Vi har høstgudstjeneste i dag – vi skal takke for det vi har fået ind i vores lader, som i sidste ende skal ende på vores spisebord.
Det kan man nok også se på mig, men der er ikke noget bord, jeg sætter højere end spisebordet… ikke bare fordi det er dér vi spiser, men det er også familiens sociale centrum. Prøv tænk på alle dine varmeste og bedste minder, der på en eller anden måde er i forbindelse med måltidsfællesskabet. Juleaften, bryllupsmiddage, barnedåbsfester, fødselsdagsfester. Der er altid noget særligt ved at samles om et måltid mad.
Evangeliet til i dag handler også om et måltidsfællesskab – Jesus er blevet inviteret til middag hos en af de ledende farisæer, men jeg tror ikke, at der var meget af det, der foregik omkring bordet, der var særligt behageligt. Jeg tror ikke det var særligt rart at have Jesus med sig ved bordet den dag – naturligvis skete der et fantastisk mirakel, men det hjalp ikke meget at se en glad og helbredt mand, for situationen omkring bordet var ubehagelig. Man mærker ingen venlige samtaler eller varm gæstfrihed.
Men hvorfor blev det sådan ved dette måltid? Her var der et menneske, der havde inviteret Jesus med sig ind i sit hjem, åbnet sit hjem for Jesus. Burde det ikke give fred, glæde frelse at invitere Jesus ind i sit hjem – ind i sit liv? Er det ikke det vi gerne vil lære folk om Jesus? Og her sker der så det modsatte: Ufred og vrede!
Det er rigtigt at invitere Jesus ind i sit liv bringer fred, glæde og frelse, men det sker ikke uden at Jesus får lov til at ændre nogle forskellige ting i vores liv. At invitere Jesus ind i vores liv er først og fremmest at invitere sandheden ind i vores liv – og sandheden kan ikke leve side om side med løgnen. Der skal sættes nogle ting på plads i vores liv, hvis Jesus skal blive der – jo mere vi lærer Jesus at kende desto mere vil han vise ting i vores liv, der ikke passer med hans guddommelige vilje. At invitere Jesus ind i vores liv er som at invitere et spejl indenfor: Tingene bliver kaldt ved deres rette navn – og alt det, der ikke passer in i Guds plan kalder Jesus for synd.
Det kan være ubehageligt – dette kan være, at vi får det dårligt, når vi ser os i det spejl. Der var filmaften i mandags i menighedssalen, hvor vi så Luther kæmpe med smerter over det billede af sig selv han så i det spejl.
Det kan selvfølgelig også bare være præstens skyld, og så stempler man bare det hele som moralprædiken: Det har ikke noget at gøre med evangeliet – for hvor er freden og hvor er glæden?
Freden og glæden er netop dér, hvor Jesus er og får lov til at ændre det i os, de ikke er hans vilje med os. Det er evangeliet, at han ikke har opgivet os, men netop peger på de forkerte ting…
Og det han peger på i dag er hovedsynden over dem alle – den første synd. Den første dominobrik, der væltede og satte en kædereaktion i gang, som griber mere og mere om sig og som først slutter den dag, hvor Jesus kommer igen for at gøre en ende på synd, død og djævel. Hovedsynden – den første synd er hovmod eller selvovervudering. Lige for hurtigt at forklare hvorfor det er hovedsynden og den første synd, så er det ikke fordi det er Adam og Eva, jeg tænker på. Det er længere tilbage – da Djævelen blev til Djævelen. Før var han en engel, der pludselige ikke kunne finde sig til rette i kun at tjene Gud, han ville selv tjenes. Han så på sig selv og al sin glans… og ville være Gud. Og han endte med at blive en djævel… ja, han endte med at blive Djævelen.
Lige siden verdens begyndelse er det hovmod, der i enhver situation og enhver familie er hovedårsagen til lidelse. Alle andre synder, vrede, begær, fuldskab og hvad vi ellers kan pege på af synd, ja, der er kun biting i forhold til hovmod. Hovmod fører til al anden slags ondskab – det er en helt igennem gudsfjendelig sindstilstand. Andre synder kan af og til bringe folk sammen: Man kan godt finde kammeratskab og vittigheder og venlighed blandt folk, der drikker eller blandt kriminelle. Men hovmod er altid ensbetydende med fjendskab – det er fjendskab. Og ikke kun fjendskab mellem mennesker, men fjendskab med Gud. Det er den synd, Jesus peger på, da han sidder i en af de ledende farisæers hus og spiser. Jesus ser hvordan gæsterne udvælger sig de fornemste og bedste pladser – langt oppe af bordet, så tæt på værten som muligt.
