Det er sjovt, hvordan der er viden, der er så gammel og som alle nikker genkendende til, men som man alligevel har svært ved at acceptere, når man står overfor det. Det, jeg tænker på er sætningen: Det er menneskeligt at fejle – det er jo en ældgammel sandhed, som vi mennesker har kendt til… ja, siden syndefaldet, og vi ved, at sådan er det. Men alligevel har vi svært ved at acceptere det, når vi står overfor en anden, der har fejlet…. og foregår det indenfor kirken, så kommer de store overskrifter virkelig frem – så er der skandale.

Og skandaler er der nok af. For to uger siden skulle Polen have haft en ny ærkebiskop, men på dagen for indsættelsen trådte han tilbage efter at det var kommet frem, at han havde samarbejdet med den kommunistiske efterretningstjeneste.

Skandaler er der nok af. I begyndelsen af november blev en af de mest indflydelsesrige amerikanske kirkeledere fyret af sin menighed. Han havde skrevet meget læste bøger om etik og moral – og han havde talt meget mod ægteskab mellem to af samme køn. Men pludselig kom det frem, at han havde besøgt en mandlig prostitueret og taget stoffer. Jeg er en bedrager og en løgner. ”Der er en del af mit liv, der er så frastødende og mørkt at jeg har kæmpet mod den hele mit voksne liv”, lød det i hans afskedsbrev, inden han forlod kirken som leder.

Skandaler er der nok af. Sidste år fik en dansk præst hele pressen på nakken, da han var blandet ind i nogle arvesager. Bølgerne gik så højt, at hans biskop fratog ham hans embede. Ja, skandaler er der nok af.

Jeg vil ikke tage stilling til nogle af de her sager, men bare trække frem: Kirken er fyldt med mennesker, som dig og mig. Mennesker, der også falder – mennesker, der også fejler… og det er menneskeligt at fejle. Og hvem er vi at dømme andre mennesker? Jesus stod på et tidspunkt overfor en fnysende flok, der stod med sten i hånden for at stene en stakkels kvinde, der havde trådt ved siden af. De var klar – nu skulle der flyde blod… men hvad sagde den nye lærer, Jesus? Lad den, der er ren kaste den første sten. Lad den af jer, der aldrig nogensinde har fejlet og syndet… lad ham kaste den første sten. En efter en måtte de lade stenene droppe ud af deres hænder for deres fødder – og gå slukøret væk. Dagens blodige underholdning var aflyst.

Og sådan også med os: Lad den af os, der aldrig har fejlet, være den, der sætter os til dommer over andres fejl, mangler og synd. Og hvis vi har nok selverkendelse vil der ikke være en eneste, der dømmer en anden, for som sagt: Det er menneskeligt at fejle. Gør du det ikke åbenlyst, så gør du det i det dunkle. Der var en gang en, der sagde til Indre Missions store formand, Christian Bartholdy: ”Åhh… hvor vi elsker dig”. Det var måske efter en tale eller et eller andet. Men det svar, der kom tilbage var meget nøgterne. Han sagde: ”Hvis jeg var lavet af glas, så du kunne se lige ind til mit inderste, så ville du ikke engang røre mig med en ildtang”.

Der præsenteres to slags folk for os i dagens tekst – en spedalsk og en romersk officer. Det er to personer, der er vidt forskellige, men der er alligevel en ting, hvor de er helt ens. Det er deres situation hos jøderne – for en rettroende jøde ville det være lige så utænkeligt at røre ved en hedning, som den romerske officer er, som det ville være at røre ved den spedalsk. Så skulle det i hvert fald være med en ildtang.

Nu var det ikke bare fordi den spedalske var syg, og man ikke kendte til andet middel mod sygdommen end at udelukke de syge fra samfundet. Nej, det var mere fordi man så spedalskhed som Guds straf for en konkret synd. De var ikke bare syge, men de var langt mere urene og skulle ikke være en del af det rene jødiske samfund. Og det ved den lamme godt – han er overhovedet ikke i tvivl om Jesus kan helbrede. Det han er nervøs for er om Jesus overhovedet vil helbrede ham – ham, som alle kan se, er en synder. ”Herre, hvis du vil kan du gøre mig ren”. Enhver god jøde ville være trådt et par skridt tilbage fra manden og så ellers gået en stor bue omkring ham – han er uværdig.

Den næste der er uværdig er den romerske officer. – og han er også nok klar over det: ”Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag”. Han er klar over sin uværdighed – han er ikke en jøde, han er han er romer og han er endda en romersk soldat, der er med til at besætte Israel. Så ja… ”Herre, jeg er for ringe”. Enhver god jøde ville sige: ”Ja, du er for ringe… farvel med dig, du må sejle din egen sø”.

