Jeg er åbenbart røget ind i en erindrings-stime – denne gang foregår det ikke i det sønderjyske som Kunsten at græde i kor, men til dels på Falster og så forskellige steder i Tyskland. Begge bøger er dybt ulykkelige, men Knud Romers fortælling er langt den tragiske og er slet ikke krydret med spor humor. Men vi hører om en familie, der i den grad er hjemsøgt af det ene uheld efter det andet. Der er nærmest intet, der lykkes for den familie lige meget hvilken gren af familien man går ud af.
Historien – kort
Ja, det er en umulighed at fortælle historien kort, mest fordi der ikke er nogen historie, men en lang række så historier, der er bundet sammen af deres relation til jeg-fortælleren. Men jeg-fortælleren, der vel er identisk med forfatteren, Knud Romer, vokser op i Nykøbing Falster med en mor, der er tysker og en far, der er dansker. Det er stadigvæk i besættelsens lys, så det må den tyske dreng i lederhosen naturligvis lider under – her på hans første skoledag:”Før jeg vidste af det, stod jeg midt i forsamlingen med mit kræmmerhus i favnen… og så gik de [de andre elever i skolen] ellers i gang, og langsomt og taktfast istemte hele skolen, det kor, som jeg skulle høre resten af dagen og alle årene igennem og livet ud:” Tys-ker-svin! Tys-ker-svin! Tys-ker-svin” (s.112). Selv lærerne er efter ham ved enten at lade forfølgelsen fortsætte, imens de kiggede den anden vej, eller ved at de f.eks. lader ham dumpe en test, hvor han skulle tegne et flag, der skulle svaje i en bestemt retning, som en pil angav. ”… jeg bestod ikke. Det var ikke vindretningen, der fejlede noget, men jeg havde tegnet det tyske flag, og mor undskyldte” (side 106).
Nykøbing Falster – my kind of town!
Så vidt jeg husker, så blev bogen mødt af et ramaskrig fra folk i Nykøbing Falster – og det er bestemt ikke noget pænt billede, der bliver tegnet af byen. ”… det eneste søde i Nykøbing var sukkeret. Folk så skævt til hende [moderen] og svarede ikke, når hun spurgte” (side 102). Knud Romer har intet godt at fortælle om den by, og ender også med at samle en håndgranat, som han har samlet som et samlesæt, der har siddet i hans onkels krop, og så kaste den ud over byen for på den symbolske måde at udrydde den.
Men Nykøbing Falster har nok ikke været anderledes end resten af Danmark på det punkt. Og er det måske heller ikke i dag…
For man kan jo også læse bogen som et indlæg mod den evige racisme, der altid lurer. Historien belyser jo på en måde en situation, som mange andengenerations-indvandrere oplever i dag. De kommer fra en kultur, som de indenfor deres vægge forsvarer som noget godt og noget stolt, men som udenfor ikke regnes for noget som helst.
Gribende historier
Jeg er nok rimelig letpåvirkelig hvad nostalgi angår – har det noget med gamle dage og mider at gøre, så smelter jeg helt hen. Og der er denne bog jo rent guf. Den er så dybt rørende med dens beskrivelse af forholdet til moderen – denne stolte mor, der holder på sin identitet og historie trods hele byens had og foragte. Beskrivelsen af moderens død sidder langt inde i mig endnu.
Eller de mange små historier, om hans families kamp om at være noget i samfundet, men hvor det hele bare braser sammen, fordi de var for tidligt ude i forhold til udviklingen… eller fordi der helt tilfældigvis kom en verdenskrig og smadrede land og historie.
Min vurdering
Der er nogle småting i bogen, som kan virke irriterende – det ene er at der mangler kapitelinddeling så man har en tekst kun med afsnit i en lang køre. Det andet er, at jeg mangler lidt en fortløbende historie, hvor man når frem til en slutning og en forløsning på en lang historie. Det er en masse brikker man sidder med til sidst, når historien slutter. I begyndelsen troede jeg, at nu måtte historien da snart begynde, for vi må da snart have fået personerne præsenteret, men der blev ved med at blive præsenteret personer. Og det var historien.
En anden ting, som jeg ikke forstår ved historien, er hvorfor den har den titel. Hvad betyder det i forhold til historie, at den, der blinker, er bange for døden? Jeg forstår det simpelthen ikke - kanske jeg er fatdum, men sådan er det bare.