Så fremmed er det ikke for os i dag – jeg tror faktisk kun det er her i kirken, at det er de bagerste pladser, der bliver taget først. Ellers bliver parkeringspladserne tættest på indgangen altid taget først. Der er de pladser tættest på musikerne ved en koncert, der bliver taget først… og da præsident Georg Bush var i Danmark til frokost, så blev der garanteret brugt rigtig mange timer på at få pladserne til at gå op, så dem, der fortjener det, kommer så tæt på hovedpersonerne som deres stand tillader det. Jo tættere man kommer på dem, desto finere er man.
Men de gæster her sætter sig op uden at være blevet inviteret til det – for de regner med at det naturligvis er deres pladser… den helt deroppe. Det ser Jesus og straks kommer spejlet frem. Ikke fordi Jesus ikke under dem at sætte sig derop, men fordi han vil vise dem deres grundlæggende synd, som kommer til udtryk ved at de tager de bedste pladser: Hovmod. Jesus har allerede mærket hvordan deres hovmod slår ud efter andre folk… den har i hvert fald slået ud efter ham selv. Det var ikke tilfældigt, at Jesus var inviteret til middag på jødernes helligdag, sabatten, og det var heller ikke tilfældigt, at der netop var en meget syg mand i selskabet. Fordi de havde så høje tanke om dem selv kunne de tillade sig at bruge andre mennesker til at fremme deres egne planer.
Et moderne sidestykke til farisæernes opførelse finder vi i vores selvcentrerede kultur, hvor man er sin egen lykkes smed og hvor vores medmennesker bare er redskaber for vores lykke og vores selvudfoldelse i stedet for den næste, som vi har ansvar for at møde med omsorg og barmhjertighed.
Men tilbage til teksten… man kan næsten se dem for sig, når der står: ”De holdt øje med Jesus”. Gjorde Jesus hvad de forventede, nemlig et under, gjorde han det ville de være klar. Deres religiøse hovmod ville så slå ud i ukærlig og ubibelsk dømmesyge mod Jesus: ”DU MÅ IKKE ARBEJDE PÅ EN SABBAT!!!”
Men Jesus fanger dem på det forkerte ben for han spørger dem: ”Er det tilladt at helbrede på en sabbat eller ej? Er det tilladt at hjælpe en, der er i nød?”… I er så kloge – I ved så meget om Bibelen, men har I en bibelsk begrundelse for det I vil anklage mig for? Eller er det bare en af jeres tynde fortolkninger? Og da farisæerne ikke kunne svare vendte Jesus sig mod den syge mand og helbredte ham.
Normalt, når Jesus helbreder et menneske, står der bagefter, at folk blev ude af sig selv og priste Gud. Her står der ingenting… tavshed. Ingen glædes – måske ærgrelse over, at det endnu engang ikke var lykkes at fange Jesus i ord. Deres hovmod forhindrede dem i at glæde sig over den andens helbredelse.
Men hvorfor er det så farligt med den hovmod? Jo, der er farlig, fordi den skiller os fra andre mennesker. Og endnu værre: Den skiller os fra Gud. I Gud møder vi noget, der på enhver måde er uendeligt større end os selv. Hvis vi ikke kender Gud på den måde, og derfor ser os selv som et intet i forhold til ham… ja, så kender vi ham ikke. Så længe vi er hovmodige, kan man ikke lære Gud at kende. Et hovmodigt menneske ser altid ned på andre ting og andre mennesker – og ser man nedad, kan man ikke se noget, der er oven over en: Gud! Der er forskel på os mennesker – men set med Guds målestok er vi alle lige små. Der er forskel på himmelbjerget og Mount Everest… når du står på Jorden. Men ser du jorden oppe fra universet, jamen så er forskellen mellem himmelbjerget og Mount Everest ligegyldig… fordi man er så højt oppe.
VI ager det første skridt mod sand ydmyghed ved at se os selv ovenfra fra Guds perspektiv. Det, der skal til, for at vi kan lære sand ydmyghed er at stå overfor noget, der er søtrre end os selv – og det gør vi, når vi står foran Gud. Da ser vi at vi er afhængige af Gud – at vi ikke magter vores liv alene – og da ved vi, at vi har brug både for Gud og vore medmennesker.
Da ser vi os som vi virkelig er: Syndere, der har brug for Guds nåde, hjælp og velsignelse. Men Gud vil så bøje sig ned og løfte os op – for Gud er ikke Gud den almægtige fordi han hakker ned på andre og holder andre nede. Nej, han bøjer sig ned og løfter os op til ham- op i herlighed – op for at høre fra ham: Du er mit elskede barn.
For ”Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”.
