For tre måneder siden købte jeg nogle blomsterfrø, for det kunne være hyggeligt at overraske min kone, Judith, med blomster fra egen have…. andet end de mælkebøtter, der kommer af sig selv. Og det var her ved denne tid, at de skulle begynde at vise livstegn… men nej, der er ikke kommet nogle blomster. Mon det kan hænge sammen med at jeg aldrig fik dem plantet, men at de stadigvæk ligger i mørket i min lomme? De har vist ikke haft de mest optimale vækstbetingelser.

I fredags læste jeg en notits i Israelsmissionens blad, der fik mig til at tænke på, at der vist stadigvæk var håb for mine små blomsterfrø. Man havde nemlig fundet et lille frø ved en arkæologisk udgravning i nærheden af den store borg Masada. Kulstof 14-metoden peger på at frøet er fra omkring år 73 efter Kristi fødsel – I har måske set storfilmen Masada, hvordan romerne belejrede og til sidst indtog borgen. Det var heromkring det frø var fra. Man har sat dette frø til at spire – og selv om det snart er 2000 år gammelt det frø, så spirer det og er nu en dadelplante på 33,5 cm.

Jeg kunne ikke forestille mig at det 2000 år gammelt frø nødvendigvis skal have specielle forhold for at vokse i forhold til mine småfrø. Der skal vel kun vand til, før der sker noget, så det fra at se dødt og unyttigt ud langsomt udvikler sig til at bliver en flot blomst – eller en palme. Det, der skal til, er vand. Lige så snart at frøet kommer i berøring med vand, så sker der et eller andet inden i frøet – liv. Det gamle frø forsvinder, og går til grunde, og erstattes af en levende plante.

På mange måder ligner vi mennesker sådant et frø – godt nok kan vi gøre os store tanker og filosofere om religion, filosofi og etik, men det vil aldrig blive til liv, hvis vi prøver ved vores egne kræfter. Mennesket uden Gud er som et dødt frø – vi kan ikke udfolde de tanker Gud har med os, og de muligheder vi har foran os, hvis ikke vi får kontakt med Gud. Hvis vi ikke kommer i kontakt med Gud, og den kraft og forandring, som kun Helligånden kan skabe i os – så vil vi bare ligge frugtesløse hen ligesom frøene i min lomme eller palmefrøene i nogle antikke krukker. Frøet kan hverken gøre til eller fra – men er blot nødt til at vente på at vandet kommer.

Jesus siger ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham”. Det er derfor noget vrøvl at tale om menneskets frie vilje i vores søgen efter Gud eller det guddommelige. Vi er kun et frø, der ligger og venter på vand – vi er skabt til at tilhøre Gud og uden Gud er vi bare en død skal uden liv. Vi kan kun sige nej til vandet og lukke os selv ude fra livet, som bliver tilbudt os. Vi har en vilje til at sige nej – ikke til at sige ja…. den eneste måde vi kan komme til Jesus på er ved at Gud drager os – er ved at Jesus tilbydes os.

”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham” – og drages vi ind til ham i kontakt med ham, så vil der ske et under. Det døde bliver liv - som frøet, der kommer i kontakt med vandet bliver til en plante.

Vi fejrer pinse i dag, og en af de store ting, der er resultatet af pinsen er at vi ganske almindelige mennesker bliver et tempel for Guds hellige ånd. Som frøet forvandles og til sidst forsvinder, sådan sker der også en forvandling af os, når vi kommer i kontakt med Helligånden – når Gud drager os. Det er ikke sådan, at vi først skal vokse og forandre os, før Gud vil kendes ved os. Det er desværre en nem fejltagelse at tro, at vi skal forandres og vokse og være gode mennesker, før vi kan blive elsket af Gud. Vi skal ikke vente til vi er gode nok, for at komme til Gud, for den dag kommer aldrig. Nej, det er modsat: Vi er elsket og vi modtager Gud nåde, og så kan vi forandres og vokse og være gode mennesker. Hvor Gud vinder frem – der sker der altid nyt!

Vi hørte fra profeten Ezekiel oppe fra alteret: ”Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop, og giver dem et hjerte af kød” (Ez 11,19-20). 

Hvor Gud vinder frem – der sker der altid nyt! Det er ikke bare noget overfladisk nyt, men grænsesprængende nyt – så Bibelen taler om at den kristne får et nyt hjerte og en ny ånd i sig. Det har konsekvenser langt ind i hjertet og personligheden på et menneske. Det gør at selv kristne palæstinensere og kristne jøder kan omfavne hinanden, og træde ud af det had og den dødsspiral, der borer sig længere og længere ned i deres folkesjæl.

Hvor Gud vinder frem – der sker der altid nyt! Det gør at en morder pludselig er frivillig arbejder i et vestjydske retrætested. Det er simpelthen gribende at høre en mand fortælle om hvordan Gud fandt ham i fængslet. Han sad i fængsel for at have slået sin kone ihjel, men Gud forandrede alt. Nu arbejder han som frivillig på Hellig Kors Kloster – et retrætested ved Skjern, hvor efterskoler og kirkelige foreninger tager hen for at finde ro og opbyggelse.

