ved informantens rolle i terrorsagen). Er det ok, at det kun er den ene side, anklagemyndigheden, der får lov til at give besked om anklagen, så forsvaret får lagt mundkurv på? Og er det nok med indicier og hensigtserklæringer for at få folk dømt? Som hovedpersonen i bogen, Ewa Tanguy udtaler:
"Sagen er jo, at når det gælder sådan noget som insiderhandel, så skal bevismaterialet være et hundrede procent vandtæt, når man afleverer skurkene til anklageren. Men trods de overvældende beviser klarer den slags forbrydere ... oftere frisag, en man skulle tro muligt... Det nye er, at jeg efter et halvt år i Sikkerhedspolitiet har slæbt i værste fald næsten to hundrede års fængsel sammen. Selvom beviserne i mange tilfælde har været mildt sagt svage... [samfundet mener] at de største forbrydelser kræver de svageste beviser". (side 408).
Det er virkelig vanvittigt svært at komme til bunds i den tænkerække her – for hvordan lave en lovgivning, der på den ene side sætter værn om samfundet, uden også at man forråder de regler, der er værdifulde i vores samfund?! Hvordan lige lave en lovgivning, der er retfærdig og effektiv?
Terror eller alm. kriminalitet
Hvor går grænsen mellem terror og "almindelig" kriminalitet? Er det hudfarven? Når f.eks. en finsk 22 årig skolelelev går ind og skyder omkring sig på sin skole og dræber 10-11 mennesker, er det så terror? Jeg ved godt, at han nok var en syg mand, men er terroristen ikke også det? Hvad nu hvis det havde været en muslim, der havde gjort det? En iraner? Der er naturligvis mere i det, men det er også en af de ting, der berøres i bogen her. En gruppe unge i bogen går til angreb på politiet, der bevogter et domhus, hvor der netop skal til at starte en terrorsag. Og så kommer Jan Guillou med denne svada:
"Hvis de frihedsberøvede unge, der stadig sad tilbage i arresteb, ikke havde været hvide, ville de nu være blevet sigtet efter terrorloven. De ville være end på overanklager von Schüffels bord, og han ville have givet sig til at argumentere for, at de forsøgte at påvirke samfundsordenen med vold (hvilket de ikke ligefrem lagde skjul på på deres hjemmesider), og dermed forvandlet dem til terrorister. Men nu var lige netop denne flok børn og unge... ubeskriveligt hvide mennesker. Følgelig var de ikke terrorister". (side 384).
Hmmm... den er naturligvis meget politisk farvet og vel også bevist provokerende stille op. Men er der lidt om snakken? I så fald er det forkert!!! Bogen handler om, hvordan man sikre sig, at lovgivningen på terrorområdet også er fornuftig. En lovgivning, der ikke underminerer retssikkerheden og hensigten med den - og derfor udgør en fare for demokratiet. Hopper lovgivningen af sporet vil den modarbejde sit eget formål ved at skabe radikalisme og et samfund med overvågning, som er uudholdeligt at leve i selv for lovlydige borgere.
Skaber selv vores fjende
Vi vil jo gerne være et åbent samfund, hvor alle bliver behandlet lige, men er det muligt, når det kun er fra en bestemt befolkningsgruppe, at der kommer terrorister? Og går vi på kompromis med vores demokratiske idealer, er vi så ikke ligefremme med til selv at skabe vores fjende. Som en højtråbende molotovcocktail-kastende pige siger det i bogen ”Det er… da ikke os, der er jeres værste fjende, det er de unge fra forstæderne! Det er dem, der bliver terrorister, fordi I gør dem til terrorister!” (s. 391).
