To jægere var en dag på jagt, da de pludselig stod foran en bjørn, der var så stor, så de smed alt hvad de havde i hænderne og løb deres vej. Den ene mand klatrede op i et træ, imens den anden gemte sig i en klippehule i nærheden. Det så ikke ud til at bjørnen havde travlt med at spise, så den satte sig imellem træet og hulen og ventede.  Pludselig - og uden nogen grund - kom den anden mand løbende ud af sin hule og var næsten ved at løbe ind i den ventende bjørn, stoppede op, og løb så tilbage i hulen igen. Det skete endnu en gang - men da ha dukkede op for tredje gang råbte manden i træet: "Anders, er du vanvittig! Bliv i hulen indtil bjørnen er forsvundet". "Det kan jeg ikke" råbte Anders tilbage "der er en anden bjørn inde i hulen".

Har du det nogensinde lige som manden i hulen - lige meget hvor du kigger hen, så er der et andet problem, der bare venter på dig. Lige meget hvad du gør, så kan du ikke slippe væk fra dine problemer. Ofte ser det faktisk ud til at i stedet for at løse dem, så bliver de faktisk værre af at vi render frem og tilbage imellem dem. Og hvor er Gud henne i alt det her? Hvad hjælper det at være en kristen, hvis vi alligevel har livet fyldt med problemer?

Hvad hjælper det at være en discipel af Jesus, hvis man er ude midt på Genezareths sø og er ved at drukne midt i uvejret?

Forbered dig til stormen i det stille vejr.
En af lærerne på Horne Ungdomsskole sagde forleden sådan i spøg, da vi talte om eksaminer, at eksamenen var "den flittige elevs fest". Der er jo nok desværre lidt rigtigt i det, selv om 50% af en eksamen også er at man skal fuppe sig frem, så læreren tror man kan mere end man egentlig kan. Men jo mere man har forberedt sig i løbet af året, jo mindre kan eksamen få en ned med nakken. Og sådan er det også i vores åndelig liv - jo mere vi har forberedt os imens det går godt, imens problemerne slet ikke er kommet, jo nemmere er det at klare sig igennem problemerne, når de så kommer. Det hjælper ikke, at man først pakker bogen ud af plastik-indpakningen, når man sidder inde i forberedelseslokalet inden eksamen.
På samme måde er det vigtigt, at vi forbereder os på problemerne, før de kommer. Vi skal ikke rende rundt og tage forskud på problemerne - for den tid den sorg. Der er desværre folk, der ødelægger deres liv nu, fordi de er så travlt optaget med at bekymre sig over nogle problemer, som kunne komme, men som faktisk viser sig aldrig at komme. Vi er ikke sat til at bekymre os til døde, men vi er sat til at leve et liv i glæde og velsignelse.
Men hvordan kan vi så forberede os på problemerne, hvis vi ikke kan få lov til at fokusere på problemerne og finde en løsning på dem, inden de dukker op? Jo i stedet for at fokusere på evt. problemer, så skal vi fokusere på ham, der kan løse vores problem: Jesus. Vi skal forberede os på vores dårlige timer i de gode timer, ved at bygge et forhold på til Jesus. Ved at lære ham bedre at kende - læse i Bibelen, bede, tale med andre Jesus. Det er for sent at bygge høfder, når først vandet har oversvømmet markerne.
Dagens tekster handler om at stole på Herren, selv midt i problemerne, Paulus fortæller om Abraham og Sara. I kender nok fortællingen om de to, hvordan de i en høj alder stadigvæk ikke havde fået børn og det var faktisk en slem situation, for uden børn ingen arvinger til alt det, han havde fået samlet sammen. Al den rigdom, han havde skulle gives væk til andre. Og de løfter, som Gud havde givet ham: "Jeg vil gøre dig til et stort folk"? - hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når han ikke havde fået noget barn?
Og mon ikke folk har tænkt, at der var noget galt med deres gudsliv, siden Gud ikke har givet dem nogle børn?  Men I kan så nok også huske, hvordan Gud besøger dem med løftet: "Næste år har I et barn" - hvordan Sara ikke rigtig på det og griner af Gud, der svarer tilbage: "intet er umuligt for Herren". Paulus skriver om Abraham: "han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre".
Og I kan nok også huske, at Sara næste år trods hendes manglende tro og den høje alder, at hun da sad med sin dreng, Isak, på sit skød.

