Der er et gammelt ordsprog, der siger, at ”den, der tager barnet i hånden tager moderen om hjertet”. Mon ikke også Maria har følt det sådan, da den gamle mand Simeon kom hen til hende og Josef i templet, og den gamle begyndte at forudse store og vidunderlige ting for dette barn. Hun havde vel hyrdernes ord siddende i baghovedet om at han skulle være en stor glæde for hele folket. Nu kommer så denne gamle mand, som hun slet ikke kender, og siger, at han ikke bare skal være en glæde for hele folket, men hendes lille Jesus skal også være et lys for hedninger.
Vi andre føler os et øjeblik tilbage i den gode gamle julestemning, som vi havde juleaften og 1. juledag, men som forsvandt som dug for solen 2. juledag, da vi hørte om henrettelsen af Stefanus og om alle martyrerne. Men vores julestemning er kort – ligesom sikkert også Marias glæde over Simeons profeti var kort, for pludselig ser denne mærkelige mand på hende… ikke på Josef, men alene på hende og taler om fald og modsigelse
”Se” siger den fromme Simeon, idet han tager det lille Jesusbarn i favn og bliver fyldt med Helligånden. ”Se” siger han og læser det, som om det står skrevet på barnepanden ”Se!
dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges, ja, også din sjæl skal et sværd gennemtrænge”.
Mon ikke Maria forskrækket har taget barnet til sig igen…. for hvad var det her pludselig for noget? Og den julehygge og juleharmoni, vi havde fået genetableret må igen forsvinde, for kristendommen er mere end hygge og harmoni – og Maria må tage sig til hovedet! Det barn, som englene sang om ude på marken, vil ikke kun bringe glæde og oprejsning, men altså også fald. Både forargelse og frelse, skal der udgå fra Jesus. Guds formål med at sende Jesus er oprejsning, men det vil for mange gå gennem fald, og hvis de ikke tager mod frelsen, bliver det kun ved faldet – bliver det kun ved fortabelsen.
Barnet vil bringe smerte – også Marias egen sjæl vil gennemtrænges af et sværd. Den fromme forklaring på dette er naturligvis at denne profeti opfyldes på det tidspunkt, hvor hun står neden for sin søns kors og ser hans ufattelige lidelser. En gammel latinsk salme fra o. det 14.årh, ”stabat mater dolorosa” gengiver det på den her måde:
”Under korset dybt nedbøjet
Stod med bitter gråd i øjet
Herrens moder ren og skær.
Hun led dødens kval og smerte,
Ak, thi hendes hjerte
Stunget var af sorgens sværd”.
En anden forklaring på hvad det betyder at også Marias hjerte skulle gennemtrænges af et sværd, er at også Maria skal mærke tvivlens kval overfor sin søn Jesus.
”For tog han ikke lige munden lovligt for fuld – han var jo dog kun et menneske… eller??”
For det er netop det, der er tale om her: Jesu vækker forargelse og det gør han på to måder. En forargelse over Jesu ringhed eller en forargelse over Jesu snæverhed.
Forargelsen over Jesu ringhed er en forargelse over at Jesus netop var helt menneskelig – og endda som det svage menneske på korset. Barnet i krybben taler til vores hjerte – manden på korset taler også til vores forstand – og det er til modsigelse. Jesu ringe, sagtmodige menneskeskikkelse forarger til fald.
Den anden forargelse er
Forargelsen over Jesu snæverhed. Det kan føre til fald, at Jesus virker for snæver. At man forarges over de store krav, hans ord stiller og hans forventning om omvendelse og helligt liv. Ja, og i vore dag kan hans påstand om at han er ”Vejen – sandheden og livet” virke forargelig.
Jesus er for snæver, fordi han taler om sig selv i absolutter –
at der ikke er nogen sandhed uden ham…
at der ikke er noget liv uden ham.
Denne skråsikre afskæren af andre menneskers sandheder og andre religioners veje til livet virker frastødende på mange …
”verden er ikke sort og hvid mere, som Jesus præsenterer den som. Enhver har jo sine grunde til at handle som han handler, og skal bedømmes efter sine forudsætninger og ikke ud fra fastsatte normer og livsregler”.
At sige sådan er ikke kristendom – for den lærer os, at vi skal sammenlignes med Jesus. Når et menneske virkelig hører evangeliet om Jesus Kristus, sker der et enten-eller.
Enten erkendes afstanden mellem synderen og frelseren… som vi hører Peter udbryde ”Herre, gå bort fra mig, jeg er en syndig mand”.
Enten erkendes afstanden, og da er Jesus netop kommen som den, der oprejser.
Eller også erkendes afstanden ikke, og da vil Jesus vække forargelse, irritation og måske endda had.
Det må nødvendigvis erkendes, at han har ret, og vi uret. Og går vi bort fra ham, når det krav bliver stillet os, jamen så går væksten i stå. Jesus er da ikke blevet til oprejsning, men til fald.
Simeon ser hvad Maria i sin glæde over det nyfødte barn ikke ser. Han ser nemlig den kamp på liv og død, som ville rejse sig om sønnen. Over for ham skal valget træffes:
- Enten tilbede som hyrderne og de vise mænd –
- eller det modsatte som Herodes den Store:
afvisning og bekæmpelse.
Ligegyldig neutralitet er også et afgjort NEJ til Jesus. Pga. Jesus skal mange hjerters tanker komme for en dag.
Falder man ikke i en af de fælder, som ligger så snublende nær, så fører det en mængde vidunderlige ting med sig.
Det fører til oprejsning. Vi oprejses fra syndens skyld, syndens magt og syndens straf til at nyde resultatet af Jesu død og opstandelse: Nemlig tilgivelse og evig salighed. Jesus kom for at vi skulle få barnekår – for at vi må få lov til at løfte vore hoveder mod himmelens og jordens Gud og råbe ”far”.
Det fører til bekendelse – Anna måtte trods sin høje alder farte omkring for at fortælle og vidne om denne frelser, som hun nu havde set. Den, der først har modtaget Jesus kan ikke holde ham for sig selv, men må dele glæden med andre, så julens ægte glæde virkelig er for hele folket. For den rigdom, som man får i Kristus bliver ikke mindre ved at man deler ud af den… tværtimod.
Det fører til glæde, liv og styrke.
”Min Jesus! du stedse skal være
mit smykke, min rose, min ære
de giftige lyster du døder
og korset så liflig forsøder
Lad verden mig alting betage,
Lad tornene rive og nage
Lad hjertet kun dåne og briste
Min rose jeg aldrig vil miste”
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
