Jan Guillou: Madam Terror
Jeg har aldrig brudt mig om film om ubåde... jeg ved ikke hvorfor, men de er bare for kedelige. Eneste undtagelse er filmatiseringen af Jules Vernes En verdensomsejlninge under Havet... og i bunden - altså af min skala - finder vi den tyske 2. Verdenskrigsfilm Das Boot, som virkelig formår at cementere min negative holdning til Ubådsfilm. Men på trods af dette, så gik jeg i gang med en bog om en ubåd, nemlig Jan Guillous Madam Terror. Selve plottet synes jeg lød spændende, og da han så også citerer En verdensomsejling under havet som forord til bogen, så var stemningen jo allerede lagt fra starten.
Handlingen kort fortalt
Den palæstinensiske agent og officer (og kvinde) Mouna al Husseini har fået til opgave at købe en superavanceret ubåd af Rusland og samle en besætning, der kan udnytte det avancerede system fuldt ud. Det lykkes og nu går turen mod Gaza, hvor den isralitiske hær længe har blokeret for fiskeri og sejllads... den palæstinensiske præsident har hele tiden opfordret til at man ophæver den blokering, ellers ville man selv bryde den. Men ingen tager naturligvis truslen alvorligt lige indtil den palæstinensiske ubåd slår til.
Dermed rykker ubåden ind på den storpolitiske scene og vi bliver inviteret med ind i Det hvide Hus, med ind i magtspillet, der hele tiden udspiller sig i baggrunden for at få overbevist præsident George W. Bush om at netop ens egen kurs er den rigtige.
Udbåden bliver naturligvis med det samme fejlagtigt kædet sammen med Iran (og der bliver smadret lidt ting dér - fejlen bliver opdaget, men nedtonet, for de kunne jo have stået bag, og nu kan de ikke længre). Præsidenten taler til nationen og stempler dem som terrorister: "I aften er vi atter et folk, der oplever, hvilken frygtelig fare masseødelæggelsesvåben er i hænderne på demokratiets fjender. Og vi kaldes atter til forsvar for friheden" (s. 276).
Men er det terrorister? Det er et af de temaer, der er til debat i bogen: Hvad skal der til for at være en terrorist og en handling til at være terror? Er det lige så snart det er en muslim, der står med kanonen så er det en terrorhandling?
Besætningen på u-båden følger nøje Genevé-konversionen om krigsfanger, skyder kun efter de israelitiske krigsbåde, som opretholder belejringen af Gaza... I det hele taget gør de en stor dyd ud af at være den palæstinensiske flåde og ikke en terroristrede. Pludselig kan det ikke længere være andet end en krigssituation - men med hvilken ret vil amerikanerne så gå ind i den krig? Det ændre dog ikke på, at ubåden - der endda bærer det provokerende navn U1-Jerusalem bliver det mest jagtede mål i verden.
Hvem er terroisten?
Selv om jeg har indtrykket af, at Jan Guillou forsøger at være nuanceret i sin beskrivelser, så er man ikke i tvivl om, at hans sympati er med dem nede i ubåden.
George W. Bush beskrives som en let-påvirkelig, men uintelligent mand... men han vil det godt. Sådan bliver det amerikanske præsidentpar beskrevet af udenrigsministeren Condoleezza Rice (som har Guillous fulde symparti): "De var ikke de mest intelligente eller dannede mennesker; George ville ikke have gjort sig blandt professorkollegerne på Stanford. Men demokratiet kræver ikke, at alle skal være lige intelligente, nej, det amerikanske demokrati kræver, at alle skal have samme muligheder. Og det amerikanske folk havde valgt George, og han tog sin opgave dybt religiøst alvorligt" (s. 349). En ikke smigrende ordveksling kan læses side 402.
Forsvarsministeren Rumsfeld bliver beskrevet som en krigerisk politiker, der hellere skyder før han tænker. En admiral træder frem for præsident Bush og fremlægger kendsgerningerne, at de ikke kan sænke ubåden uden alvorlige tab på deres side, så der blev lagt en dæmper på dette. "Der havde ikke været noget valg. At Rummy [forsvarsministeren] blev tosset, da han hørte om sagen, og mumlede noget om at skære visse kropsdele af den sladderhank til admiral, var jet andet, i sammenængen mindre og bare pinligt problem" (s. 314). Og det samme skudsmål for vicepræsidenten Dick Cheney. Disse to - og især Rumsfeld - forsøger med alle midler at få ødelagt den ubåd, om det så betyder at tilbageholde vigtige informationer og f.eks. sætte en 6000-mand stort hangarskib i fare for en katastrofe.
