For nogle få minutter siden lagde jeg Bent Jensens selvbiografi fra mig - med en lidt mærkelig fornemmelse. I begyndelsen af bogen havde jeg en god fornemmelse af bogen, som så siden blev til en irritation på to forskellige planer, men mere herom senere. Jeg nåede dertil, hvor nu kunne den da godt blive færdig, men de sidste sider, for ikke at konkretisere det til "sidste side", da vendte det, så jeg nu sidder tilbage med følelsen af at jeg alligevel har læst en god bog.
Bogens opbygning
Bogen er rigtig hurtigt læst, jeg købte den i torsdags, men fik først rigtig begyndt at læse i den i går fredag, og har så slugt de sidste 100 sider i løbet af i dag, lørdag (og klokken er kun 16.30). Bogen har underoverskriften "Livsstykker" og sådan er den også bygget op - af en masse små brikker, der langsomt skulle give et helhedsbillede af Bent Jensen.
Jeg må erkende, at jeg altid har været fascineret af Bent Jensen, som er historieprofessor ved Odense Universitet (som det hed i gammel dage, og som det stadigvæk hedder i mit verdensbillede). Jeg er stolt over at Odense kan have sådan en kapacitet som ham - og læste med fornøjelse hans bog om Stalin, da vi var i Tyrkiet i januar. Så hvem er denne kloge og sympatiske professor? Bag på bogen får vi et hint om en indremissionsk baggrund - og jeg fik lidt indtrykket af en vis distanceret holdning overfor det, så jeg forventede at finde et Hans Kirks angreb på Indre Mission. Og skellet mellem "de omvendte" og "verden" fylder også meget i puslespillet om ham - og det gør hans lange rejse væk fra dette også.
Bogen om "B"
Bogen handler virkelig om Bent og faktisk ikke om så meget andet - andre personer dukker op og forsvinder så lige så pludselig, som de dukkede op. Ægtefæller, der pludselig er væk - børn som pludselig er væk en overgang for så at blive hentet frem i slutningen af bogen på rejse til udlandet.
Billedet på forsiden er et familiebillede, hvor alle undtagen en lille storsmilende og finurlig dreng er utydelig... denne dreng er nok Bent Jensen. Men billedet giver også et hint om hvor bogens brændpunkt er - at bogens fokus alene er Bent Jensen ja, eller skulle jeg siger at "bogens fokus alene er B". Men det er vel egentlig også rigtig sympatisk, for hvorfor skrive om andre, det kan de vel selv gøre?! Jeg synes det er træls med biografier, der lige så meget bliver kendt på hvad de skriver om andre, end på hvad de skriver om dem selv - men det her bliver ligesom for meget. Nå han kalder sin fødeby for "Byen K" - selv om man på bagsiden kan se et postkort fra byen, hvor man kan se, at det er Kjellerup, der tænkes på. Hvorfor denne gemmen sin fødeby? Og sådan er bogen hele vejen igennem - hans første kæreste hedder S, hans anden kæreste hedder J, hans kammerat i studentertiden hedder G - ja, for at det ikke skal være løgn, så hedder byen, hvor studenterkurset ligger, R - mon ikke det er Rønde, der tænkes på? Man kan i hvert fald se lyset fra Århus fra byen R, så mon jeg skyder helt ved siden af dér? Til sidst bliver det lidt trælst med alle de bogstaver, og også svært for lille mig at holde styr på de personer, der aldrig rigtig bliver en person, men bare et bogstav.
Bent Jensen åbner her op for sit liv og lader os følge ham i hans vandring fra begyndelsen til han nu er, hvor han er. Det er virkelig en kamp han gennemgår - en kamp med en barndom og en ungdom, men lige så meget en sjælekamp med at få det indre missionske barndomshjem til at falde på plads.
Han åbner op, men han blotlægger ikke - der er nogle episoder, som han kun omtaler og som derfor efterlader os læsere i dyb udvidenhed. Hvad er det for en katastrofe, der foregik i byen K, og som Bent Jensen "helst ikke vil tænke på, og derfor hele tiden forsøger at trænge væk fra bevidstheden" (s. 137)? Et andet sted omtales katastrofen, som om han selv har haft en aktiv rolle i den? Hvad er det for en slags katastrofe? Det afsløres ikke. Noget andet er: Skubber han sin kone K ud af vinduet fra 5. sal (163-164)? Og hvad er det for nogle mærkelige fortællinger om ham som kriminel (s. 201) og som syg, der bliver slæbt afsted af en sygeplejeske: "Jeg går og går og nærmer mig enden af gangen, hvor det frygtelige og uafvendelige skal ske. Jeg går..." (s. 211)? Er det virkelighed, en poetisk gendigtning af sjælekampe eller er det en drøm? Det giver bogen ikke svar på- vi er fortsat i uvidenhed... og det er næsten noget af det værste. Så hellere lad være med at fortælle om det, end at give en lille flis af noget.
