På den ene side er denne bog jo dybt dybt usmagelig. At præsenterer et incestovergreb på en humoristisk måde, klinger noget smagløst, især efter at sagen i Østrig med Josef Fritz faren, der havde sin datter indespærret i en kælder. Jeg havde så også set filmen, så der var nok ikke det store at komme efter ved også at læse den.

Forleden dag på vej hjem fra Odense, hørte jeg forfatteren Erling Jepsen fortælle om bogen i et radioprogram. Han fortalte om sin barndom, og om hvordan det er at bruge sine egne erindringsbilleder i en roman og de forhindringer og de gevinster, der er i det. Og det fik jeg egentlig blod på tanden af at læse… den bog ville jeg have fat i. Og jeg har faktisk ikke fortrudt  det – jeg fandt den i en boghandel i Ebeltoft, og her lidt over en uge efter, er den læst færdig… og så har den endda været ufrivilligt indespærret i vores tagboks på bilen i 3-4 dage. Nå, men det er en helt anden historie.

Film og bog

Og det er faktisk også en helt anden historie – hvis man sammenligner den historie, du ser i filmen, og så den historie, der møder dig i bogen. Der er ikke bare tale om små nuancer – der er tale om nærmest to forskellige historier, men med det samme plot naturligvis. Så man kan sagtens både læse bogen og se filmen.

Et barns univers

Jeg vil ikke ind i detaljer om  historien – egentlig er der ikke sådan en historie, der ender med at blive forløst i en spændende slutning. Det er mere en række af oplevelser, som bliver kædet sammen, og det hele beskrevet ud fra en 11-årigs øjne. Erling Jepsen fortalte netop, at historien er virkeligheden sådan som han oplevede den med hans øjne og i hans erindring.

Jeg synes virkelig, at han holder den vinkel rigtig flot hele vejen igennem historien – at det er et barns fortolkning og et barns forståelse af virkeligheden. Den måde han beskriver omgivelserne og det, der sker, er virkelig et barns. Jeg kan næsten finde mig selv i mange af de iagttagelser, som han gør sig i bogen. Hvordan han tager de voksnes måde at beskrive tilværelsen på, og bruger det som den gammelkloge dreng, han er. Og det giver mange sjove slutninger.

F.eks. hvordan han har et noget specielt forhold til socialdemokrater. Han vil f.eks. ikke flytte til København med sin søster: ”for jeg vil ikke ud på et skråplan og ende som socialdemokrat eller det, der er værre” (s. 180). Eller: ”Det er en typisk socialdemokratisk have for resten, der ligger ting og flyder overalt, et legehus er bygget halvt færdig, det har det været siden i sommers, siden viceborgermesteren blev skilt [det er hans have, der beskrives] og konen tog børnene med sig. Socialdemokrater har det med at blive skilt og få nye damer, det er synd for børnene er det.” (s. 196).

Det er egentlig en bedrøvelig verden, Allan lever i. Faren er virkelig gennem usympatisk, men har helt og holdent Allans respekt og beundring. Der er ikke den ting, som faderen ikke kan, men han har det jo ikke så godt med nerverne (han har psykiske nerver), og her er det, at drengen må hjælpe til. Allan ser sig selv som den, der skal holde familien sammen og kørende: ”Det er sin sag altid at være den, der løser familiens problemer, nu jeg ikke er ældre, men nogen må jo tage affære” (s. 147).

Det betyder både at sende søster Sanne ned til ham på sofaen om natten, når han er for bedrøvet… så plejer det at være bedre næste dag. Eller ved at støtte faderen ved hans begravelsesseancer, hvor faderen står og holder tale. Eller da Allan stikker af til sindssygehospitalet for at tale med en psykiater, for til sidst at bortføre sin søster.

Men ligesom i den virkelige verden, så må man spørge: Hvor er moderen henne? Jo, hun griber ikke ind, men vender bare ryggen til og ignorerer det. Sådan bliver det opfattet af den 11-årige: ”Det er mærkeligt med hende, for når der sker noget vigtigt, er hun begyndt at gå i vaskekælderen eller ud i haven eller noget tredje. På den måde går hun glip af meget, men hun lader nu ikke til at være ked af det. Tværtimod. Hun synger, når hun folder vasketøj sammen (s. 199).

Men Allan er ikke alene – han har to, som han næsten beder til: Tarzan, som hjælper, når der skal kræfter og magt ti, og Gabriel, der hjælper ham, når der skal trøstes. Søsteren Sanne kæder dem sammen til Hr. Tarriel . der både kæmper og trøster… altså den fuldkomne skytsengel, der faktisk også viser sig for ham, da faderen hænger ud og dingler efter at have hængt sig.

Min vurdering

Jeg synes virkelig, at bogen er god – ikke at den har bidraget med så meget nyt, men jeg har været godt… ja, underholdt er vist både et passende og dårligt ord. For den er jo dybt tragisk, men med sin barnlige beskrivelser kan man ikke lade være med at grine…selv om det føltes upassende. Og det er skrevet netop på en måde, så man ikke føler, at der bliver drevet plat på det.

Noget, der piner mig med historien det er: Hvor meget er fiktion og hvor meget passer. Var Erling Jepsens barndom virkelig sådan – var hans far virkelig så usympatisk og klam? Men det får man jo nok aldrig svar på.

Jeg vil nu gå ind i Det blå Værelse, og sætte den ind på bogreolen og glæde mig over at have læst den… og så vil jeg se om de har fortsættelsen ”Med venlig deltagelse”, der handler om hvad der skete, da faderen dør og de voksne børn kommer tilbage til Sønderjylland. Mest af interesse, for hvordan ser den voksne Allan på alt det her.