En ivrig jæger var på jagt efter en ny jagthund – og han var så heldig at han i Japan fandt en speciel hund, der kunne gå på vandet, når den løb ud for at hente byttet. Han glædede sig til at invitere sine venner ud for at se vidunderet i funktion.

Første gang var han af sted med en ret pessimistisk type – men hvad skidt, nu skulle han imponeres. Heldet var med dem, der kom en flok ænder over hovederne på dem, og manden med den nye hund fik ramt en af dem. Den faldt naturligvis i søen og den nye hund sprang af sted ud efter byttet og tilbage igen – og den havde kun lige våde fødder, for den gik på vandoverfladen uden at synke i.

Vennen så alt, men sagde ikke et ord. På vejen hjem  kunne manden ikke dy sig: ”Nå, lod du mærke til noget specielt ved min nye hund?`”

”Ja, det gjorde jeg godt nok” svarede vennen, og fortsatte: ”den kan ikke svømme”.

Pessimister, folk, der ikke kan glæde sig over andres glæde, lyseslukkere, socialt handicappede… ja, jeg havde nær sagt: Kært barn har mange navne. Det er folk, der virkelig er træls at møde, når man har noget godt og dejligt at fortælle. Det er lige før, at de har det skidt, når andre har det godt – for i stedet for at se på rosens blomst, så stirre de sig blinde på rosens torne.

Og lige netop sådan nogle løb manden ind i efter at han er blevet helbredt af Jesus. Hvis vi forestiller os, at den mand har været ligget i 38 år i Jerusalem, så har folk kendt ham. Så stor var Jerusalem heller ikke på det tidspunkt, og har man ligget samme sted i 38 år, så vil folk også vide hvem det er, der kommer gående glad med sin bårer. Når de har set ham komme gående med båren under den ene arm, så ved de, at han må være blevet helbredt! Om ikke andet, så lyser det ud af den mand, at her er sket noget vidunderligt – han har sikkert smilet og jublet, sunget sange til Gud – ”Se hvad Gud har gjort… jeg kan gå”. Og hvad er det så de folk siger til ham? Hvad er det første, der kommer ud af munden på de her folk, der virkelig lever i forbindelse med Gud og venter alt godt fra ham? Hvad er det de siger til ham? Jo, de siger: ”Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din bårer!”.

Sig mig hvad sker der lige oven i hovedet og i hjertet på de mennesker. Her er der virkelig grund til glæde og jubel, men i stedet møder manden mundvig, der går nedad. ”Det er sabbat, og du må ikke bære rundt på din bårer!”.

De går virkelig op i deres egne regler – for det er nemlig deres egne regler, som de selv har fundet på. For der står ikke noget i Det gamle Testamente om sådan noget. Det er en regel de selv har fundet på. Loven i Det gamle Testamente sagde, at du må ikke lave noget unødvendigt arbejde på en sabbat. Du må ikke bærer ting af sted for at tjene penge på en sabbat, altså havde manden fået penge for at bære en anden mands bårer. Her var der tale om noget helt andet – men det kunne jøderne her ikke se, for i deres iver for at tilfredsstille Gud, så havde de fundet på deres egne regler som var ekstra stramme. Så var de nemlig lidt mere sikre på at tilfredsstille Gud – hellere en tand for stram end for svag.

Men et er at de har misforstået noget om at holde hviledagen hellig, men så kunne de i det mindste have sagt: ”Ven, hvor er Guds nåde stor mod dig. Vi glæder os sammen med dig, Vi vil virkelig høre alt om hvordan du blev helbredt. Gud har gjort store ting i dag – og lad os sammen takke Gud. Men læg lige din bårer fra dig, imens vi lovsynger Gud, så der ikke er nogle, der bliver stødt – det er jo sabbat”.

Men nej – de overfalder straks manden ”Det er sabbat – du må ikke bære din bårer”. Jeg har virkelig på fornemmelsen, at her er der noget andet på spil end bare at de har misforstået budet om at holde hviledagen hellig. Her er der noget mørkt, en religiøs iver, der går mere op i deres egne regler end i hvad der er godt og velsignet.

