Min prædiken til i går handlede om fred…. om fred i hele verden og det er lidt samme spor, jeg  gerne vil ind på her ”dagen derpå”. Hvordan skaber vi fred?

I dagens tekst har vi to forskellige svar på det spørgsmål. Spørger vi den første vi  møder her i begyndelsen af Lukas Evangeliet, så vil han nok pege på sværdet og diplomatiet som den bedste vej mod fred. I kan nok huske starten af teksten ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus”.

Kejser Augustus blev egentlig betragtet som fredens mand på det tidspunkt, hvor Lukas skrev sit evangelium. Augustus var manden bag ”Pax Romanum” – den romerske fred. Romerriget gik fra Spanien i vest til Indien i øst, men efter mordet på kejser Julius Cæsar havde der været uro og borgerkrig mange steder i det kæmpe rige. Det var først, da Augustus havde tilkæmpet sig kejserkronen, at der kom ro i det store rige – for romerne var Augustus virkelig en heroisk figur. Romerne gjorde endda Augustus fødselsdag, den 23. september, til den første dag i et nyt år, for som man sagde: ”Cæsars fødsel var begyndelsen til alting…. han satte verden i stand… Gudens fødselsdag markerer begyndelsen til evangeliet til verden”.

Augustus´ regeringstid var romernes glansperiode med en ny frelser og en ny kalender – vores måned august er endda opkaldt efter ham. Det var en tid med stor økonomisk fremgang oven på årtiers opslidende borgerkrig. Handel og landbrug kom på benene igen – og i centrum for det hele stod: Augustus. Ingen var i tvivl om hvem, der havde magten i romerriget … og jo mere magt desto flere titler, så da han døde i år 14. e.Kr. hed han: ”Gajus, Julius Cæsar Augustus, Guds søn, ypperstepræst, konsul, kejser, indehaver af retten over senatet og fædrelandets far”.

For at få alt det her på benene måtte han først have styr på sit rige. Derfor udsendte han en befaling om folketælling i hele verden. Havde han først registreret alle vidste han også hvem der var hans! 

Han tilbød sig selv som gud for de forvirrede og modløse – han skulle frelse verden ved sin politiske genialitet, hans militære magt og den romerske kulturs overlegenhed. ”Hil cæsar” – og man kunne tilføje som et omkvæd ”Ære være mennesket i det højeste”.

På sin vis – hvis vi glemmer alle de underkuede lande og nationer, jamen så var Augustus en fredens mand – for hvor hans hære havde været, dér var der fred. Og det var vel også ønsket om fred, der drev ham. En af de mærkeligste ting er at alle de største militære genier taler om fred. De gamle krigsherre grækeren Alexander den Store, eller Augustus´ plejefar, Julius Cæsar, franskmanden Napoleon søgte efter en fredelig verdensorden. Dem, der har nærlæst Hitlers Mein Kampf mener, at Hitler brændte for en ting: Fred i Tyskland. Og også dagens ledere taler om fred. Hver eneste gang vi smider en bombe siger vi, at det er for fredens skyld. Selv om der er gået 2000 år siden Augustus sad ved magten i Rom, jamen så er vi ikke nået meget længere end at fred opnås gennem to ting: Sværdet og diplomatiet i en skøn eller uskøn forening. Og selv om vi kan argumentere for det fornuftige i at kaste bomber i hovedet på de andre, jamen så ændre det ikke på at liv går tabt. Liv som er skabt i Guds billede. Så ændre det ikke på, at et menneske, som er elsket af Gud, går til – et menneske, som også er sikret af det femte bud i Guds lov: Du må ikke slå ihjel. Det er kun oppe i vores hoveder, at det bud er trådt ud af kraft, når der er krig. Eller budet om ”Hvad du vil at andre skal gøre mod dig, det samme skal du gøre mod dem”, står stadigvæk med magt, vi har slet ikke myndighed til at ophæve budet, for det er ikke os, der har vedtaget det. Det er Gud den almægtige, ham, der ikke bare er vores Gud, men som er alle fronters Gud.

Er det ikke uhyggeligt, at vi ikke er nået længere på 2000 år end at vi stadigvæk er nødt til at ty til bomberne og truslerne for at få fred? Jeg ved godt, at ofte kan vi ikke se nogen anden udvej, men det gør det jo ikke bedre. Tværtimod.

