Jeg har længe været på jagt efter denne bog – nu for et par dage siden fandt jeg den på et antikvariats hjemmeside: Kaj Munks “oversættelse” af Shakespeares store drama om Hamlet skrevet i 1934. Og nu sidder jeg med den i mine hænder. Det er virkelig et af de mest … ja… ignorerede og tilsidesat stykker, men på en eller anden måde kan jeg ikke se det her som andet end et af de væsentligste og mest betydningsfulde stykker, som Kaj Munk har skrevet. Det er måske hans bedste stykke – og det er måske heller ikke så smart at bruge en gigant som Hamlet som oplæg for sit budskab… men det er vel ikke altid, at man bestemmer over sit eget budskab og budskabets form?!
Hamlets far er en Danmarks gode demokratiske statsminister, der døde under mystiske omstændigheder, forårsaget af sin bror, Claudius. Hamlets far viser sig som genfærd, og kalder Hamlet til at vælte den uretsmæssige statsminister, fordi denne vil føre landet i fordærv. Claudius aner naturligvis intet om dette, men opfordrer til sammenhold mod den sønderjydske Fortinbras – som her er en nazistisk fører. Claudius tjener til at vise, at der virkelig er noget at rette op på i Danmark. De to virkelige interessante personer i skuespillet er Hamlet, der er kaldet til at handle og Fortinbras, der handler, fordi ingen andre gør det. Hamlet kan ikke opfylde kaldet til at vælte Claudius, men spiller sindssyg. Da han endelig tager sig sammen, bliver det kun til at skrive et skuespil, der skulle give ham anledning til at opfylde kaldet, men Hamlet tøver i det afgørende øjeblik. I sidste scene handler Hamlet endeligt, men da er det for sent. Fortrinbras holder sin entré og da er alle døde, og den handlekraftige diktator kan nu overtage styret.
Stykkets modtagelse
Det blev kritiseret (hvem vil ikke kritisere at man røre et så stort stykke som Hamlet?!) men det ender alligevel med at blive en publikums-succes, da det blev spillet på Betty Nansen Teatret.
Den fejl, som jeg synes de fleste gør, når de fejer skuespillet af banen, er fejlagtigt at se den nazistiske fører Fortinbras som hovedfiguren i stykket. Det er derfor blevet kritiseret for at være “ett angrepp på socialdemokratiet i nog så pro-nazistisk anda” (den svenske anmelder Gunnar Ollén). Det er naturligvis Hamlet, der er hovedpersonen og ham, Munk også koncentrerer sig om. Fortinbras er til stedet i stykket som en konstant trussel, men han er kun en bifigur, der skal vise vigtigheden af, at Hamlet endelig tager sit kald alvorligt og handler. En bifigur, der skal sætte Hamlets egen og demokratiets handlingslammelse i relief. Læser man stykket med bififuren som hovedperson, så er det klart, at hele stykket får en en skævvridning.
Formålet med skuespilet
Hans mål med skuespillet er ifølge ham selv at vække Danmark:”Jeg begærede at skrive et Skuespil, der kunde kalde os op af Folkedvale, for at tale grundtvigsk, og inspirere hin Enkelte, der maa findes et eller andet Sted iblandt os, til at give sig i Kast med det Værk, han kun manglede Kaldelsen, Inspirationen, i at kunne øve… Fortæl Historien om en, der gerne vilde, men ikke kunde. Paa Grund af Folket, fordi det er dansk, paa Grund af ham selv fordi han var dansk” (s. 184 i Marc Auchets “De lollandske stjerner”).
