I forrige uge var jeg i teateret i Ålborg for at se teaterstykket ”Amadeus”, der handler om Antonio Salieri, der var en italienske operakomponist og hofkomponist. Han ser tilbage på sit liv og sit møde med den store komponist Mozart. I stykket havde Salieri indgået en pagt med sin norditalienske landsbys handels-og-vandels-gud, Herren. Han vil leve et i alle henseender dydigt liv – han vil give sig hen i arbejdet for de fattige og leve i kyskhed … til gengæld får han succes af Gud. Det er da en fair byttehandel. En bøn Salieri  vender tilbage til igen og igen er: ”Brug mig – lad din stemme komme igennem min musik”.

Men så sker der noget: Mozart til Wien. Han er ukultiveret, selvhøjtidelig og der går endda rygter om hans sidespring… kort sagt: Han er alt det som Salieri ikke er. Men det frygtelige for Salieri er, at han synes, at det er fra Mozarts musik den guddommelige stemme kommer. For Salieri er Mozarts musik ikke bare musik, men det er Guds stemme. Det bliver Salieris tragedie, at han må indse det, at Gud har givet en anden end ham den store gave – og det helt ufortjent. Mozart lever ikke kysk, gavmildt eller godt. Hvor Salieri sad og nørklede med noderne, så skrev Mozart bare musikken ned, som om han modtog et diktat.

For Salieri blev Mozart den, der har fået Guds kærlighed, og som er Guds gave… ja, Mozart er den Gud elsker. Og det er netop det skuespillet hedder, Amadeus. Godt nok hedder Mozart, Wolfgang Amadeus Mozart – men mon ikke titlen hentyder til navnets betydning: den Gud elsker?

Fra det øjeblik, hvor Salieri hører Guds stemme i Mozarts musik, så vender hans sit had og sin kamp mod Gud.  Nu har han tilsidesat sig selv og sine lyster – nu har han viet sit liv til de fattige – og så bliver han forbigået. ”Hvad er mennesket til om ikke til at holde Gud fast på sine egne principper” – råber han og vier så sit liv til at kæmpe mod Gud. Kamppladsen mellem Gud og Salieri skal være Mozart. Det ser ud til at Salieri vinder, for Mozart dør til sidst i dybeste armod, fortvivlelse, forfrossen og fordrukken og han begraves på Wiens fattigkirkegård.

Er det sådan vi ser Gud: Noget for noget – jeg arbejder hårdt, jeg beder hårdt og længe, jeg ofrer mig, jeg bruger mit talent til det yderste. Tænker vi, at vi skal være gode for at få det godt. Gud skal nok gøre sin del. Det kan godt være, at vi ikke har formuleret det for os selv, men er Gud ikke kun en Gud, der giver, hvis han også modtager? Noget for noget…. Er det dybest set vores Gudsbillede?

Da Salieri ser, at sådan handler Gud ikke bliver han hårdhjertet: ”Du gav mig ønsket om at prise dig… men gjorde mig stum… De siger, at Gud ikke lader sig spotte, jeg siger dig: Mennesket lader sig ikke spotte. De siger, at Ånden blæser hvorhen den vil. Jeg siger dig: NEJ! den skal lytte efter dyder eller slet ikke blæse. Uretfærdige Gud”.

Salieri råber op til Gud: ”Uretfærdige Gud!” – hvad vil I sige: Er Gud retfærdig eller uretfærdig? Allerede fra jeg var barn har jeg haft det svært med at forstå at Gud skulle været retfærdig. Når jeg sad i søndagsskolen og hørte om hvordan Gud tilgav syndere – at Jesus døde på korset, og jeg skulle bare tro på ham, så ville alle mine fejl og synder blive tilgivet… for Gud er retfærdig. Så tænkte jeg, nej, det er da ikke retfærdigt!

Det kan godt være, at hvis man stiller Guds handlinger op overfor den lov, han har givet os, så er han retfærdig. Men i det øjeblik, hvor vi stiller ham op foran vores forståelse af retfærdig, så vil jeg sige: Gud er ikke retfærdig…. og tak og lov for det, for så ville vi alle få en retfærdig dom: Fortabelsen.

Men Gud er retfærdig – og hans retfærdighed har et navn: Jesus Kristus, Gud søn. Sand Gud og sandt menneske! Han er Guds retfærdighed, der kom til en verden, der tror den selv er retfærdig, og giver efter hvad man får. Her kommer Guds retfærdighed, der som den nye vin i en gammel vinsæk vil sprænger sækken, som Jesus siger i dagens tekst: ”Ingen fylder ung vin på gamle lædersække, for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække”.

