Søndag aften - sådan før omfanget af denne uges vanvittiges naturkatastrofe begyndte at blive mere og mere kendt, var der en mand, der trådte frem på fjernsynet og sagde, at nu var hans julestemning da helt ødelagt.
Og det er rigtigt - var katastrofen sket nogle dage før juleaften, så havde den nok sat en stopper for meget af den julehygge og tant og fjas, som klæber sig til julens budskab som en parasit. Så havde vi nok kun haft budskabet - her bliver der født os en frelser. Den første jul var nok heller ikke præget af meget af det, som vi forbinder med ordet ”julestemning”. Vi kan allerbedst lide at forestille os den allerførste jul som en hyggelig begivenhed, men det tror jeg ikke det har været. Langt fra! Det har været koldt, ubehageligt og nedværdigende at skulle føde sit første barn langt hjemme fra i en møgbeskidt stald. Der har været grobund for infektioner og anden sygdomme - for ikke at tale om bedrøvelsen over at være så langt hjemmefra på et så vigtigt tidspunkt.
Og så den velkomst Jesus fik til verden her: Han var ikke mange uger gammel før Maria og Josef måtte flygte hovedkulds ud af landet for at undgå barnemordet i Jerusalem. En massakre på Betlehems små børn. Der var ikke meget Giro 413-melodi over det ”Hvem, du end er, så velkommen til verden”.
Og selve omstændighederne bag fødslen var ydmygende. Det var ydmygende for Maria at skulle føde Jesus udenfor ægteskabet -og så endda med en anden en hendes forlovede som far til barnet. Man har nok kunne tælle til ni måneder på det tidspunkt også og der er ingen grund til at tro, at det var lettere for folk på den tid at tro på jomfrufødsler end det er i dag. Ingen har troet på Maria - selv Josef skulle have historien bekræftet af en engel inden han troede på det. Ingen har troet på Maria og hvor har man kigget skævt til Maria og også til Jesus, da han kom hjem til Nazareth. Landsbyens drenge har sikkert været ubarmhjertige imod ham - han blev sikkert betragtet som det man i gamle dage kaldte for en horeunge.

Nej - det har bestemt ikke været en rar tid - tiden efter den første jul. Man skal kigge langt efter den fred, som englene ellers lovede ude på marken. ”Fred til mennesker med Guds velbehag”. Og så alligevel - her kom fredens konge til verden og i dag hører vi om hvordan han gik ind under de samme livsvilkår som alle andre jøder på det tidspunkt: Han blev omskåret. Han blev pålagt at overholde Moses-loven - og så fik han sit navn: Jesus. Det havde Maria fået at vide, før Jesus blev undfanget: Han skal hedde Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder. Og det er det Jesu navn betyder: Herren frelser.
Det var ikke tilfældigt at Jesus fik navnet Jesus - det var så vigtigt at en engel skulle give besked om det til både Maria og Josef. For han skulle ikke bare hedde navnet, men også være navnet. For os i dag er et navn nærmest kun et mærkat. En præst har skrevet dette engang om vores forhold til hvad navne betyder: ”Du kan hedde Svend og alligevel være en mester. Jeg hedder Sten, men det hindrer ikke, at jeg kan være en blød mand eller en vatnisse! Man kan hedde Frede og være en kværulant, som lever i ufred med naboer eller kollegaer. Og selv en Solveig kan til tider have det nok så overskyet”. Men Jesus var sit navn - han var ”Herren frelser”.

Tiden efter den første jul var ikke rar eller hyggelig. I reklamerne har man ofte et før og et efter billede, så man kan se den store forskel - der har garanteret ikke været et synligt før og efter. Drenge moppede stadig væk hinanden. Herskere slog stadigvæk uskyldige børn ihjel for at sikre deres magt. Israel var stadigvæk lige så besat af romerne før som efter Jesu fødsel. Og der skete stadigvæk naturkatastrofer efter at Jesus er blevet født…. ja, det kan vi jo se her i søndags. Men hvad fedt er det så at have en Gud? Hvad hjælper det så at have en Gud, hvis der sker naturkatastrofer, der giver os dødstal, der er langt uden for vores fatteevne? Ikke bare dem, der døde da vandet skyllede ind over dem - men så også dem, der dør i kølvandet på katastrofen og som har mistet alt? Hvad hjælper det?

Den svenske udenrigsminister blev spurgt om dette var værre end Estonia-forliset for Sverige. Nu er det mærkeligt at man skal sammenligne katastrofer - men skal man det, så er der jo sket dem, der er værre end det vi er vidne til her. Man taler om at xxx blev dræbt af bølgerne - da de allieredes angrebsbølge over Dresden havde lagt sig efter at anden verdenskrig egentlig var vundet, så tæller man omkring 135000 dødsofre. I en lille notits i avisen i denne uge kunne man læse, at FN havde indstillet al nødhjælpsarbejde i Dafur på grund af at urolighederne var blusset op. Man kan spørge om myndighederne ikke lader dem blusse op nu, hvor alverdens opmærksomhed er i Asien… men dér i Dafur taler vi om en kvart million mennesker, der lider under sult og sygdom på grund af menneskers ondskab.

