Det jeg lige har læst op her kaldes Zakarias´ lovsang – den lovsang, som Zakarias bryder ud i, da han står med sin eneste søn i sine arme, Johannes. Ham, som vi kender som Johannes Døberen. Og kender vi forhistorien ved vi, at den gamle præst virkelig har noget at takke for. I kender sikkert godt forhistorien, nemlig at præsten Zakarias og hans kone Elisabeth begge to er oppe i årene og de har ikke fået deres store ønske opfyldt, nemlig at få et barn, og nu er det for sent for de to gamle mennesker, og hvor var det synd for dem. Det kender vi jo nok, man synes det er synd for ægtepar, der ikke kan få børn, og det er jo lige før man ser det at få børn som en rettighed i stedet for det det i virkeligheden er, en gave. Nå, men det var synd for det her præstepar, også fordi folk sikkert havde set skævt på dem hele deres liv – "der må være en eller anden stor synd de har begået siden Gud ikke har givet dem denne gave. Selv om de ser ud til at være fromme, så gemmer de nok på et eller andet". Men som I også godt ved, så er det kun 25% af al landsbysladder, der er sand, og også her. Der står lidt tidligere i Lukas evangeliet om parret her: ”De var begge retfærdige for Gud og levede uangribeligt efter alle Herrens bud og forskrifter”. Men Gud griber ind – Gud skænke dem et barn midt i deres alderdom. I første omgang tvivler Zakarias da han får de gode nyheder fra englen Gabriel, at Elisabeth skal føde en søn, men efterhånden som månederne går og Elisabeth bliver tykkere og tykkere, så kan han se, at han tog fejl: Gud kan gribe ind, Gud har grebet ind – Gud har handlet nådigt. Og det er netop det, som navnet Johannes betyder på hebraisk: Gud har handlet nådigt.
Og det er netop det Zakarias´ lovsang handler om – at Gud har handlet nådigt. Læser vi lovsang igennem, så handler sangen slet ikke om at det gamle ægtepar har fået en søn. Den handler ikke om den skam, som er blevet taget af ægteparrets skudre. Den handler ikke om den glæde de personligt har fået, ved at Gud har givet dem et barn. Den handler ikke om hvordan Zakarias´ præsteslægt ikke uddør med ham, men nu kan fortsætte. Nej, fokus er ikke kun på hvad dette barn betyder for dem, men hvad dette barn betyder for alle. Ja, hvad dette barn faktisk også betyder for os. Dette er nemlig det første synlige tegn på, at nu kommer frelsen. Nu kommer tiden, hvor vi skal frelses fra vores fjender, nu kommer frelseren, der skal forberede vejen for frelseren. Ham, der skal skinne ind til os, der sidder i mørkets og dødens skygge, og ham, der skal lede vore fødder ind på fredens vej.
Og det er måske, når alt kommer til alt det jeg også vil prædike i dag. Bibelen har noget at sige om alle de forskellige ting, som vi mennesker står i. Man kunne sikkert holde en lang prædiken om hver eneste af de ting, der står her, og vise det ud til en eller anden aktuel problemstilling ude i samfundslivet eller familielivet, men alt det betyder ærligt talt nul og niks i forhold til evangeliet om Jesus som vores frelser. Som vi kan se med præsten Zakarias, så overskyggede den kommende frelser fuldstændig det enormt store faktum, at han nu stod med sit første barn i sine arme. Det, som han havde ønsket sig af hele sit hjerte, stod han med i armene nu – og hans mund sang om noget helt andet. Man skulle have troet, at han var brudt ud i sang om det lille barn, sådan ala ”Hvem du end er så velkommen til verden”. Men i stedet for synger han om en anden, der snart kommer til verden – og som han nok kender, måske ikke af navn, men så af gavn: Jesus. Han synger om noget, som hans hjerte havde ønsket sig endnu mere end nok så mange børn: Nemlig, at Gud ville gribe ind. At Gud ville handle som han havde lovet. At Gud ville sende en solopgang midt i verdens mørke. Og det gør Gud nu!
Vi ser tilbage. Gud har handlet! Gud har sendt sin søn! Gud har sendt frelsen… og vel er kristendommen en nutidig tro, som har fremtiden for sig, men det er lige så meget fortid, noget som er sket. Selv om vi mennesker gerne vil udvikle og forny og gøre bedre, så er der ikke noget vi kan gøre til eller fra: Gjort er gjort. Da Jesus udånede på korset med ordene ”Det er fuldbragt”, så var der altså noget om snakken – der var ikke mere, der kunne gøres. Der skal ikke kæles mere for detaljerne, og forfine det… nej, det er fuldbragt. Der er ikke noget, du kan gøre – det er fuldbragt. Der er ikke noget vi kan forbedre – det er fuldbragt. Det eneste vi kan gøre er at tage imod det – og leve i det.
Og hvor glæder det mig virkelig, at kristendommen er en tro på noget, som en anden har gjort for mig. Jeg skal ikke ud og bygge et kloster, eller rende til Jerusalem på pilgrimsfærd eller noget andet… jo alt det kan jeg godt gøre, og det er sikkert værdifuldt, men det bringer ikke noget ekstra til, som jeg ikke have på forhånd i troen på Jesus. Som jeg ikke vil kunne få kvit og frit fra Gud selv uden at skulle en omvej omkring en af pilgrimscentrene. Det er virkelig befriende.
Men på den anden side, så er det dybt frustrerende, for det ligger så langt væk fra vores tankegang som vi overhovedet kan forestille os. ”Fra børnehaven og opefter bliver vi opdraget til at klare os i en nådesløs verden. ”Først til Mølle” får først malet. Man skal yde, før man kan nyde. Kræv din ret. Få hvad du betaler for. Jeg kender disse regler, for jeg lever efter dem. Jeg arbejder for min løn. Jeg kan lide at vinde. Jeg holder på mine rettigheder. Jeg ønsker at folk får det, de har fortjent – ikke mere og ikke mindre”. Men sådan arbejder Gud ikke. Gud uddeler gaver, han uddeler ikke belønninger for en lang og tro tjeneste. Ingen af os får løn efter fortjeneste, for vi er ikke engang tæt på at have opfyldt Gud krav. Hvis lønnen skulle udbetales fair, ville vi alle havne i helvede. Sådan er Gud – Gud er Gud. Gud er ikke kun en Gud, der giver, hvis han også modtager, nej, Gud giver uden nogle betingelser og hvis-er. Det er det, der er den store forskel mellem frelse og belønning. Frelsen afhænger af det Gud har gjort for dig, hvor belønning afhænger af hvad du gør for Gud.
Det se den gamle Zakarias, da han står og profeterer over sin søn. Nu kommer frelsen – det er et dejligt billede han bruger med solopgangen. ”Solopgangen fra det høje vil besøge os
for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”. Hvad kan vi gøre for at solen står op? Ingenting! Den står bare op og så skinner solen og giver kraft og liv til jorden og til os. Sådan også med frelsen fra Gud – der er her med sin kraft og sit liv uden at vi kan gøre noget fra eller til. Ikke andet end stille os i lyset og tage imod. Vi kan jo også blive indenfor i vores stue og trække gardinerne for vinduerne, så vi ikke ser solen – men det er der jo ingen sunde mennesker, der gør. Vi vil gerne have lys og varme ind fra solen. Så fra med gardinerne og ind med solen.