Indre Mission
Bent Jensen voksede op i et indremissionsk hjem, og jeg havde regnet med at finde et slags Hans Kirks-opgør med Indre Mission i bogen, men det fandt jeg ikke. Jeg synes, at han kommer med (for mig at se) en stille nøgterne beskrivelse af forholdene. Så intet bombastisk og hånende opgør - tværtimod fandt jeg endnu noget ammunition til kritisk "selv"opgør. For hvor har Indre Mission dog båret sig tåbeligt ad! I stedet for en glad kristendom har de delt sig op i dem og os - de troende og de fortabte. "Synderne skal brænde til evig tid i Helvedes ild, siger missionæren og vores lærere i Søndagsskolen. Det må gøre forfærdeligt ondt" (s. 16). Egentlig en forfærdelig måde at vise kristendommen på - at skræmme dem ind til Jesus, i stedet for at lede dem med kærlighed ind til den kærlige og frelsende Jesus,som Indre Mission da også gør i dag! Og det fortsatte i KFUM, da Bent Jensen var ung: "Taleren fra Missionshuset tager fat og kommer igen ind på den evige fortabelse og al dens gru og spørger, om vi ikke kan høre, at Jesus kalder på os. Vi synger "På knæ, på knæ for Herren", men ingenting hjælper... vi går hjem fra KFUM... og taler om det psykiske pres, der bliver lagt på de unge i missionsugen for at få dem til at gå til bekendelse. Og så siger de, at det er Jesus, der kalder! - Ja, men os skal de ikke få ned på knæ, siger Carsten" (s.127-128).
Tænk alle de mennesker, der er blevet skræmt væk fra Indre Mission og hvad langt værre er... alle dem, der er blevet skræmt væk fra Jesus på grund af helvedesprædikanter og manglende kærlighed.
Jeg var en gang oppe at diskutere med en præst på en email-liste for teologer, og jeg mente, at man burde ændre navn, og skifte navnet Indre Mission ud med noget andet. Der var for meget negativt forbundet med det navn, men så fik jeg på hatten for ikke at ville kendes ved min historie. For det først er det ikke min historie, og for det andet, så må vi også erkende, at de missionske har lavet fejl og brølere, og så bede om tilgivelse for det. At man har sandheden giver ikke nogen ret til at hakke på andre, men den problematik må jeg hellere tage op på et andet tidspunkt i en anden sammenhæng.
En jagt på troen?
Jeg skrev indledningsvis, at jeg blev irriteret på bogen, og det har noget at gøre med det resultat de missionske holdning havde: Nemlig at Bent Jensen blev skubbet langt væk fra troen - det har jeg været inde på i forrige afsnit. Men jeg blev også små-irriteret på Bent Jensen, for var han virkelig også på den vogn af infantile mennesker, der lader en dårlig barndoms- og ungdomsoplevelse med Indre Mission skræmme dem væk fra Indre Mission og kristendommen? Er han virkelig sådan en åndsamøbe, der ikke kan skelne mellem den kultur, der herskede den gang, og de fejl, der blev begået dengang og så fakta i dag?
Hele bogen er Bent Jensen arbejde med at komme overens med sin baggrund - og det er virkelig en kamp til tider. En kamp, der dog ender godt - ender med at han viser sig ikke at være et infantilt menneske eller en åndsamøbe! Han ender nok aldrig i Indre Missions hovedbestyrelse, men ender i den vise bøn: Jeg tror, hjælp min vantro!
Min vurdering
Bogen hedder "I begyndelsen" og den handler om en mand, der drager ud i livet væk fra sin begyndelse og på sin vis finder hjem igen. Det er en mands kamp mod sig selv og sin tvivl - som tager hjemmefra og på sin vis kommer hjem igen, men noget visere end da han kom hjemmefra. Det er en bog krydret med en masse små barndomsanekdoter og gåen-fejl-af-hinanden episoder, der får "puslespillet" til at glide lidt mere skånsomt ned.
