En meget selvcentreret major var lige tiltrådt på en amerikansk millitærbase, og han var naturligvis meget ivrig efter at gøre et godt indtryk på alle omkring ham. Der var indrettet et nyt kontor til ham, som han sad og nød, da der bankede på døren. Majoren hev fat i telefonen og kaldte så "kom ind". Det var en menig-soldat, der kom ind - majoren ville gøre et stort indtryk på soldaten, så han lod som om han talte i telefon. "Javel, Mr. President, jeg er helt enig med forsvarsministeren i det spørgsmål, det er en fremragende idé. Det er også min mening om det - De kan ringe til mig når det skal være, jeg vil altid være glad for at hjælpe Dem, Mr. President. Ja, tak... og hils endelig Deres familie også, Mr. President. Farvel!"

Majoren lagde røret på og kiggede så uimponeret hen på den ventende soldat: "Og hvad kan jeg så hjælpe dig med, menig!".

Soldaten tav et øjeblik "Undskyld, hr. Major, men jeg er bare kommet for at sætte telefonen til".

Det er altid det sjoveste at være den, der sidder højt på strå - at være den sidste og den mindste er der ikke meget sjovt i. Det er altid den høne, der sidder på den nederste pind i hønsehuset, der er mest beskeden. Og sådan er det også i vores verden. I forretningsverdenen, i politiske partier, i klassen, på sportspladsen, på arbejdspladsen, derhjemme... ja, endda i kirken. Hak-hak-hak!

Vi har alle tendens til at se på andre i forhold til deres arbejde, uddannelse, garderobe, bil, hus og så sætte folk ind i dette hieraki. Det er naturligt - denne hakkeorden.

Vi hørte det fra alteret, hvordan det første mord i verden blev begået, fordi Kain ville være mere end sin bror, Abel. Fordi Kain var misundelig på sin bror. "Kan jeg ikke være lige så godt som Abel, jamen så må Abel bare dø". Og sådan blev verdenshistoriens første mord et brodermord.

I fredags så vi de igen - "Kan jeg ikke længere være den første i dit liv, være din kæreste, så skal du dø". Og en fastelavnsfest i Hasseris blev til et blodbad.

Det ligger i os mennesker... ønsket om at være først, være øverst. Det sker helt af sig selv.

I dag hører vi om hvordan disciplene aftenen før Jesus skal korsfæstes, er i gang med at bygge sådant et hieraki op: Hvem er den største. Det er ikke første gang disciplene forsøger det, og hver gang forsøger Jesus at sætte bremsen i. "Sådan skal I ikke være, men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener". Der skal ikke være noget hierarki eller hakkeorden imellem kristne - her skal man tjene sin næste... ikke hakke på sin næste.

Siden Kain slog Abel ihjel har tanken om "mig først", "Jeg vil være først" hele tiden kastet verden ud i den ene katastrofe efter den anden. Nationer kæmper om at være først, befolkningsgrupper kæmper om at være først og i vores samfund ser vi vold mod ægtefællen, for jeg vil være den ,der bestemmer her i det her ægteskab. Vi har aborter, for jeg vil være den, der bestemmer over mit liv, og et barn passer bare ikke ind i min planlægning lige nu. Vi har politisk mudderkastning og skandaler, for det er mit parti med mig i spidsen, der skal sidde til højbords. Vi ser hvordan familier falder fra hinanden, fordi mig, min fritid og mine behov er foran alle andres.. jeg kunne desværre fortsætte listen med ting, som kan føres tilbage til et citat fra Dynamit-harry i filmen "Olsenbanden går amok ": Alle mennesker tænker kun på sig selv. Den eneste, der tænker på mig - det er mig".

I så mange andre sager, så har vi også her Jesus som vores forbillede, for han tænkte netop ikke på sig selv, men på os andre. Jesus spørger: Hvem er den, der er størst: "Den, der sidder til bords eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords?" Men siger Jesus så "Jeg er iblandt jer som den, der tjener".

Jesus var egentlig den, der burde have siddet til bords, men han var her som den, der tjente. Han kunne nemt som ingenting have vundet over os alle - men han valgte at tabe. Og det endelige nederlag kom langfredag, hvor Jesus udåndede, hånet og foragtet som en forbryder.

Jesus valgte at tabe - man kan næsten sige, at han valgte at tabe til Gud. Vi har skrevet det på altertavlen i Horne Kirke: "Ske din vilje". Det er en af våbnene vi får med os i vores kamp mod egoismen: "Ske din vilje". Vi skal lære at bede bønnen: "Ikke på min måde at gribe tingene an på, ikke på verdens måde, men på Guds måde... hans vilje". Vi skal lære at tabe til Gud - han skal være først. Han er den, der skal være øverst på sejrsskamlen i vores liv - og er han øverst... er han virkelig øverst, så har vi taget det første skridt i at bekæmpe os selv og vores ødelæggende egoisme.-

Det er første skridt - det næste skrift hedder, at vi ikke skal være stolte eller hovmodige, for kan vi være det, hvis vi virkellig har set, at vi har tabt til Gud? Kan vi være stolte eller hovmodige?

