Der er to andre bøger i samme serie om de Michael Blomkvist… "skal-skal ikke" læse den?! Det ender nok med at jeg på et eller andet tidspunkt alligevel finder vej frem til dem, på trods af at det er modvilligt. For jeg vil egentlig ikke – men – ånden er rede, men kødet er skrøbeligt”. Sådan sluttede min lille klumme om første del af Millennium-triologien – og ja, kødet var meget skrøbeligt. Faktisk har jeg stået imod rigtig mange gang – for rigtig mange gange har jeg stået med den i hånden i boghandleren, især da den kostede 100 kroner. Jeg har været på vej ind i butikken for at købe den… men hver gang er den blevet lagt på plads igen. Nej, for jeg ville ikke læse den.
Nu har jeg orlov og da jeg så stod nede i Kvickly og så bogen til 69 kroner, så røg den ned i indkøbskurven… så billig var jeg altså.
Nå, jeg fik den læst på en uges tid – havde den med mig på gåture med Josva, når han skulle sove, læste den på toilettet og alle mulige situationer for at komme igennem den. Nå, men var den så spændende? Nej, faktisk ikke…. Men først historien i korte træk
Alt går op i en højere enhed
Igen følger vi vores gamle venner fra ”Mænd, der hader kvinder”, journalisten Mikael Blomkvist, hans arbejdsgiver og elskerinde Erika Bergen og til sidst, pigen, der legede med ilden, Lisbeth Salander.
Mikael Blomkvist bliver kastet ud i en sag om sexhandel mellem Østeuropa og Sverige. I sig selv en springfarlig cocktail, da listen over kunder ved disse ”østeuropæiske fremmedarbejdere” viser sig at indeholde journalister og folk i det hemmelige politi. Men da der pludselig begynder at stilles spørgsmålstegn ved bagmanden lukkes der pludselig op for en panduras-æske, der pludselig viser sig at have forgreninger langt ind i den svenske hemmelige sikkerhedstjeneste (SÄPO) og videre til den sovjetiske stats militære efterretningstjeneste. Og midt i det hele kommer Lisbeth Salander til at være den mest eftersøgte i Sverige både af politiet og af lyssky bagmænd. Hvad der i starten så ud til at være et virvar bliver pludselig lagt til rette som et stort puslespil, hvor alt går op i en højere enhed.
Men det er et grimt billede, der kommer til syne i puslespillet – en grim verden fyldt med grimme mennesker med en grim livsstil og et grimt syn på livet. En præst burde virkelig ikke læse sådan en bog – eller også burde han. For det virker jo som om, at Larsson bliver læst af en mængde mennesker, så det er da rart at vide hvad folk fodrer sig med. I sidste uge lå den øverst på listen over mest solgte paperbacks i Danmark (så jeg er nok ikke den eneste, der faldt for Kvicklys fristelse – for resten er den sat op til 120 kroner igen).
Min vurdering – en slidt paperback-krimi af den slags, der ikke fascinerer?
Hvor man skulle hen til side 100 før spændingen tog fat i ”Mænd, der hader kvinder”, så skal man helt hen til side 222 for at spændingen indfinder sig i denne her. Dér bliver de to første mord opdaget – resten frem til dette punkt er forhistorier – for Lisbeth Salanders vedkommende er det endda en forhistorie, som slet ikke er relevant for resten af historien. Den giver naturligvis lidt dybde i personen og viser os hende som en person, der trods dårlig seksualmoral, alligevel har hjertet på rette sted og er villig til at slå ned på mænd, der hader kvinder (som del et af trilogien jo hedder).
Men selv efter dette punkt, så synes jeg ikke rigtig, at historien kommer op i omdrejninger – den er nemt og hurtigt læst ligesom den første del. Historien er simpelthen for tam på en måde – der sker for lidt. Med prologen (mærkeligt ord i denne sammenhæng) i starten lægges der op til det helt store. Wau – tænker man – der sker noget fra første side, men for mig faldt prologen først ind i sammenhæng med resten af historien sent i forløbet – ja, da jeg var færdig med historien. For den er så ikke-relevant for resten af historien, at man glemmer den, når man når op til side 222 og selve historien begynder. Jeg læser prologen igennem, og den giver faktisk god mening, men man har på fornemmelsen, at den mest af alt er egnet til at tryllebinde nye læsere, for at vise, hvad der er i vente i resten af historien. Men så bliver man altså narret!
En af skurkene leder efter adspredelse i en af sine kammeraters hus, men han måtte nøjes med ”slidte paperbackkrimier af den slags, der aldrig havde fascineret ham” (s. 550). Spørgsmålet er, om Stieg Larssons bog her ville være at finde blandt disse slidte paperbackkrimier?! På en måde så gør den nok – men den er alligevel fascinerende. Både overfor det univers, som udfolder si på siderne, og som vel hænger godt sammen, men så også med den tanke, at den historie her læses af så mange mennesker. Og jo mere jeg læste desto mere gik det op for mig, at jeg desværre nok også er nødt til at læse tredje del af historien. Øv! For jeg vil egentlig ikke – men håbet er lysegrønt… det kan være, at den besættelse, som bogen udgør, så vil tabe sin magt over mig. Så mit råd: Hold jer fra den – eller læs alle tre.
