"Der skete ikke noget vigtigt i dag" - sådan skrev Kongen af England George III i sin dagbog 4. juli 1776. Han vidste åbenbart ikke, at der i aller højeste grad skete noget på den dag, for over på den anden side af Atlanten samledes USA's grundlæggere og underskrev Uafhængigheds Erklæringen. Det var startskuddet til en lang og blodig krig og til en nations fødsel - men "Der skete ikke noget vigtigt i dag".

Pinsedag i år 30 var den lille flok af Jesu tilhængere samlet i Jerusalem. Pludselig blev enhver af dem fyldt af Helligånden, tunger af ild satte sig på hver eneste af dem - vi hørte den vidunderlige fortælling lige før fra alteret. På den dag blev kirken født - men havde vi spurgt en række historikere den dag eller samfundsforskere, så havde de nok slet ikke bemærket det. "Der skete ikke noget vigtigt den dag". Men her blev kirken født - de her 120 mennesker var den første spæde kirke.

Det var 120 ganske almindelige kvinder og mænd, men dette var grundstammen i den kristne kirke. Den lille jødiske sekt spredte sig og har nu eksisteret i 1973 år. På mindre end 300 år blev de kristne, som de hurtigt blev kaldt, den officielle religion i hele romerriget og i dag er der kristne over hele verden.

Hvordan lykkedes det? Hvad skete der med de 120 efterfølgere på pinsedag år 33? Jo - de kom i kontakt med Folkekirkens ukendte Gud. Ja, så firkantet kan man sige det: De kom i kontakt med Folkekirkens ukendte Gud, for er det ikke sådan? De kom i kontakt med Helligånden. Det virker virkelig som om, at Helligånden for mange er den ukendte del af treenigheden - så pinsedag bliver en dag, hvor der vist ikke skete det helt store.

Det er pinse i dag - vi fejrer Guds Ånds komme til verden - det er kirkens fødselsdagsfest vi fejrer. Men vi må jo nok erkende, at pinsen fører en noget tilbagetrukket tilværelse i forhold til de to andre store højtider: Julen og påsken. Der er inden for de sidste år blevet gjort forsøg på at sælge helligdagen bedre… eller at brande den, som det hedder blandt reklamefolk.

Ligesom Hjørring blev branded og det førte til, at man vendte det første r i navnet "Hjørring"… sådan som vi kan se det på klistermærker på biler fra Hjørring. Sådan har man forsøgt at kæde det at spise fisk, sammen med pinsen - jeg tror nok, at årets pinsefisk er havkatten.

Men selv om man har gjort store anstrengelser, så er det ikke rigtigt slået igennem endnu, for pinsen er sådan lidt underlig, ikke?…. næsten lidt luftig. Det er jo rimelig nemt at forstå hvad der skete i julen - og påsken er i al sin ubeskrivelighed egentlig også ret nem at forklare, men hvad med pinsen?

Pinsen er i højeste grad vigtig - vigtig for kirkens liv, for dit og mit liv. Helligånden er Guds nærvær i vores verden. Slår vi op forrest i vores Bibel, så står der hvordan jorden var øde og tom, men at Guds ånd svævede over vandene - det var Guds nærvær. Efter at Kong David i Det gamle Testamente er blevet afsløret af Guds profet i et mord, så falder han på knæ og råber til Gud: "Kast mig ikke bort fra dig, og tag ikke din hellige ånd fra mig". Kast mig ikke bort, tag ikke dit nærvær fra mig. Det samme nærvær tog form i et lille barn, der blev født i en stald i Betlehem og som i 33 år underviste, lærte, helbredte og proklamerede Guds kærlighed. Og nu - i dag - er det den samme ånd, der er med os… ja, der er i os og som virker igennem os for at bringe hans kærlighed ind i den ødelagte verden.

Jesus taler i dagens tekst om at Gud vil sende en talsmand til verden - Jesus lover dem en advokat, en hjælper og en der er med os - hele tiden, så vi aldrig er alene. For ved at vi har modtaget Helligånden har Gud taget bolig i os - som der står. Tænk, Gud bor i os.

