Ja... så vender jeg altså tilbage til Camilla Läckberg efter et halvt års fravær siden jeg læste hendes "Prædikanten". Og vi er tilbage i den lille by langt mod nord: Fjällbacka. Og vi møder igen de samme personer... og der er endda en lille henvisning til den tidlige historie, så vi er altså i gode gale omgivelser.
Og igen sker det forfærdelige i den lille by - et mord. Denne gang et mord på den lille pige, Sara. Druknet i et badekar - hvem kan dog finde på noget sådant? Det er faktisk ikke lige til - også fordi der er mange konflikter, der pludselig kommer op til overfladen, når nu hovedpersonen politimand Patrick begynder at rodde lidt i overfladen... det viser sig nemlig ikke bare at være denne ene Sara, det handler om, men der sendes fangearme ud på kryds og tværs. Endda fangearme ud efter Patricks egen datter... og historien viser sig ikke bare at være nutidig, men det hele begyndte på sin vis i 1923, da en rigmandsdatter kastede sig begæreligt over stenhuggeren. Tra-da... deraf bogens titel.
Men bogen kunne lige så godt have heddet "Kvinder, der hader mænd".. men den er måske lidt for tæt på en anden bogtitel?! Eller den kunne have heddet "Den blå trææske". Det havde givet en lidt mere forfinet drejning, hvor man først får foræret titlens mening på de sidste sider. Sagt på en anden lidt kryptisk måde, så indeholder titlen "Den blå trææske" faktisk det samme som "Stenhuggeren".
Min vurdering
Det er nok sidste gang at jeg læser Läckbergs bøger - der er noget træls letbenet over dem. Ikke så udtalt i første omgang, men langt mere her i denne her. Det blev faktisk til sidst næsten ikke til at holde ud - personerne er klicherer og meget tynde, selv om hun forsøger at bygge et univers op omkring dem. Men det ender med at blive lidt søgt, når man f.eks. skal høre om den gamle gnavne politidirektørs kvaler med sit far-image, eler når vi endda hører om hvordan den lokale nydelige præst har problemer med at finde sit livs kærlighed udenfor kaldet som præst.. eller pligten.
Nu, hvor vi er ved det religiøse, så nævnte jeg allerede sidste gang, hvorledes Läckberg synes at have et noget koldt forhold til kristendommen... og det er heller ikke anderledes her. Præsten er vel den eneste, der er kristen i hendes bøger, der skildres positivt. Og han skildres vel egentlig mere som en person, der så midt i sin flinkhed alligevel er kørt skævt i livet, og ikke kan finde det han egentlig søger, nemlig kærligheden. Hendes måde at beskrive den religiøse fanatise, som denne gang er personificeret i kirketjeneren Arne, er helt hen i skoven og har en eller ande underliggende hån mod kristendommen. Måske læser jeg mere ind i det end der i virkeligheden er.
Og læser man noget "mellem linierne", så er det nok forkert, for det er ikke hendes stil. Min kone gjorde mig opmærksom på det, da hun havde læst "Prædikanten", nemlig at der overladses godt nok ikke meget til fantasien. Alt skal beskrives og skæres ud i pap. Og ganske rigtig - det er jo faktisk stilen. Højdepunktet er nok denne sætning her: ".. "Hvorfor i alverden gider folk have al den ballade?" Spørgsmålet var retorisk, og Stig forventede da heller ikke noget svar" (nederst side 152). Prøv lige skær det ud i pap og bøj det i neon.
Jeg synes ikke det er en god bog - den har dog ikke slået Coehlos´ "Alkymisten" men det skal der altså også et godt stykke elendighed til. Men lade alligevel være med at læse den - du spilder din tid.
