I lørdags blev jeg færdig med en lille hurtigt-læst bog, og måden jeg reagerede på er måske meget sigende for hvordan jeg har det med bogen. Jeg tog den nemlig og slyngede den ud på græsset “Møgbog”. For det synes jeg virkelig det er – den bog jeg taler om er Paulo Coehlos bog “Alkymisten”. Jeg købte den sidste lørdag, fordi der stod, at det var en bog, som man kunne blive klog af at læse. Der var solgt 30 millioner på 61 sprog – men der står ikke noget om hvor mange, der slyngede den ud på græsset på samme måde, som jeg gjorde. For den er virkelig dårlig!!

Historien kort
Selve historien handler om en dreng, en hyrde, der drømmer en drøm om en skat, der ligger og venter på ham ved pyramiderne. Det er ikke så smart, når man er bundet til sit arbejde og sine får og pyramiderne ligger flere tusinde kilometer væk! Men han kan ikke rigtig slippe disse drømme (for drømmen gentager sig) og hjulpet godt på vej af en sigøjner, der tolker hans drøm, og den gamle konge Melkisedeks fra Det gamle Testamente beslutter han sig for at rejse afsted for at finde sin skat.
Han møder mange forskellige mennesker og alt går faktisk godt for ham, men drømmen driver ham videre og videre frem i retningen af pyramiderne. Han forelsker sig endda i en pige på turen og er ved at slå sig til tåls med dette som sit livs skat… ja, set i bakspejlet er der en masse ting, der egentlig er en forhindring i at nå målet. Det er nemlig ikke det at nå målet, der er det afgørende, men om man på vandringen bliver klogere og visere.

“Før en drøm bliver ført ud i livet, beslutter verdenssjælen at afprøve alt det,
som skulle læres på vejen. Det gør den ikke af ondskab, men for at vi sammen med vores drøm kan beherske den lærdom vi har lært undervejs mod vores drøm” –

sådan siger den alkymist hyrden møder i slutningen af bogen.
Noget af det hyrden skal lære er at lytte til sit hjerte – og det gør han så og finder så også til sidst sin skat, men et helt andet sted end han havde regnet med, da han begyndte sin vandring.

Kvalmende livsvidom
Noget af det jeg synes er irriterende ved den, det er at den virker så overklog, imens den stryger om sig med floskler (“Den mørkeste time kommer lige før solopgang”) og bibelske personligheder – f.eks. den gamle kong Melkisedeks og Jesus bliver minsandten også omtalt! Det er slået vældig stort op, men i virkeligheden er budskabet selvfølgeligheder, som Piet Heins sang bestående af en masse af hans gruk og sunget på “Hist hvor vejen slår en bugt”. Hver for sig er sådan et gruk jo ganske godt at have med sig, men sat sammen i et overflødighedshorn af livsvisdom har man lyst til at brække sig. Føj! (Se denne sang her)
Og på samme måde med denne bog – adr! Man får hele pointen serveret på omslaget af bogen: Bogen “lærer os den vigtigste af alle visdomme: Lyt til dit hjerte, forstå tegnene på din vej, og frem for alt følg dine drømme”.

Er det virkelig den vigtigste af alle visdomme? Som præst ville jeg jo nok kunne servere en del andre ting som noget højere visdomme, men det er ikke lige tiden til det nu. Men bare kort: Har hjertet altid ret siden man skal lytte til det? Findes der tegn eller er det bare tilfældigheder og overtro man i så fald bygger sit liv på? Og er det lykken altid at følge sine drømme – eller er de lige så flyvske som det ørkensand, som bogens hovedperson befinder sig på det meste af turne?
Nu vil jeg ikke afsløre alt for meget af bogens afslutning – andet end at det er lige før den slutter som en hjemstavnshistorie – “ude er godt, men hjemme er bedst”.

Lyspunktet
Men er der da slet ikke noget godt ved bogen? Jo, en god ting om bogen – den er hurtigt læst. De 191 sider indeholder hverken mange ord eller indhold på hver side, så den er læst i løbet af en dag. Det er også det, Johannes Møllehave roser bogen for: Den “er ideel til en længere flyvetur. Man glemmer helt at man sidder i flyveren, når man først er godt i gang med den”.
Den kostede kun 99 kroner i boghandlen i Hirtshals, men brug pengene på noget andet og kom evt. forbi mig, hvis du trods denne anmeldelse ønsker at låne den.