Så er det igen den 1. januar. Et gammelt år ligger bag os og vi har taget første skridt ind i det nye år. Vi kan se fremad på et nyt ubrugt år – 365 ubrugte dage ligger foran os og venter på at vi skal fylde dem med indhold. Vi kan også se tilbage… hvis vi da tør se tilbage.

Jeg må indrømme, at jeg synes 2005 har været et lidt træls år. Både kirkeligt og politisk – krig og terror, som er svær at se en ende på. Det ser ikke ud til at verden bliver bedre – tværtimod.

Jeg tror ikke på reinkarnation – nå  ja, men det gjorde jeg jo heller ikke i mit tidligere liv. Jeg kan hive en masse bibelske ting frem, som modsiger tanken om at man bliver født igen efter at man er død. Men jeg synes alene tanken om at verden ikke bliver bedre, er et tegn på at i hvert fald den vestlige reinkarnationstanke halter. For hvis man bliver født igen og igen, hvorfor kan man så ikke spore at det går i den rigtige retning for menneskeheden. Min gamle historielærer i gymnasiet sagde, at hvis man kan lærer noget af historien, så er det, at vi mennesker ikke har lært noget af historien.

Terrorister bringer utryghed og nervøsitet – for hvor og hvornår slår de til næste gang? Regeringer undertrykker befolkningsgrupper. Regeringen i Nigeria gør hvad de kan for at bekæmpe og gøre livet surt for den kristne del af befolkningen. I Malawi står fem millioner overfor en sultetid, som vil kulminere i februar i år i en katastrofe, hvis regeringer ikke punger op og hjælper. Selv klimaet begynder at lide under vores overforbrug. Klimaforandringer og global opvarmning – ingen kan forudse hvad det fører til.

Ser vi på det mellemmenneskelige, så er danskerne europamestre i skilsmisser. Kirkens Korshær, der virkelig har fingeren på pulsen hos de udstødte danskere, fortalte før jul, at selv om velstanden generelt er steget i samfundet, så er der også blevet flere og flere, som de beskriver som fattige. I Ålborg er antallet af folk, der henvendte sig for at få en julekurv steget fra 140 i 2002 og til 225 i 2005 – altså en stigning på 60%. Og hvem skal tage sig af flygtningene?

Hvor vil det være fantastisk, hvis vi kunne gøre en ende på alt det her i 2006. Der er nok, der gerne vil komme med løsninger. Velfærdskommissionen har i december sendt sin store rapport ud med en opskrift på et bedre og bærerdygtig Danmark. Om et par timer vil statsministeren komme med sine tanker om det nye år – og som en god opposition vil oppositionen også i år stå og række fingeren nedad. Den amerikanske præsident har også sin holdning til hvilken vej jorden skal dreje. Og så er der de mange mennesker, der ikke har noget at skulle have sagt, men som alligevel har en masse på hjertet hvad angår hvad vi skal gøre og hvordan vi skal forholde os.

Det verden har allermest brug for er for mig at se ikke oprustning og her tænker jeg både på militær oprustning og moralsk oprustning. Det verden har allermest brug for er ikke flere rapporter eller stærkere ledere. Hvad verden og hvad Danmark har allermest brug for er kvinder og mænd, der beder. Kvinder og mænd, der har mod til for et øjeblik at have fokus væk fra sig selv og over på Gud. Kvinder og mænd, der brænder så meget for en sag, der er større end dem selv, at de vender sig til ham, der er større end dem selv.

Bønnen har stærkere kræfter end noget menneske kan præstere, så derfor er der ikke noget mere fornuftigt at tage sig til her i portåbningen ind til 2006  end for et øjeblik at overveje hvad bøn er. Vi har lige lagt ører til hvordan Jesus lærer sine disciple og os den grundlæggende kristne bøn: Fadervor. Og det er også hos Jesus vi skal henvende os, hvis vi vil lære hvad bøn er. Bibelen fortæller os, at Jesus omtalte bøn i sine prædikener og sin undervisning 42 gange. Og evangelierne fortæller 28 gange, om hvordan Jesus beder. Han bad på et bjerg, han bad i templet, han bad i ørkenen, han bad i Getsemane, han bad endda på korset, da han var ved at dø. Så meget en del af Jesus var bønnen, at disciplene på et tidspunkt kom hen til ham og sagde ”Lær os at bede”.

Det er ikke længe siden jeg fik en ny mobiltelefon, der kan alt muligt, men da jeg satte mig hen med den, så kunne den næsten ingen ting. Så jeg måtte have den brugervejledning frem, der var med, og så gik det meget bedre.

På samme måde er det med bønnen. Jesus gav os ikke bare lov til at bede, men han fortalte os også hvordan vi skulle gøre det.

