Bag denne kryptiske titel gemmer der sig Anne Meiniches første rigtige møde med livet efter fem uger i koma. Hun havde mirakuløst overlevet en forfærdelig ulykke: En sjusket påsat lastvognstrailer var røget af lastbilen og kolliderede med familiens bil en tidlig morgen, hvor hele familien var på vej til skole eller arbejde.
Bogen kan deles op i to dele - den fantastiske beskrivelse af den første tid efter ulykken både set ud fra Anne Meiniches synsvinkel gående ind og ud af koma, de små-glimt af episoder og indtryk, der dog fæstnede sig, men også hendes mands vanskelige tid på sidelinien med en flok børn... hvoraf en af dem var hårdt såret. Helt igennem fantastisk - man lever virkelig med i den gribende fortælling, åbenhjertig og godt beskrevet. Anden del handler om genoptræning og hendes kamp mod et system, der mange gange mere går op i regler end mennesker. Den sidste del når lige at blive for langstrakt, men også der er der gode beskrivelser og en god fortælling om et virkelig stærkt menneske.
Og hun er et stærkt menneske - havde hun ikke været det, så havde hun ikke kunne klaret sig igennem det voldsomme, der havde ramt hende. Og hun havde heller ikke kunne klare den kamp med systemet, som hun virkelig har taget. Imod arrogante læger eller paragrafryttere, der ikke kan se andet end en "klient" og ikke et menneske. Og det er virkelig tragisk at tænke på, at havde hun ikke været en så stærk person, der samtidig havde sine kontakter, så havde hun sikker stadigvæk siddet i kørestol og havde haft et kæmpe økonomisk efterslæb, fordi forsikringsfirmaet (her: Gartnernes Forsikringsselskab, men sådan er alle forsikringsselskaber vel, gode til at sende regninger ud, men langsomme til at sende store checks den anden vej).
Hun beskriver en kvinde, som hun mødte på hospitalet. Hun var lige blevet opereret og da hun ikke kunne klare sig alene hjemme i sin lejlighed på 1. sal gav sygeplejerskerne hende lov til at blive pinsen over. Men det mente overlægen ikke - damen skulle hjem. Så hun blev pisket afsted trods smerter - hendes genoptræning foregik ude på gangen vaklende bag et gangstativ. I efterskriftet fortæller hun om sin ven, Mogens, der døde af lungekræft. Han blev igen og igen syltet af systemet - og forsøgte han at høre til sin journal, så fik han bare at vide "der er andre syge end dig - jeg har lagt din journal frem, så vil en læge ringe, når han har læst den igenne,"... ingen ringede. Man kunne ikke have reddet vennen Mogens, "Man mange kunne undervejs have givet Mogens en behandling, der havde gjort hans sidste tid bedre. Men de så ham ikke, og de hørte ham ikke, for han råbte ikke højt om sin smerte, og han forlangte ikke mere end de gav ham" (s.210).
Øv - træls! Der er beskrevet en del trælse læger: "Slagteren", der hiver en negl ud af hendes storetå, med flere dages pine til følge. Kirurgen, der var sur over at være blevet påduttet endnu en patient - læger, der er arrogante og virkelig behandler patienterne dårligt. Og hvad gørman som patient? Ingen ting! "For sagen er jo den, at havde han været i et hvilket som helst andet erhverv - sælger, advokat, bankmand eller hvad som helst, så havde jeg aldrig fundet mig i hans optræden. ... Man finder sig i deres arrogante og ubehagelige opførelse, fordi man er dybt afhængige af dem. Fordi det er ens helbred, der er på spil" (s.145).
Men der er også gode eksempler - sygeplejerske, læger og andre, der virkelig gør mere end de skal, fordi de her ser et menneske, der har brug for hjælp. Mennesker, der ikke er blevet ødelagt af et "sygt system".
Det er også historien om en kvinde og hendes familie i et vanvittigt tidspunkt af deres liv. Om det store sammenhold, der skulle til og som også var til stede. Om de psykiske sår en sådan ulykke fører med sig. Om sejre og nederlag - om kampe og til sidst et nyt liv. For at vende tilbage til den døde ven, Mogens, hvor også bogen slutter. "Jeg sætter et lys og en krukke med små hyacinter på Mogens´ grav og går videre ud i livet." (s. 211).
Min vurdering
Som jeg har ladet skinne igennem, så synes jeg det er en god bog. Det er en god bog til at få et indblik i en situation, som man for alt i verden ikke selv vil ind i. En beretning fra et menneske, der oplever hvordan tæppet bliver trukket væk under sig. En koma-patients beretning om hvad man oplever dér i den dybeste søvn. Det er også en god beskrivelse af tiden efter ulykken med genoptræning - den kunne måske med fordel være blevet kortet lidt af, men også dér var der forskellige fortællermæssige lysglimt. Den er virkelig godt fortalt og godt skrevet... igen: Første del er klart den bedste... og så de sidste par kapitler.
Som præst sidder jeg dog og mangler en åndelig dimension. Ikke et sted nævnes Gud eller religion på nogen måde... jo, der står et sted i begyndelsen, at omsorgen på en afdelingen var nærmest kristen. Og så står der om den overlæge, der virkelig gjorde et kæmpe arbejde for hende, at han var Vorherre. "Erik Tøndevold er Vorherre i mit liv" (s. 202). Naturligvis skal det ikke forstås bogstaveligt, men når den rigtige "Vorherre" synes at være fraværende i resten af beskrivelsen, så står den ytring meget stærkt. End ikke i det næstsidste kapitel, hvor hun hæver sig op for at se det hele lidt fra en mere livsfilosofisk vinkel, nævner hun religion og tro (se især side 203). Jeg tror ikke det skyldes åndelig blufærdighed, da hun er meget åben om alle de øvrige ting... men hvem ved? Eller måske er bogen en del af hendes bearbejdning og et led i en proces, der måske ville føre hend et helt andet sted hen end dér hvor hun er nu.
