Hvad bekymrer du dig mest over i livet? Er det økonomien? Er det dit ægteskab? Er det dit arbejde? Bekymre du dig over dit helbred? Over dine børn? Er du bekymret over hvad andre mener om dig? Er du bekymret over hvad Gud mener om dig? Lige meget hvad du bekymrer dig over, så er det ikke Guds mening, med os, at vi skal være bekymret. Vi som er kristne er Guds børn - du har ingen grund til at være bekymret. For vi er sat her i livet for at leve nu - ikke for at leve i fortiden. Selvfølgelig hvis der er noget, vi skal have gjort op i vores fortid, en person, som vi skal have givet en undskyldning til, så er det i orden at have tankerne tilbage. Men vi skal ikke bekymre os om fortiden og det vi har gjort dér, for vi kan ikke gå tilbage og ændre det. Vi skal ikke bekymre os om fremtiden, for vi lever ikke i fremtiden - vi er sat til at leve nu og her… og bekymringen er en af de helt store metoder til at knuse vores liv med. Bekymringen kan ødelægge vores glæde. Bekymringen kan ødelægge vores helbred. Bekymringen kan ødelægge vores tro. Og det er netop i vores tro, at vi skal finde en vej ud af bekymringerne:
Tror du der er en Gud? Ja
Tror du, at Gud elsker dig? Ja
Tror du at Gud har kontrol over tingene? Ja
Tror du, at Gud svare bønner? Ja
Tror du, at Gud holder sin løfter?
Ja! Tror du - som Paulus skriver i Romerbrevet - at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet"? Ja
Hvorfor er du så bekymret? Det er ikke Guds vilje, at du skal være bekymret. Hvis Jesus mente, at vi på en eller anden måde skulle være bekymret alligevel, så ville han vel ikke sige det modsatte. Alene i teksten her står det tre gange: Vær ikke bekymret!
Kan du ikke svare ja på de spørgsmål, som jeg stillede for lidt siden. Tror du ikke på Jesus som din personlige frelser, så værsgo´ bekymre dig… for så har du nok at bekymre dig om og det med god grund, for du har stillet dig udenfor løfterne. Også de løfter, der står her. Men for dig, der tror på Gud som din far - som ser hen til Jesus som din frelser… til dig siger teksten i dag: Vær ikke bekymret. At bekymre sig passer ikke for det vi er som Guds børn. Jesus sagde ikke det her bare for at få os til at føle os bedre tilpas, men fordi det ikke er nødvendigt for os at være bekymret, fordi det passer sig ikke for et Guds barn at være bekymret. Det passer sig ikke for mennesker, der er elsket af Gud den almægtige, der kalder os sine børn - os, hvis navne er skrevet i livets bog - hvis synder er tilgivet. Det burde være langt fra os at bekymre os. Han vil at vi skal leve vores liv i glæde og kærlighed og tjene ham dér hvor vi er sat. Bekymringer er ikke bare harmløse, men kan ødelægge vores liv - kan gøre at vi ikke fuldt ud lever.
Er vi bekymret vil vi blive splittet lige meget hvad vi ellers gør, for så "puf"… så kommer bekymringen frem lige når vi sidder midt i noget andet. Bekymringer kan gøre at vi slet ikke kan tage en beslutning, for vi er bekymret for hvad der vil komme ud af den beslutning, som vi tager. Og så vakler vi i stedet for at stå fast.
Bekymringer kan dræner os for energi - dels fordi godt nok laver vi en ting, men vi er egentlig et andet sted. Men bekymringer kan også gøre at vi ligger søvnløs om natten. I stedet for at vakle hen til medicinskabet for "hvor er de sovepiller" var det så ikke bedre at knæle og bede til Gud - tag de bekymringer fra mig. Hvor mange lægebesøg mon der kunne være undgået, hvis vi bare lod være med at bekymre os - for bekymringer går direkte i blodet. Ødelægger os - det der med et fint ord hedder psykosomatisk, at ens bekymringer og indre dårligdom langsomt går i kroppen på en. Hovedpine, mavesmerter eller diare, søvnløshed…. Så bekymringerne binde os som i et fængsel - så vores følelser har fanget os og mere eller mindre ødelagt vort liv.
Og vores bekymringer afskærer os fra andre mennesker, for de kan ikke holde ud at være sammen med os, for der er ikke andet vi taler om end det, der bekymre os. Og vi retter blikket mod Gud i stedet - anklager Gud. "Gud jeg ved ikke hvorfor alt dette sker mig. Gud, hvis du elsker mig, hvorfor er det her så sket? Hvis du elsker mig, så ville du ikke lade det her ske mig? Gud, hvis du elskede mig, så ville du ændre alt dette her". Bekymringerne får dig til at sætte spørgsmålstegn ved om Gud i det hele taget elsker dig. Du holder måske op med at bede til Gud. "Hvorfor skal jeg fortsætte med at bede? Jeg har bedt og bedt og bedt, men der er ikke sket den mindste smule? Glem det Gud - jeg vil ikke tale med dig mere".
Bekymringer er altså ikke bare uskyldige - men kan fuldstændig ødelægge vores liv - fysisk og åndeligt. "Vær ikke bekymret" siger Jesus "vær ikke bekymret". Jo, det kan han jo nok sig, men hvorfor mener han, at vi ikke skal bekymre os? Jo, siger Jesus: "I kan ikke tjene både Gud og mammon"… eller som vi skal synge om lidt: I kan ikke tjene Gud og fanden.