Hvad hjælper det at have en Gud, der frelser, når alt sådan noget kan ske? Der var to mænd, der sad og snakkede om alt sådan noget, da den ene så spurgte: ”Jeg gad godt spørge Gud om hvorfor han ikke gør noget?” - ”Jamen, hvorfor spørger du ham så ikke?” spurgte den anden mand så. Jo, svarede den første mand efter et stykke tid ”det tør jeg ikke, for jeg er bange for at han vil stille mig det samme spørgsmål: Hvorfor gør du ikke noget?”.

Og det er rigtigt - der er et spørgsmål, som vi kan blive stillet overfor i mange andre situationer: Hvorfor gør DU ikke noget? Og det, der skete i Dresden i 1945 og det, der sker i Dafur nu skyldes helt klart mennesker og dér, kan DU til en vis grad være med til at forhindre noget af det eller være med til at forhindre, at det sker i fremtiden. I det små måske - som Erik Grip sang: Små hjul - små hjul kan flytte store ting. Du et lille hjul” Men katastrofen ved det indiske ocean, der må man jo sige, at der hjælper de små hjul ikke ret meget - eller der hjælper det ikke meget at stå sammen. En sådan katastrofe hører helt og aldeles under Guds domæne. Og hvad hjælper det så at have en Gud, når han bare lader sådan noget ske? Hvad hjælper det at have en Gud, som man siger både er almægtig eller kærlig, hvis sådan noget alligevel sker? Det ser næsten ud til, at løsningen på det spørgsmål er: Enten findes der ikke nogen Gud - eller også er han hverken almægtig (for så kunne han have forhindret alt dette) eller kærlig (for så havde han også gjort brug af sine kræfter og forhindret alt dette).

Og så er det, at I som menighed kigger op på præsten: Hvad er løsningen på det spørgsmål: Hvorfor greb Gud ikke ind? Hvorfor tillod han at det skete?

Hvor ville jeg gerne eje alle svarene. Jeg aner ikke hvorfor sådan noget skete - og jeg vil nærmest sige, at kommer der et svar op, så er det enten fordi man er en profet sendt fra himmelen eller også fordi man er en løgner. Og jeg betragter mig hverken som profet eller som løgner. Jeg er bare et menneske - og jeg skal ikke gøre mig forhåbninger om at kunne forstå Gud… jeg har svært nok ved at forstå mig selv, så hvordan forstå Gud?

Det eneste, der melder sig er: Jeg tror på Gud! På en væg nede i Warschawas ghetto, hvor jøderne blev stuvet sammen før de blev sendt til døden, stod der ”Jeg tror på solen, selv når den ikke skinner. Jeg tror på kærligheden, selv når jeg ikke mærker den. Jeg tror på Gud, selv når jeg ikke ser ham”.

Det kan godt være, at andre kan finde ro i en verden uden Gud - et verdensbillede, hvor alt er styret af tilfældigheder og blinde naturkræfter… men det kan jeg ikke. For hvor skal vi så søge hen? Det onde bliver mere ondt, når vejen ud pludselig bliver taget fra os. Men hvordan er så den Gud, som jeg tror på? Ja, var søndagens naturkatastrofe det eneste, som vi kendte til Gud, så ville vi have et billede af Gud som en tyran og ond herskergud, der dræber sine skabning som myrer under en drengs lup en sommerdag.

Men nu er det ikke det eneste vi kender til Gud - vi har julen budskab. Ikke det hyggeligt budskab, med den varme krybbe og hyggelige stald, men det jeg skitserede i starten: Gud, der blev menneske selv om det var svinsk, modbydeligt, nedværdigende, ydmygende og selv om det hele endte med at han blev pint ihjel på et kors. Det er den Gud, jeg tror på: Gud som den kærlige Gud - som ham, der ofre sig for at frelse os fra noget, der er værre end en naturkatastrofe: Nemlig os selv og vores synd.

Det er den Gud, som jeg tror på - ham, der blev menneske og fik navnet ”Jesus”, der betyder: Herren frelser. Det er den Gud, jeg netop tror på. Ikke den Gud, jeg forstår - for jeg forstår ikke Gud… og måske forstår jeg ham mindre i dag end jeg gjorde, da jeg stod her på prædikestolen for en uge siden. Men jeg tror stadigvæk på ham også ud fra spørgsmålet: Hvad er alternativet? Det vil ikke være til at holde ud at tænke på!

Jeg er et svagt menneske - jeg KAN ikke leve uden Gud. Det kan godt være, at andre kan… eller det kan være at de tror det kan, men jeg kan ikke. Og især i kølvandet på denne uges katastrofe: Vi har brug for Gud. Den franske filosof Voltaire skrev: Hvis Gud ikke eksisterer, bliver vi nødt til at opfinde ham”. Per Stig Møller er i denne uge blevet citeret for at have sagt: ”I sådanne situationer har vi kun religionen.”.

Og den Gud, jeg tror på… den Gud vi tror på han frelser. Navnet på vores eneste redning er Jesus ”Herren frelser”. Han er med os selv når vi føler os gudsforladte. Han hører vores bøn til ham også når vi står midt i alt det meningsløse og mærker at tvivlen rusker i os og får os til at råbe: ”Om du findes”. Dér er Gud også.

(Derefter synger kirkesangeren nr. 636 ”Midt i alt det meningsløse” som en del af prædikenen og kirkebønnen bedes fra alteret).