Da jeg i 1994 begyndte mine studier til præst holdt en højskoleforestander et foredrag for os nye stud. theoler med gode ting at have med sig i det kommende liv som studerende. Imellem en masse vås og platte vittigheder sagde han alligevel en ting, som bed sig fast. Og det var, at vi her i begyndelsen af vores studietid skulle vælge os et ord, der kunne virke som overskrift over vores studier.
Jeg kan huske, at det ord han havde brugt, ikke sagde mig ret meget, men jeg var helt klar over hvad jeg ville bruge som overskrift over min studietid. Og det var det korte, men stærke ord "Gud i vold".
"Vold" er ikke vold forstået som at man bliver overfaldet af et par bøller inde i Hjørring, men det er så gammelt et ord, at det kommer fra det tyske "Gewalt" altså "magt" og "vælde". Når jeg satte "Gud i vold" som ordet over mine studier, så betød det, at jeg lagde alle mine studier og deres udfald over i Guds magt og lod ham bestemme. For som englen Gabriel sagde til Maria "Intet er umuligt for Gud".

"Intet er umuligt for Gud" - selv ikke at føre mig igennem de indviklede studier, så derfor Gud i vold. Og det har generationer efter generationer oplevet på deres egen krop, i deres egne liv "Intet er umuligt for Gud".
"Intet er umuligt for Gud"  - han kunne alene med ord skabe universet, stjernerne, jorden og alt som er på den. Og det er ham, der opretholder alt, styrer alt og leder alt.

"Intet er umuligt for Gud" - her i dagens tekst hører vi om endnu en af Guds skabelser, nemlig skabelsen af Jesus i jomfruen Maria. Umuligt at forestille sig for os mennesker, men igen: "Intet er umuligt for Gud". Det er ikke en "sød" lille fortælling, som der er blevet opdigtet for at skjule sandheden - det er historieskrivning. Evangelisten Lukas, der har skrevet evangeliet til i dag, er andet end evangelist, han er nemlig læge. Også selv om han sikkert ligger lysår bagved hvad læger i dag ved om lægevidenskab, så ved han dog nok hvordan børn bliver til - men alligevel skriver han her under Helligåndens indflydelse om at Jesus er undfanget uden nogen mands indblanding. Men ved at den højestes kraft overskyggede Maria. Lukas skrev at Gud vil bøje sig så langt ned, at han bliver menneske - at han vil have fællesskab med os.
Jeg synes faktisk at det er et større under end jomfrufødslen, nemlig at Gud den almægtige rækker ud efter en menneskehed, der konstant lever med ryggen til ham. At Gud den almægtige vil have fællesskab med os, så meget at han lader sin kraft overskygge et syndigt menneske, Maria.

Når GT skal fortælle om hvordan Gud tog bolig i tabernaklet, i helligdommen i ørkenen, så bruges det samme græske ord for at overskygge som her hvor Maria blev overskygget. Skyggen er et tegn på Guds nærvær. Skyen overskyggede tabernaklet. Moses kunne ikke gå ind i Åbenbaringsteltet, fordi skyen havde lagt sig over det, og Herrens herlighed fyldte boligen.
Det samme sker ved Maria - her tog Gud den almægtige bolig, ikke i et hus af sten, men i en lille krop af kød og blod. Et lille menneskefoster. Hvilket privilegium - hvilken ære - hvilken nådestilkendegivelse at få lov til at bære rundt på Gud inde i sig. Det er så stort og ufatteligt - at hjernen kortslutter, når man sådan rigtig tænker over det. Hvilken ære - det er derfor ikke noget mærkeligt i at Gabriel kalder Maria for "du benåede" og siger "du har fundet nåde for Gud".

Men selv om Maria er Guds benåede, så betød det ikke at hun skulle finde et roligt liv uden virvar, nød og pinsler. Det at hun blev overskygget af Gud udsatte hende for kritik fra samfundets side. I Danmark bliver masser af unge piger gravid uden for ægteskabet hvert år, så Marias knibe har unægtelig mistet noget af sin styrke. Men i et tæt sammenbundet jødisk samfund i det første århundrede kunne det budskab en engel bragte, ikke have været særligt velkomment.

