Vi har nu kæmpet os hen til 20. søndag efter trinitatis – hver tid har sit eget tema. Advent og jul handler om Guds gave til os i Jesus. Påsken handler om Jesu offer for os. Pinsen handler om hvordan Guds ånd blev givet til os for at vi kan tro og vokse i tro og i troens gerninger. Og det er det trinitatistiden handler om – om vækst.

Jeg er lige ved at sige, at kan man ikke tåle at høre, at kristendommen også har konsekvenser helt ud i alle livets kroge og at vi altid er undervejs i troens verden, så bør man ikke gå i kirke hele efteråret… for det er det teksterne handler om… og vi har brug for at høre det igen og igen og igen… for det er så nemt bare at smide sig på nådens sovepude, og så går det ene år efter det andet og pludselig får man at vide, at ”du har kræft” – ”Du er dødende”…. pludselig står man overfor KRISEN i ens liv, som kræver en åndelig kæmpe, men man er bare en åndelig dværg, og så knækker man halsen og forbander Gud langt væk, fordi han ikke har hjulpet en i tide. Men det ville, men vi sov bare – vi skulle vokse i troen, men det var nemmere at vokse på arbejdspladsen.

Vi har brug for hele tiden at blive rusket i, for det er så nemt at falde i søvn i nåden – men det er jo slet ikke meningen. Nåden er ikke et sovemiddel men et væksthormon, der sætter gang i livet og væksten, så den gør åndeligt små mennesker til stærke troskæmper i Guds rige.

Men det kræver vækst…. og det er det trinitatistiden handler om. Om håb og om vækst. Man siger, at grøn er trinitatistidens farver… vi kan se det på den messehagl jeg har på foran alteret– den er grøn. Håbets farve er grøn – der er altså håb for os… håb for at vi dog må blive lidt bedre som mennesker. Håb om at Gud trods vore mangler må tage os ind til sig. Grøn er livets farve – det er vækstens farve, for i denne tid handler teksterne om troens vækst – at det ord, der blev ”sået” i os i jul, påske og pinse, må bærer rigelig frugt… Gud har investeret alt i os – han har sendt sin eneste søn til verden, han har ofret sit dyrebareste for os. Han har lagt sin magt til side for os - for at bygge sin vingård op her i verden – for at lave en menighed og en kirke af troende mennesker. Os.

Han har ofret alt for os… ”du er mit barn – gå ud i min vingård og arbejd. Gå ud i kirken og gør det, som du kan”. Gud har givet hver af os en evne, en egenskab, et væsen, som kan bruges i kirken.

Og egentlig, så er det jo deprimerende læsning det her… dagens tekst siger, at den ene søn siger ”nej… jeg vil ikke”. Og den anden søn siger at det ville han da gerne… men næ – han går alligevel ikke derud.

Jeg gider faktisk ikke rigtig bore særligt meget i det… det er jo deprimerende læsning, vi kender jo nok det her. Vi kender godt at det er sådan. Folk, der siger nej. Folk, der siger ja… men alligevel ikke gør noget.

Vi vil i vores kirke meget gerne have børnearbejde. Gør vi noget ved det – eller er det bare tomme ønsker? Inden for de sidste 2 år er der lukket tre børneklubber ned i Horne-Asdal Sogn… to af dem, fordi der ikke var ledere til at tage over. Spejderne har en masse børn, men de er for få ledere. Vi vil gerne… teksten siger: Den ene søn svarede: ”Ja, Herre, men gik ikke derud”.

Vi siger, at vi gerne vil have flere i kirke, til møder i menighedshuset eller missionshuset, men inviterer vi folk personligt til at komme? Gør vi noget ved det – eller er det bare tomme ønsker? Teksten siger: Den ene søn svarede: ”Ja, Herre, men gik ikke derud”.

Vi rejser os og bekender vores kristne tro – men er det andet end en from hensigtserklæring, som ikke har betydning for hvordan vi lever vores liv? Teksten siger: Den ene søn svarede: ”Ja, Herre, men gik ikke derud”.

Vi synes det er forfærdeligt, at så mange mennesker lider sult og hungersnød i Darfur eller hvor det nu er, at det brænder på… ”nogen burde gøre noget”. Men gør vi det, som vi kan: Nemlig giv af vores overflod? Gør vi noget ved det – eller er det bare tomme ønsker?Teksten siger: Den ene søn svarede: ”Ja, Herre, men gik ikke derud”.

Det er jo deprimerende læsning – os, der sidder i kirken og har de gode meninger, men når det virkelig kommer til stykket, så strander det, hos de fleste af os - vi får det egentlig ikke gjort.

Kaj Munk siger i en prædiken: ”Vi stikker til Halsen i Materialisme, vi tror ikke en døjt på Kristi Ord, at Sjælen er mere end Legemet. Den er så nem at slutte et møde med, den lille korte: Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder. Vi synger det gerne, men mene med den, efterleve den… Vorherre bevare os! – og nok engang: Vorherre bevare os”. (s. 337).

Det blev sagt i 1943 – og det passer lige så meget i dag som den gang. Ord er så taknemlige – men det er først, når der skal handling bag ordene, at det viser sig om vi bare siger ja – men egentlig mener nej.

