Til min sidste fødselsdag fik jeg et par cd-er med Viktor Borge - og en af hans historier er om manden og konen, der står og skal til at checke deres bagage ind i lufthavnen.
Manden sagde så til konen: Jeg ville ønske, at jeg havde taget vores klaver med.
- nu er det jo normalt kvinder, der tager en masse unødvendigt med sig på ferien, så konen udbrød da også undrende: Klaveret… hvorfor dog det, vi har jo allerede 10 kufferter med os
Manden svarede: Ja, det ved jeg - men flybilletten ligger på klaveret.
Ja, nu er jeg selv en, der nok kunne finde på at glemme vigtige ting - og det kan godt gå hen og blive træls. Skal man glemme noget, så er det bedst, at man glemmer det rigtige, så man til gengæld også husker det rigtige. Altså: Husk og glem de rigtige ting - jeg har fundet følgende tekst, som jeg egentlig synes rammer det ret godt:
"Glem hver gode ting, du har gjort lige så hurtigt som du har gjort det. Glem hver eneste sladder før du når at gentage det overfor andre. Glem hver ringeagt, hver ydmygelse og hver spot hvor du så ellers møder det.
Husk hvert et løfte du giver - og hold det til punkt og prikke. Husk dem, der hjælper dig og vær en taknemmelig skyldner. Husk al den glæder, der kommer din vej her i livet. Glem hver bekymring og lidelse - være fyldt med håb og tilgivelse. Husk det gode, husk sandheden, husk at himmelen er over dig".
Så kort sagt: Vi skal huske de rigtige ting og glemme de rigtige ting. Nu nævner jeg ikke det her fordi jeg tror, at Josef og Maria glemte Jesus den dag i Jerusalem, da de var til påskefest. De havde ikke glemt ham, men regnede bare med at han måtte være lidt længere oppe i karavanen på vej hjem. Men da de endelig finder ham, så sidder han i tempelet og taler med de skriftkloge. Da Maria og Josef er ved at hidse sig op til den helt store gardinprædiken, så spørger Jesus kort. "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far".
Der stod, at ingen af dem, rigtig forstod hvad han mente med det - men… og nu kommer det med at huske, for så står der "Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte".
Selvfølgelig aner vi ingen ting om hvordan Maria var, men jeg forestiller mig, at hun var en meget eftertænksom kvinde. Det er nemlig ikke det eneste sted, hvor der står, at Maria husker noget, der bliver sagt til hende. Så vidt jeg lige husker det, så er der et andet sted, nemlig ved en begivenhed, der foregik 12 år før det her, jeg læste om for lidt siden. Det skete 12 år før, nemlig da Jesus lige var blevet født og hyrderne fortæller om hvad englene havde fortalt dem ude på marken. Og så står der "Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem".
Maria lod ikke sådanne smådryp af ord og velsignelser gå sig forbi, men gemte dem og huskede på dem…. men til hvad nytte? Hvad godt bragte det Maria, at hun huskede på hvad hun have oplevet med sin søn Jesus og hvilke velsignelser, der lød over ham og hende? Sidste søndag hørte vi en profeti om hvordan også hendes sjæl skulle gennemtrænges af et sværd. Også hun skulle komme til at mærke smerter og kvaler. Om det så var smerten over modgangen og smerten ved at stå ved sin søns kors på langfredag. Eller om det var kvalerne over at mærke tvivlen i sig - om nu Jesus også var "ham, vi ventede - eller om vi skal vente en anden".
Der er et vers i Bibelen, som jeg slet ikke kan blive færdig med, og det er verset om, at Guds ord ikke vender virkningsløst tilbage. Maria beholder Guds ord i sit hjerte og grundede over det - hun huskede på Guds velsignelser mod hende. Og jeg tror ikke, at det fik lov til at vende virkningsløst tilbage… men at det gav hende kraft til at stå på første række, da smerten og kvalerne rullede ned over Jesus og også ramte hende.
Der findes en gammel amerikansk salme, der hedder "Count your blessings". Oversat siger salmen
Tæl dine velsignelser, nævn dem en for en
Tæl dine velsignelser, se hvad Gud har gjort
Tæl dine velsignelser, nævn dem en for en
og det vil overraske dig hvad Gud har gjort.
Maria gemte alle disse ord i sit hjerte - hun huskede på hvad Gud havde gjort af gode ting imod hende. Det har garanteret også været noget, hun havde i sit hjerte, da det pludselig var svært at se Guds velsignelse i det, der skete.
