Det er jo stadigvæk nytårsforsætternes tid, hvor vi forsøger at få bugt med nogle af de ting, som på en eller anden måde tynger vores samvittighed. Men et er at have et ønske om f.eks. at tabe sig, at leve sundere, at læse noget mere, noget andet er at have kræfterne, modet eller udholdenheden til også at gennemføre det. "Noget for noget".

Vil man af med de overflødige kilo, så skal man holde sig i skinnet, når kagen bliver sat på bordet og også dyrke motion.

Vil man læse noget mere, så skal man også lade være med at sidde så meget foran tossekassen.

"Noget for noget" - sådan er samfundet bygget op. Skal man have en god uddannelse, så kan man ikke ligge på den lade side hele tiden. Skal man have sig et bedre job, så skal man også oppe sig og være på forkant med situationen. "Noget for noget" - det er meget sjældent at appelsinen bare af sig selv falder ned i turbanen... om ikke andet, så skal man i hvert fald stille sig ind under et appelsintræ.

"Noget for noget" - vi møder tanken overalt, så derfor er det også naturligt, at vi regner med, at den regel også gælder, når vi taler om det religiøse liv. "Noget for noget". Jo mere man bestræber sig, desto mere får man ud af det. Jo mere inderlig, desto længere når man ind i trossystemet. Jo mere godt man gør, jo flere gode gerninger man gør, desto mildere ser Gud ned på os. "Noget for noget". Sådan er det i resten af vores liv, så må det da også være sådan i vores tro... men kære ven, du leder forgæves efter "noget for noget"-princippet i kristendommen. Her er det ikke "noget for noget", men "Nåde for intet", der gælder - altså nåde som i nådig. "Nåde for intet", "barmhjertighed for intet".

I kristendommen kan vi aldrig bliver mere end Guds børn - det er her vi begynder og her vi slutter som børn, der er afhængig af Gud. Jeg snakkede med en mand i tirsdags, der lige havde sendt sit yngste barn afsted hjemmefra - han savnede naturligvis at have sine børn omkring sig, men det var da kun naturligt, at de blev voksne og selvstændige. At forældres opgave er at gøre sig selv overflødig, så børnene til sidst kan klare sig selv.

Sådan er det ikke i vores barneforhold til Gud - en kristen kan aldrig blive selvstændig. Ja, Bibelen har faktisk to rammende ord for selvstændighed overfor Gud: Det ene er "frafald" og det andet er "fortabelse". Det er ikke uden grund, at man kan kalde grundsynden i kristendommen for hovmodighed. Ordet "Hovmodighed" er vel det ord, der ligger længst væk fra ordet "afhængighed", som man kan forestille sig.

Kan man klare sig uden Gud, så er det den højeste form for hovmodighed, man kan forestille sig, for hvem har man så sat på Guds plads i ens liv? Sig selv, måske??

At leve som kristen er at leve som afhængig af Gud hele sit liv. Det er at leve som Guds barn i tillid til ham, i afhængighed af ham og i kærlighed til ham.

Den eneste måde at blive en kristen på er at gøre sig afhængig af Gud.... eller måske rettere: At se sin afhængighed af Gud. Alle er afhængige af Gud, men det er kun kristne, der har set deres afhængighed. At leve som kristen er at leve sit liv i afhængighed af Gud.

Jeg tror det er det, Jesus mener, når han siger, at "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.... Den som ikke modtager Gud rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det".

Det er ikke sådan, at Guds rige kun er for børn, for hvad så med os voksne? Men jeg tror, at i forhold til Guds rige kan vi lære noget af børn. Men hvad er det for noget med børnene - hvad kan de, som vi voksne ikke kan eller i hvert fald først skal lære af børnene?

Der er ikke tale om en romantisering af børn, sådan at de er mere rene eller mere fromme end os voksne. Det lille spædbarn har lige så meget brug for en frelser som en 100 årige.

Jeg tror det vigtigste vi kan lære af børn er at se afhængigheden af deres forældrene. Børn er afhængig af deres forældre - grundlæggende havde der ikke været noget barn, hvis der ikke havde været nogle forældre, men også bagefter: Mad, drikke, hjem, tøj, beskyttelse, dannelse, uddannelse.

Guds rige tilhører barnet - Guds rige tilhører dem, der er hjælpeløse og afhængige af andre. Havde kristendommen være "noget for noget", så havde vi ikke haft en jordisk chance for at komme ind i Guds rige, for hvad har vi at give Gud, som han ikke har i forvejen? Hvad har vi at tilbyde?