Men heldigvis er der to metoder at skabe fred på – der er kejser Augustus metode, og der er Jesu metode. Der er menneskets måde på den ene side og på den anden side, så er der Guds metode og menneskets metode

Ligesom Augustus havde mange titler, sådan har Jesus også mange. For lidt siden hørte vi oppe fra alteret: ”Man skal kalde ham Underfuld rådgiver, vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste”. Og hvordan adskiller den fred sig så fra den fred, som Augustus skabte? Jo, det gør den i sit udgangspunkt og det hører vi ved at stille et simpelt spørgsmålet: ”Hvor er din fjende?” Augustus ville i første omgang svare: Min fjende er Antonius, der også gerne ville være kejser. Får jeg bugt med ham, så skal der nok blive fred”. ”Nej – sådan er det ikke” – svarer Gud. Din fjende sidder ikke og gemmer sig i en bjerghule et eller andet sted ved grænsen mellem Afghanistan og Pakistan. Din fjende sidder ikke i Iran og forsøger at lave beriget uran. Men hvor er din fjende så henne? Jo, han sidder lige her inde i dig selv: Synderen. Og derfor kæmper Augustus og alle statsledere egentlig forgæves, for så længe vi ikke kan gøre noget ved roden til ufreden, synden, så vil der altid være ufred, krig og undertrykkelse. Paulus udtrykker det rammende med ordene ”det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg!”.

Selv den reneste hærchef og statsmand render rundt med kilden til ufred inde i sig selv… så skal freden på noget som helst tidspunkt blive til noget, så er der nødt til at komme en udefra for at skabe den. Og det jo lige netop det, der skete den nat, hvor Jesus blev født. Englene sang det: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”. Og derfor forstår jeg ikke, at man kan forkaste jomfrufødslen, for netop lige dér slås det jo fast, at frelsen og freden kom udefra. Hver femte danske tror ikke på jomfrufødselen virkelig skete. Men uden jomfrufødsel ingen kristendom – uden jomfrufødsel ingen ”freden uden ophør”. For lidt siden læste jeg fra Hebræerbrevet: ”Da han [Jesus] havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højeste højre i det høje”. Jeg vil sige: Uden jomfrufødsel kunne Jesus ikke have skaffet renselse for vores synder.

Ligesom Augustus blev kaldt ypperstepræst – sådan kalder Hebræerbrevet også Jesus for vores ypperstepræst, men den evig ypperstepræst. Hebræerbrevet gør meget ud af at fortælle, at havde Jesus ikke været syndfri, så havde han ikke kunne skaffe tilgivelse for vores synder. Så havde hans syndfrie liv og hans død på korset bare skaffet tilgivelse for sig selv, men ikke også for os andre. Men nu er Jesus den syndfrie – kommet hertil ved endnu et af Guds undre: Jomfrufødslen. Og derfor kan vi hører juleevangeliet om jomfruen, der føder et barn, som et budskab om her kommer den hjælp udefra, som vi har brug for. Her i krybben er centrum for verdensfreden.  Dér er der håb – der er der frelse – der er der fred. Frelserens navn er ikke kejser Augustus, men Kristus, Herren. Og som vi hørte fra alteret fra Det gamle ”Stort er herredømmet, freden uden ophør”… Og denne fred skal ikke gennemtrumfes ved hjælp af en enorm hær, den skal ikke sikres ved at lave folketælling… nej, den gennemføres 30 år efter på Golgatha og den skal sikres ved at Jesus opstår fra de døde.

Kejser Augustus og alle de efterfølgende og nuværende cæsarer er intet værd som frelser – det er alene Jesus Kristus, der er værd at kaldes frelser og fredskaber. Gud sejrer, hvor Cæsar slår fejl – kun Gud kan frelse.

Juleevangeliet handler om to slags strategier for at få fred: Guds strategi og menneskets strategi. Juleevangeliet handler om to slags frelsere: På den ene side Gud, der blev menneske og på den anden side mennesket, der blev dyrket som gud. Men menneskets stræben er fejlet før og det vil ske igen – fred er blomstret op og er igen druknet i vold og uro - riger er blomstret op og er forsvundet igen. Hvem ved, måske kan man om 100 år få rundtur i de forladte bygninger af kejserpælaet ”Det hvide Hus” i Washington?