INFO
1. søndag efter påske-
1.tekstrække
Johannesevangeliet 20,19-31
15. april
| |
Thomas og Jesus
 |
Vi har netop fejret påske. - Vi har været sammen med Jesus, da han indstiftede nadveren, skærtorsdag. - Vi har forsøgt at følge ham langfredag. - Vi gik med kvinderne ud til graven for at finde en tom grav og en engel, der forkyndte, at Jesus er stået op fra de døde. Påskens faktum er slået fast: Jesus er opstået fra de døde - og nu i tiden frem til Kristi Himmelfart skal vi beskæftige os med hvad opstandelsen betyder. Hvad opstandelsen giver.
I dag hører vi hører om hvordan Jesus møder sine disciple for første gang efter opstandelsen - og hvordan især Thomas skiller sig ud fra flokken. Hvordan han - realisten Thomas - holder fast på sin tvivl, hvordan han vil se, føle og røre før han kan tro.
Egentligt et moderne menneske som vi kan møde ude på gaden - danskeren der vil se, måle og veje før han kan tro. Men det har intet med tro at gøre - selv om man kunne rent logisk kunne bevise troen på opstandelsen, så er det ikke nok til at vi kan overvinde tvivlen. Der skal mere til - og det mere skete her i det lille indelukkede værelse, hvor Jesus viste sig for disciplene. Men vi hører ikke bare om tvivl contra tro, men vi hører også om frygt contra troens fred. Disciplene lukkede sig inden døre af frygt for jøderne - hvis de kunne finde på at gøre sådan med deres mester, hvad kunne de så ikke finde på at gøre med dem? Disciplene var bange - og Jesus stod så pludselig i deres midte og sagde "Fred være med jer". Der var nok at være bange for - men Jesu hilsen "Fred være med jer" jog frygten væk og skabte den ægte fred. Hvis der er noget vi menneske sætter allerhøjest så er det fred. Men der er så meget, der truer vores fred - både fra menneskers side og fra naturens side. - Vi kan være bange for hvordan situationen i Irak og Israel kan udvikle sig - vi er bange for den menneskeforagt, der lyser ud af øjnene på selvmordsbombemanden. Det er som om vi knap nok kan komme os over en fare, før den næste springer over os og truer os. Det moderne menneske stræber efter freden - og det er netop det troen giver, ægte varig fred. "Kan der overhovedet eksistere anden fred, end den vi møder i en kort pause inden næste trussel kaster sig over os?" Kristendommen svar er, ja - troen skænker en evig og urokkelig fred. Hvor er det ærgerligt at man så bliver ved med krapagtigt at holde fast på Thomas´ modargumenter "Jeg vil se, måle og veje" - for dér findes troen ikke, og dér findes den sande fred heller ikke. Og det er ellers en fred, som er stærkere end alt, der ellers måtte true den, for den er givet os af Jesus.
Thomas blev ved med at være i discipelflokken selv om han som den eneste ikke troede på opstandelsen. De andre holdt fast på deres "Jesus er opstået fra de døde, vi har set det Thomas" - og Thomas holdt fast på sit "jeg tror det ikke". Hvorfor forlod Thomas ikke de andre disciple, for han delte jo ikke deres tro? Thomas gjorde det, der skulle vise sig at være det bedste for ham: Han blev. Han var stadigvæk tvivleren blandt de troende - men han blev. Hvorfor? Jeg tror han blev, fordi han kunne mærke den forskel der måtte have lyst ud af disciplene - den fred, som troen på opstandelsen har givet dem. Den fred, som Jesus havde lyst over dem, da han havde vist sig for dem første gang. Thomas blev - og derfor kom Jesus også til ham, så han måtte glemme sit "jeg vil se, måle og veje" og bare falde på knæ og sige "min Herre og min Gud".
Hvad er det for en fred, der lyste sådan ud af disciplene, så tvivleren Thomas blev hængende i et fællesskab han ikke rigtig var en del af?
