Dette er kun et udkast til prædikenen - den blev slet ikke sådan, men forskellige bindeled og historier blev sat til, men her har i det manuskript, jeg havde foran mig.

”Ora et labora” er et gammelt latinsk udtryk, der stammer fra 529, hvor Benedikt af Nurcia stiftede benediktinerordenen. Den her orden havde to vigtige opgaver: Fælles tidebønner og så at arbejde. Det blev udtrykt i det latinske slagord ”ora et labora”, som kort og godt betyder: ”Bed og arbejd”.

Der er et ret fortærsket billede på de to ting, nemlig den mand, der havde skrevet de to ord på hver sin årer på sin robåd. På den ene åre stod der ”Ora” – altså bed. Og på den anden åre stod der ”labora” – altså arbejd. Og hvorfor havde han gjort det? Jo, satte han sig ned i båden uden at bruge nogle af årene, så kom han ingen steder. Brugte han kun den ene åre, så sejlede han naturligvis i ring – og det var lige meget om han så brugte den, hvor der stod ”ora” eller om han brugte den, hvor der stod ”labora”. Han sejler bare i ring – lige indtil han bruger begge årer, så kommer han fremad. Og på samme måde kommer vi først fremad, hvis vi både beder og arbejder – hvis vi kun arbejder sejler vi i ring i vores liv og kommer ingen steder…. og beder vi kun, så sejler vi også kun i ring. Men gør vi begge dele, så sker der noget i vores liv.

Jeg nævner det her, fordi jeg snart har hørt mange prædikener, der ikke direkte, men så sådan halvt hakker på søsteren Martha. I ved Martha, der lige så snart hun ser Jesus komme, begynder at vimse rundt for at varte ham op. Der skal males mel, der skal bages brød, der skal hentes vin og skulle vi ikke også slagte en enkelt høne, nu hvor vores gode ven, Jesus kommer. Der er så meget, der skal laves, men den anden søster, Maria, hjælper slet ikke til… hun sidder bare og lytter på Jesus. Og så siger Jesus ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”. Og det bliver så i prædikenen til, at Martha stilles i et dårligt lys, for det må jo være Maria, vi skal efterligne, hende der sidder fromt ved Jesu fødder og lytter til hans ord.

Men sådan er det jo ikke…. egentlig skal vi jo ligne begge to…. vi skal både være som Maria, der beder, ora, og som Martha, der arbejder, labora. En kristen er ikke enten Maria-kristen eller Martha-kristen – den gode kristne er en blanding af begge to, for hun eller han både beder og arbejder og forsømmer ingen af delene. En klon, en sammenblanding mellem Maria og Martha giver en kristen. Vi kan lære noget både af Martha og af Maria.

Men hvad kan vi lære af Martha?

Der er mange mennesker, der giver sig fuldt hen i arbejdet for kirken, mission… ja, som bruger alle deres penge og kræfter på at gøre en forskel i kristne kredse. Og hvor mangler vi mange af dem i vores kirke – der er rigtig mange, der gør et stort stykke arbejde her i vores kirke, men der er stadigvæk en del pladser, der står tomme. Der er en opgave i kirken, som kun venter på dine kræfter, dine evner. Alle har evner og egenskaber, som der er brug for i vores kirke – at tage på husbesøg og snakke med dem, der sidder ensomt eller syge hen. Dem, der lige så langsomt og ubemærket er kørt ud på et sidespor – at have øje for dem er også en god Martha-opgave. Lige så stor som at stå og prædike, undervise, være leder i vores klub Goofer…. og ved du hvorfor det er lige stort? Jo, det er stort, fordi det er en tjeneste for Jesus. Det er at gå ind i det store arbejdsfællesskab, der hedder menigheden.

Men vi kan så også lære det negative af Martha, at vi skal ikke kun have fokus på arbejdet, så vi glemmer at have tid til at bede, læse i Bibelen og være sammen i fælleskabet i kirken og nyde dette fællesskab og hente kræfter i det. Jeg talte med en mand, der var dybt engageret i forskelligt arbejde. Den ene aften efter den anden var der møder, foredrag ud fra Bibelen. Der var ikke den aften, hvor han ikke var af sted og han stod som en af lederne for det – ”men man kan også møde sig selv til døde, vi har også brug for stilheden foran en åben Bibel”. ” ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent.”

Så af Martha kan vi lære at give os hen i arbejdet for Jesus uden kun at gå op i det.

Hvad kan vi lære af Maria?

Det sted, hvor Maria supplere Martha er at hun lytter til Jesus, at hun er ora… bønnen. Der er så meget, der kan tage fokus i vores liv… også i vores liv som kristne. Men vi skal kun have fokus et sted: På Jesus. Ellers farer vi vild. Vi hørte fra alteret fra Det gamle Testamente ”At være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren” ( Sl 73,23-28).

