Jeg tror der har været et liv omkring Jesus - der var en masse forskellige mennesker - nogle, der var blevet helbredt og som nu gerne ville høre mere om hvem denne Jesus var. Nogle kvinder med børn, der var blevet velsignet af Jesus. Nogle af samfundets laveste folk, der hos Jesus havde mærket, at de alligevel var noget… at det var elsket i Guds øjne. Folk, der ellers var udstødte blev mødt af accept… ja, kærlighed.. hos Jesus.

Der var forventning og glæde i luften - sidste søndag fortalte jeg om at vi ikke skulle være bekymrede… her i det her fællesskab var der ingen bekymringer. Her var glæde - her var forventning - her var håb. Man kunne finde på at synge lovsange til Gud - man gik og lyttede til Jesus og snakkede om det, Jesus havde sagt. Nu var man på vej ind i byen Nain… der var måske spændthed i luften i flokken… gad vide hvad Jesus ville gøre dér? Gad vide hvad han ville sige? Hvilke lignelser ville han fortælle? Over alt, hvor toget her kom frem kom der smil og glæde for dem, der var åbne for at tage imod.

Der var ikke noget specielt ved byen Nain - i dag er det en lille uanselig flække, en ganske almindelig arabisk by langt væk fra landevejen til Tiberias. Det er ikke nogen stor by - og havde det ikke været fordi Jesus valgte at gå ind i den by netop den dag, så var der nok ikke ret mange, der kendte til byen Nain i dag.

Nain - som betyder den lille yndige by - var en almindelig lille landsby, hvor folk blev født og hvor folk døde - og byen havde netop oplevet et dødsfald, der gjorde indtryk. Der skulle være begravelse, så der var samlet mange mennesker udenfor den dødes hus, for det her var hjerteskærende. En mor skulle gå de forfærdeligste skridt en mor nok kan gå, nemlig skridtene ved siden af sit barns bårer hen til graven. Det var forfærdeligt - for hun kendte ruten. Hun havde gået den før, men da var det hendes mand, der lå på båren. Det var forfærdeligt - hendes liv og hendes fremtid lå i ruiner. Dels det at miste menneskene - men også det pludselig at stå helt alene uden nogen til at forsørge sig…. hvad skulle der dog blive af hende? I begyndelsen ville det ikke være noget problem, for der ville være nok til at tage sig af hende… men når nyhedens interesse langsomt ebbede ud, så ville hun stå helt helt alene. Langsomt bevægede de sig ud af byen - det var som om at alt glæde og alle smil blev suget ned i båren til den døde - overalt hvor ligtoget kom frem forsvandt alt glæde og liv. Der var til gengæld bøjede hoveder og medlidende øjne.
Udenfor byporten stødte de to folkemængder sammen - det var to fuldstændige forskellige optog. Der var skaren med Jesus og skaren med enken. Det var livets herre, der førte an i den ene skarer, og døden, der førte an i den anden. Der kom jubel fra den ene - og der kom grædekoners hyl og skrål fra den anden. Større modsætninger kan man næsten ikke forestille sig.
… og jeg forestiller mig at smilene og glæden i Jesu optog forsvandt som dug for solen. Et var "Vær ikke bekymret", et var "elske din næste som dig selv", et var prædikerne om Guds kærlighed, et var at Jesus netop havde helbredt en mand i Kapernaum… noget helt helt andet var dette sørgelige syn.
Gad vide om Jesus ikke følte - både følte med den her kvinde som der jo står at han gjorde, men også følte en frustration over, at nu havde Jesus prædiket glæde og liv. Nu havde han forsøgt at male op for dem Gud store kærlighed og Guds store planer, som overgår al forstand - og så er det som om de glemmer det.. lige så snart de støder på sorg og modgang. Sidde det virkelig ikke mere fast? Er det virkelig ikke trængt længere ind i dem?