Lad os prøve at stoppe op og en enkelt gang overveje, hvad Helligånden egentlig gør i os.


For det første kalder han.
Det er ham, der gør, at vi kan tro på Jesus - ham, der skaber troen i os, for jeg kan ikke "af egen fornuft eller kraft… tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har oplyst med sine gaver, helliget og bevaret mig i den sande tro". Sådan skriver Martin Luther i sin lille katekismus.

Alle, der tror på Jesus og som har fundet tilgivelse i Jesus Kristus er blevet kaldet til det af Helligånden. Ikke ved noget menneske - men ved Helligånden. Ligesom Abraham, Moses, Peter og Paulus er vi kaldet til at være et udvalgt folk. Prøv hør, hvad disciplen Peter skriver i sit første brev til en ganske almindelig menighed: "Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han, som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys. I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed". (1 Pet 2,9-10).

Vi er et kongeligt præsteskab - selv om I har valgt mig som jeres præst, så er vi alle præster. Luther siger, at alle, der er kravlet ud af dåben er præster. Vi er alle lige, ingen er mere end andre her i kirken. Alle de opgaver, vi tager på os i kirken er en gudstjeneste og til lige stor glæde for Gud. Enhver kristen er kaldet af Helligånden ind i frelsen, ind i arbejdsfællesskabet.


Helligånden samler
For Helligånden gør andet end at kalde forskellige individer - for vi er også samlet ind i de kristne fællesskab… han samler os som menighed, som et stort fællesskab. Den apostolske velsignelse siger: "Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds vor Faders kærlighed og Helligåndens fællesskab…. være med os alle".

Kirken er Helligåndens fællesskab - og det er min påstand i dag, at man ikke kan have Helligånden uden at han leder en ind i et kristent fællesskab, uden at han leder os ind i en menighed…. om så den menighed hedder den lokale folkekirke eller noget andet. Man kan ikke være solo-kristen for sig selv… i hvert fald ikke ret længe, for i menigheden i "Helligåndens fællesskab" finder vi støtte til livet som kristne. Det er i Helligåndens fællesskab, at vi modtager Jesu legeme og blod ved alteret. Det er i det fællesskab, at vi bliver tilgivet, når vi er kommet på afveje. Vi formanes, vi støtter hinanden, vi beder for hinanden…. eller sådan burde det i hvert fald være - det er dér vi skal stræbe hen imod. At vores menighed skal være et sandt og helhjertet fællesskab - stærkt indadtil og åbent udadtil.


Helligånden udruster
Det er i dette fællesskab, at vi skal leve - og i det fællesskab, vi bliver udrustet til tjeneste. De 120 disciple, der på den første pinsedag modtog Helligånden blev udrustet, så de for det første overvandt deres menneskeangst. For det andet, kunne de pludselig tale andre sprog, så de kunne tale så folk kunne forstå dem. På samme måde udruster Helligånden os til de opgaver, som vi står midt i i vores kirke. Vi skal ikke være bange for at tage for store opgaver, men vi skal være bange for ikke at udnytte de muligheder, som Helligånden giver os, så vi må vokse i hans kraft. Helligånden kan være så meget mere end vi ofte tillader ham at være.


Helligånden helliger os
Den sidste ting, jeg vil pege på, som Helligånden gør, det er, at han helliger os. Han gør os hellige - og sådan må det jo naturligvis være, hvis Gud skal bo i os. Gud er hellig - og skal han bo et sted, så må det sted være helligt. Eller også blive helligt. Hver eneste dag med Helligånden er et liv på en vandring med Gud og en vandring indtil Gud og op til Gud. Det er en vandring, hvor vi konstant er i forandring - hvor han konstant former os om, så vi mere og mere som ham. Som Paulus skriver : Han er "en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til" (2 Kor 5, 17).

Jeg håber ikke, at vi i vores dagbog om pinsedag vil sige ligesom den engelske konge "Der skete ikke noget vigtigt i dag". For der skete virkelig noget - det skete en verdensrevolution og du er indbudt til at deltage i den.