Men Maria er ikke bare et positivt eksempel – Maria-kristne, der kun beder, kun fordyber sig i deres religiøse følelser og synker hen meditation, så de helt glemmer at deres medmennesker også har brug for dem. Vi hørte om Fillip fra alteret – ham, der vejledte og senere døbte den etiopiske hofmand. Tænk nu hvis Filip havde siddet i dyb meditation og bøn, da Herrens engle kom til ha, ”Bryd op og gå sydpå ad den vej…”. ”Shhh…. kan du da ikke se, at jeg lige er i gang med at bede?”.  ”Men hør lige her…. bryd op og gå sydpå ad den vej”. ”Shhh… ikke lige nu, jeg skal først lige have bedt min Jesuskrans igennem, så er jeg klar”. Nej, Filip brød straks op og gik og fandt et menneske, der havde brug for ham.

Den Maria-Martha-kristne beder lever i tæt forbindelse med Jesus, men er klar til at bryde op lige så snart der er brug for det… ja, endda lidt før. Ora et labora – begge dele skal med, både det at bede og det at arbejde. Ellers kommer vi ikke nogen steder. Vi er nødt til først at tage imod det Jesus har at give os, eller skal vi ikke tjene andre. Vi er nødt til at blive betjent af Jesus, før vi kan betjene andre.

Er vi et labora eller et ora land?

Jeg så en udsendelse for et par uger siden om to unge piger fra Kenya, der kom op og så hvordan vi danskere havde det. Og de var forbløffet over vores effektive samfund – de synes det var latterligt at der på busplanen stod, at her kom bussen klokken 59… det kunne man da ikke sige så nøjagtigt. Det vil sige, at kom man et minut senere, klokken hel, var bussen så kørt? De var imponeret over et så rigt samfund, hvor alt bare kørte på skinner.

Men de undrede sig over, at kristendommen spillede en så lille rolle i Danmark – for vi havde store biler, store smukke huse. De var inde og besøge en familie – og de spurgte om de da ikke havde brug for at takke Gud for alt det. Havde de ikke brug for at gå hen i kirken og sige tak til Gud for det han havde givet dem?

”Nej” svarede manden ”sådan ville de ikke formulere det – det var ikke Gud, men deres forfædre og demokratiet, der havde sikret dem den rigdom og velstand – det var ikke Gud”. Og ret beset er det de konkrete forfædre, der har slidt og slæbt – i Asdal begravede vi i fredags en af disse kristne forfædre, der havde slidt og slæbt og sammen med hele sin generation havde løftet Danmark op til det vi er i dag. Som vi synger i den allerbedste høstsalme overhovedet:

                      ”Af henfarne slægter jeg arved den vang

                      hvis muld jeg for udsæd nu pløjer.

                      Her rydded de marken for stene engang

                      og dyrked den siden med suk eller sang”.

Den rige familiefar kunne nok synge med så langt – de henfarne slægter.. det er dem, vi skal hive frem som dem, der har givet os det vi har. Men salmen kigger ikke bare tilbage på de personer, der har kæmpet og slidt, men der står:

                      ”Nu, Herre, for dig jeg mig bøjer”

                      for ”den mark som blev min

                      var altid dog din.

                      Min tanke til dig jeg ophøjer”.

”Nu, Herre, for dig jeg mig bøjer”… nu bøjer jeg mig for dig med tak. Nu er det høstgudstjeneste, hvor vi skal sige tak til Gud for alt det vi får hver eneste dag i vores liv. Engang sad der mindst en repræsentant for hver familie her på kirkebænken og kom med deres høstgave… eller som det hedder høstoffer. Ikke som en byttehandel ”noget-for noget”, men som en håndgribelig tak til Gud, der samtidig er at dele noget af rigdommen med dem, der har store behov.

Er vores land kun et arbejd-land, der endda har smidt det kristelige element ud, så vi nu ikke arbejder for vores Gud, men arbejder for os selv. Hvor er bønnen blevet af? Hvor er det at søge hen til Jesus blevet af? Vi lever i et rigt samfund, hvor effektivitet ikke er et krav, men en nødvendighed for overhovedet at kunne klare sig i konkurrencen. Men er Jesus og kirken blevet effektiviseret væk til jul og de kirkelige familiefester? Og hvad betyder det for vores samfund? For lidt over ti år siden røg Lars von Triers gyser, Riget, over skærmen. Hver eneste gang lød indledningen: ”Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige,­ for det er som om kulden og fugten er vendt tilbage”.

Hvad betyder det for vores samfund, at vores lovgivning bevæger sig væk fra en kristen grundplatform? Hvad betyder det, at vi ikke længere synger bordvers, når vi sætter os for at spise? Det er mere effektivt – hurtigere, men ”Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige”. Hvad betyder det for vores land, nation og folkesjæl?