Det er i år 60 år siden, at Danmark blev befriet – og friheden er virkelig noget, der er værd at fejre. Tænk at få lov til at opleve friheden – tænk at få lov til at leve i et frit land.

Men det var ikke alle, der nåede at opleve friheden – der nåede at opleve, at Hitler-tyskland faldt sammen. Da Hitler sad i sin førerbunker og havde mistet overblikket og flyttede rundt på hær-enheder, der ikke længere var til hans rådighed, der tænkte han alligevel så klart, at han ville nå at rydde bordet for alle de modstandere, han kunne få ramt på. En af dem var den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der sad i et topsikret SS-fængsel dømt for modstand mod Hitler og ordren blev udført. Den 9. april 1945 blev han hængt i fængslet– kun 21 dage før Hitler slap sit jerngreb i Tyskland– så tæt på friheden og dog alligevel så langt fra.

Bonhoeffer er et fremstående eksempel på en af dem, der med Bibelen i hånden gik i mod ondskaben – også en håndgribelig modstand. Martin Luther King sagde, at hvis din modstander har en samvittighed, så skal du efterligne Gandhi og ikke-voldslinien. Men hvis din fjende ikke har nogen samvittighed ligesom Hitler, så følg Bonhoeffer.

Herhjemme har vi en Kaj Munk, der dog kun var en ordets modstander, men som til gengæld i tide og utide brugte det ord og tog til genmæle overfor tidens ondskab og ukristelig føjelighed.

Begge viste det, som vi jo egentlig allerede ved, men som vi skal mindes om hver eneste gang, det begynder at brænde på: Det koster noget at være tro mod sine ideale. Kaj Munk skriver i en prædiken: ” Giv os Kristendom, giv os mod og tro til at rejse os fra forsagthed og tvesindethed, til at ville det eneste rette, ihvad det så skal koste os. Thi det at svigte sine idealer, det alene kan få de farligste følger for land og folk. Lad os få mod til at vende tilbage til troskab mod det, vi tror på, om så fængslerne skal fyldes, til de sprænges.”

Det ved vi jo godt – sådan er det – det koster ikke at ville gå på kompromis med det man har set som sandheden. Det koster at stå ved sine idealer. Men det er som om vi kun ved det i det øjeblik, hvor det ikke koster noget at være kompromisløs. Det er som om vi kun ved det i det øjeblik, hvor det ikke koster noget at stå ved sine idealer. Der er det nemt at synge ”kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder”.

Og derfor synes jeg det er ufatteligt svært at prædike over den tekst, som jeg lige har læst op – om Jesus, der taler om at vidne selv om det koster. Der taler om at forkynde Guds ord selv om folk stræber en efter livet. For herhjemme går det jo ufatteligt godt – her er der ingen, der stræber os efter livet.

Her sidder der ikke stikkere i kirken, der når det skal være kan melde os til regeringen, som det sker i Kina. Og jeg kan som præst trygt køre frem og tilbage mellem Horne og Asdal uden at kunne risikere at blive stoppet op og sat i fængsel. Vi kan have børneklub hver mandag uden at risikere at lederen bliver sat i fængsel og udsat for totur, sådan som det sker f.eks. i Vietnam. I den forløbne uge blev en 20 årig søndagsskolelærer i Vietnam løsladt orne o
efter at have siddet i fængsel i 10 måneder – hendes navn er Le Thi Hong Lien.

Hun sidder nu nedbrudt på et psykiatiskhospital og dér er hun begyndt at tale igen. Hun har fortalt at hun kan huske torturen og den mishandling hun er blevet udsat for. Hun skal blandt andet være blevet udsat for indsprøjtninger af stof, elektrochok, udsultning og verbal tortur.

Nogen af de første ord hun sagde til sine forældre på sygehuset var: ”Jeg har store smerter i min krop, fra hovedet og ud i alle yderpunkter, Far, vær sød at bede for mig. Jeg er så udmattet.” Og jeg håber, at vi er kristne nok til at vi vil tage hende med i vores bøn – for selv om vi ikke kender hende, så har hun brug for vores bøn.

Det er svært at prædike over sådan en tekst, der taler så stærkt om offervillighed, for jeg ved jo ikke hvordan jeg vil reagere, hvis jeg kom under sådant et pres. Mine ord kan komme til at lyde så forfærdeligt hule – og så alligevel, der skal prædikes om denne tekst selv i vort fredelige land.
For selv om det ikke koster livet at være tro mod sine idealer, så kan vi alligevel godt være fristet til at slække lidt på vores idealer og skyde nogle af vores meninger til side, hvis ikke lige det passer ind i den offentlige mening. Jesus siger om Helligånden ”han skal vidne om mig. Men også I skal vidne”. Og er det at vidne, at stikke ens overbevisning til side, hvis ikke lige det behager den, man taler med? Som kristne skal vi ikke spørge efter hvad det koster, hvad der kan betale sig – vi skal kun spørge efter hvad der er sandheden i en given sag – og ”Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet, den bider og river og slår. Sandheden er ikke for forsigtige folk. De skal ikke have sandhed, men sofa” (som Kaj Munk udtrykte det).

