I søndags prædikede jeg om den åndelige søvn, som kan være en fare for os som kristne. Den åndelige søvn kommer lige så stille ind på os, ubemærket – og pludselig sover vi. Men en af de klareste advarsler på at man er ved at falde i søvn er, at man ikke længere er glad for det man har. At man bare tager det for givet, at vi er kristne, og hvad det betyder.

3. søndag i advent er en glædes-søndag, salmerne, jeg har valgt er glade salmer og teksterne, der bliver læst er fyldt med glæde. Den tekst, jeg lige har læst bliver kaldt ”Zakarias´ lovsang”.  Gud har netop skænket den gamle præst Zakarias og hans kone, Elisabeth, en søn, så alene derfor var der grund til lovsang. Men det er jo ikke en hel almindelig dreng, de har fået som søn. Det er Johannes Døberen,  ham, der skal gå forud for Guds frelser og bane vejen for ham og det er ham, Zakarias synger lovsange for. Teksten er spækket med ord, der kunne udfylde en hel prædiken – prædikener, som alle fortæller os, at vi har grund til at lovsynge Gud og takke Gud. Det blev jeg lidt grebet af, da jeg skulle forberede mig til prædikenen i dag – så jeg er faktisk ikke nået længere end de første fem linier af dagens tekst.

Zakarias siger ”Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn”.

I to sætning har Zakarias tre grunde til at prise Gud og dem vil jeg gerne pege på i dag: Gud har ”besøgt sit folk”, ”Gud har forløst sit folk” og ”Gud har oprejst os frelsens horn”.

Gud har besøgt sit folk.

Når Gud besøger sit folk, så er det ikke bare sådan et høflighedsvisit, hvor man lige kommer kort forbi. Jeg fandt en gammel ven frem her i tirsdags, da jeg sad og skulle forberede min prædiken – en gang var vi næsten uadskillelige, men nu står den og samler støv på bogreolen. Det er Det ny Testamente på græsk, men slår man op i det, så kan man se, at der ligger noget mere i det ord, end bare et høflighedsvisit. Det er det guddommelige frelsesbringende besøg. Det er et besøg, med et godt formål – der er omsorg i ordet ”besøgt”.

I kender nok Josef fra Det gamle Testamente – i en tid med hungersnød i Israel får han reddet hele sin familie i sikkerhed i Egypten, hvor han har en høj stilling. Da Josef ligger på sit dødsleje siger han til sine brødre: ”Jeg skal snart dø. Men Gud vil tage sig af jer” (1 Mos 50,24). Gud vil tage sig af jer… kigger man lidt nærmere på den sætning, så kunne man lige så godt have oversat det med: ”Gud vil besøge jer”. Og man må jo sige, at Gud besøger jøderne – I kender nok historien om hvordan Gud befrier jøderne fra slaveriet i Egypten. Godt nok er det Moses, der leder folket ud, men Gud er med dem hele veje som en støvsky om dagen og en ildsøjle om natten. Hele vejen er Gud med dem – for han besøger sit folk og er med dem hele vejen, selv når de gør oprør mod ham er han dér.

Zakarias starter sin profetiske lovsang med et ”Gud har besøgt sit folk”. Som Gud besøgte sit folk og frelste dem fra undertrykkelsen og slaveriet i Ægypten, sådan har Gud besøgt sit folk nu, for at befri os fra undertrykkelsen og slaveriet i synden. Som Gud befriede sit folk ikke ved bare at sende en Moses af sted, sådan befrier Gud nu sit folk, ikke bare ved at sende Johannes Døberen, men ved selv at komme. Ikke som en ildsøjle eller en støvsky, men ved at komme som et menneske… ja, ved selv at blive et menneske.

Det er en stor ting, at Gud besøgte sit folk, for at redde os – men noget andet er at han ikke bare sendte en eller anden lavere rangerende i det himmelske hierarki. Nej, Gud kom selv! Gud blev menneske. Den, Gud, som skabte himmel og jorden, blev menneske.

Det er mit indtryk, at Jehovas Vidne har en eller anden kampagne i gang i Horne for tiden – jeg ved ikke om det også gælder sådan i Asdal. Det er kærlige mennesker, oprigtige mennesker, og de fortjener ikke, at man smækker døren i hovedet på dem, og noget andet, det er jo heller ikke særligt kristent at gøre det. Men de tager fejl – de tager fejl mange steder i deres teologi, og en af de steder, hvor de virkelig tager fejl er i deres syn på Jesus. De kan sige mange fine ting om Jesus, men de er nødt til at stoppe, når vi begynder at tale om at Gud, ham som vi kender som JHWH, Jahve, at han er blevet et menneske. Det kan de sige – Jesus er ærkeenglen Michael, han er Guds søn, men han er ikke Gud. Jesus er ikke Gud, men en gud. Men så meget elskede Gud os, at han selv blev menneske for at besøge os, for at tage sig af os… for at forløse os.

Gud har forløst sit folk

Nu er vi pludselig henne på markedspladsen – handlen går godt med alskens ting. Der er også kommet en slavehandler med sit lager af slaver – skulle det mærkelige ske, at en slave bliver købt og frigivet, så var han forløst. Det er det, der ligger i det ord – at Gud fremskaffede løsesummen for at befri os fra syndens slaveri. Fra at være fanget af Djævelen, så er vi nu forløst.

