Vi har tre højtider: Jul, påske og pinse – og hvor vi kan sige meget om de to første – jul og påske – så er det straks lidt færre ting, vi kan sætte på pinsen.
Hvad er pinsen? Jo, det er er noget med at Helligånden kom herned til jorden – og det er noget med kirkens fødselsdag…. Alene det, at vi fejre jul og påske og kender til de to højtider og hvad de betyder, er jo tegn på at der har været pinse… at Helligånden har skabt troen og har spredt evangeliet også helt til os i Danmark. Men hvad er Helligånden?… alene det, at vi kan finde på at spørge ”hvad” Helligånden er, viser at vi ikke har forstået ret meget. For Helligånden er ikke en ting, som vi siger ”hvad” om men en person, som vi siger ”hvem” om. Helligånden er Gud selv! Han er det tredje gudommelige ”jeg” i den treenige Gud. Gud far, Gud søn og Gud Helligånd.
Jeg tror den bedste måde at fortælle om Helligånden på er ved at vise hvad der er hans funktion – hvad laver han i kirken, i menneskeheden. For hvis vi har fokus på det, jamen så tror jeg virkelig, at vi vil komme til at sætte pris på ham.
Men hvad laver Helligånden så?
Hvis vi slå op i 1. Korintherbrev, så har Paulus et langt kapitel om åndens gaver. Paulus begynder i kapitel 12 med ordene ”Om Åndens gaver, brødre vil jeg ikke holde jer i uvidenhed”. Og så kommer en lang række ting som at profetere, som at tale i tunger – han skriver om at tolke tungetalen. Ja, en af Åndens gaver er endda også at helbrede. Man kan blive helt høj af at læse om de forskellige gaver og ønske at man da bare havde en af dem… og man kan føle sig så fattig, når man ser ned af sig selv eller ud i sin kirke… for ”hvor er Åndens gaver her?” Hele kapitel 12 ender med ordene
”Men stræb efter de største nådegaver! Og jeg vil også vise jer en langt bedre vej”.
Kærligheden sættes højest
Og det lyder da virkelig spændende, hvad er det for en vej, der er langt bedre end alle de nådegaver, der lige er blevet fortalt om? Vi går videre – og overraskelsen er nok rimelig stor, når vi efter kapitel 12 finder kapitel 13, bedre kendt som kærlighedens højsang. For skulle kærlighed være bedre end alt det andet, som vi lige har læst om? Godt nok sætter vi kærligheden højt, men alligevel… er det virkelig rigtig at det at elske kan være bedre end f.eks. at helbrede? Eller at kunne profetere? Ja – sådan tror jeg faktisk det er. Ikke sådan at vi så bare kan sige ”puhaaa – var det ikke andet, så står det da ikke så sløjt til alligevel”. Nej, for det at elske er godt nok en bedre vej, men jeg tror ikke at det er en lettere vej, især ikke når vores kærlighed skal rettes mod en person, som vi faktisk slet ikke bryder os om…. Sidste søndag fortalte jeg om hvor vigtigt det er at vi når frem til enheden i vores kirke, men at den kun kan komme igennem kærlighed. Men nu er kærlighed jo en følelse, der ikke sådan lige lader sig fremkalde bare ud af den blå luft. Så hvordan skabe kærlighed i kirken?
Hvordan skabe kærlighed i kirken?
Jeg har læst en historie om en kvinde, der kom hen til en præst fyldt med had til sin mand – ”jeg vil ikke bare slippe af med ham, jeg vil have hævn. Før jeg lader mig skille fra ham, så vil jeg såre ham lige så meget som han har såret mig”.
Præsten foreslog hende en plan, der lød sådan: ”Gå hjem og gør som om du elsker din mand. Fortæl ham, hvor meget han betyder for dig. Ros ham for hvert eneste af hans gode træk. Prøv på at være så venlig, betænksom og generøs som overhovedet mulig. Gør alt hvad du kan for at gøre ham glad – få ham til virkelig at tro at du elsker ham. Får ham til at tro at du elsker ham. Efter at du har overbevist ham om din uendelige kærlighed, og at du ikke kan leve uden ham, så smid bomben. Fortæl ham at du vil skilles fra ham. Det vil virkelig såre ham”.
Hun smilede med hævn i sine øjne ”En smuk plan – det vil virkelig såre ham. Hvor vil han blive overrasket”… og så kastede hun sig ud i sin onde plan med hud og hår og gjorde ”som om”. I to måneder viste hun kærlighed, venlighed, hun lyttede, hun gav, hun delte ud af alt hun havde. Da hun ikke vendte tilbage opsøgte præsten hende. ”Nå, er du klar til at gå videre med skilsmissen?”
”Skilsmissen? Aldrig i livet. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk elsker ham”. Hendes handlinger havde ændret hendes følelser. Evnen til at elske kommer ikke så meget af brændende løfter som det kommer af gentagende handlinger.
Kærlighed ved handling
Og sådan er det også i forhold til at vi, der sidder her i kirken i dag, skal komme til at elske hinanden. Ikke ved at vi kommer og svinger med store og vidtløftige ord, men først og fremmest ved at vi handler – ved at vi tjener vores næste. At elske sin næste som sig er lige så meget et spørgsmål om at tjene sin næste som man tjener sig selv, som det er et spørgsmål om følelser.
Og sådan er det også i forhold til Jesus – at handlinger og kærlighed høre sammen. ”Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig” siger Jesus i dagens tekst. Handlinger og følelser hænger tæt sammen. Vi kan ikke elske Jesus, hvis vi ikke holder hans bud og omvendt vi kan ikke holde hans bud, hvis vi ikke elsker ham.
Men hvad har alt det med pinsedag at gøre? Hvad har det at gøre med Helligånden? Det med at vi ikke kan elske Jesus, hvis vi ikke holder hans bud, og at vi ikke kan holde hans bud, hvis vi ikke elsker ham, lyder unægtelig lidt som en gordisk knude, der ikke sådan lige kan bindes op. Som en cirkel uden begyndelse eller slutning, hvor begynder vi så henne?
Vi var heller aldrig kommet ind i troens cirkel, hvis Jesus ikke havde bragt en ubekendt faktor ind i billedet: Helligånden. ”Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd”.
Uden sandhedens ånd – kan vi ikke komme ind i troens cirkel med kærlighed og lydighed. Og hvad gør sandhedens ånd så i den forbindelse? Jo, han viser os sandheden om os selv og om Gud. Sandheden om os selv er at vi ikke kan klare os selv uden Gud. Sandheden om Gud, at han ikke vil afvise os, for han elsker os – og at han er så meget opsat på at være sammen os, at han gik igennem lidelse og død for at opnå det.
Så hvad er Helligåndens funktion?
Jo, det er den at han skaber troen i os selv og åbner blikket opad til Gud og ud til vores medmennesker, så vi må få blik for at tjene og elske også dem. Han skaber kærligheden i os, som er den bedre vej – som Paulus skriver. Men den bedre vej til hvad? Mon ikke det er den bedre vej ind i tjenesten i menigheden – til at tjene vores næste? En vej, hvor vi må kunne bruge alle de gaver og egenskaber vi har fået af Ånden ikke til at få os selv til at stå i et godt lys, men som et led i vores næstekærlighed. Også overfor dem, som vi ikke bryder os om, så det må gå os lige som den kvinde, der i første omgang ville have en skilsmisse, men som endte med at finde frem til, at hun i virkeligheden elskede sin mand.
Det er min bøn, at Helligånden må skabe kærlighed i os til Gud og til vore medmennesker og at han må udruste os til tjeneste lige dér, hvor vi er.