Her kommer Guds retfærdighed, der ville sprænge vores forståelse af retfærdighed, vores forståelse af kærlighed og vores forståelse af Gud. Og derfor bliver der givet en ny forståelse af de her ting. Det skabes en ny forståelse af retfærdigheden, nemlig ”Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus” (Rom 3,22). Der skabes en ny forståelse af kærligheden, nemlig Guds kærlighed, ”der er blevet åbenbaret iblandt os [ved] at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham” (1 Johs 4,9). Der skabes en ny forståelse af hvem Gud er, at han vil være sammen med dem, ingen ellers vil være sammen med – f.eks. den tolder, som vi hører om i dag: Levi.

En tolder var en landsforræder, der stjæler penge af sine landsmænd. Nogle af dem beholder han selv, og resten sender han til Rom, hvor de bliver brugt til flere soldater, til afgudstempler og ugudelige fester. Og dertil kommer, at han er religiøs uren, for han rør ved alle mulige varer, som kommer ind og ud af byen.

Men Jesus vil være sammen med tolderen Levi, ja kalder ham endda til at være en discipel: Følg mig. Og han blev den disciple, som vi kender som Matthæus, der skrev Matthæusevangeliet.

Hvor kan jeg godt forstå at farisæerne, og de skriftkloge blev dybt forarget over at Jesus var sammen med tolderne og andre åbenlyse syndere. De folk, som Jesus er sammen med her er totalt forskellig fra farisæerne – de er som ild og vand. Og hånd på hjertet - det er svært at finde sig til rette med nogle, der er totalt anderledes end en selv. Der skal gerne være et eller andet fælles, et eller andet man kan spejle sig i.

Hvor mange har du i din omgangskreds, der er totalt forskellig fra dig, hvor du overhovedet ikke kan se det mindste lighedspunkt andet end at I er mennesker? Hvor mange? Jesus havde ikke andre omkring sig end folk, der var forskellige fra ham. Der står ”Alle toldere og syndere plejede at holde sig nær til ham” (Luk 15,1).

Til dette kommer så, at disse toldere og syndere egentlig er en trussel for den offentlige moral og de er en fjende af den religion, som satte loven i højsædet. Når farisæerne ser Jesus gå ind til en tolder, så må de virkelig have set hele deres gudsbillede og religion blive hånet: ”Det er da ikke sådan at Gud er! Gud er da retfærdig, der kræver retfærdighed, der kræver en god etik og der kræver et hæderligt liv. Gud er kun en Gud, der giver, hvis han også modtager”. Og så kommer Jesus – og spiser sammen med dem.

Og af alle folk, så kalder Jesus en tolder til at være sin discipel ”kom og følg mig”. Hvor farisæerne og de skriftkloge fandt deres disciple mellem de bedste af de bedste, og gav dem af deres viden, så valgt Jesus ”dem de andre ikke må lege med”. Hvordan kan Jesus vise dem tillid og give dem indsigt og følgeskab, der mindst af alt han fortjent det? Mon ikke farisæerne havde det lidt ligesom komponisten Salieri. Salieri kunne ikke forstå, at Mozart af alle blev benådet med sådanne musikalske evner, farisæerne kunne garanteret heller ikke forstå, at Jesus dele ud af sit til dem – tolderne og synderne. Det havde de da slet ikke fortjent.

Og dér er vi inde ved kernen i evangeliet – at Gud deler ud til dem, der ikke har fortjent det. At Gud kalder alle… også dem, der mindst af alt har fortjent det… dem kalder han for ”Amadeus” – den, Gud elsker.

Det burde farisæerne og de skriftkloge virkelig have indset, for det er ikke noget nyt, Jesus siger her – det kan du se i hele Det gamle Testamente: Gud udvælger den, som ikke fortjener det. Gud udvalgte en bedragerisk Jakob frem for den pligtopfyldende Esau. Gud udvalgte Samson og gav ham kæmpe kræfter, også selv om han indeni var en lille sølle mand, der havde en rygrad som en asparges, og faldt i den ene moralske fælde efter den anden. Gud udvalgte den mindst sandsynlige i en flok af imponerende brødre, og gjorde ham til Israels største konge, David.

Gud uddeler gaver, han uddeler ikke belønninger for en lang og tro tjeneste. Ingen af os får løn efter fortjeneste, for vi er ikke engang tæt på at have opfyldt Gud krav. Hvis lønnen skulle udbetales fair, ville vi alle havne i helvede. Sådan er Gud – Gud er Gud. Gud er ikke kun en Gud, der giver, hvis han også modtager, nej, Gud giver uden nogle betingelser og hvis-er.

Og det ligger så langt væk fra vores tankegang som vi overhovedet kan forestille os. ”Fra børnehaven og opefter bliver vi opdraget til at klare os i en nådesløs verden. ”Først til Mølle” får først malet. Man skal yde, før man kan nyde. Kræv din ret. Få hvad du betaler for. Jeg kender disse regler, for jeg lever efter dem. Jeg arbejder for min løn. Jeg kan lide at vinde. Jeg holder på mine rettigheder. Jeg ønsker at folk får det, de har fortjent – ikke mere og ikke mindre”.