Hvor Gud vinder frem – der sker der altid nyt! I går så jeg filmen ”Korset og springkniven” – en sand, men ikke desto mindre fantastisk beretning om den unge landsbypræst David Wilkerson, der kommer til New York, og begynder at opsøge de mange gadebander. Med livet som indsats går han rundt og taler med dem, alle ellers har opgivet… og Gud forandrede selv den sejeste bandeleder, så han skiftede springkniven ud med en bibel.

Jeg fandt bogen ”Korset og springkniven” hjemme på boghylden – og bag på den står der følgende citat fra et brev, som David Wilkerson har modtaget. Personen har siddet i fængsel 17 gange og en af gangene fik han tilfældigt fat på bogen og læste den. ”Den fik mig til at tænke. Jeg tænkte, at hvis denne Gud kunne gøre sådanne ting for dem, så kunne han også forvandle mig. Jeg begyndte at tro på denne person – ikke lige på én gang, men lidt efter lidt, indtil jeg fuldt ud var klar over at Jesus Kristus var Frelseren, som døde på korset for mig. Jeg ønsker at du skal vide, at jeg har taget imod Jesus Kristus som min frelser”. Hvor Gud vinder frem – der sker der altid nyt!

… og jeg kunne blive ved med at fortælle fantastiske historier om hvordan Guds Ånd har givet mennesker et andet hjerte og en ny ånd. Hvor Gud vinder frem – der sker der altid nyt! Og det kan også ske med dig….  har du ikke haft kontakt med Gud, har du ikke mærket hans nyskabelse, hans forandring, hans Helligånd, jamen så var det måske i dag at du skulle bede bønnen: ”Gud forandre mig”. Den russiske forfatter, Tolstoy,  har en gange sagt: ”Alle tænker på at forandre menneskeheden – men ingen tænker på at forandre sig selv”. Bruger vi ikke bruger alt for megen tid på at bede: "Gud, forandre mine omstændigheder... forandre mine kolleger... forandre min familie situation... forandre omstændighederne i mit liv... ” Men sjældent beder vi den vigtigste bøn: ”Forandre mig, Herre”. Det virkelige problem er ikke min ægtefælle, min kolleger, min ven, nej det er mig, som har brug for bøn.”. ”Gud forandre mig” – og igen: Hvor Gud vinder frem – der sker der altid nyt!

Det kan være at du allerede er nået langt i dit kristenliv – nået til en modenhed, nået til dyb erkendelse af Guds løfter i Bibelen, men vi bliver aldrig færdige med at vokse som kristne, forandre os, for hver eneste dag som kristne er en dag i fællesskab med den almægtige Gud og det vil sætte spor og vækst i vores liv.

Hvis vi vender tilbage til billedet med frøene, der får vand og begynder at gro, så vil de først holde op med at vokse, når de går ud, når de dør. På samme måde med os kristne – vi vil også blive ved med at vokse i hellighed og kærlighed, lige indtil Gud en dag tager os hjem til sig i sin himmel.

Blomsterne eller palmen når aldrig hen til et tidspunkt, hvor de kan undvære vand. De har altid brug for vand, og de sender deres rødder dybere og dybere ned i undergrunden eller breder sig ud til siden for at finde mere vand, så de må kunne vokse endnu mere. Og på samme måde med os som kristne – vi når aldrig til et tidspunkt, hvor vi kan undvære Helligånden, hvor vi kan undvære Gud. Det er helt anderledes:  Jo længere tid vi er kristne, desto mere har vi brug for ham. Som planten sætter dybere og dybere rødder, sådan må vi også sætte rødder dybere og længere ned i Guds ord og dér hente liv og vækst. Ja, dér hente Jesus ind i vores liv, for han er den, der skaber ikke bare nyt liv i os, men evigt liv i os. Jesus taler ikke om vand i dagens tekst, men om en anden vigtig ting, nemlig brød. ”Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen, den, der spiser af det brød skal leve til evig tid”.

Det var lidt tanker, der ramte mig, da jeg læste de tekster til 2. pinsedag. Om at vi har brug for at Gud drager os ind til Jesus. ”Ingen kan komme til mig (altså Jesus), hvis ikke Faderen som har sendt mig, drager ham”. Vi har brug for at Gud griber ind i vores liv og forandre os, for uden hans indgriben vil vi bare være som et tørt frø, der ligger og sukker efter vand. Men når vandet kommer, når Helligånden tonser igennem vores liv som en anden bulldozer, så forvandles selv det hårdeste hjerte til et hjerte af kød. Så får selv den mest åndsforladte en ny ånd, Helligånden. Og med ham som vores medrejsende i livet går vi imod større og større vækst, større og større sejrer, større og større velsignelser. Som vi skal synge om lidt

                      ”Blomstre op da skal Guds rige

                      midt i blandt os dag for dag,

                      bære Åndens frugt tillige

                      Fadervor til velbehag”.