Men kan han være terrorist? Nej, for han er demokratisk valgt og hans soldater går i fine uniformer og ikke med turban og langt skæg. Men hvad så med dem i ubåden, der repræsenterer det palæstinensiske selvstyres demokratiske valgte præsident?
Er en terrorist den, der ikke overholder de internationale love og som bevidst går efter civilbefolkningen? Men hvad så med dem, der ser igennem fingre med overgreb og som selv tilsidesætter internationale love og regler? Så foruden at være en spændingsroman, så sætter den altså også tanker igang og retter spændende spørgsmål, som måske ikke er så behagelige at svare strengt logisk på, i hvert fald, hvis man skal bedømme alle ens. Det er måske en af grundene til at Jan Guillou er blevet kaldt en gammelstalinistisk psykopat... det er altid nememst at smide sten efter den, der siger noget, end forsøge at besvare de spørgsmål, som der rejses.
Nuanceret samtale
Bogen holder helt klart ikke med den nuværende amerikanske regering og den nuværende politk, er bliver udført i Israel. Det er naturligvis altid rart at kunne lukke munden på sådan en ved at give ham navne som "antiamerikansk" eller "antisemit". Der er bare nogle ting, man ikke må diskutere.
I begyndelsen af kapitel 9 (s.323-331) er der en fantastisk - synes jeg - samtale mellem en israelitisk krigsfange og den palæstinensiske leder af ubåden, Mouna al Husseini. For en gang skyld mødes to fra hver side af konflikten som mennesker - de finder ud af hvor svært det er ikke bare at tale om "I", "Jer" og "Os" (s. 329 især) - men at skelne og se, at der faktisk imellem krigeriske jøder og palæstinensere er folk, der... ja, bare vil leve i fred og få sig et almindeligt liv med familie og venner. De to taler om "mit Israel" og "mit Palæstina". En virkelig flot samtale - med flotte perspektiver... måske lidt kvalmende med afslutningssætningen "Men håbet dør vel aldrig?" (s. 331), men dér er jeg nok bare for kritisk... eller letpåvirkelig.
Hvad der bestemt ikke er en god samtale, er den mellem Mouna al Husseini og udenrigsministeren Condoleezza Rice (s. 368-373), "De lo ad den afsluttende bemærkning og gav hinanden et knus, de to ensomste kvinder i verden" (s.373). Yeah right!!!
Den lille mand - men vurdering
Jeg har nok en forkærlighed for "den lille mand" - så jeg får nok skudt i skoen af en fra min husstand, at det er derfor jeg synes, at bogen er god. Men det er virkelig en bog om den lille mand - eller den magtesløse, der pludselige får tilkæmpet sig et farligt våben, der truer den store. Og det er da også spændende... for kan man virkelig det. Kan en lille ubåd med ganske få folk ombord, virkelig kæmpe mod den amerikanske flåde og få den amerikanske regering til at gå i knæ?
Men det er nu ikke derfor jeg synes den er spændende. Jeg synes det er interessant at få et forsøg på et kig ind i magtens centrum. Det er spændende læsning med alle de forskellige komplikationer, der følger i kølvandet på ubåden. Bogen læses ret hurtigt - selv om den er skrevet på en langsom måde... jeg kan ikke rigtig beskrive det med andre ord, end at den er i et langsomt tempo. Flot skrevet!
Dens spring - et par gange i tiden - gør den også spændende at læse. For pludselig står man foran et angreb, og derefter hører man ikke om selve angrebet, men om reaktionerne på det. Pludselig er man ned i ubåden - hvor der åbenbart er sket et eller andet... men hvad?!
Så mangler du en god spændende bog med lidt til tænkeren... ikke så meget, at det er overdrevet, jamen så kan den her varmt anbefales. Han han sit kram, Jan Guillou, så det er nok ikke sidste gang jeg læser en bog af ham. Bare ikke hans ridderromaner... jeg gider ikke riderromaner. Men på den anden side set, jeg gad jo heller ikke ubådsromaner!
|