Hopper vi længere frem i tiden finder vi evangeliet, der handler om disciplene, der kæmper mod et ret håndgribeligt problem: De kæmpe bølger ude på Genezareth sø, der går dem imod og som vel er ved at slå båden i stumper og stykker og gøre dem til fiskefoder.
Der står ikke noget om hvordan de reagerede, da stormen pludselig rejste bølgerne omkring dem, men de skulle i hvert fald have været godt klædt på til stormen - de skulle have været godt forberedt. Teksten her er hentet fra Mattæus-evangeliet, og lige før vandringen på søen fortæller Matthæus os om hvordan Jesus havde givet mad til fem tusind mennesker ved bare at have fem brød og to fisk. Det har garanteret styrket deres tro på at "Intet er umuligt for Herren". De har set det med deres egne øjne, og de har sikkert også være en smule høje ovenpå den oplevelse, men nu kæmper de for deres liv ude på søen.
Der står ikke noget om hvordan de reagerede - men lignede de sådan gennemsnitsmennesker, så har de nok være rædselsslagen for at drukne derude. De har nok glemt hvad de lige har set inde på land.. for det er utroligt, så let vi glemmer, hvad Jesus har gjort for os. Det er let når problemerne tordner sig op, pludselig at få blikket væk fra det vi har oplevet med Gud, de øjeblikke, hvor vi har mærket, at "intet er umuligt for Gud". Det er let at synge salmen "han som har hjulet hidindtil, han hjælper nok også herefter", men at leve det, når problemerne er drabeligt tæt på... det kan være svært... især, hvis vi ikke har forberedt os godt nok på mere fredelige tidspunkter. At vi i de fredelig tidspunkter ikke stirre os blinde på de problemer, der måtte komme, men stirrer os salige på problemknuseren og lærer aldrig at vende blikket væk fra ham.
Det var det Peter gjorde, da han ellers fulgte Jesu kommando: "Kom ud på bølgerne til mig". Pludselig vendte han blikket væk fra Jesus og ud på bølgerne, og så begyndte han at synke. På samme måde vil vi synke ned i problemerne, hvis vi stirre os blinde på problemerne, hvis vi vender blikket væk fra Jesus og hen på problemerne... vi vil synke ned i fortvivlelse og håbløshed. Vi vil kunne komme i en situation, hvor vi lige som manden med bjørnen render fra den ene bjørn til den anden... altså hvor vi render fra det ene problem til det andet.
Men har vi først vendt blikket væk fra Jesus, så er spillet slut. Så er der ikke noget at gøre, så kan vi lige så godt give efter og synke ned... så er spillet slut. Nej, heldigvis ikke. Heldigvis er Jesus klar lige med det samme, når Peter råber "Herre, frels mig!" - Jesus griber fat i Peter, og redder ham.

Det er i hvert fald hvad jeg får ud af at læse de tekster, der er sat af til denne søndag. At det gælder om i god tid at forberede os på de svære tider ved at lære at fokusere på Jesus, som Guds søn og  fortsætte med at holde øjnene på ham, når problemerne så kommer. Vi bliver ikke lovet et problemfrit liv, når vi slutter os til Jesus... ja, faktisk tværtimod, så er der nogle problemer, der vil ramme os, netop fordi vi slutter os til ham ved at tro. Men Jesus lover os, at han vil være med os - styrke os og bevare os.

En ung amerikaner skulle under anden verdenskrig af sted som soldat i marinen og hans forældre var naturligvis bange for at de aldrig nogensinde skulle se ham igen. Og til afsked sagde han: "tænk på, at selv det største ocean ikke er større end det kan være i Guds hånd". At det kan nok blive så mørkt, at vi føler os borte fra Gud, men det kan aldrig blive så mørkt, at han ikke kan se og bære os.
I teksten fra Esajas, som jeg læste fra alteret står der: "Hvorfor siger du... Min vej er skjult for Herren, Gud ænser ikke min ret?" Ved du det ikke, har du ikke hørt det: Herren er en evig Gud... han bliver ikke træt og udmattet... han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke... de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørnen. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes". Eller som Martin Luther skrev:
                     "Vor Gud han er så fast en borg
                      han kan os vel bevare,
                      han var vort vært i al vor sorg,
                      vort værn i al vor fare".