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvordan skræmmebilleder bliver malet op, og netop gennem mistænkeliggørelse og mistro, skabes der distance… og så falder bomben en skønne dag, når vi har hevet grenen så langt ned, at den til sidst svupper op i vores eget ansigt. F.eks. det billede af Islam, som den charmerende EU-politiker fra Dansk Folkeparti, Mogens Camre, kom med i den forgangne weekend: ” Islam er uforenelig med vore værdier. Og derfor skal islam tvinges ud af Europa. Dette lille land er vores, vi har skabt det selv. Og vi vil styre det selv og selv bestemme, hvem der skal bo i det, og hvordan de skal opføre sig. Og vi vil kæmpe, indtil Danmark igen er frit.".
Jeg er naturligvis bange for at han har ret, at de to religioner ikke kan sammen om ikke andet, så lige nu. Kristne f.eks. i Nigeria advarer om den dialog, der er mellem kristne og muslimer, for det er ikke en dialog på lige vilkår, for du får aldrig en muslim til at ændre mening. Sådan ifølge den afrikaner, jeg har hørt tale om emnet. Og den måde visse muslimer går til den i den offentlige debat, vidner da om at der er ”noget om snakken”. F.eks. unge muslimers reaktion overfor andre børn, der ikke faster under ramadanen. Eller er det tilladt at have en legetøjs gris eller Grisling fra Peter Plys til at være i børnehaven.
Til dette kommer, at begge religioner er monoteistiske religioner, og dermed påstår begge to, at de er sandheden og den eneste sande religion
MEN – er det da ikke alligevel muligt at leve sammen i fredelig sameksistens (som det så smukt hedder)? Er det da ikke muligt at vi kan finde sammen på trods af vores forskelle? At vel er vi uenige om visse ting, men vi er begge parter borgere på samme jord, og så længe der ikke er en anden planet, man kan flytte hen på, så er vi nødt til at finde ud af det sammen. Uden at den ene part skal bøje sig under den anden, men sådan, at begge to respekterer hinandens ret til at være forskellige. det er vanvittigt svært - men en nødvendighed, hvis ikke vi skal opleve endnu mere ondt fra begge sider.
Min vurdering
Jeg vil klart anbefale denne bog (og den koster kun 70 kroner i boghandlen). Den er simpelthen god og velskrevet – og spændende også. Jeg er dybt imponeret over Jan Guillous evner som forfatter (gider dog ikke læse hans ridderbøger, da jeg synes det er en irriterende genre).
Naturligvis er det en politisk bog – med et politisk og samfundskritisk ærinde, men spørgsmålet er jo, om man kan skrive om dette emne uden at blive politisk. Og om dette ikke også er en nødvendig stemme i debatten – at vi skal tænke os om, så vi ikke dummer os og gør tingene værre både for os selv, men så også for de mennesker, der nu lever i blandt os.
Den har i hvert fald sat nogle tanker i gang, og jeg tror ikke, at jeg vil lytte med helt de samme ører, næste gang, jeg hører om terrorsager i Danmark.
Men bogen lægger også op til, at man ikke bare passivt skal have sin nyvundne indsigt i terrorspørgsmålet, som bogen ønsker at give. Nej, man skal gå ud og hjælpe og kæmpe for disse mennesker, der er i klemme i en meget streng terrorlovgivning. Den begynder derfor med det kendte citat fra den tyske præst, Martin Niemöller, der sad i koncentrationslejr som en af Hitlers personlige fanger. Han skrev:
Da nazisterne kom efter kommunisterne
sagde jeg ingenting,
jeg var jo ikke kommunist.
Da de spærrede socialdemokraterne inde,
sagde jeg ingenting,
jeg var jo ikke socialdemokrat.
Da de kom efter fagforeningsfolkene,
protesterede jeg ikke,
jeg stod jo ikke i fagforening.
Da de hentede jøderne,
protesterede jeg ikke,
jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig,
var der ingen tilbage til at protestere.
Ups.... så langt er vi forhåbenlig ikke kommet. Jeg er dog selv inde på lidt af det samme på min blog under overskriften "Den store fluesmækker" - læs den her.
|