Soldaten bliver sendt bort – men det er med ordene ”Gå, det skal ske dig, som du troede”. Jesus går ikke en stor bue rundt om den romerske soldat, lige som han heller ikke trækker hånden væk fra den spedalske mand, men tværtimod rækker hånden ud: ”Jeg vil… bliv ren”.

Og det er det, jeg første og fremmest lærer ved at læse denne tekst: Jesus tager imod den, der er uværdig. Ikke bare den, der er uværdig, så alle kan se det, men også den, der inderst inde føler sig uværdig, men som bare er bedre til at skjule det. Som Bartholdy sagde selverkendende: ”Hvis jeg var lavet af glas, så du kunne se lige ind til mit inderste, så ville du ikke engang røre mig med en ildtang”. Det er menneskeligt at fejle!

Men jeg vil faktisk vove den påstand, at jeg har en hilsen til dig fra Jesus i dag: Jesus vil gerne røre ved dig. Ja, Jesus vil gerne leve sammen med dig, Jesus vil bo i dig... fylde dig, forme dig og lede dig. Også selv om du er uværdig, også selv om du føler at du kæmper mod laster og fejl og har et åndeligt selvværd, der kan ligge på spidsen af en knapnål. Jesus vil bo i dig... fylde dig, forme dig og lede dig.

Og det er også det, jeg elsker Jesus for, at han ikke bare vil være sammen med mig, når livet bare er en dans på roser og jeg synger glade sange, men også når jeg går og skumler og har jeg overhovedet lyst til at synge, så er det klagesange. Dér er Jesus også hos mig. Det er det, jeg elsker Jesus for, at han ikke bare vil kalde mig sin, når jeg for et øjeblik øjeblikke formår at skinne hans kærlighed ud igennem mit liv, men at han også kalder mig sin i de perioder, hvor folk har svært ved at se, at jeg faktisk er en kristen. Det er jo dér jeg har allermest brug for ham. Ja, vi har altid brug for Gud, vi kan ikke leve uden ham… men det er i de øjeblikke, hvor det er allermørkest inde i os eller udenfor os, at det står stærkest for os, at JA, vi har brug for en frelser! Et barn har altid brug for sine forældre, lever altid i sin forældres kærlighed og beskyttelse, også selv om det ikke har det i tankerne, når det render og leger ude på legepladsen. Og det kan måske virkelig først rende rundt i tankeløs leg, fordi barnet dybest set godt ved, at det er elsket og er under sine forældres beskyttelse. For i det øjeblik at f.eks. en bidsk hund kommer og barnet trykker sig ind til sine mor eller far, så kommer det frem, at barnet har brug for sine forældre. Så mærker barnet virkelig sine forældres beskyttelse. Så tager forældrenes kærlighed virkelig konkret form. Forældrenes kærlighed og beskyttelse er den samme, både når barnet leger og når barnet trykker sig ind til forældrene – og på samme måde med Guds kærlighed og beskyttelse… det er den samme. Og dér kan jeg hvile mig – fra psykologer og velværds—skribenter hører man ofte, at det gælder om at hvile i sig selv. Men så tror jeg det bliver en kort hvile, for det er min påstand, at vi altid er under forandring. Er det ikke vores holdninger og handlinger, der forandrer sig, så er det andre menneskers holdninger og handlinger overfor os der gør det. De gamle filosoffer sagde, at du kan aldrig bade i den samme flod to gange… vandet er ikke det samme, bunden er ikke den samme som sidst du badede. Ja, min filosoflærer på universitetet sagde, at du kan faktisk ikke bade i den samme flod en gang – så hurtigt går det. Ja, I kan nok høre, at jeg har brugt min studietid på en masse fornuftigt!!

Men midt i foranderligheden kan vi finde hvile i en, der altid er den samme, Gud. Vi kan hvile i, at hans holdning overfor os totalt er den samme uanset, hvordan vi ellers opfører os. At hvile i Gud er at leve et liv nær ham, også uden at vi måske tænker hans konkrete beskyttelse og hjælp ind i alle ting, men sådan, at vi altid ved, at den er dér. At hvile i Gud er for mig at se at leve livet med ham og nær ham – og hvile i, at der aldrig kommer et tidspunkt her på jorden, hvor han skubber mig fra sig. Og her er de to mænd et herligt eksempel, for de viser mig Guds kærligheds sikkerhedsnet. Jeg kan aldrig nå så langt ned at han ikke kan strække hånden ud og så nå mig. Jeg kan aldrig nå så langt væk, at han ikke kan nå mig med et ord og skabe tilgivelse og frelse. At hvile i Gud er at leve i Guds kærlighed – og vide sig omgivet fra alle side af en Gud, der altid er den samme uanset hvordan vi så forandre os om det er til det bedre eller det værre. Kirken er det sted, hvor vi kan hvile midt i vores foranderlighed.