Den største bølge i gaveorgiet er nu overstået– et utal af gaver er blevet åbnet, nogle er blevet åbnet med et "Nejjjjj!" (siges glad), imens andre er bare er blevet åbnet med et "nejjj!" (udtales med stor skuffelse).
I USA laver de undersøgelse for snart sagt alt ting – jeg fandt en sjov en den anden dag, hvor banken bag kreditkortet "American Express" havde lavet en undersøgelse af hvad der skete med dårlige gaver, som folk ikke kunne bruge. 30% af de adspurgte ville gemme dem i skabet. 21% ville bytte dem, imens hele 19% ville give de dårlige gaver til nogle andre.
For to år siden fik jeg en gave af min svigermor og svigerfar, som nok ville ende som de 30%, der ville ende i skabet. Jeg pakkede den troskyldigt op med et "neejj!" – det var fire store batterier. Men det er da altid rart at have batterier i huset – man ved jo aldrig hvornår man får brug for sådan nogen, så "mange tak". Ikke fordi jeg havde noget elektronisk apparat, der brugte så stor batterier, men "mange tak". Først et par gaver henne i juleaften fik jeg så en stor lommelygte – så kunne jeg jo nemt se, hvad batterierne skulle bruges til.
Gad vide hvor mange julegaver, der bliver anset som en dårlig gave, men i virkeligheden er en rigtig god gave, men man ved bare ikke, hvad det er eller hvordan den skal bruges. Mon det er sådan med for nogen med julens egentlige gave – den gave, som vi har fået af Gud, nemlig hans egen søn, Jesus? Der er nok ingen, der vil sige, at Jesus var en dårlig gave, men alligevel hvis man ikke ved hvem Jesus er, hvad Jesus kan og hvad hans fødsel betyder, og at det faktisk rammer ind i os menneskers dybeste behov, jamen så ender han såmænd nok i skabet. Dårlig gave. Ubrugelig gave.
Man skal nok holde tungen lige i munden, når man læser den tekst, som jeg lige har læst. Men her forsøger Johannes at fortæller os, hvad Jesus er og hvad han kan. Han kommer her en forklaring på hvad der rent faktisk skete i skikkelse af de fattige folk fra Nazareth i den stald i Betlehem, og hvad det betyder for verden at det skete. Han fortæller os, hvad Jesus er…
Jesus er Ordet
Johannes tager os ikke med tilbage til Betlehem i en stald, men tager os med helt tilbage i tiden – ja, til før der var noget, der hed tid: "I begyndelsen var Ordet". Når vi skal give udtryk for hvem vi er, så er vi nødt til at bruge ord. Her er Ordet ikke bare nogle lyde, der kommer fra en mund eller som vi har stående i en bog eller i et brev. Ordet er udtryk for Guds tanker og vilje eller beslutning – det er Guds åbenbaring. Ordet er alt det, som Gud vil sige til os mennesker. Men hvad er det for et ord, Gud siger, når han skal beskrive sig selv, og når han skal fortælle os mennesker hvad han vil med os? Jo, han taler frelse, Gud giver Ordet navnet Jesus, som betyder "Herren frelser". Gud talte julenat – Gud talte frelse julenat.
Den himmelske julegave er at Jesus er Guds frelsende vilje - og hvorfor skal den julegave ikke smides hen i skabet? Fordi Jesus er det eneste sted, vi kan høre Guds frelsende ord til os. Hvis du ikke har brug for en frelser i dit liv, så kan du roligt smide ham hen i skabet. Men hvis du har brug for en frelser, så grib om ham, tro ham, brug ham.. lyt til ham, for hans ord er Guds ord.
Gud har talt mange gange i Israels historie – enten domsord eller ord til frelse. Mange steder i GT står der, at Guds ord kom til profeten, der så gav sig til at profetere. Profeterne bar Guds ord ud til folket. Men her var det ikke kun en profet, der kom, det var ikke engang en laver i det himmelske hierarki – en engel. Nej, det var selve Ordet. Det var Gud selv, der kom for at tale til os. For Ordet er Gud – Jesus er Gud.
Det er selvfølgelig en fantastisk tanke, at Jesus var Gud – ikke bare en gud, som nogle sekter mener, eller at Jesus var guddommelig. Nej, Jesus var Gud – med stort G.
Prøv tænk på at de første kristne var jøder – jøderne, der var strengt opdraget med at der ikke var andet end én Gud. Jødernes trosbekendelse lyder "Hør Israel, Herren er Gud, Herren er én". Der er kun en Gud – Gud den almægtige. Men alligevel kunne de første kristne sige "Jesus er Herren". Eller sige som disciplen Thomas: "Min Herre og min Gud". Var det ikke et oprør mod det centrale i deres tro, troede de ikke pludselig på to guder? Nej, selvfølgelig ikke – de så Jesus som Gud – de Jesus som den eneste Gud.
Den himmelske julegave var, at Gud blev menneske. Og hvorfor skal vi ikke smide den julegave hen i skabet? Det skal vi ikke, for det betyder, at vi ikke er frelst af en eller anden skabning, som Gud skabte, men vi er frelst af Gud selv. Den Gud, jeg tror på døde for mig på korset udenfor Jerusalem, og han stod op fra de døde tre dage efter. Gud selv betalte prisen for mine synder for at frelse mig, og genskabe det fællesskab, som var brudt af min fejl og mine synder.
