Jeg er nok ikke den eneste, der beundrer Desmond Tutu - den sydafrikanske ærkebiskop, der har betydet utrolig meget for udviklingen i Sydafrika. Hans altid glade udstråling og humør og ydmyghed over for alle. Men hvad tro og teologi gemmer der sig i denne smilende mand? Det får man et godt indblik i i hans lille letlæste bog "Gud har en drøm", der vel egentlig er et sammenkog af hans tro. 
Men det er en af de få bøger, som jeg allerhelst ikke ville have læst, for pludselig ser jeg med helt andre øjne på Desmond Tutu... og ønsker du ikke det, så læs ikke videre her!

En kærlig bog
Man må først virkelig give, at bogen er rigtig kærlig at læse. Den er skrevet i en tone og i et sprog, der henvender sig til hele menneskeheden som brødre og søstre... ja, der har den hensigt at favne alle som Guds børn. Derfor begynder langt de fleste af kapitlerne med ordene "Kære Guds barn". Han skriver til alle mennesker - ikke bare troende kristne, men alle troende, og også dem, der ikke er troende. Han kommer selv med forklaringen på at han har skrevet bogen:
"Jeg vil gerne dele min tro på og opfattelse af, at man kan forvandle og forløse disse lidelser [som alle mennesker møder]. Der findes ikke noget, der er totalt håbløst. Vores Gud er ekspert i at håndtere kaos, sammenbrud, alt det værste man kan forestille sig. Gud skabte orden ud af uorden, kosmos ud af kaos, og Gud kan altid gøre det, kan gøre det nu - i vores personlige liv, i vores liv som nation og globalt" (s. 7).
Sådan lyder startsskudet til en bog, der kommer omkring mange forskellige ting - ikke på en tør og dogmatisk måde, men med en lune og en livsglæde, der smitter. Gud har en drøm - og denne drøm er at skabe en verden hvor retfærdighed og kærlighed er grundstenen, og til dette vil han bruge mennesket som hans partner.

Nye tanker til eftertanke
Jeg har fået nogle nye tanker ud af at læse bogen - f.eks. har jeg fået en ny forståelse af  navnet Emanuel - Gud med os (s. 24 og frem). Om at Gud er Gud med os, som er med os midt i lidelsen og problemerne. Jeg har altid set navnet mest ud fra et majestætisk synspunkt, at Gud den majestætiske Gud er med os - og er Gud med os, hvem kan da være imod os?! Men Gud er også den lidende Gud, der er sammen med KZ-fangen når han gør rent på toiletterne i en KZ-lejr. Gud er med os i vores problemer og lidelser. Det er en tanke jeg vil tage med mig til mine prædikner til adventen.
Eller hvad med tanken om stilhed - om at søge hen til Gud for at finde ham og finde sin plads i forhold til ham. Kapitel 7 "Stilhed: At høre Guds stemme" er virkelig læseværdig... og så dog alligevel ikke (se senere). "Folk spørger ofte om kilden til min glæde, og jeg kan ærligt svare, at den kommer fra mit spirituelle liv - og især fra stunderne med stilhed" (s. 101).
En nye fortolkning af budet om at elske sin næste som sig selv kunne være: "Hvis vi virkelig jublede over vores gaver [f.eks. evner] ville vi også fejre andre menneskers gaver og mangfoldigheden af de talenter, som Gud har givet os alle" (s.84). Eller hvad med et ord som: "Vi har tilbøjelighed til at tro, at kærlighed er en følelse, men det er det ikke. Kærlighed er en handling. Kærlighed er noget, vi gør for andre" (s. 79). Smukke og sande ord fra en klog mand.

Teologiske kortslutninger
Det kan nok også være fordi bogen er kort og ikke er skrevet til teologer, men jeg synes, at han laver nogle teolgiske fejlslutninger - f.eks. i tanken om sin tilgang til politik som kristen. Som befrielsesteolog er han jo naturligvis nødt til at sige, at "Jeg blev ofte kritiseret under kampen mod apartheid for at være "politisk" og fik at vide af folk i og uden for kirken, at vores opgave var at tage os af religiøse anliggender. Men vi var involveret i kampen, fordi vi var religiøse, ikke politiske. Det var vi,. fordi vi adlød befalingen fra vores tro" (s. 67 - det ekstra punktum midt i teksten behandles under "Min vurdering").
Det er en rigtig sympatisk tanke - og jeg kan faktisk godt følge den et godt stykke hen af vejen, men fejlslutningen kommer, når han hiver personer som Moses og profeterne frem for at spørge om de var religiøse eller politiske - de var jo egentlig begge dele. Men man må jo også bare sige, at verden af i dag var en anden end da Moses og profeterne levede - og det var vel i et teokrati, at profeterne tog til orde og kom med deres domme direkte fra Gud.  En sådan slutning kan man altså ikke bare lige lave og så lede den op til vores dage. Den er for letkøbt!
Hans bibelsyn er også ret problematisk: "Der er dele af Bibelen, som ikke har evig gyldighed - det er ikke noget at være ked af, det er bare for at sige, at det er Guds verden beskrevet med mænds og kvinders ord" (s.106). Det er vel den typiske måde at se Bibelen på, men spørgsmålet er jo bare: Hvordan skal vi så skelne mellem det evigt gyldige og det, der ikke er evigt gyldigt? Er det blot den menneskelige fornuft? Er det Helligånden, der jævnligt sorterer i hvad der er gyldigt, og hvad der hører en nu svunden tid til? Det er naturligvis min læsning af Bibelen, der er den rigtige - men hvorfor siger Helligånden så ikke det samme til alle andre... når jeg nu har ret?

