Jeg er vild med C.S. Lewis – det har jeg gjort siden jeg fulgte et undervisningsforløb på Menighedsfakultetet, hvor vi læste om hans trosforsvar. Ja, ok… jeg blev overtalt af en af mine medstuderende til at følge faget, for det endte med at undervisningen kom til at foregå mandag morgen fra 8-10!!! Det er altså tidligt… men som min medstuderende… ja, vi kunne kalde ham Karsten. ”Så er vi jo alligevel oppe, så vi kan få begyndt ordentligt på ugens arbejde”.

Men jeg er faktisk glad for det, jeg lærte dér – og den fine introduktion til C.S. Lewis jeg fik. Siden det tidspunkt har Lewis været min trofaste følgesvend i prædikenskrivningen.

Lewis´ allegorier

Jeg slubre det i mig, der drejer sig om det teologiske på et forklarende niveau, men lige så snart han begynder med at lave allegorier (altså lave historier over dybe teologiske ting), så står jeg som regel af. Jeg forsøger og kæmper bravt, men nej… det har været en dødssejler indtil videre. Det begyndte med En Pilgrim vender tilbage… jeg nåede et lille stykke ind, men dér stoppede jeg. Den store skilsmisse – jeg nåede faktisk et rigtig godt stykke ind i den, men det var måske mere, fordi jeg ledte efter et bestemt citat i den, for da jeg fandt det, så faldt interessen. Anderledes er det med hans science fiction-trilogi. Jeg begyndte med Den tavse planet – og denne gang læste jeg den helt igennem, men fattede ikke en brik. Jeg har siden læst om hvad den egentlig handler om – og jeg må indrømme, at det havde jeg altså ikke lige gennemskuet. Jeg har det lidt sådan med sådan noget, som er for dunkelt… det skal undersøges lidt nærmere. Især, når jeg ved at der virkelig er et eller andet spændende at hente i den. Så jeg ønskede mig fortsættelsen i fødselsdagsgave, der hedder Rejsen til Venus. Og foruden at være hurtigt læst, så er den faktisk prangende god. Ja, okay… jeg er ikke til beskrivelser af landskab etc. men hold da op, hvor er den spændende og indeholder rigtig spændende tanker.

Syndefalds allegori

Plottet er, at professor Ransom bliver atter en gang bliver sendt af sted bort fra Jorden (i den første bog ”Den tavse planet” blev han bortført, nu blev han sendt på en mission uden at vide hvad denne mission er. Men han kommer frem til Venus, som er et paradisisk sted – og det viser sig også, at det er et paradis lig jorden før syndefaldet. Venus´ ”Eva” er kommet bort fra sin ”Adam”. ”Eva” er den ”uskyldige”, der ikke kender noget ondt – ja, ikke kender ondt. Men som en anden Satan, der faldt ned på jorden, falder Fristeren også ned på Venus… og et nyt syndefald kan tage sin begyndelse.

Mere og mere går det op for Ransom, hvad hans mission på Venus er: At forhindre dette syndefald. Men det er lidt svært, når man står overfor Satan… men hold da op, hvor er det genialt!!

Lewis er genial – han får faktisk syndefaldet til at lyde som en god ting. ”Selv kirken ville sige, at der i sidste ende kom noget godt ud af  den ulydighed…. fremskridt passerede forbi hans blik i et stort kortfattet syn: byer, hære, store skibe og biblioteker og berømmelser og storslået poesi sprang som springvand op fra menneskets anstrengelser og ambitioner…. [og henvendt til ”Eva”] hvad De end gør, vil han [Gud] få noget godt ud af det. Men ikke det gode han havde beredt til Dem hvis De havde adlydt ham. Det er for altid tabt. Den første konge og den første moder i vores verden gjorde det forbudte; og han fik godt ud af det til sidst. Men det de gjorde, var ikke godt; og det de mistede, har vi ikke set. ” (s. 136-137).

Eller hvorfor adlyde et bud, som man ikke kan se noget godt i – hvorfor skulle Adam og Eva ikke spise af den forbudne frugt? Hvorfor skal vi mennesker adlyde bud, som vi ikke ser nogen mening i – som vi ikke synes er kærlig, eller som vi ikke synes….. ”Jeg tror han lavede en lov af den slags for at der kunne være lydighed. I alle de andre ting er det at adlyde ham kun at gøre hvad der også synes godt i Deres egne øjne? Er kærligheden tilfreds med det? De gør dem rigtig nok fordi det er hans vilje, men ikke kun fordi det er hans vilje. Hvordan kan De mærke glæden ved at adlyde, men mindre han påbyder Dem at gøre noget, hvor hans påbud er den eneste grund” (s.133). En rigtig spændende tanke her i vores tid, der er præget af relativisme – at alt er relativt også ondt og godt. Et bud skal kun overholdes, hvis man føler for det eller fordi man har set noget fornuftigt i det… men er det så at adlyde Gud eller har man sat sig selv og sine følelser og fornuft op som Gud?

Eller videre: Har du nogensinde tænkt tanken igennem, hvad der ville ske, hvis nu Eva ikke havde givet efter? Var Slangen så kommet tilbage næste dag og prøvet igen? og igen og igen og igen….

Det er hvad Rejsen til Venus handler om – fristelsen frem mod syndefaldet og Ransom med hele synden og syndens historie i sig står på sidelinien og skal hjælpe og rådgive. Om Ransom klarer sig eller om Djævelen får endnu et planet under sit herredømme er ligegyldig her i denne anmeldelse – vejen til finalen er simpelthen guld værd. Lewis tager en med ud i tanker, som jeg i hvert fald aldrig har været igennem, eller som jeg kun har strejfet og håbet aldrig nogensinde rigtig at støde ind i. Her kommer Lewis med et svar på disse tanker på en måde, kun Lewis kan gøre det..

Min mening om bogen

Bogen er faktisk rigtig god. Til tider er den drabelig kedelig – som når Lewis skal beskrive forskellige forhold på planeten Venus (den er skrevet i 1940-erne, hvor kendskabet til planeten var begrænset, men det skulle svare til de observationer man havde gjort på det tidspunkt). Jeg er ikke meget for beskrivelser af landskaber i bøger, der handler om ting på jorden… hvor meget så ikke bøger, der omhandler ting på Venus!!!

Der er rigtig mange spændende tanker i bogen – og jeg vil ikke sige, at jeg har forstået dem alle… men jeg har alligevel fået en masse ud af det. Så jeg vil varmt anbefale jer at læse den. Den giver en masse stof til eftertanke. Og den er hurtigt læst – jeg læste det meste af den her i weekenden.

Så jeg kunne måske nok overtales til at læse sidste del af triologien: Den frygtelige Kraft.