For det andet betyder den julegave, at hvis Jesus er Gud, så kender vi Gud. Den evige Gud, som ingen har set, og som ingen kan tåle at se, ham kan vi lære at kende. Hvis vi vil vide noget om Gud skal vi bare se på Jesu liv – se på hans medlidenhed, se på hans kærlighed.
Gud blev kød.
Vi kan lære Gud at kende ved at se på Jesus, men at Gud blev menneske betyder også noget for Gud Det er ikke bare os, der ved hvem Gud er. Nu ved Gud også fuldt og helt hvad et menneske er. Ikke bare som førhen, fordi han har skabt os, fordi han kender os ud og inde, "Gud, for du kender vor skabelses gåde, støvtråde-værket du kommer i hu", som vi synger i en lovsang. Han kendte også vores svagheder før. Han vidste hvad vi havde af problemer med at overholde hans ord… men som et gammelt ordsprog siger, så er det kun, den der har skoen på, der ved hvor den trykker. "Ordet blev kød og tog bolig i blandt os", skriver Johannes. For at sige det på en plat måde, så tog Gud skoen på for at mærke, hvor den trykker.
Jeg har hørt en lille søde historie om en lille 5-årig dreng legede med sin lillebror på omkring 2 år. Det gik da også meget godt lige indtil den toårige greb ud efter storebrors hår og rev i det. Han råbte af smerte og moderen kom løbende ind. Tårerne stod ned af kinderne på ham, da han forklarede hvordan lillebroderen havde hevet ham i håret. "Dumme lillebror". "Åhh… " svarede moderen" han er bare to år gammel, han ved jo slet ikke hvordan det gør ondt at blive revet i håret". Tårerne blev tørret af og moderen gik, men efter et par sekunder hørte hun et andet skrig – det var lillebroderen, der skreg og moderen kom springende ind: "Hvad er der galt?". "Du sagde, at han ikke vidste, at det gør ondt, når man bliver revet i håret. Det ved han nu".
Gud ved hvordan det føles at være menneske. I lidt over 30 år gik Gud rundt på vores jord og oplevede alt det, som du og jeg har prøvet. Han blev træt, han blev tørstig. Han grinede, han græd – han oplevede glæden ved at møde nye venner og sorgen ved at miste. Gud ved hvad det vil sige at være et menneske – han forstår os fuldstændig. Han forstår vores svaghed og vores begrænsning. Gud valgte at identificere sig med vores smerte, vores menneskelighed, vores kød.
Og hvorfor skal vi ikke smide den gave hen i skabet? Jo, fordi det betyder at kommer vi til Gud møder vi ikke en fjern og urokkelig tyran, men vi møder en forstående Gud, der har de samme erfaringer som dig og som kan forstå dig og som vil give dig måske ikke det du sørger, men det du har brug for. Og her er det måske at Guds julegave virkelig viser sin langtidsholdbare værdi.
Jeg læste et rørende interview med en 90 årige Käthe Magelund, der i år skal holde jul for tredje gang uden sin mand gennem 64½ år – om de tanker, hun gjorde sig, for det er især ved højtiden, at savnet virkelig melder sig. Jeg har talt med en mand, hvor gråden og sorgen over at have mistet sit spædbarn først rigtig brød igennem juleaften. "for han ligger oppe på kirkegården, imens jeg sidder her og fejrer jul".
"Vor Fader i himlen, lad det ske. Lad julesorgen slukkes" – sådan skal vi synge om lidt. Julen er en glædelig fest, men kan også være en tid med mørke og triste tanker, og der kan alt pjank og pjat, som også er en del af julen, der kan det være som slag i ansigtet. Der kan være en alt for stor modsætning mellem den glædesfest, man oplever udadtil, og den sorg, man føler inden i sig selv. Hvis vi ikke smider julens bedste gave hen i skabet, så kan han slukke julesorgen. For midt i savnet over en kær afdød, der lyder julebudskabet "I ham var liv og livet var menneskers lys". Jesus er det evige liv. Tror vi på ham får vi del i det liv – som også kan holde vore kære oppe. Der skal også være plads til sorg i juledagene, vi skal ikke kvæle den, hvis den melder sin ankomst, for "nu taler vi om noget andet". Lad der være plads til sorgen – juleevangeliet er stærkt nok til også at bære sorgen, men lad det være en besejret sorg, for Jesu fødsel var startskuddet til sejren over døden.
Lad der også være plads til de tunge og mørke tanker, der kan melde sig – også dem kan julens hovedperson bære, for Jesus er "det sande lys, som oplyser ethvert menneske".
Julen er glædens fest, men ikke en påtvunget glæde med syntetiske smil, for Jesus er ægte og hans glæde og fred er ægte. Det er det mærkelige med glæden og freden fra Jesus, at den kan eksistere selv om der er sorg og ufred nok til at kunne kvæle en. Guds julegave er håb og trøst, er lyset midt i det mørke, som vi kan have i vores indre af den ene eller anden grund.
Det er ikke et ord som de andre
det kan styrte selv dødens tyran
det er lyset, hvorved vi skal vandre
gennem mørket til morgenens land.
Dette ord blev et lyshav i tiden
det har lyst gennem slægterne siden
det er Gud, det er menneskets lys.
