Hvem er den største?

Den største ude i verdens riger er dem, der kan sætte magt bag deres ord,

dem, der har våben til deres rådighed,

dem, der styrer medierne,

dem, hvis ord man lytter efter fordi de altid har velovervejede ord til deres rådighed.

De største i verdens rige er dem, der er noget, har noget og kan noget. Hos Gud – universets eneste supermagt – er det helt anderledes – der er den størst, der er som et barn, ja, man skal mindst være som et barn før man kan komme ind i Guds rige – er man ”mere” end et barn (sådan set i vore normale øjne), kan man slet ikke komme ind.

Når det nu engang er så vigtigt at vi er som børn for overhovedet at komme ind i Guds rige, ja, så må det jo være temmelig magtpåliggende, at vi ved hvad det vil sige, at være et barn.

Hvad vil det sige at være et barn? At et barn ikke er uskyldigt kan vi afvise både med vores troslærer, der taler om arvesynd, men også når vi har bare lidt kendskab til hvor luskede børn kan være. Om ikke andet, så finder vi ud af at et barn ikke er uskyldigt, når det når til jeg-vil-have-slik-og-det-skal-være-nu-eller-jeg-skriger-alderen.

Der er nogle folk, der tror, at det at være som et barn, det betyder at have tro som et lille barn, fordi børn ikke tænker og bare har tillid. Det er jeg ikke sikker på er hele sandheden om dette – der er noget om det, børn har tillid.

Når vi spørger efter hvad et barn kan, så er det fordi vi har taget målestokken med ude fra verdens riger og ind i Himmeriget.

Ude i verdens riger er det jo også hvad man kan, der er i centrum – men i himmeriget er alting vendt på hovedet i forhold til det vi kender til. I Guds rige er det ikke hvad et barn kan, der gør det stort, men det er hvad et barn ikke kan, der gør det stort.

Jeg siger sikkert stikmodsat af hvad mange pædagogiske standardværker siger, når jeg siger, at børn som børn ikke kan noget – de kan ikke andet end at være i deres forældres varetægt. Og det er børn – som børn! Vi kender sikkert til lande, hvor børn på grund af forhold bliver tvunget til at blive voksne længe før de skal være det – alene for at overleve, men så er de jo ikke længere børn. Nok af krop, men ikke af sind.

Jesus siger, at vi skal være som børn – vi skal se vores egen afmagt og ufuldkommenhed i øjnene og være fuldstændig i forældrenes nåde og unåde. Jesus siger, at vi skal være intet, vi skal ikke være vigtige i verdens rigers øjne. Det giver sikkert disciplene et chok – da Jesus hiver barnet ind i deres midte. Det er som at bringe en fattig tigger ind og stille ham foran USA's præsident og fortælle dem, at tiggeren er den største person i verden!

Når børn er så afhængige af andre, betyder det også at de nemt kan bringes til fald – nemt kan misbruges og ødelægges. Vi behøver bare tænke på de stakkels mennesker, der lader deres ynkelighed gå ud over børn ved at forgribe sig seksuelt på dem. Det er virkelig at bringe et barn til fald længe før det rigtig har rejst sig.

Men Jesus begynder ikke at tale om børn og hvordan vi skal stå til regnskab for vores handlinger overfor børnene – han fortsætter talen om Himmeriget. ”Disse små” er ikke 5 årige, men voksne mænd og kvinder, som er nye i troen – som først for nylig er født på ny – som først for nylig har fået troens nye liv.  Hvor gamle de så end er, hvis man spørger til deres legemlige alder, så er de stadig åndelige små.

Jesus klandrer ikke dem for at være små – tværtimod holder han så meget af dem, at han forsikrer at den største straf til dem, der på nogen måde hindrer deres åndelige vækst. Dem, der bringer en af de små troende i Guds rige til fald hvis man er årsag til at de synder, falder fra troen og dermed ud af Himmeriget

– ja, så var det bedre, at denne person simpelthen døde. Fik en møllesten hængt om halsen og blev smidt i havet! Der er ikke plads til den person, der bringer en af de små troende til at falde – ligesom der ikke er plads på vores legeme til de legemsdele, der bringer os selv til fald.

Vi bærer et ansvar for os selv, og vi har et ansvar for hinanden. Lad os se på ansvaret for os selv først: Vi skal hugge hånd, ben eller øje ud!

Jesus mener naturligvis ikke, at vi skal skamfere os selv, hvis et af vore legemsdele kan være årsag til at vi synder. Hvis det var sådan, så tror jeg det vil være meget nemt at se på os, at vi er kristne, for så vil vi alle rende rundt og mangle diverse legemsdele. Jeg kunne lige forestille mig, hvordan vi her i kirken kunne tilbyde folk at få hugget hænder og føder af – så kunne graver Knud/Jens stå ude med hækkesaksen. Vupti!

