At være spedalsk var noget af det værste, der kunne ske en person, der levede på Jesu tid. Skal man sammenligne det med noget kunne det være den mærkelige sygdom SARS. Kan I huske, da SARS-epidemien var på sit højeste? Ingen anede hvad der var galt og hvordan man skulle beskytte sig. Vi så billeder - jeg kan ikke huske om det var fra Kina eller Japan - men på billederne så man folk gå på gaden med maske for munden for ikke at blive smittet. Jeg kan huske, at et fly i Københavns Lufthavn blev sat i karantæne, fordi man havde mistanke om at en af passagerne havde SARS. Jeg synes egentlig at man ret hurtigt fandt en vaccine mod SARS også fordi at godt nok isolerede man dem, der var syge, i specielle afdelinger på sygehuse, men man plejede dem netop, tog sig af dem, undersøgte dem og deres blod for at finde en vaccine.

Var man spedalsk på Jesu tid, så blev man isoleret ikke på et sygehus, men ved at jage dem ud af byen - langt væk fra mennesker, der kunne blive smittet af dem. Ingen plejede dem. Ingen tog sig af dem. Ingen undersøgte dem - de kunne bare sejle deres egen sø. Også religiøst - for der var sikkert en eller anden grund til at de var blevet syge! De var selv uden om det - de havde syndet groft, og nu var de syge.

Og kom de for tæt på andre mennesker, så var det de spedalskes pligt at råbe "Uren! Uren!" - så de andre kunne gå i en stor bue udenom. De ti spedalske i dagens tekst standser også langt fra Jesus og råber til Jesus - men de råber ikke "Uren uren!" - men "Jesus, Mester, forbarm dig over os!". Jesus svarer tilbage: "Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!". Det var dem, der skulle afgøre om de kunne komme tilbage til samfundet. Og på vej derhen bliver de rene - deres spedalskhed forsvinder. Jesus, mesteren, har forbarmet sig.

Prøv forestil dig, at du er på vej hjem fra kirke i dag - eller når du er på vej hjem efter at have været på udflugt og pludselig, så ser du ham. Der er ingen tvivl det er ham - det er Jesus. Godt nok ser han ikke ud, som du troede han gjorde, men der er ingen tvivl. Det brænder i dit hjerte - selv om du aldrig har set ham, så ved du… den mand, der står henne nede ved rundkørslen i begyndelsen af Tornbyvej er Jesus. Jeg ved godt det måske er lidt pjattet det her - men prøv alligevel leg lidt med: Hvad vil du sige? Hvad vil du gøre? Der står Guds søn! Der står Jesus Kristus - der står verdens frelser.

Jeg har leget lidt med tanken - selvfølgelig under indflydelse af at jeg skulle prædike over denne tekst. Men selv om jeg måske ikke vil bruge de samme ord, så vil det nok indeholde samme holdning overfor Jesus, som der kommer til udtryk i de spedalskes bøn: "Jesus, Mester, forbarm dig over mig!".

Står vi overfor Jesus Kristus - så er vi helt sikker på, at vi ikke står overfor Jesus Kristus, for ham står man nemlig ikke overfor, ham knæler man for. Ham synger man lovsange til. Ham råber man "forbarm dig over mig" til.

Her er der ingen forskel om man så er katolik, baptist, pinsemand, missionsmand, grundtvigianer, metodist, rabiat højremand i folkekirken eller liberal…. eller hvad vi ellers går og kalder os selv og hinanden. Selvfølgelig er der forskel på os - heldigvis er vi ikke ens - men i vores forhold til Jesus er der ingen forskel - der hedder det bare "Jesus, Mester, forbarm dig over mig!".

Nu hører vi ikke noget om hvordan de ti spedalske havde det med hinanden - men mon ikke de havde fundet sammen alene ud fra at de alle var syge og udstødt. For havde det været raske mennesker havde de ikke været sammen de ti… måske de ni havde været sammen, men de havde ikke været sammen med den tiende… I ved, ham, der kom tilbage og sagde tak: En samaritaner. Man så ned på samaritanerne - man red gerne en stor bue rundt om deres del af landet, for ikke at komme i berøring med dem. De var ikke med i det sande gudsfolk - og de dyrkede ikke Gud på det rigtige sted. Nej tak - til en samaritaner.