Bed i det skjulte

Jesu første instruktion til bøn er, at der er folk, der elsker at stå og bede, imens alle kan se, hvor fromme mennesker de er. Sådan skal I ikke gøre, siger Jesus. Jesus siger ikke, at vi ikke må finde sammen i kirken eller derhjemme og bede sammen, men det drejer sig om vore vores fokus er. Beder vi for at andre kan høre det, eller er vores bøn en samtale med Gud?

Det fortælles, at den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson havde inviteret til bedemøde hjemme i Det hvide Hus. En af de bedende bad åbenbart for lavt, så præsidenten afbrød: ”Højere, Bill. Højere”. Og til det svarede Bill ”Undskyld, men jeg talte ikke med Dem, hr. Præsident”.

Når vi beder skal vi ikke have fokus på om andre hører os, men om Gud hører os, for det er jo i sidste ende ham, vi gerne vil høres af. Så bed meget med andre, men bed endnu mere derhjemme – lad det være lige som et isbjerg. Man siger, at 10% stikker over vandoverfladen og resten altså 90 % ikke kan ses. Bed meget ude, men bed endnu mere derhjemme.

Bed kortfattet

Den anden ting, Jesus lærer os, er at vi skal bede kortfattet eller som Jesus udtrykker det: ”Når I beder, så lad ikke munden løb”.

Egentlig er det en frihed, Jesus giver os. Vi skal ikke finde på fine og fancy ord for at bede. Ja, egentlig ved Gud hvad vi vil bede om før vi gør det, så derfor kan vi bare komme frem stille og roligt med vores tanker og vores håb og vores ønsker uden at tænke på, at det skal formuleres på en bestemt måde. Brug dine egne ord. Du skal heller ikke flette en masse åndeligt fyldstof ind i bønnen, f.eks. sige ”Herre” eller ”Jesus”, hvor vi andre ville sætte et komma. Vi skal heller ikke prædike for andre eller holde tale for dem i vores bøn. Vi skal bede til vores himmelske far. Så når vi beder kan vi lige så godt gå til sagen, simpelt og direkte.

Ær Gud

Den tredje ting, Jesus vil lærer os er at ære Gud. Jesus er nu gået fra at sige hvordan vores indstilling til bønnen skal være og er nu nået hen til hvordan vi skal bede. Han er nået til selve bønnen, der begynder ”Vor Fader, du som er i himmelen”.

Det er ikke bare en indledning til Fadervor, som en frase, der bare skal overstås. Nej, det er selve fundamentet for al bøn, nemlig at Gud er kærlig og almægtig. ”Vor far, du som er i himmelen”. At han er vores far, betyder at han vil lytte til os – lige som enhver anden far vil lytte til sit barn. At han er i himmelen betyder at han ikke bare er en kærlig far, som har en masse god vilje, men ingen kraft at sætte bag. Gud er både vores far og er derfor kærlig og han er i himmelen, og er derfor almægtig og evig.

Fadervor er Guds børns bøn, men der er alligevel begrænsninger i bønnen,  så ikke alle kan bede den alligevel.

Jeg kan ikke sige ”Vor far”, hvis jeg kun lever for mig selv.

Jeg kan ikke sige ”Far”, hvis jeg ikke stræber efter at opføre mig som hans barn hver dag.

Jeg kan ikke sige  ”Helliget blive dit navn”, hvis jeg leger med synden.

Jeg kan ikke sige ”Komme dit rige”, hvis jeg ikke tillader Guds herredømme i mit liv.

Jeg kan ikke sige ”Ske din vilje” hvis jeg kun vil have det på min måde hele tiden

Jeg kan ikke sige ”Giv os i dag vort daglige brød”, hvis jeg stoler på mig selv i stedet for på Gud.

Jeg kan ikke sige ”Forlad os vores skyld”, hvis jeg ikke også selv vil tilgive

Jeg kan ikke sige ”led os ikke ind i fristelse”, hvis jeg med vilje hele tiden placerer mig i fristelser.

Fadervor er bønnen over dem alle – ikke at den siger alt, så vi ikke behøver at sige mere. For tænk, hvis ens børn kun talte til en i bestemte remser, men ikke ville fortælle alt, hvad der rører sig i dem. Tænk, hvis 2006 kan være bønnens år, hvor vi beder i stedet for at skrive sure læserbreve. Hvor vi beder i stedet for at gå i demonstrationsoptog. Ja – eller hvis vi beder før vi gør noget af det andet.

Bønnen er lige så mægtig som vores Gud er mægtig. Jo større tiltro du har til bønnen desto større tiltro har du til din Gud og far, som har åbnet alle kanaler ned til dig, så selv det mindste suk fra dig, runger igennem de himmelske sale hos din kærlige Gud og far.