Gud har oprejst frelsens ord

”Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk” og Zakarias fortsætter i samme tone: ”Han har oprejst os frelsens horn”. Frelsens horn – de jøder, der stod omkring ham vidste nøjagtig hvad Zakarias tænkte på – han tænkte på brændofferalteret i tempelet, som havde fire horn i hver sit hjørne. En gammel regel betød, at den, der greb i din horn ville blive frelst, de ville blive benådet. Finder vi det gamle Testamente frem igen, så læser vi om, hvordan en bliver reddet ved at holde fast på frelsens horn – og det er jo et pragtfuldt billede på Jesus. Den, der rækker ud efter frelsens horn vil blive benådet. Men sådan er det ikke altid. I et kapitel hører vi om at en bliver benådet, fordi han står og holder fast på alterets horn, men i næste kapitel bliver en person, alligevel hugget ned og dræbt, selv om han holder fast på alterets horn. Den person, der var tale om er Joab – han var en af Kong Davids store krigere og var loyal overfor kongen i alle ting. Men da David døde støttede han oprøret mod den nye konge og det blev hans endeligt. På sine gamle dage blev Joab beskrevet som samvittighedsløs og fyldt af hævnlyst. Han har set, hvordan en havde hjulpet sig ud af en knibe ved at holde fast i alterets horn, så det gør han også. Men det hjælper ikke – Joab bliver slået ihjel.

Vi må vel egentlig sige, at Zakarias´ flotte billede med frelsens horn krakelerer lidt… når det alligevel ikke hjælper, at holde fast på frelsens horn. Men hvorfor blev den første reddet, når den anden blev slået ihjel? Jeg  ved det ikke, måske er det fordi Gud ikke er en automat. Det er ikke nok, at man hiver ud efter det hellige med mindre, at man også har sin sjæl og sin tro med sig. Joab havde set det virke – ”det virkede før, så må jeg jo også kunne redde mig selv på den måde”, men Gud er ikke en automat, der levere frelse bare vi gør de rigtige ting og siger de rigtige trylleformularer. Ikke alle, der griber ud efter frelsens horn vil også blive frelst – det hjælper ikke, hvis det hvis bliver gjort i blind automatik eller som en tom tradition.

Vi kan gribe ud efter frelsens horn ved at gå i kirke – men man bliver ikke automatisk frelst ved at gå i kirke. Man kan være medlem af kirken hele sit liv, men hvis man ikke har været medlem af Jesus Kristus i troen, så hjælper det ikke.

Vi kan gribe ud efter frelsens horn ved at pege på vores dåb: Så længe jeg er døbt har jeg mit på det tørre, så har jeg visse rettigheder overfor Gud, men sådan er det ikke. Når vores kristne brødre og søstre i frikirkerne ser ind i vores kirke, så er det det, de ser: ”Når bare de er døbt, så tro de, at det er alt”…. og de vil sige: Men det er ikke hele sandheden. Og det er rigtigt – det er ikke hele sandheden. Der skal tro til, der skal liv til. Dåben er ikke en bekendelseshandling, men at Gud tager sætter os ind i et nyt forhold til ham – og dér kan vi leve vores nye liv, troens liv.

Vi kan gribe ud efter frelsens horn i nadveren – men der er ikke noget automatik i nadveren. Ja, Bibelen advarer os faktisk fra at gå til alters tankeløst, for vi kan spise og drikke os en dom til (1 Kor 11,27ff). Nadveren er stadigvæk nadver selv uden troen, men den hjælper os ikke, hvis vi ikke også åndeligt tager imod den. Hvis vi ikke åndeligt rækker ud efter frelsens horn.

Men så er der også frelse. Gud har så meget i vente til os, hvis vi bare rækker ud efter frelsens horn. Hvis vi bare rækker ud efter Jesus, og bekender for ham, at vi ikke kan leve uden ham, men at vi så sandelig heller ikke kan dø uden ham. Alt er klar og færdig – du skal bare række hænderne ud og gribe det. Hvis I lægger mærke til teksten her, så taler Zakarias i datid. Gud HAR besøgt og forløst sit folk. Gud HAR oprejst frelsens horn, men Jesus er jo slet ikke født endnu, så hvorfor kan han tale som om det allerede var sket? Jo, det kan han, fordi Zakraias stoler så meget på Guds løfter, at et ord fra Gud, allerede er et opfyldt ord, længe før det er sket. Så derfor kan Zakarias lovsynge Gud længe før han egentlig har set løfternes opfyldelse.

Har vi så ikke større grund til at være glade og synge lovsange her i adventstiden? Vi lever jo efter løfternes opfyldelse – Zakarias ser igennem profetiens tåge, hvor vi kan se hvad der helt konkret lå i profetiens ord. Vi kan se hvad det betød, at Gud besøgte os. Vi kan se hvad det betød, at Gud forløste os. Vi kan se hvad det betyder, at han rejste frelsens horn… har vi ikke grund til at takke Gud? Så lad det ikke bare være tomme ord, men lad det være ord fyldt med kraft, mening, og med håb for fremtiden:

                      Tak og ære være Gud

                      som har ført sit løfte ud

                      og til syndres salighed

                      sendt sin kære søn herned.