Nu er vi nået til juleaften – en aften, hvor vi skal være sammen, gå i kirke, hygge os sammen, spise noget god mad og en masse lækkert slik… og så det, ingen af os kan lide, nemlig gaverne. Men det er jo noget, der skal overstås.

Jeg har hørt om en bedstemor, der hver eneste år sendte en stor check til sine børnebørn, men de kom aldrig og sagde tak til hende selv om, det faktisk var et ret stort beløb.

"Men dette år var det helt anderledes" sagde bedstemoderen "i år kom de alle sammen personligt og sagde tak til os".

"Det var dog vidunderligt – hvordan kan det være, at de pludselig gør det?"

"Årh… det var da meget nemt" svarede bedstemorderen "i år underskrev jeg ikke checken".

Den allerbedste gave, Danmark nogensinde har fået, var i 960, hvor Danmark blev kristnet af Harrald Blaatand. Det var "Hvide Kristus", der vandt over Asa-troen. Jeg synes det er vildt spændende at læse om de gamle nordiske guder. Men jeg er nu glad for at det var kristendommen, der vandt over asa-troen dengang. At det var sandheden og kærlighedens religion, der sejrede over myter og krigsreligion.

For hvor Odin og Thor bare er eventyr, så er Jesus rigtig nok også selv om jeg må indrømme, at kristendommen er så eventyrligt dejlig, at man nogle gange kan have svært ved at tro det. For eksempel at tro, det fantastiske, som samler os her i kirken i dag, nemlig at Jesus – Guds søn blev født i en stald. Men det var det, der skete – Gud kom ned til os mennesker for at hjælpe os – for at frelse os.

Vi er sikkert en del, der har fulgt med i TV2 julekalender "Jul i Valhal" – og i den er det jo helt anderledes end kristendommen. "Jul i Valhal" handler om de to børn, Jonas og Sofie, der finder en tunnel ind til den nordiske gudeverden. Der sker mange forskellige ting, de er ved at udløser det store Ragnarok, der vil udslette guder og mennesker, men det ender selvfølgelig med at det er de to børn, der hjælper guderne, så det hele ender alligevel godt.

I kristendommen er det helt anderledes, der er det ikke mennesket, der kommer til Gud, da er det Gud, der kommer til mennesket. I kristendommen er det ikke mennesket, der hjælper Gud, men der er det Gud, der hjælper mennesket.

Og det er noget af det, der gør kristendommen eventyrlig god, nemlig, at Gud ikke bare er klog og har al magt, men at han også er kærlig. At vi tror på at der findes en Gud, der har så stort et hjerte, at han kan tilgive selv det mest utilgivelige. Guderne i Valhal kunne ikke tilgive – de er kloge krigsguder, der ikke har et hjerte, der er stort nok til at tilgive, ja, de kender ikke engang ordet at tilgive. I julekalenderen skulle de have hjælp til at tilgive… lige som vi mennesker skal have hjælp af Gud til at tilgive.

Men Gud tilgiver af sig selv. Guds hjerte er så stort, at han ikke bare fik en eller anden engel til at komme ned på jorden for at tilgive os, men at han selv kom herned. Han blev et menneske for at tilgive os. Det er da det mærkeligste eventyr, at Gud bliver et menneske ligesom os. Tænk, at Gud har prøvet alt det, som vi har prøvet.

Gud har prøvet at være glad.

Gud har prøvet at være ked af det.

Gud har prøvet at længes efter en kammerat, der var rejst væk og

Gud har sikkert også prøvet at være forkølet.

Gud havde så stort et hjerte, at han blev menneske for at frelse os. Det er simpelthen slet ikke til at forstå hvad det betyder at en gud bliver menneske… men lad os prøve lave et tankeeksperiment.

Hvor mange af jer har en hund? Hvor mange kan godt lide deres hund? Ja, man siger jo, at hunden er menneskets bedste ven, så lad os lave det eksperiment, at du finder ud af at din lille hund og alle hunde i verden lider og har det dårligt. Nu kan du jo godt lide din hund, men hvis du nu finder ud af, at du kan hjælpe din hund og alle hunde i verden, hvis du selv bliver forvandlet til en hund. Vil du så lægge din menneskelige natur til side, forlade dine kære, forlade dit job, forlade din hobbyer, forlade din kunst og litteratur og musik. Vil du forlade alt det for at blive en hund, der på enhver måde er begrænset i forhold til os mennesker? Vil du blive en hund for at redde alle hunde i verden?

Jeg må indrømme, at jeg godt kan lide vores hund, Magnus, men jeg vil nu ikke aldrig gå så langt, at jeg ville blive en hund for at hjælpe den. Gud gik så langt – han blev menneske. Gud blev ikke bare som et menneske, han blev et menneske helt igennem med alt hvad det betyder.

Det kan være, at du indvender: Hvis Gud var almægtig, hvorfor kunne han så ikke bare få andre til at frelse os? Hvorfor skulle han selv herned? Det spørgsmål blev en indisk statsminister engang stillet af sin konge. Han havde fortalte kongen, at han troede på en gud, der var kommet til verden for at frelse syndere. Kongen ville afskedige ministeren på grund af den tro, men lovede dog at beholde ham, hvis han kunne besvare et spørgsmål: Når jeg vil have noget udført, siger jeg det til min tjener. Hvorfor skulle kongernes konge komme til jorden i egen høje person? Hvorfor lod han ikke bare nogle tjenere gøre det nødvendige?" Ministeren bad om et døgns betænkningstid. Han lod en dukke fremstille og klæde på, så den lignede kongens toårige barn. Mens kongen var på rotur, blev dukken på et aftalt tegn fra ministeren kastet i vandet. Kongen sprang straks ud og svømmede hen til det, som han troede var sit barn. Bagefter spurgte ministeren, hvorfor kongen selv var sprunget i vandet, han kunne jo bare have ladet en af sine tjenere gøre det. "Mit faderhjerte tvang mig til det" svarede kongen. Så forstod han også, hvorfor Gud selv måtte stige ned for at frelse menneskene. Guds faderhjerte tvang ham. Guds faderhjerte drev ham til at ofre sig selv for vores skyld.