Sidste weekend var min kone, Judith, og jeg en tur på Læsø – en pragtfuld ø med flot og spændende natur. Man har jo ikke være på Læsø, hvis man ikke lige har været en tur ude og se hvordan man syder salt. Man har noget meget salt grundvand i en del af øen – man får vandet op på omkring 50-60 grader og så udkrystaliserer saltet sig, så man får nok Danmarks dyreste salt.

Man siger at saltsydningen var Danmarks første industri – for de begyndte i 1100-tallet, men i et så stigende omfang, at kongen forbød det i 1652… det havde nok også gået i sig selv med tiden, for for at syde salt, skulle man bruge kæmpe mængder træ. Og i 1652 var det nærmest ikke til at opdrive træ på øen – men til gengæld en masse sand. For nu begyndte sandflugten og ødelagde markerne på øen og forarmede øen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på de stakkels folk på Læsø, der kastede sig over saltsydningen uden at tænke på om de nu også kunne gennemføre projektet i det lange løb. Det er lidt ligesom den mand, Jesus fortæller om: Han vil bygge et tårn – men inden han går i gang, regner han efter om han har råd til at fuldføre det – for ellers vil han blive hånet ”Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det”.

Jesus fortæller også om en konge, der går i krig – vil han ikke udregne hvor stor risikoen var for at han tabte krigen. Og hvis hans ti tusind mand ikke kunne besejre fjendens tyve tusind mand, så var det måske bedre at kongen slet ikke gik i krig.

De to billeder er rimeligt lette at forstå – vi skal tænke os godt om, inden vi går ind i et projekt – ”har vi det, der skal til for at kunne gennemføre?”. Man er jo direkte dum, hvis man ikke tænker det igennem, inden man går i gang med at bygge en ny garage eller ny udestue. ”Har jeg det, der skal til?” Men den samme logik forsøger Jesus at hente over i den åndelige verden – over i det at blive en af hans disciple: ”Har du det, der skal til?”. Der følger en masse mennesker med Jesus – det er ikke bare de 12 disciple, der står ”Store skare fulgtes med Jesus”. En hver ville jo blive begejstret over at have så mange mennesker med sig, for ”så må jeg jo gøre et eller andet rigtigt”. Og dem, der har folket med sig, får også en større magt, og får lettere sit budskab igennem. Havde Jesus haft en pressesekretær eller en spinddoktor, så havde han nok klappet Jesus på skuldrene og sagt ”Godt gået, Mester, fortsæt på den måde”. Men Jesus fortsætter ikke på den måde, men gør nok noget, der vil få enhver spinddoktor til at hive sig selv i håret: Han vender sig mod folk og fortæller sandheden – han vender sig mod folk og stiller voldsomme krav. ”ingen af jer [kan] være min discipel uden at give afkald på alt sit eget”. ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”.

Tak for kaffe – havde jeg nær sagt. Sikke dog en opsang – de viser Jesus velvilje, de følger efter ham, lytter til hans ord, er imponeret over hvad han kan og hvad han fortæller, og så får de slynget i hovedet: ” ”ingen af jer [kan] være min discipel uden at give afkald på alt sit eget” – som om han trækker en streg i sandet og siger – ”gå først over her, hvis du er sikker på at det er det her du vil. Er du villig til at ofre det, der skal til for at være en af mine disciple? Det vil bringe kors, afsavn og død – er du villig til at tage skridtet? Er du villig til at betale hvad det koster?”

Og på samme måde vender Jesus også sig til os i dag, slår en streg i sandet og siger: – ”gå først over her, hvis du er sikker på at det er det her du vil. Er du villig til at ofre det, der skal til for at være en af mine disciple? Det vil bringe kors, afsavn og død – er du villig til at tage skridtet? Er du villig til at betale hvad det koster?”

Og inden vi svarer for hurtigt – ”ja, det er jeg”, så skal vi regne på omkostningerne – for det koster! Frelsen er gratis, men den koster alt.

Egentlig kunne Jesus sige lige som Garibaldi – manden, man giver æren for at have samlet Italien – han er kendt for at have sagt: ”jeg tilbyder hverken penge, eller ejendom; jeg tilbyder sult, tørst, hårde marcher, kampe og død. Lad den, som elsker sit land i sit hjerte og ikke bare med læberne, følge mig”.

Det er jo ikke det vi er vant til at høre i prædikener. Dér når vi som regel kun hen til første del ”frelsen er gratis” og det er jo også dér, det er gladest at være, svælge i at alt er betalt, glæde os over alt det vi får i troen på Jesus Kristus. Men hopper vi ind i kristendommen uden at tænke igennem, at ja, det er gratis, men det koster alligevel alt, så render vi måske hovedet mod muren på et eller andet tidspunkt. Som vi har sunget ”Det koster mer, end man fra først betænker” – for det koster.