Loven betragtede en forlovet kvinde, der blev gravid, som en luder, der kunne dømmes til døden ved stening.
Sikke dog en ydmygelse for Marias familie - havde det været i dag, skulle Jesus nok ikke være sikker på at være blevet født. Marias graviditet under fattige omstændigheder og med en ukendt far, ville være oplagt til en abort. Og hendes tale om undfangelsen var sket på grund af Helligåndens indgriben ville have krævet psykiatrisk hjælp. 

"Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde hos Gud".

Men det gav ikke ydre ro eller stabilitet. Maria skulle blive udsat for de smerter og farer en tur til Betlehem til folketællingen ville medføre. Hun skulle blive udsat for at føde sit første barn ikke i familiens skød, men i en stald langt væk fra familiens værn og hjælp.
Vi hører også i dag om Marias slægtning Elisabeth, der også er blevet gravid selv om hun er højt oppe i årene. Dette er altså også et under - her bliver Johannes Døberen født, men hvor er der dog en skærende kontrast mellem Jesu fødsel og Johannes´ fødsel.  Hele landet taler sikkert om underet med Elisabeth, mens Maria må skjule sig i skam over det under, der er sket med hende.
Få måneder senere bliver Johannes født under stor jubel og med deltagelse af jordmødre, tilbedende slægtninge og med den traditionelle landsbysang som hyldest over at en ny jødisk mand var blevet født. Seks måneder senere fødes Jesus langt hjemmefra, uden jordmoder, uden lovsang, og uden at familien var omkring dem. Hun skulle føde sit barn under de mest foruroligende, uhygiejniske og traumatiske forhold - stakkels Maria, du har fundet nåde hos Gud.
Den søn, som var frugten af denne guddommelige nåde, viste sig også at være en prøvelse for Maria. Ikke fordi Jesus var en skarnsunge, men fordi han var forvirrende og utilgængelig for den menneskelige fornuft - lige som også hans undfangelse havde været det. Hun mærkede sikkert det fjendskab han vakte hos venner, naboer og endda også familiemedlemmer. Hun holdt ud at se på hvordan han kom på kollisionskurs med de religiøse myndigheder. Hun bar hans fængsling, offentlige retssag og domfældelse. Hun led under hans ydmygende henrettelse og begravelse. Kun ved at skue tilbage kan vi gribe at alt dette vel var indbefattet i Gabriels ord "Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde hos Gud".
Det her er Guds plan - Guds plan lige fra syndefaldet snævre sig mere og mere ind lige indtil det hele ender i et lille punkt, så lille som en spydsspids: En jødisk pige i bøn.

Prøv tænk, hvor meget der var på spil, da Maria, der vel ikke var mere end 15 år på det her tidspunkt, da hun - en teenager stod overfor englen Gabriel. Hun vidste hvordan landsbyen ville reagere over hendes uventede graviditet. Men hun svarede ikke "nej, jeg vil ikke" eller "Nej, jeg tør ikke". Hun svarede "Jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord" - hun svarede "Gud i vold".
Guds kraft overskyggede Maria og hun mærkede, at Guds værk både indebærer stor glæde og dyb lidelse. Marias svar antyder begge dele: "Jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord". Hun var det første menneske, der accepterede Jesus på hans betingelser uanset de personlige omkostninger.

I personen Jesus og gennem kirkens prædiken formaner Gud stadigvæk menigheden på samme måde som Maria fik sin hilsen. Maria fandt frem til, at Guds ord både er trøstende og foruroligende. Det ydmyger og trøster os. Det udfordrer os også til at tjene Gud og være lydig mod ham uanset hvad.
Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er det hårdt at være en kristen - at være under Guds nåde? Hvis det er sådan at være Guds ven, hvem behøver så fjender?