Selvfølgelig er det ikke sådan – men sådan skal det være i vores bevidsthed. Hvis vores hånd vil bringe os til fald, så skal vi reagere som om vi ikke har nogen hånd til at række ud efter det, der vil bringe os til fald.

Hvis vores fod bringer os til fald, så skal vi reagerer som om vi ingen fod har, så vi simpelthen ikke går derhen, hvor vi vil bringes til fald.

Hvis vores øje vil bringe os til fald, så skal vi reagere som om vi ikke havde noget øje og lade være med at se i den retning.

Jeg har hørt om en kristen mand, der kom hen til sin præst for at få hjælp til at komme ud af sit forbrug af pornografi. Lige ved siden af det sted, hvor han købte benzin, var der en forretning, der havde specialiseret sig i den branche – og når han købte benzin endte han ofte inde i butikken – på trods af at han ikke havde haft intentioner om det.

Præstens råd var ”næste gang du tanker benzin, så lad som om du ikke evner at se den butik og at du ikke evner at gå derind”. Det var starten på store omvæltninger for ham.

Kæmper vi med synd i vores liv, så skal vi ikke anvende udramatiske og langsomme løsninger, men radikale og voldsomme.

Har du problemer med alkohol, jamen så gå hjem og hæld skidtet ud i toilettet!

Har du problemer med et overforbrug af penge, så klip dit dankort i stykker.

Har du problemer med at du kører for stærkt, jamen så sælg din bil og køb en cykel i stedet… køb et klippekort og håb at DSB får styr på deres køreledninger i København.

Desperate problemer kræver desperate metoder – og dem, der følger efter Jesus skal være skånselsløse, når han eller hun luer ud i sit liv. Jesus sagde, at det er bedre, at halte ind i himmelen end at løbe og hoppe ind i helvedet.

Men ansvaret stopper ikke ved os selv, men vi skal også tage et ansvar for os selv. Vores opgave som kirke er ikke at bringe de nye i troen til fald, men at bringe dem til en større og større åndelig modenhed. Vi kan nærmest se vores opgave som kirke – som det samme som en børnehaves opgave.

1) Vi skal sikre at de nye i troen kan vokse i sikkerhed uden at blive bombarderet med hedenskab og falsk teologi.

2) Vi skal sikre at det, de får at vokse af er rent og sandt.

3) En tredje ting, der er vigtig er at de nye i troen mærker hengivenhed og ømhed fra vores side. De kan vokse op i sikkerhed – de kan få den mad de skal have – men får de ikke ømhed, så er resten spildt. Jeg er sikker på at billedet af børnene i  børnehjemmene i Rumænien er lette at hente frem på vores nethinde. Børnene fik et sikkert sted at vokse op – de fik mad hver dag, men de fik ikke ømhed, de fik ikke stillet den side af menneskets behov og visnede derfor langsomt ind til vrikkende menneskeskrog. Det samme vil ske i børnehaven, der hedder ”den danske folkekirke”.

Det er et stort ansvar, der ligger på vores skuldre som kirke – for vi kan ikke tillade os bare at trække opgivende på skuldrene, når en forlader os eller farer vild, for hvad er en ud af så mange? For sådan tænker Gud ikke – for han er ikke interesseret i antallet, men han er interesseret i hver eneste af os. Gud er dårlig til matematik, for hos ham er en, og endda en af de mindste, der er faret vild og som har forladt ham, han er lige så meget værd, ja faktisk endnu mere værd end de 99, der holdt sig til ham. Jesus er som hyrden, der opsøger det ene får, han har mistet som ikke har et roligt øjeblik før han glad vender hjem til resten af fårene med fåret på sine skuldre.

Vi skal kopiere Guds kærlighed og hengivenhed til den mindste – for vi er selv afhængige af den. Vores plads i Himmeriget afhænger ikke af hvad vi kan, men afhænger af at Gud elsker os. Og vi er sat her i verden til at skinne denne kærlighed videre – til at værne om de mindste.

Mother Theresa blev på et tidspunkt spurgt hvorfor hun tog sig af de børn, der ellers bare var smidt og overladt til den visse død. Hun svarede ikke med ”er det da ikke klart nok?” hun svarede ikke med ”er det ikke det mest humane at gøre?” – ja, hun svarede ikke engang med ”dette er de mindste i Guds rige og dem skal vi passe på”. Nej, hun svarede ”Jeg tager mig af de forældreløse af en grund: ”Jesus elsker mig”.

Det skal være vores grund til at tage vores opgave som kirke alvorligt – at vi er elsket og derfor skal vi også elske og hjælpe vores næste i lyst og i nød.