Stieg Larsson: Mænd der hader kvinder
 |
Hvad skete der med Harriet Vanger? Sådan lyder denne bogs store spørgsmål… bare rolig, jeg skal nok lade være med at besvare spørgsmålet! Men jeg ved nemlig nok hvad der skete Barnets Dag 1966 i den afsidesliggende svenske flække ved Hedeby...
Historien kort (uden afsløringen)
En ulykke kommer sjældent alene, siger man… og ganske rigtigt: På Barnets Dag i 1966 sker en ulykke på broen over til Hedeby-øen, hvor den store familieejet koncern, Vangerkoncernen, netop holder familiemøde. Ulykken spærrer al færdsel af over til øen – men da de får ryddet op på broen igen, finder de næste ulykke: Den unge pige, Harriet, er forsvundet. Pist væk. Selv om der bliver eftersøgt overalt er hun som sunget i jorden. Var der tale om mord? Så skulle man finde morderen blandt familiemedlemmerne, der var spærret inde på øen. Var der tale om en ulykke? Hvorfor fandt man så ikke liget? Spørgsmålene var mange og svarene… ingen. Mystisk?
Hendes mystiske forsvinden tog især hårdt på den store direktør for koncernen, Henrik Vanger. Harriet var blevet taget under vingerne hos ham og de havde et særligt forhold til hinanden. Og fra hun var ganske lille af gav hun ham hvert eneste år en indrammet tørret blomst i fødselsdagsgave. Året efter Harriets forsvinden fortsatte blomsterne med at komme med post på hans fødselsdag. Mystisk?
Journalisten Mikael Blomkvist bliver hyret af den gamle Henrik Vanger, til at gennemgå sagen. Han har selv arbejdet med den som en besættelse siden, nu vil han gerne have endnu en til at gennemgå om der nu var noget, han havde overset. Og ja ganske rigtigt… der var noget, han havde overset.
Michael Blomkvist stikker hovedet ind i en sand hvepseredde af en mærkelig familie, hvor det næsten ser ud til at det eneste man har til fælles er had og mistro til hinanden indbyrdes. Og ikke alle bryder sig om at han roder rundt i familien og finder det ene ”skelet” frem efter det andet i skabet. Spørgsmålet er… er Harriets skelet også dér?
Min vurdering: Er dette en skide krimi?
Jeg har altså læst endnu en krimi. Nu har jeg hørt så meget om den, så nu ville jeg finde ud af hvad den egentlig drejer sig om. Og så alene titlen er jo ret modig: ”Mænd, der hader kvinder”…. hvad betyder det? Er ellers i gang blandt andet med sen spændende bog om Jehovas Vidne, men den her overhalede altså indenom. Det er en krimi – men man må sige, at den og dens to andre brødre fra Stieg Larsson har vakt en del opmærksomhed, de er rent ud sagt en knaldhamrende succes. Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke lige kan se hvorfor. Jo, den er visse steder rigtig spændende, så øjnene suser hen over siderne – men den er langsom om at komme i gang. Man skal helt hen til side 100 før man får plottet på plads og selve historien tager form… og de sidste små hundrede sider vender tilbage til den historie, der var i indledningen. Men den er hurtigt læst på trods af sine 556 sider.
Nu da jeg har læst den, så føler jeg mig ikke beriget og heller ikke klogere. Det er heller ikke sådan, at jeg synes, at jeg har noget med mig fra bogen, som jeg kan bruge på et senere tidspunkt. Det var bare den bog… Jo, jeg har nogle rigtig grimme billeder inde i mit hoved, for historien er grim. Den er rigtig grim. Jeg tror aldrig jeg har læst en roman med så meget had og så meget ondskab. Hele vejen igennem – selv bogens helte er gennem usympatiske og amoralske – eller også lider de af massive psykiske problemer. Der render en masse mænd rundt, som hader kvinder... og jeg synes også at hovedpersonen Michael Blomkvist er en sådan mand. Vel hopper han i seng med den ene efter den anden, men elske dem... det kan jeg ikke forstille mig, at han gør. Han bruger dem - og viser på den måde foragt over for dem og stiller sig så ind i køen blandt andre mænd, der hader kvinder. Videre til næste....
Så en bog, der afspejler manglende kærlighed på ufattelig mange niveauer, og som viser en koldt og barsk verden. En verden på vej mod helvede? Det slår mig hvor meget udtryksmåden "ind i helvede" bliver brugt igen og igen og igen. "Jeg skammer mig som ind i helvede" (s. 520). Egentlig et ufatteligt mærkeligt udtryk, hvis betydning jeg hvis nok må tygge lidt mere på.
Nu bliver den indspillet til film, og spørgsmål er om jeg har lyst til at se det på skærmen, som jeg indtil videre kun har på mit indre biograflærred?!
Hovedpersonen Michael Blomkvist kommer på et sted i bogen med følgende påstand: ”Fordi det her ikke er nogen skide krimi” (s. 479). Spørgsmålet er: Er dette en skide krimi? Ja, for mig at se er det. I må gerne hjælpe mig til at se det specielle i den historie – for jeg synes ikke den er noget særligt. Den lover for meget, spiller på en mængde tråde, som en vældig spændende og dyster baggrundsmusik, men når alt kommer til alt, så viser det sig bare at være en skide krimi. Men det er vel også ok, at bruge tid på ingenting fra tid til anden.
Der er to andre bøger i samme serie om de Michael Blomkvist… "skal-skal ikke" læse den?! Det ender nok med at jeg på et eller andet tidspunkt alligevel finder vej frem til dem, på trods af at det er modvilligt. For jeg vil egentlig ikke – men – ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.
|