Jesus skildre to sider: Gud på den ene side og mammon på den anden side. Den åndelige verden på den ene side og den materielle verden på den anden side- vi KAN ikke have en fod i begge lejre, vi kan ikke tjene både Gud og tjene alt det andet, som forsøger at kapre vores opmærksomhed. Det er i det øjeblik, hvor vi forsøger den balancegang, at bekymringerne spirer frem. "Hold jer til den ene af dem - hold jer til ham, som i forvejen allerede HAR vist os at han er værd at stole på". Det er kort sagt det, som Jesus bringer frem som hovedgrunden til ikke at bekymre sig.
Jesus siger: "Vær ikke bekymret for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden og legemet mere end klæderne".
Jesus siger: Du er bekymret over alle de her ting, men hvad der virkelig er vigtigt er livet. Gud har skabt dig - Gud har givet dig livet, vil han så ikke tage sig af dig? Han har dig som sit barn - magter han så ikke at sørge for dig… på alle måder?
Jesus peger op på fuglene - godt nok er de flittige og flyver dagen lang, men Gud tager sig af dem. Gud giver dem de orme de skal bruge, de insekter de har brug for eller det korn, de finder. Gud sørger for dem - og de bekymre sig ikke. Har du nogensinde set ned i en fugleredde - og var den fuld af mad? Næhhh…. jeg har i hvert fald ikke set sådan en redde. Enten er redderne med æg eller unger eller også er de tomme. Gud tager sig af dem…. de bekymrer sig ikke og samler sammen til hårde tider… Gud tager sig af dem her og nu. "Er I ikke langt mere værd end de?".
Ved du hvad kronen på Guds skaberværk er? Det er dig! Ved du at du er skabt i Guds billede - skabt til at være sammen med ham. Det er derfor at han gik i døden for at frelse dig. Hvis Gud elsker os så meget, at han sendte sin enbårne søn - og det gjorde han… for at dø på et modbydeligt kors - og det gjorde han…. for at udslette al vor synd - og det gjorde han. Når han har gjort det ypperste, der kan gøres, vil han så ikke tage sig af det materielle i livet. Vil han så ikke tage sig af de følelsesmæssige ting vi står overfor, de hårde tider, som ligger der og venter på os? Jo han vil. Det er fuldstændig ude i skoven - at tænke, at Gud tager sig af fugle, som er mindre "værd" end os, hvorfor skulle han så ikke tage sig af os, som han allerede har postet det dyrebareste i?!
Hvad hjælper det at bekymre sig? Ikke noget! Der er ingen grund til at bekymre os - hvad giver det os, hvis vi bekymrer os? Jesus siger: "Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?". Lige meget hvad vi gør, så kan vi ikke lægge et eneste minut ekstra til vores liv i den anden ende…. vi kan forkorte vores liv ved at bekymre os, men ikke forlænge det. Alt det ligger i Guds - vores liv er tegnet i Guds hånd, som der står i Bibelen. Det er op til ham - vi kan ikke gøre fra eller til… vi kan ikke lægge et eneste sekund til vores liv, hvorfor skal vi så bekymre os?
Og sådan fortsætter Jesus vær ikke bekymret. Selvfølgelig kan vi godt blive ramt af et eller andet - et problem, der tårner sig op. En episode… et eller andet, der pludselig rammer os - og hvad gør vi så? Jeg vil gerne tage tre punkter frem, som en god førstehjælp:
1) For det første - husk: Gud er med dig og kender dine behov. Lige meget hvad du står overfor, så står du ikke alene - han ved nøjagtig hvad det er, der rammer dig, før du overhovedet selv aner det.
2) Den anden ting er, at vi skal se vores problem i lyset af vores tro. I lyset af vores tro på en almægtig Gud. I lyset af vores tro på en kærlig Gud. I lyset af vores tro på en Gud som vi kan kalde far og frelser. Vi skal ikke lukke øjnene for vores problemer - men i stedet for bare at se problemet og lade det her problem vokse sig op - og skygge for alt andet, så skal vi se på problemet i lyset af vores tro. Uanset hvad, så skal vi ikke tabe Gud ud af syne.
3) Den tredje ting er, at vi hver eneste dag skal leve i lydighed mod Gud og mere og mere komme til at ligne Jesus. Når Jesus siger "Søg først Guds rige…" så er det ikke bare et rige, der ligger et eller andet sted ude i universet. Nej, Guds rige er det sted, hvor Guds lov gælder… så når der står søg Guds rige, så betyder det også, at vi skal søge det inden i os selv. At Guds vilje må komme til udbredelse i vores liv - at den måde vi lever vores liv skal være den måde Gud vil have vi skal leve vores liv på.
Og husk på det er den suveræne Gud, der siger "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift". Søg først Guds rige - så skal alt det andet: Tøj, mad, drikke… eller hvad vi ellers kan bekymre os over… alt det andet skal gives os i tilgift. Så derfor: Vær ikke bekymret, vær ikke bekymret vær ikke bekymret. Det er sagt negativt - lad os prøve at sige det positivt. Det Jesus virkelig siger er: Stol på mig, stol på mig stol på mig.
Du bestemmer selv om du vil leve i bekymring eller om du vil lev i sejr. Stol på mig. Prøv tage en beslutning i dag: Jeg vil holde op med at bekymre mig - og jeg vil have fokus på den himmelske far, der elsker mig uanset hvad. Jeg vil leve med den viden at
- Gud er med mig - og kender mine behov.
- Jeg vil se ikke bare problemerne, men hele mit liv i lyset af min tro
- og jeg vil søge at leve i lydighed mod Guds ord.
Det, venner, det er kuren mod bekymringer - det er et evangelium - det er et glædeligt budskab. Og det kan også blive til et glædeligt budskab for dig, der sidder her i dag og ikke tror på Jesus. Til dig, som ikke har fundet frem til Jesus som din frelser - søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives dig i tilgift. Tag imod Jesus - for der er ikke nogen ende på de velsignelser, der venter dig i dit liv med ham.