Som jeg ser Bibelen, så er den enten sand helt igennem eller også er den ikke sand. Vi kan ikke bare gå og vælge og vrage - det er virkelig enten eller (men det er min måde at se tingene på). For med hvilken målestok er at vi skal vælge og vrage? Kærligheden? Men hvad er kærlighed? "At det driver til Kristus" - som teologerne vil sige... men gør loven og forbandelsen ikke også det - driver til Kristus?
Det er altså en meget svær ting at skulle til at sige, at noget er gyldigt og noget andet ikke er. For med hvilken autoritet skelner vi?

Der hvor bogen falder
Der er hele vejen igennem en tendens, der ikke helt huer mig. Alene det at hvert kapitel er skrevet til "Kære Guds barn", når bogen er skrevet til alle mennesker. For mig at se er der to slags mennesker, der er mennesket som Guds skabning og så er der det døbte kristne menneske, der er Guds barn, da vi i dåben får Gud som vores far, Jesus som vores broder og Helligånden som vores talsmand og vejleder i livet.
Jeg troede egentlig at jeg gik i små sko, da jeg læste dette om da Maria sagde: ""Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lade de ske mig efter dit ord!" Og universet udstødte et kosmisk suk af lettelse, fordi hun havde gjort det muligt at lade en Frelser blive født" (s. 65). Jeg følte lidt at jeg gik i små sko, for jeg tænkte "en" frelser... er det en ud af mange? Hvorfor ikke blot skrive: "Fordi hun havde gjort det muligt at lade Frelseren blive født"? Jesus er jo frelseren, og ikke bare en Frelser. Men det billede blev mere og mere forstærket, fordi Desmond Tutu mere og mere viste sig at være ret så meget liberal i sin teologi. Det er også i orden med homofili, for Gud han glæder sig, når et menneske ser, at han eller hun har brug for et andet menneske i kærlighed. Ja.... det lyder jo meget smukt, men det er ikke rigtigt.
Men meget blev accepteret fordi det var ham, der sagde det.... og det er jo heller ikke så vigtigt at være helt igennem enig med en person og hvem er jeg på den måde at stille mig op overfor ærkebiskop Desmond Tutu?! . Men så kommer så det springende punkt, hvor bogen virkelig falder: "Selv nå vi taler om Jesu opstandelse, er det ikke en genoplivning af det døde legeme. Der er tale om en enorm realitet: At Jesus er opstået, hans liv er virkeligt, han er tilgængelig for mig i Cape Town, ligesom han er tilgængelig i Tokyo eller New York.... at Jesus er en person, hvis liv gør en forskel for mig og for mange andre to tusinde år efter at han levede" (s. 106). Der lod jeg al respekt glide for Desmond Tutu og lod ham ryge ud af mit univers.... for så repræsenterer han ikke kristendommen længere - det kan godt være at han er kristen, men han forkynder ikke kristendom. For den kristne tro står og falder med om Jesus opstod fra de døde eller ej. Gjorde Jesus ikke det, så er kristendommen løgn og latin og kan ikke bruges til noget (selv om det vel egentlig var det Tuto siger s. 91). Det skrives i det kapitel om "stilheden - at høre Guds stemme" som jeg sagde var læsværdigt... men nej, de er det ikke i sin fulde længde. For her stiller han sig udenfor hvad der er kristendom og stiller derfor kristendommen til etik.
Budet om at elske sin næste som sig selv, er ikke kristendommens grundsætning, men grundsætningen i den kristne etik. Kristendommens grundsætning er sætningen: "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv". Eller Jesus, der om sig selv siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig". Kristendommen kan ikke reduceres til etik og en god moral, for hvis Gud havde set, at vi havde brug for en bedre etik, så havde han sendt en lærer... men nu sendte han en frelser... ja, han sendte Frelseren... for at sætte os frie til at tjene vores næste og elske ham som vi elsker os selv.
Der er derfor noget sandt i at vi skal gøre en tjeneste for Gud i verden, men vi skal ikke gøre det som Guds partnere, men som hans børn frelst til et liv sammen med ham her og nu og i himmelen. Men igen - bogen har en tendens til at reducere kristendommen til etik - Gud har ikke blot en drøm om at skabe en bedre verden, men han har en drøm om at skabe en ny verden, en ny himmel og en ny jord, hvor alle de frelste skal prise Gud i evighed.

Min vurdering
Jeg vil ikke anbefale bogen - så er det sagt. For det første så er den danske bearbejdelse for ringe - kommaer og punktummer, der "flyver rundt" i teksten. Oversættelsesfejl, hvor en endda er af så grov en art, at det faktisk får Desmond Tutu til at sige noget helt andet end han egentlig mener (s. 69). Træls at læse - de har ikke gjort deres arbejde ordentligt nok.
Skal jeg se mere på indholdet, så er jeg faktisk ked af at jeg har læst denne bog - for jeg havde faktisk meget højere tanker om Desmond Tutu end dem han her lægger for dagen. Jeg anerkender hans indsats i Sydafrika, dér var han en stor mand... men som kristen forkynder prædiker han ikke kristendom. Bogen har faktisk "taget" Desmond Tutu fra mig... og det er jeg ked af. Så holder du af ham, så læs ikke denne bog.