Alene titlen på romanen vakte min interesse, da jeg fik den anbefalet af vores lokale forfatter, Mads Nygaard. De smukke ting, som Himmelen indeholder… ja, eller måske endda fødder?! Det er et citat fra Dantes Guddommelige Komedie, hvor Dante kommer ud af helvedet med sin guide Virgil og det han ser er de smukke ting, som himmelen indeholder – i et glimt.

Jeg aner intet om Dantes guddommelig komedie eller knap så gudommelige… men som jeg lige læser de linjer som ramme om bogen, så får det mig til at tænke på noget uopnåeligt. Noget, som man kan få som et glimt, som noget attråværdigt i det fjerne, men aldrig noget, man på den måde kan tage i eje selv.

For det er sådan hovedpersonen, jeg-fortælleren Sepha Stephanos lever sit liv. Han er en etiopier, der flygtede fra revolutionen i Etiopien i 1970-erne. Han ejer nu en lille købmandsbutik i Washington DC, og det er der i den lille butik, at det meste af historien foregår. Butikken beskrives som et beskidt sted med et ringe udvalg af varer. Den er derfor lukningstruet, for der er simpelthen ingen kunder, og mr. Stephanos er heller ikke den, der brænder mest for sin butik. Jo, det gør han på den ene side, på ønskeplanet. Det er hans butik, men på den anden side, så lukker han først butikken op sent op på formiddagen og han ender også med de fleste aftner, at lukke tidligt for at smutte af sted og drikke sammen med sine to afrikanske venner.

Sådan er det hele tiden – selv om han ønsker noget fuldt ud, så gør han det aldrig helt, kun halvt, og så stopper han. Han er ved at indlede et forhold, men stopper pludselig op, da han mener, at kløften mellem dem er for stor. Hvor har jeg hele vejen igennem romanen skældt ud på den mand – “så tag dig dog sammen”.

Er det det, vi som udenforstående ser som dovenskab og simpel passivitet – at Stephanos… fremmedarbejderen, flygtningen, eller hvad vi nu kalder dem, at de bare er dovne og passive? ”Så tag dig dog sammen. Flygtningen skal integreres, ud af deres selvvalgte ghetto og tage et ansvar, gøre en indsats”. Men måske er der faktisk noget dybere galt end at det bare kan stemples som dovenskab. Det var i hvert fald tilfældet med Stephanos.

Stuck between two worlds

Nøglen til min forståelse af romanen fandt jeg på den sidste side. ”A man stuck between two worlds lives and dies alone… it is always the first and the last steps that are the hardest to take” (s.228).

Jamen det er jo det, der er galt med Stephanos – han sidder fast mellem to verdener, den etiopiske, som han ikke kan vende tilbage til, og den amerikanske, som han ikke er en del af.

Er det på den måde emigranter lever? Mellem to punkter? Mellem to liv, hvor man ikke kan overgives sig fuldstændig til det nye liv, fordi det gamle klæber sig fast hele tiden. Eller som bogen beskriver det: ”As it was, I did not come to America to find a bette life. I came here running and screamning with the ghosts of an old one firmly attached to my back” (s. 41). På den anden side kan man heller ikke vende tilbage. Man er ikke hjemme nogen steder, har ingen familie – intet. Han er som U2-sangen siger det “You’re stuck in a moment and you can’t get out of it”.

Barnet

Som en redningskrans bliver en familie på to kastet ind I hans liv: Kvinden Judith, en professor I historie, og dennes datter Naomi. Her finder Stephanos for første gang det tætteste han længe er kommet en familie. Det venskab, der udfolder sig mellem den 11 årige pige og Stephanos er en af hovedpunkterne i bogen. Man kan ikke andet end blive varm om hjertet af at læse om deres venskab.

Og her når Stephanos et punkt, hvor han måske ikke bare får et glimt af himmelen, men får lov til at tage det i eje. Spørgsmålet er blot, om han tør tage skridtet fuldt ud eller om hans kvarter tillader et forhold mellem en af ”dem” og så en af vore egne.

Dem og os

Der er rigtig mange gode beskrivelser og finurlige sætninger, som man kan mærke, at der er meget visdom i, og arbejdet meget for at få på plads. For eksempel er der et eller andet fascinerende over beskrivelsen af det møde, der skal samle protester imod forhøjede husleje i området, der driver folk væk. Målet med denne huslejestigning er naturligvis en sanering af hele området. Men de samles i deres afmagt og måden Mengestu beskriver skiftet til at tale om ”dem” og ”os” er fantastisk. Pludselig er det ikke bare de økonomiske bagmænd, der er ”dem”, men det er alt ondt, der styrter ned over ”os”. ”I was convinced that if given enough space and time, a conclusion would have been drawn, that helt ´them´ responsible not only for the evictions in the neighborhood, but for every slight and injury each person in that room had suffered, from the children who never made it past junior high to the unpaid heating bill waiting in a dresser drawer (s. 200).

Eller en beskrivelse af forskellen mellem tog og bus – en mærkelig næsten latterlig iagttagelse… og så alligevel gribende. ”I may marvel at the trains, but it´s the buses that have my heart… They go into the neighborhoods the trains don´t dare to touch, sneaking down narrow side streets, squeezing in between cars and building” (s. 165).

I det hele taget, så er bogen fuld af disse store iagttagelser af små ting. Jeg har allerede anvendt et citat fra den i min konfirmationsprædiken St. bededag i år. Så derfor vil jeg komme med denne vurdering.

Min vurdering

Hele historien har et eller andet pessimistisk tone over sig, netop fordi det beskriver denne mand, som hele tiden stræber efter noget, men som lever mellem to verdner. Og alligevel, så er han ukuelig i sin optimisme – han vil forandring. Han vil nå frem til andet end dette glimt af himmelen, som tildeles ham. Om et ukueligt livsmod trods hårde ods, trods at man slæber rundt på en bagage af minder, der forudbestemmer mange af hans valg.

Der er noget helstøbt over de karakterer, vi møder i bogen. De er hverken helgenficeret eller gjort til værre end de er – det er hele mennesker på godt og ondt.

Alt i alt en fortælling, som på en nænsom, men dog ærlig måde fortæller om kærlighed, identitet brud, minder og slægt. Så derfor vil jeg gerne anbefale den til dig – læs den. Det er måske ikke så let at komme igennem -  den har jo det store minus ved sig, at den er på engelsk. Jeg fik måske heller ikke det optimale ud af den, som jeg kunne, hvis jeg havde været bedre til engelsk. Der var nogle ord, der ikke lige er i min engelsk vokabular, og da jeg ikke lige gad at slå det op, lod jeg min fantasi arbejde med… og kun når den var utilstrækkelig fandt jeg ordbogen frem. Men hermed mine varmeste anbefaling – især, hvis den finder sin vej frem til en oversætter.