Som sagt ved jeg ikke hvordan de havde det indbyrdes de ti - men jeg tror sygdommen udslettede alle skel mellem dem. Fra at være ni jøder og en samaritaner, så blev de ti spedalske, som rakkede rundt og råbte "Uren uren" - indtil de en dag råbte: " Jesus, Mester, forbarm dig over mig!".

Og hvor vil jeg så hen med det her? Vi er alle spedalske - forstået på den måde: Vi er urene. Vi er syndere - der er ikke noget, som vi kan gøre fra eller til: Vi er syndere. Jeg læste fra Paulus fra alteret "Jeg ved, at i mig selv, altså i mit kød, bor der intet godt". Det skal være vores indstilling overfor Gud - for sådan ser Gud på os. Det er lige meget om vi så har verdens bedste teologi - overfor Gud er vi alle syndere…. det eneste vi kan svinge os op til det er at være tilgivne syndere… og det kan vi faktisk ikke "svinge os op til", for det skal vi frelses til. Det er det højeste vi kan nå i Guds øjne - der er der ikke gradbøjninger. Det hedder ikke mere eller mindre frelst - det kan godt være, at der er noget, som den anden ikke har forstået rigtigt i Bibelen. Det kan såmænd også være, at der er noget jeg har misforstået… men overfor Gud er man ikke mere eller mindre frelst - der er det enten eller.

Og selv om det er svært, så synes jeg vi skal forsøge at tage de briller på, når vi kigger på vores medmennesker. Og måske især dem, som kalder sig kristne - selv om vi allerførst ser forskellen. Dér hvor den anden tager fejl, så skal vi se, at vi er i samme båd… lige som de spedalske var, for vi er afhængige af Gud. Vi er afhængige af at Jesus forbarmer sig over os. Vi er forskellige - som et sangkor indeholder mange forskellige stemmer - tenor, bas, alt… - sådan indeholder kirken også mange forskellige stemmer… men vi er fælles i den ene sang "forbarm dig over mig!". Vi er forskellige - men begynder vi at male forskellene op for at udstøde nogen fra koret - "dem vil vi ikke have med at gøre", så er der noget galt i koret. Vi kan ikke råbe af hinanden, og så samtidig råbe "Jesus, Mester, forbarm dig over mig!". Jeg kan ikke se det anderledes end at hvis man fremhæver sig selv - "for vi har verdens bedste teologi" - så er det et led i at man forsøger at hæve sig op over hinanden. At man forsøger at lede opmærksomheden væk fra det egentlige - at vi i os selv bare er urene syndere, der kun har en eneste chance for at det her skal ende godt, og det er at Gud griber ind. At vi kun har en eneste chance, og det er, at David ikke tog sin mund for fuld, da han første gang sang den salme, jeg læste fra alteret "Så høj som himmelen er over jorden, så stor er han nåde mod dem, der frygter ham. Så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os. Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham" (Sl 103).

En gang sagde man om kirken "Se, hvor de elsker hinanden". En, der har fulgt den danske kirkedebat har skrevet det om - det hedder ikke "Se, hvor de elsker hinanden!", men "Se! Hvor elsker de hinanden?". Jesus sagde "Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, at I har indbyrdes kærlighed". Der tales meget om at kristne skal finde sammen - i sidste uge blev en af de store samlende skikkelser myrdet i sin kirke. Broder Roger - grundlæggeren af det økumeniske Taizé samfund. Den nye pave, der var i Köln i sidste uge, har også sat sig det mål at samle kristne. Han sagde i en prædiken til unge "Vi kan ikke lave en privat Gud og privat Jesus, men vi må tro på den Jesus, som vi ser i Bibelen, og gå med i den store procession af troende, som er gået forud for os".

"Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, at I har indbyrdes kærlighed" - den eneste måde vi kan få indbyrdes kærlighed på, det er ved at vi finder sammen. Det er at vi ser vores forskelle - missionsfolk, grundtvigianere… og resten af den liste, jeg nævnte før og lidt til… at vi ser vores forskelle, men samtidig ser en elsket bror eller søster i det andet menneske. Vi er i samme båd - ligesom de 10 spedalske - og vi gør bedst i at råbe højt sammen det bedste vi har lært: "Jesus, Mester, forbarm dig over mig!"