De overfalder manden – i stedet for at omfavne manden og på den måde afslører de noget om sig selv, nemlig at de var blinde. Religionen havde gjort dem blinde, så de ikke kunne se deres medmenneske, men kun kunne se at her blev deres egne regler brudt. Religionen havde gjort dem hårdhjertet og følelseskolde, så de slet ikke kunne glæde sig over mandens glæde. Religionen havde gjort dem hovmodige, så de pludselig kunne gøre sig til dommere over manden.

Ja, det er efterhånden et fast mantra rundt omkring: ”Religion er skyld i de fleste krige i verdenshistorien”… den holder nok ikke for et nærmere eftersyn, men det ændre alligevel ikke på, at religion er og bliver en forbandelse. Og det kan jeg godt sige som præst, for… jeg har sagt det end del gange efterhånden, og jeg siger det gerne igen: Kristendom er ikke en religion, men en relation.

Det skal man ikke været teolog for at kunne se – for prøv se på religionernes lange baner af regler og forbud – ting du skal gøre for at Gud vil se med kærlighed på dig. En religion er os menneskers vej op til Gud, vores kamp for at nå op til Gud. Vores kamp for at gøre Gud tilfreds – religion er vores religiøse regler for at blive perfekte, så Gud kan tage imod os, så Gud kan elske os. Men ved I hvad? Der er ingenting vi kan gøre for at Gud kommer til at elske os – for han elsker os uanset hvad vi gør. Der er ikke noget, vi kan gøre for at få ham til at elske os mere, og der er ikke noget vi kan gøre for at få ham til at elske os mindre. Gud elsker os uanset hvad.

Religion er menneskets forsøg på at nå op til Gud - kristendommen er Guds vej ned til os mennesker – det kristne liv er at leve i det forhold, man så får med Gud. Kristendommen er at modtage Guds nåde – og leve i den nåde, at modtage frelsen, som intet menneske kan gøre sig fortjent til. Vi kunne ikke nærme os Gud, så Gud kom ned til os. Kristendommen har en underoverskrift: Hvad vi ikke kan, det har Gud gjort.

Kristendommen er ikke min fortjeneste, min opførelse, min tro, mine gode gerninger, min lydighed… nej, kristendommen er Jesus – det han har gjort. Hvad vi ikke kan, det har Gud gjort. Religion er ”Det er sabbat, og du må ikke bære rundt på din båre!” – kristendom er ”Rejs dig, tag din båre og gå”.

Men er der ikke også regler i kristendommen? Gælder de ti bud ikke længere? Er det fuldstændig lige meget hvordan vi lever med hinanden? Nej, det er ikke lige meget hvordan vi lever med hinanden og nej, de ti bud gælder stadigvæk. Der er regler i kristendommen, men reglerne er først og fremmest beskyttere, der skal beskytte os i livet med Gud og med hinanden. Skulle jøderne her have skrevet en bog om dette emne blev det med titlen "Sabaten og hvordan du ikke bryder den" - skulle Jesus have skrevet en tilsvarende bog ville den komme til at hedde "Sabaten og hvordan du bedst nyder den og får mest ud af den".
Det er ikke noget, vi skal gøre for at gøre os fortjent til noget – for vi har allerede modtaget det største vi overhovedet kan få, nemlig Guds kærlighed. Vi kan slet ikke gøre os fortjent til mere.

Ser vi på de ti bud, så er det bud, der værner om livet – bud, der viser os, hvordan vi kan tjene vores medmenneske og gøre livet godt for dem.

Og det gør man blandt andet ved at være glad med den glade. Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup har sagt: "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”. Vi har altid et stykke af vores medmenneskers liv i vores hænder – vi har altså en stor magt.

Når vi møder et menneske, så skal vi først og fremmest møde det menneske som menneske. Det kan godt være, at det menneske har taget fejl på en række områder. Det kan godt være, at det menneske virkelig er langt ude i torvene… men det er først og fremmest et menneske, som er elsket af Gud. Og vi er ikke hans eller hendes dommere. Vi kan rådgive det menneske efter bedste evne – vi kan sammen forsøge at finde frem til sandheden.