Og derfor er det deprimerende læsning det her – Jesus må virkelig have været en menneskekender - … han må have kendt os mennesker, siden han kunne sætte fingeren så voldsomt på noget for snart 2000 år siden… For det gør stadigvæk ondt at læse om det i dag, hvis vi rigtig tænker det igennem.

Men hvad glædeligt er der så i at læse om det her i kirken? Inden jeg læste teksten til i dag, sagde jeg: ”Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus” – og hvis I lige skal have det genopfrisket, så betyder ordet evangelium et glædeligt budskab. Men hvad glædeligt er der i at få smidt i hovedet: I er som unyttige sønner og døtre, der enten siger nej… eller også siger ja, og slet ikke gør noget? Hvad glædeligt er der i det?

Jo – det er det vi skal holde faste i – og det er

1) Gud spørger os. Gud vil have med os at gøre. Han kommer hen til dig og siger: Jeg har en opgave til dig. Jeg tror på at du kan klare det. Jeg har brug for dig lige netop dér.

Da jeg kom i kirke lige før efterårsferien stak graver-Jens mig en lille seddel med et smil. Der stod: ”Hvis du vil vide hvor uundværlig du er, så stik fingeren i et glas vand, og mål hullet der er, når du trækker fingeren op af vandet igen”.

Sådan er det ikke i kirken – der står en plads tom, hvis du ikke bruger dine evner og indsigt i kirkens liv og vækst. Måske bliver arbejdet ikke gjort – måske er der en anden, der må tage en ekstraopgave på sig… men din plads er tom. Gud regner med dig – det er da fantastisk. Gud – himlens og jordens skaber regner med dig.

2) Selv om vi siger ja… og alligevel ikke gør det, eller om vi direkte siger nej… jamen så er der plads til at vi fortryder. Der var en af sønnerne, der først sagde nej… men så fortrød det. Da han kom til vingården stod hans far så med armene over kors og nægtede ham adgang. ”Nu har du sagt nej… far er ikke vred, far er skuffet… du kan godt blive væk”? Nej – naturligvis er Gud ikke sådan… ”du er velkommen. Velkommen, mit kære barn – velkommen i min vingård”.

Så det glædelige i teksten er: 1) Gud kalder dig. 2) Gud tager imod dig, igen, når du har vendt ham ryggen, men angre og vender dig om til ham. Om du så gør det en eller to eller tre gange… eller hvor mange hundrede gange vi skal op på: Gud tager imod ethvert menneske, der angrer, vender om og kommer tilbage til ham.

Det bedste ville naturligvis være, at vi både sagde ja og at vi også gik – det ville være bedst for arbejdet i Guds rige, og det ville være bedst for Guds arbejde i os…. altså for os selv. Sådanne mennesker findes også – Jesus fortæller om den tredje slags søn. Faderen sagde til denne søn: ”Gå hen til min vingård, og tal de genstridige vingårdsfolk til fornuft, for jeg skal da have min frugt fra vingården. Nu har de banket alle og slået dem ihjel, som jeg sendte til dem… men hvis du kommer, så vil de nok komme til fornuft”.

Jeg tror virkelig jeg ville have lyst til at sige nej tak til den opgave… ”Det er vist ikke lige mig at skulle dø… for de er jo udenfor pædagogisk rækkevidde”. Men sønnen sagde ja til opgaven og gik… og ganske rigtig. Vingårdsfolkene greb sønnen, slæbte ham udenfor vingården og slog ham ihjel. Jesus er den tredje søn – han sagde ja til Guds opgave til ham – og han gik…. og hvad gjorde vi mennesker ved Guds gode søn? Vi slog ham ihjel. Jøderne, som egentlig burde have anerkendt ham og stået bag ham - slog ham ihjel og vendte dermed Gud ryggen.

Jesus slutter teksten af med nogle mærkelige ord: ”Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens værk, det er underfuldt for vore øjne”. Det betyder: At selv om stenen – Jesus – er blev forkastet af de jødiske bygmestre, så har Gud taget stenen og gjort ham til kirkens hovedhjørnesten - ja, evighedens hovedhjørnesten. Golgatha er ikke længere et dødens sted, men begyndelsen på livet - fra den tomme grav flyder kraft, så vi ikke bare med vores mund vil sige ja, men at vi også kan være ja-gørere.

Når Gud i dag siger "gå ud i min vingård og arbejd i dag!", så sig ja - og gå. Bliv ikke siddende i kirken i den søde fornemmelse af at have dit på det tørrer - men gå.

Sig ja - og gå i dag. Vent ikke til i morgen, eller i overmorgen. At vente sløver, ødelægger den første begejstring og inspiration og hvis gerningen overhovedet bliver gjort vil det oftest føles som tvang. Så gå i dag.

Sig ja - og gå i dag ud i vingården og arbejd. Gå ikke derhen og sid på stengærdet og kritiser. Der er nok af kritikere i kirke, der nok ved hvordan tingene skal foregår, men som ikke rør en finger og egentlig aldrig er tilfredse.

Gå hen og arbejd - så du kan bærer frugt og give Gud den ærer, der tilkommer ham. For uanset hvad – så er det ”Herrens værk – det er underfuldt for vore øjne”.