Hvad har du gemt i dit hjerte? Den bedste måde at forberede sig på hårde tider er ved at opbygge et lager af ting, som Gud har gjort mod os. Så: Hvad har du gemt i dit hjerte? Det er let nok at huske de gange, hvor vi synes at Gud svigtede os - lad os i stedet vende det om og føre regnskab over de tidspunkter, hvor Gud overraskede os. Lad os i stedet føre regnskab over alt det, som Gud har gjort for os. Lad os i stedet føre regnskab over det vi har oplevet med Gud, så vi har noget at stå imod med, når vi synes Gud er langt væk fra os. For Gud er ikke langt fra en eneste af os - også selv om det måske kan mærkes sådan undertiden. Men jeg tror, at ved at have det lager af oplevelser med Gud, så får man også lettere øje på ham, midt i tvivlen og smerten.
Tæl dine velsignelser, nævn dem en for en
og det vil overraske dig hvad Gud har gjort.
… og da Gud er den samme i går og i dag - ja, til evig tid, jamen så er han nok ikke holdt op med at træde til med hjælp og velsignelse nu.
Hvad har du i det lager? Hvad vil du kunne tage frem i trælse tider?
Der er en historie, som jeg ikke kan lade være med at fortælle igen og igen - hvor Gud virkelig greb ind på en konkret måde. Jeg havde lige fået arbejde som efterskolelærer i Mariager - et spændende arbejde, men det var ikke så spændende, at skulle tage bussen hver dag fra Århus til Mariager. Så vi købte en billig brugt bil - 5000 kroner. Nu er 5000 kroner ikke meget for en bil, men det var meget på tidspunkt… men det var nødvendigt med den bil. Et par dage efter at vi havde købt bilen kom der et anbefalet brev til mig fra en dejlig dame, som har bedt for mig lige siden, jeg var helt lille. Og I det skrev hun, at Gud havde lige fortalt hende, at hun skulle sende 5000 kroner til mig, så det havde hun gjort. I brevet lå lige nøjagtig 5000 kroner, som lige nøjagtig var det beløb, bilen kostede.
Jeg elsker virkelig den historie - det er en af de historier, som jeg har taget ind i mit hjerte, og som jeg også ofte tager frem, når det ikke lige er så sjovt igen.
Tæl dine velsignelser, nævn dem en for en
og det vil overraske dig hvad Gud har gjort.
Tæl dine velsignelser - ja, det er et godt råd, men begynd med at bede Gud om at åbne dine øjne, så du må kunne se alle de velsignelser, du har fået af ham. I har måske hørt om den mand, der ikke var tilfreds med sit hus, så han satte det til salg for at kunne få sig et nyt hus. Han havde sat en ejendomsmægler på sagen, der lavede en salgsopstilling og beskrivelse af huset. Mægleren læste beskrivelsen af huset op… nu var huset klar til at blive solgt. "Ved du hvad" sagde manden. "Jeg vil faktisk ikke sælge alligevel. Nu har jeg været på jagt efter sådan et hus hele mit liv, og jeg anede ikke, at jeg faktisk allerede ejede det".
Ens problemer og ens forkerte fokus kan faktisk gøre os blinde, så vi overser de velsignelser, som vi faktisk allerede vader rundt i. Så vi længes hen til Gud, men faktisk ikke ser, at han er her faktisk allerede.
" Tæl dine velsignelser, nævn dem en for en "…. kan du ikke få øje på dem, så bed Gud om at han må åbne dine øjne, så du må genkende alle hans velsignelser og godhed omkring dig. Jeg tror, at det vil ændre hele din måde at se på verden på, når du først ser hvad Gud har gjort og stadigvæk gør.
Hvad har du så, som du kan tage frem? Jeg tror, at hvis du tænker dig godt om, jamen så vil I alle sammen kunne hive en eller to historier frem, hvor Gud vendte noget ondt til noget godt.
Og kan du ikke lige komme på det, så begynd med at se hvad Gud har gjort for dig og givet dig som menneske og som en kristen.
Du sidder her og kan høre Guds ord. Du lever. Du har måske nogle venner eller familie omkring dig i kirken. Ja, du har endda en kirke at være i som kristen. Du har et budskab om at Jesus er død for dig og at alle dine synder kan blive slettet ud, hvis du bare tror på Jesus. Så har Gud nogensinde gjort noget for dig - eller givet dig noget?
Han har givet dig en accept, der aldrig kan stilles spørgsmålstegn ved.
Han har givet dig en arv, som er uforgængelig, ukrænkelig og uvisenlig.
Han har givet dig en udfrielse, der aldrig kan overgåes.
Han har givet dig en nåde, der aldrig løber tør.
Han har givet dig et håb, der aldrig kan blive til skamme.
Han har givet dig en glæde, der aldrig kan blive formindsket.
Han har givet dig en fred, der ikke kan tages fra os.
Han har givet dig en retfærdighed, der aldrig kan falme
Han har givet dig en frelse, der aldrig kan blive forældet.
---- så derfor:
Tæl dine velsignelser, nævn dem en for en
Tæl dine velsignelser, se hvad Gud har gjort
Tæl dine velsignelser, nævn dem en for en
og det vil overraske dig hvad Gud har gjort.