Hensigten med stykket er at kalde manden frem, der skal redde landet. Ingen af de nuværende aktører på banen er en mulighed – statsministeren gør ikke – gennemkorrupt og ødelagt som hele systemer et. Den sønderjydske nazileder, der bliver hilst velkommen som en politisk Messias, der han kommer til København, duer heller ikke. Tilbage står Hamlet – men hvad er han? Han er den intellektuelle type, der har følelsen at at være på en vigtig mission, men han bremses hele tiden af sine manglende evner til at træffe beslutninger – vægelsindet som han er (Kaj Munks første skuespil “Pilatus”, hed faktisk oprindeligt “Vakleren” – vi er virkelig inde ved noget af det særlige ved Kaj Munks forfatterskab: Den stærke, der vakler – eller den, der burde handle, men som vakler og ikke gør handler… og derfor falder alt ud til det ondes fordel). Der er brug for handling – tyranmordet – Hamlet kan kun skrive… skuespil. I dette skuespil kommer det igen frem: Den, der kan, den, der er kaldet til en opgave – han vakler: “Tiden har en Skrue løs, Jammerskade, at netop jeg er udset til at Mekaniker (s. 30). Og handler det kaldte menneske ikke, så går tingene galt I et privat brev skriver Kaj Munk: “naar et Menneske, der skulde handle, ikke vil handle, saa handler Livetr for ham, saa gaar Udviklingen sin skæve Gang, saa dør de alle – undtagen den ene Handlingens Mand” (Brovst: Kaj Munk og den stærke mand, s. 227). Det er der sker i skuespillet Hamlet, men det er det, Munk for alt i verden vil undgå sker i Danmark – derfor skal kaldet lydes gennem skuespillet. Hamlet som Kaj Munk selv
Kaj Munks store kunstneriske forbillede, Henrik Ibsen (1828-1906) beskriver digtningen som at holde dommedag over sig selv. Man kan nemt se Hamlet som sådan en dommedag over Munk selv. Netop midt i 1930-erne sad Munk i en stor kaldsmæssig krise: Hvad var hans livskald – hvad var Guds mening med ham. Han følte sig kaldet til noget stort, men kunne kun skrive skuespil. I manuskriptet til skuespillet kommer denne dommedag tydligt frem: “jeg [er] ligesom studiosus perpetuus Hamlet blevet stikkende i Overvejelsernes, Betænbkelighedernes, Ordenes Sump; jeg staar som han udenfor Begivenhederne blot som Tilskuer… medens jeg skriver Skuespil, hvori min Fantasis Figurer, men ikke jeg selv, handler af krasken Bælg” (s. 221 i Brovst: Kaj Munk og den stærke mand). Kaj Munk identificerer sig med en antihelt, der er udelukket fra politik, men som udemærker sig indenfor teater. Han så bestemt ikke digterens gerning som særligt heroisk – nej, han ville være som Herodes den Store i hans skuespil “En Idealist” – “Daadens Digter og Tankens Helt i en Person” (s. 332 i Kaj Munks Pilatus og andre skuespil). Man kan se skuespillet som Munks forsøg på at få klargjort om hans kald var et Johannes Døbers kald: Dvs. om hans opgave var at være forgangsmand og den, der kaldte “Hamlet” ud af handlingslammelsen. Munk forsøger at kalde den, som af Gud er udvalgt til at træde frem fra massen og gøre det, som er bedst for Danmark.
Det er en desperat mand, der skriver dette skuespil – men hans budskab er tvetydigt, hvilket den blandede modtagelse også viser. Fra at være en advarsel mod diktatorens/nazistens ødelæggelse af landet, bliver det opfattet som en hån af demokratiet og lovprisning af nazismen. Men sådan er det vel også ofte med profetiske budskaber: Der er en dobbelthed i dem.
Besættelsestidens klarhed
Var midten af 30-erne præget af vakkelvornhed, kaldstvivl og mindreværdskompleks hvad egen værdi som digter angik, så var det helt anderledes efter 9. april 1940. Der kom en klar kaldsbevidsthed og en vurdering af sit eget værd som digter og hvad dette kunne bruges til. Munk havde på det tidspunkt skabt sig et navn – på godt og ondt – men man lyttede til ham. Og han brugte sin stemme og placering i folks bevidsthed til at kalde til oprør og dansk kristendom. Pludselig stod “Hamlet” ikke længere bare udenfor begivenhedernes centrum, men lige midt i den – på vej mod den plads i danmarkshistorien som han siden sin barndom havde vidst ventede på ham. Derfor er dette skuespil et væsentligt skuespil i Munks produktion. Her brydes kaldstanken, her bearbejder Munk sin egen rolle og her dømmes han sig selv. Det er også et væsentligt dokument i forhold til sin Hitler-begejstring. Vel er det nazisten, der vinder, men det er jo netop fordi den rigtige ikke handler. Nazisten vinder stående på ligene af sine fjender – truslen, der hele tiden lurer i skuespillet hoverer … “men det må ikke ske” er Munks advarsel i skuespillet. Ville en nazist skrive et sådant skuespil?