Men skal vi sige sandheden om menneskesynet i flygtningedebatten? Skal vi sige sandheden om menneskesynet i ældredebatten? Skal vi sige sandheden om menneskesynet i reklamernes verden? Skal vi sige sandheden om menneskesynet i debatten om abort på handicappede fostre eller medlidenhedsdrab? Skal vi sige sandheden i debatten om velsignelse af homofile? Skal vi virkelig altid sige sandheden?

Ja, for Jesus siger: ”I skal vidne”. Har Guds ånd forkyndt os noget, så må vi også på en eller anden måde fortælle det videre til andre– ja, vi vil ikke i længden kunne beholde evangeliet, hvis vi sylter det hen til nemmere tider. For der er intet af det, Gud har givet os, som er bestemt for os alene.
Jesus siger ”I skal vidne”, men hvordan gør vi det… helt konkret, hvordan gør vi det? Hvordan vidner vi?

Jeg må indrømme, den allerbedste prædikestol ikke er her i Asdal Kirke – ja, den er heller ikke engang i Horne Kirke. Nej, den allerbedste prædikestol er temmelig mobil og den er ikke forbeholdt teologer, der render rundt i noget forældet kluns, nej den kan alle bruge, for den består i at følge Jesus i et liv, der ligner hans og som er præget af ham. Den bedste prædikestol er hverdagens prædikestol. Det, Gud ønsker at få af os, er hele vores liv, hjerte, sjæl, sind og krop – og får han det, så folk jo også kunne læse et vidnesbyrd i den måde vi lever vores liv på.

Netop i den måde vi lever på – og ikke i det, vi ikke gør. Der er ikke meget kristent vidnesbyrd i det vi ikke gør. ”Jeg går ikke til dans”. ”Jeg drikker ikke”. ”Jeg går ikke i byen eller til fest”. ”Jeg spiller ikke kort”. ”Jeg hører ikke den og den sanger og ser ikke den og den film”.

Jeg har hørt en vittighed om en jøde, der strandede på en øde ø – og da han endelig blev reddet i land undrede skibets besætning sig over at han havde bygget to synagoger. ”Jo”, svarede jøden ”den ene synagoge kommer jeg i, og i den anden vil jeg for alt i verden ikke sætte min fod i ”.

Jeg synes ikke, at det største vidnesbyrd ligger i hvad jeg ikke gør, men i hvad jeg gør. Det er jo rimeligt nemt det ikke at gøre noget – det kræver ikke tro, men bare stor selvbeherskelse. Der er et større kristent vidnesbyrd ved det man gør som en kristen. Det at vende den anden kind til. Det at hjælpe den, som er i nød, også selv om det kommer til at koste mig – måske endda økonomisk. Det at kæmpe for den svage – også selv om vi måske synes, at den svage egentlig er et dumt svin og fortjener lidt modgang. Det at sige sandheden selv om det kommer til at koste mig anseelse og at jeg ikke bliver forfremmet. Det at leve som en kristen.

Troen er ikke en holdning, troen er en handling, troen er liv – troen er at vidne. ”Gå i gang, for jeg er med jer” – sådan læste jeg op fra den gamle profet Haggaj ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Vi skal gå i gang med at vidne NU – med at leve vores liv, så det siger ja til Gud. Vi skal gøre det nu, vi leve vores idealer NU, og vi skal holde fast på sandheden NU, hvor alting synes at gå godt og medgangen smiler til os. Vi skal gøre det NU – så er der bare en lille chance for at vi holder fast på det, også når det bliver træls. Også når de begynder at tale om udelukkelse fra kirken – og måske hiver kniven frem, som det sker i Kina, Vietnam, Nordkorea og andre steder, hvor de kristne lever under forfølgelse. ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Som jeg sagde i torsdags – Kr. Himmelfartsdag: Sikke dog et vidunderligt løfter: Den opstandne Jesus er med os. Intet er værre end at have Jesus imod sig. Intet er bedre end at have Jesus med sig og som himmelfaren kan Jesus være med os overalt, når vi går ud på hans ord. Når vi tager ham på ordet: ”Men også I skal vidne”.

Det skal vi have for øje hver eneste dag, vi skal vide, at vi som kristne hver eneste dag stiger på en prædikestol. Og hver eneste dag må vi bede Gud om at hjælpe os til at gøre det nogenlunde!