Men faktisk er det sådan nogle Jesus-ord, der kan få mig til at blive anfægtet, for når jeg kigger på mit eget liv eller på vores kirke, så har vi det jo rigtig godt.

Der er ingen, der forfølger os – der er intet kors, vi snyder måske ikke så meget i skat som andre ikke-kristne gør, og vi holder da også færdselsloven på de steder, hvor vi synes det er rimeligt… for vi er jo gode kristne mennesker, men det har da ikke så meget at gøre med at hade sig selv, og følge efter Jesus. ”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel” – hvor er det kors, der bliver båret i vores kirke? Ja, det eneste kors, der bliver båret i vores kirke er guldkorset på biskoppens mave.

Det er let at være kristen i Danmark. Vi kan samles frit til gudstjeneste og derhjemme til bibelstudiekreds – og tak for det! Det er virkelig et privilegium – som man først rigtig får øjnene op for, når man hører om hvordan andre kirker jorden rundt har det. Missionsorganisationen Åbne Døre var på besøg i Horne Missionshus i torsdags, og kunne fortælle om de skrækkelige forhold rigtig mange kristne lever under. Så tak, at vi lever i et land, hvor vi ikke behøver at gemme os, og snige os langs murene, når vi skal til gudstjeneste.

Men hvis vi sætter disse to kendsgerninger op foran hinanden: På den ene side Jesu ord om at følge efter ham, også selv om det går i retningen af korset, og på den anden side den kendsgerning, at vi lever i magelighed i kirken. Holder vi de to ting op imod hinanden, så springer der et ”enten eller” ud. Enten tog Jesus fejl, for det er åbenbart ikke altid, at det er så slemt at være en kristen, eller også er det fordi der er noget galt med den måde vi er kristen på.

Og jeg stoler for meget på Jesus til at den første mulighed overhovedet er en mulighed…. så er der kun det tilbage, at der er noget galt med den måde vi er kristen på her i Danmark.

Vi lever i et gammelt kristent land, men vi har alligevel en statsminister, der sætter lighedstegn mellem Bibelen og Koranen og andre hellige skrifter – det gjorde han i sin grundlovstale i Terndruplund, hvor han blandt andet sagde: ”I Danmark er Folketingets love til gengæld hævet over Biblen, Koranen og andre hellige skrifter”. Det lyder meget fint og alt-favnende, men som kristne må vi sige, at det er forkert. Kommer det til uoverensstemmelser mellem Danmarks love og Guds vilje, så er der for os kristne kun en ting at sige: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker” (ApG 5,29). Det er Peter, der siger det foran det jødiske råd, der havde en klar dagsorden, nemlig at få lukket munden på ham: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker”. Der er arrogant at sætte noget over Guds lov og evangelium – og det gør vores folkevalgte, og hvad gør vi som kristne? Vi er tavse – vi forsøger at holde vores egen sti ren, og holde os selv uden for problemerne. I stedet for at tale de mange ufødtes sag – dem, der dør som følge af de provokerede aborter. I stedet for at sige stop overfor muligheden for registrerede partnerskab. I stedet for at sige fra overfor den nye navnelov, der i praksis stiller papirløse forhold lig med ægteskabet. I stedet for at stille vores hus til rådighed, når kristne flygtninge bliver sendt tilbage til en uvis fremtid, fordi man ikke regner den religiøse forfølgelse særlig højt herhjemme.

Vi kan måske ikke gøre den store forskel, men vi kan i det mindste gøre hvad vi kan, og så sige et profetisk ”så siger Herren”, i stedet for bare at holde vores mening for os selv. Og det behøver ikke at være i aviserne og fjernsynet, men også bare overfor dem, som vi omgås. Men det vil nok ikke være den bedste scorereplik eller den bedste måde at få de fleste venskaber op at køre, men ”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel”.

Det har alle dage været svært at holde fast på Guds ord og forkynde. Vi hørte Jeremias klage til Gud oppe fra alteret – han havde lige hørt den dom, han skulle forkynde for folket. Jeremias går så langt, at han siger ”Ve mig, mor, at du fødte mig! Jeg anklages og fordømmes af hele landet… alle forbander mig” (Jer 15,10). Hvorfor? Jo, fordi sandheden er ilde hørt – og det er den stadigvæk.

Er du villig til at gå ind i den kamp? Teksten til i dag er beregnet til alvorlig selvransagelse: Jesus

slår en streg i sandet og siger: – ”gå først over her, hvis du er sikker på at det er det her du vil. Er du villig til at ofre det, der skal til for at være en af mine disciple? Det vil bringe kors, afsavn og død – er du villig til at tage skridtet? Er du villig til at betale hvad det koster?” Det er sådan Jesu spørgsmål lyder fra teksterne til i dag.