Hvis børn først skulle stille med et eller andet for at modtage fra forældrene, så ville barnet hurtigt gå til.

Det er altså ikke "Noget for noget", men "Nåde for intet"... ja, eller i bedste fald, hvis vi vil tale om at give Jesus et eller andet, så er det vores synd, for det er det eneste vi har, som han vil have. Vi får hans nåde og han får vores synd... men det viser jo endnu mere, at vi er afhængige af Gud.

Så at blive en kristen er at gøre sig afhængig af Gud og at være en kristen er at fortsætte med at leve i den afhængighed.

Men hvordan lever vi i afhængighed af Gud? Jo, hvis I spørger mig, så betyder det at leve i afhængighed af Gud, at man stoler på ham i alle ting. At det først og fremmest er ham, man kommer til, når tingene brænder på og ikke alle mulige andre steder. At man stoler på at han nok skal få det bedste ud af enhver situation. Også enhver økonomiske situation... og det er nok der, vi har det sværest her i den vestlige verden, det er når talen kommer på økonomien. I takt med at velstanden stiger, så kan ens følelse af afhængighed også falde. Et andet sted bruger Jesus et skræmmende billede på det, nemlig at det er nemmere for en kamel at komme gennem et nåleøje end det er for en rig at komme ind i Guds rige. Hvorfor siger Jesus det? Mon det er fordi den rige stoler på sine penge i stedet for at stole på Gud? En rig behøver ikke at stole på Gud for at klare sit liv - en rig skal bare stole på finansmarkedet, aktiekursen, på storpolitikken. Det ser faktisk ikke ud til at vi har brug for Gud sådan fra dag til dag basis, fordi vi kan købe os ud af det. Vi har ikke brug for Gud - vi spørger først efter Gud, når døden pludselig ånder os i nakken. Når en af vore kære dør, når vi får en kræftdiagnose, når der springer en terrorbombe, når der sker naturkatastrofer.. så spørger vi efter Gud. For hvor var Gud henne 11. september? Hvor var Gud henne da flodbølgen ramte Asien?

Vi spørger efter Gud, når vi ser, at det ikke hjælper noget, det vi ellers har sat vores lid til. Når det vi er afhængige af ikke kan hjælpe os - men hvem siger så vi kan finde Gud? Hvem siger, at vi i den situation ved hvem vi skal råbe efter - eller hvordan, fordi vi har bundet os så meget til alt det andet, at det nu suger os ned i fortvivlelse og håbløshed.

En mand solgte alt og købte guld, for nu skulle han til Amerika og begynde et nyt liv. Undervejs kom hans skib i havsnød og begyndte at synke - så hvad gjorde manden så? Han kunne jo ikke forlade sit guld, der jo var alt hvad han ejede og havde - som var hans fremtid? Han bandt guldet til sin krop og skyndte sig ud af sin kahyt og hoppede med alle de andre ned i vandet..... men hvor de andre holdt sig oppe, forsvandt manden ned i dybet og druknede.

Spørgsmålet er så: Var det manden, der havde guldet - eller var det guldet, der havde manden?

Det mærkelige ved at leve i afhængighed af Gud, det er at er du afhængig af ham, så er det faktisk det eneste sted, hvor du er uafhængig, for så binder du dig til ham, der som den eneste kan give dig virkelig frihed. Alt andet ser kun ud til at være frihed og uafhængighed, men i virkeligheden binder man sig bare til noget andet, og det vil komme frem før eller siden, om ikke andet, så når tingen brænder på. Ren frihed findes kun hos den, som binder sig til Gud og som lever i afhængighed af ham.

Profeten Jeremias i Det gamle testamente skriver om en busk, der sætter rødder i tørt ørkensand. I regntid og medgang stortrives planten, men i tørkeperioder visner de korte rødder og dør. Det er det menneske, der stoler på sig selv, andre mennesker, rigdom - det går fint i medgangstider, men så heller ikke længere. Modsat er det med den, der stoler på Herren: Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham. Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken; det sender sine rødder mod vandløbet, det frygter ikke, når sommerheden kommer, dets blade er grønne. Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt. (Jeremias 17,5-8)

Bibelen kommer ikke med lyse løfter om kun at leve som i frodigt forår. I stedet for peger den på en tro, der hjælper os til at forberede tørkeperioden. Der vil komme hårde vintre, efterfulgt af brændende somre. Men hvis troens rødder stikker dybt nok og henter kraften fra Gud i afhængighed af ham, kan vi overleve tørken og blomstre op i tider med overflod.