Alt det her står der ikke noget om i teksten, men det er vist ikke helt usandsynligt, at det kunne være foregået på den måde. Og det rejser spørgsmålet: Hvor fast forankret er sandheden fra Jesus i os? Hvor meget eller hvor lidt skal der til, før vi begynder at vakle og glemme hvad det egentlig er vores tro lover os? Vel kan vi sørge, når vi f.eks. mister… rigtige mennesker sørger og græder, når de mister. Men vi skal ikke lade tårerne forblinde vores øjne, så vi ikke stadigvæk har blikket mod Gud - og hans løfter til os.
Jeg sagde sidste søndag, at der var to ting, vi skulle huske, når bekymringer ramte os:

1) Du skal huske, at Gud er med dig og kender dine behov. Lige meget hvad du står overfor, så står du ikke alene - han ved nøjagtig hvad det er, der rammer dig, før du overhovedet selv aner det.

2) Den anden ting er, at du skal se dit problem i lyset af din tro. I lyset af din tro på en almægtig Gud. I lyset af din tro på en kærlig Gud. I lyset af din tro på en Gud som vi kan kalde far og frelser. Du skal ikke lukke øjnene for dine problemer - men i stedet for bare at se problemet og lade det her problem vokse sig op - og skygge for alt andet, så skal du se på problemet i lyset af din tro. Uanset hvad, så skal du ikke tabe Gud ud af syne.

Men tilbage til teksten: Jesus træder hen til båren og rør ved den - mon ikke at folk i Jesus-optoget lidt glæder sig over, at nu vil Jesus holde en dejlig prædiken for enken og de pårørende. En dejlig prædiken, som vil kunne trøste enken og fortælle hende, at nu er sønnen i gode hænder. Den sygdom, der til sidst kvalte livet ud af dit barn har ikke længere magt over dit barn… nu er han i Guds hænder. Men Jesus gjorde noget andet. Jesus sagde: "Græd ikke!" Hvad er det for en befaling at komme med… jo, det er en befaling, som Gud kan komme med.

I stedet for at sige "Han er i Guds hænder" - gav han barnet tilbage i hendes egne hænder, levende. Jesus gjorde et under - halleluja. Jesus har magt over døden - Gud har besøgt sit folk.

Jeg synes der er noget rigtigt sigende i de to mængder af mennesker, der bevæger sig hver sin vej. Og som har hver sit mål. Og sådan er der vel egentlig i det hele taget to forskellige optog - to forskellige mængder mennesker. Der er dem, der har Jesus, livets og glædens herre. Og så er der dem, der ikke har.

Jesus var på vej til en by, byen Nain - og han havde en flok mennesker med sig. På samme måde er Jesus-flokken i dag også på vej mod en by. Ikke Nain, men himmelen. Hebræerbrevet i Det nye Testamente taler om menneskelivet som en rejse - en pilgrimsvandring, for vi har som kristne ikke vort egentlige hjem her på jorden. Der står i brevet "her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme" (Hebr 13, 14). Vi går imod Guds by - vi skal til sidst i gudstjenesten synge om den kommende by, Det nye Jerusalem, som Bibelen kalder det. Vi går mod Guds by, hvor Gud selv skal tørre hver tårer fra vores øjne. Det er den ene menneskemængde - den anden går i modsatte retning… de går ikke mod nogen by, men de går mod kirkegården. Ingenting venter dem andet end død og evig adskillelse fra Gud.

Jeg har lyst til at stille os alle det spørgsmål:
Hvilken menneskemængde tilhører vi?
Vi retning går vi - går vi i retning af byen eller i retningen af kirkegården?

Det er ikke altid til at se om man går den ene vej eller den anden. Det er ikke sådan, at folk, der går i retningen af kirkegården er ulykkelige. Nej - den eneste forskel er sådan set, at de ikke har Jesus med sig.

 

• De kan nok have et dejligt blomstrende liv.
• De kan nok have succes. De kan nok være sunde og raske.
• De kan nok leve et fuldt og helt liv og være tilfreds… og måske også leve eksemplarisk, så de kristne ser op til dem, som forbilleder.