Stolthed og hovmodighed er dræbere - for de åbner op for Satan. Igen kan jeg jo pege på Kain, der så røgen fra sin bror Abels offer stige til vejrs, imens røgen fra hans eget bål krøb langs jorden. Gud tog imod Abels offer, men tog ikke imod Kains. Sikke dog et hak Kains stolthed fik her... så han gik hen og hakkede Abel ihjel.

Stolthed og hpvmodighed åbner for Satan, også midt i discipelflokken, her på denne hellige aften, hvor Jesus indstifter nadveren. Men disciplene fatter ikke storheden i det, der sker, men begydner at snakke om hvem der skal være størst... og mon ikke Simon var en af de værset? han får i hvert fald en speciel hilsen: "Simon, Simon. Satan gjorde krav på jer, for at sigte jer som hvede, men jeg bad for dig, for at din tro ikke skulle svigte".

Satan havde fundet en vej ind til Peter den aften: Stoltheden og hovmodigheden over at være lederen i discipelflokken. At være den største og den første i flokken.

Stolthed og hovmodighed åbner også for Satan i dag, for hovmodighed er troens modsætning. Troen er ikke at være hovmodig og at stole på sig selv, men det er at stole 100% på Gud.

Stolthed og hovmodighed er farlige - det er sygdom til døden, som vi alle bærer rundt i os. Og det er en tragedie, at vi ikke selv synes, at det er en sygdom, men at vi ser det som et sundhedstegn - et tegn på at det her er et menneske, der kan klare sig selv. For dybest set kan vi ikke klare os selv. Havde vi kunne klare os selv, så havde der ikke været nogen grund til at Jesus, Guds søn, kom herned på jorden for at hjælpe os... for at frelse os. Havde vi kunne klare os selv, så var der ingen grund til at Gud døde på korset for os.

Nej, vi kan ikke klare os selv - vi kan nok have store ord, vi kan nok pynte os med idealisme... men vi kan ikke klare os selv.

Simon Peter mente også at han kunne klare sig selv. "Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden". Men han kunne ikke klare sig selv - han blev fornægteren Peter, der fornægtede Jesus tre gange for at redde sig selv. Han blev fornægteren Peter, fordi han var hovmodig, men han blev ikke den forkastede Peter, fordi Jesus elskede ham. Peter var elsket, ikke som den han gerne ville være og heller ikke som den, han troede han var. Nej, Peter var elsket lige nøjagtig som den han var.

Jesus havde en opgave til ham op den anden side af faldet, på den anden side af den svigtede idealisme. "Når du engang vender om, så styrk brødrene". Når du har tabt, når du har forrådt dine store ord, når du har set, at du faktisk ikke var så stor i slaget som du tror nu... ja, når du engang vender om fra din stolthed og selvtillid, så er jeg her, og så har jeg en opgave til dig: Du skal tjene dine brødre.

På samme måde med os: Du og jeg er elsket, ikke som dem vi gerne vil være, og vi er heller ikke elsket som dem, vi tror vi er, men vi er elsket om dem vi er. Og det er netop som vi er, at Jesus kan bruge os - med de evner og gaver vi har fået.

Det er derfor det her ikke har noget at gøre med at vi skal være selvudslettende, det her er ikke en anden måde at udtrykke janteloven på, at "du skal ikke tro du er noget",. Jo, selvfølgelig skal du tro du er noget... du er elsket af Gud. Du er skabt af Gud - verdens skaber elsker dig. Vi behøver ikke at klatre opad i hierarkiet eller hakke på andre for at være noget, for vi er allerede noget. Vi er allerede mere end vi selv kan gøre os fortjent til: Vi er elsket af Gud.

Vi kommer aldrig til at hvile, vi har aldrig ro i os, hvis vi ikke når frem til den erkendelse. Men når vi er dér, så kan Gud bruge os. Så kan han sige: "Styrk dine brødre". Tjen din næste.

Men det er en kamp, at nå frem til den erkendelse. Vi skal tabe - tabe til Gud. "Ske ikke min vilje, men ske din vilje". Det er en hård kamp, for det er en kamp mod vores naturlige hovmod og stolthed - og det føles som en kamp mod os selv. Men det er ikke en kamp vi skal kæmpe alene - for så havde vi tabt den før vi begyndte på den. nej, Jesus beder for os, Jesus er med os, Jesus styrker os og det vil han blive ved med alle dage, også selv om vi sviger, så sviger han os aldrig.