Det er en fred midt i ufreden for de ydre omstændigheder havde slet ikke ændret sig. Romerne udøvede stadigvæk deres tyranni - jøderne ville stadigvæk kaste sig over enhver, der bekendte sig til Jesus. Der var stadigvæk farer på færde, men disciplene havde en fred, der var dybere og stærkere end selv den største menneskelige fare. De havde set Jesus - men de havde også set Jesu sår. Jesus kunne let have helbredt sine grimme og ulækre sår - hvorfor gjorde han ikke det? I stedet står han faktisk dér og viser dem sine sår lige efter at han har sagt "fred være med jer". Hvorfor gjorde han det? Hvorfor er det så vigtigt med de sår? Jeg tror, at han gjorde det for at vise disciplene at han var Jesus - deres mester, ham som var blevet korsfæstet. Men han gjorde det også for at vise dem, at fredens fjender havde gjort deres værste mod ham. De havde gjort hans venner til fornægtere og endda en til en forræder, de havde vanæret hans lære, de havde pint ham, de havde ydmyget ham i Jerusalems gader og til sidst havde de dræbt ham, men Jesus havde alligevel vundet - han levede på trods af det værste, der kunne ske et menneske. Og derfor kan den fred, som han skænker og som han er garant for, også holde på trods af selv det værste, der kan ske os. Derfor kan vi bygge vores liv på den fred i tillid til, at hvad der end sker os, så har vi liv i hans navn. Og derfor er Kristendommen livets religion fordi det giver os styrke til at leve livet fuldt ud uanset om vi lever i medvind eller modvind. Uanset om vi sørger eller jubler. Uanset om vi er er uhelbredelig syge eller friske uden at fejle noget. Vi kan opleve og tage imod alle livets tilskikkelser og stadigvæk have en indre fred. Om de stærke missionske jyder blev der sagt, at de kunne ikke finde ud af leve, men de kunne finde ud af at dø. Det er naturligvis et noget fortegnet billede, men det fortæller alligevel, at folk i de stærke jyder, så noget kraftfuldt, som de nok når alt kom til alt alligevel missundede. At de havde mere ligevægt i sjælen, tog roligere imod livets skæbner, tumledes ikke så meget op og ned af de ydre omskiftelser, havde mere kraft til at bære deres byrder stille, havde også mere frimodighed til at møde døden. Det samme kan vi se i dag også selv om vi ikke hører til de stærke jyder, for Jesu fred er den samme i går og i dag - ja, til evig tid. Den fred bygger ikke på vore omgivelser eller tilhørsforhold til den ene eller anden kirkelig retning, men bygger på ham, der alene kan skænke os freden, nemlig den opstandne Jesus. Jesu fred er en fred midt i ufreden, men er det så en ægte fred? Er det ikke bare ren indbildning. Kommunismen kaldte kristendommen for opium for folket. Har den ikke en smule ret i det? Er troens fred ikke at leve livet i en religiøs rus og vide, at "jeg har det ondt nu, men jeg skal bare holde ud, for jeg ved at jeg vil få det meget bedre senere". At lever livet med skyklapper på, så man ikke ser farerne, fordi man ikke vil se dem, har intet med fred at gøre. Det er jo bare at bygge sit liv på en løgn, det er ikke fred - det er virkelighedsflugt. Det har man kun smil og latter til overs for. Det er ligesom den irakiske informationsminister, der hårdnakket blev ved med sit "Der er ingen amerikanske soldater i Bagdad" selv om man kunne høre skuddene fra dem i baggrunden. Men en sådan fred har intet med den kristne fred at gøre. For Jesus siger ikke til sine disciple "Fred være med! Bliv herinde i det aflåste rum og glem romerne og jøderne". Det siger Jesus ikke, han siger "Fred være med jer! Som faderen har udsendt mig sender jeg også jer". Jesus sendte disciplene ud for at overvinde farerne og problemerne - ikke ved at glemme dem, men ved at trodse dem. Derfor trodsede den bange discipel Peter sin frygt for jøderne og romerne og ledte en vækkelse i Jerusalem og sluttede ikke sin virksomhed før han blev korsfæstet i Rom. Derfor trodsede Thomas sin tvivl og rejste helt til Asien for forkynde evangeliet dér. Og alt dette skete på grund af deres møde med Jesus.
Afslutning Den kristne fred giver os den styrke, der skal til, for at vi netop kan åbne vore øjne og møde ufreden, sorgen og sygdommen. Troens fred giver os styrke netop til at gå ud i ufreden, og forsøge at skabe fred. Troens fred giver styrke netop til at gå ud til den sørgende, for at trøste. Troens fred giver styrke netop til at gå ud til den syge og give lindring. Disciplenes liv blev forandret, da de mødte Jesus - kirkens tilbud i dag lyder: Kom og mød den opstandne Jesus. Vi kan ikke som disciplene synligt møde Jesus, men vi kan møde ham her i kirken ved at høre hans ord, ved at gå til alters. Kirken er ikke bare de frommes holdeplads, men er stedet, hvor Jesus møder os, der kan være bange for fremtiden. Os, der kender til tvivl og han møder os ikke med bebrejdelser men med et "Fred være med jer". Jesus ved hvad vi hver især kommer i kirke for at få - han ved hvad vi trænger til - og han giver os det kvit og frit.
| |
|