I en af dagene mellem jul og nytår synes vi, at der skulle ske et eller andet ud over det sædvanlige, så vi tog til Hirtshals og lejede ”Da Vinci-mysteriet” på DVD. Vi havde begge læst den, så nu ville vi så også gerne se hvordan det var lykkes at filmatisere den.
Som i bogen er det bærende at Jesus ikke er Guds søn, men blev erklæret for Guds søn af kejser Konstantin. Jesus fik et barn med Maria Magdalene, det barn blev sendt til det sydlige Frankrig, og efterkommerne af barnet blev så beskyttet af en hemmelig loge af kulturpersonligheder. Kirken har naturligvis gjort alt for at undertrykke eksistensen af det barn og Da Vinci Mysteriet handler om optrævlingen af denne hemmelighed, og om kirkens hensynsløse kamp mod logen og Jesu efterkommere.
Min mening om det er, at bogen var god og hurtig læst, imens filmen var dårlig og langstrakt… jeg var på vej ind på kontoret et par gange for at se om der ikke skulle være en mail til mig på min computer. Men det har jo været en af de mest kontroversielle film i året, der lige er gået, men ikke på grund af nogle kunstneriske kvaliteter, men på grund af budskabet om Jesus som et almindeligt menneske.
Egentlig er det et stort angreb på kirken, og især den katolske kirke, som så også har reageret rigtig kraftigt på det og vel nærmeste har kastet bogen i ban. Men hvordan skal vi som almindelige kristne reagere på det? Et er, hvordan den store katolske kirke med dens mange hemmelige ordner reagerer, men hvordan skal vi reagere?
Der er mange kristne, der er bange for at det her vil lokke mange folk væk fra den sande kristendom, så de tror på de gamle overleveringer om broderskab og sammensværgelser. Og det er jo også rigtig – der er da noget mere storslået over en fornem adelig orden med intellektuelle riddere og velbevarede hemmeligheder… især når man sammenligner den med Den danske Folkekirke med dens selvhøjtidelige, småkedelige præster og så dens meget tale om Jesus. Det er da mere spændende, men jeg tror ikke på at den udgør nogen fare. For det første har forfatteren Dan Brown også været ud og slået fast, at bogen er fiktion, og derfor har ret til at tage sig visse kunstneriske friheder i forhold til fakta. Og så kommer også, at folk i dag er meget skeptisk, vi tror ikke på hvad som helst, der byder sig til i bøger eller fjernsyn.
Kort sagt: Kristendommens grundlægger har været under langt mere raffinerede angreb end hvad en amerikansk forfatter til detektiv-thrillere kan præstere.
Men det er naturligvis altid nogle, der vil fordreje kendsgerninger – ja, selv Bibelens skrifter er blevet fordrejet, så det, der kommer ud af det, ligger langt fra hvad jeg vil kalde kristendom. Peter skriver om Paulus´ brevet:
”I hans breve er der nogle ting, som er vanskelige at forstå, og som ukyndige og ubefæstede sjæle fordrejer – men det gør de jo også med de øvrige skrifter – til deres eget fordærv. Mine kære, når I nu ved dette på forhånd, så tag jer i agt for at blive revet med af frække menneskers vildfarelse og miste fodfæstet, men voks i nåde og erkendelse af vor Herre og frelser, Jesus Kristus.” (2. Peter 3,16)
Og Paulus er også inde på det samme et sted, hvor han skriver:”Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overleveringer, på verdens magter og ikke på Kristus” (Kol 2,8)
Jeg tror vi kan bruge bøger og film som da Vinci Mysteriet til at få en debat og snak i gang om kristendom. På den måde er det jo en gave til kristenheden, at Jesus igen i år bliver sat på filmplakaten, for så er det blevet legitimt at tale om Jesus. Men vi må jo sige, at vi står stærkest – overfor fantasi og sammensværgelsesteorier, har vi sandheden. Ikke bare en historisk sandhed, men en nutidig sandhed. Kristendommen er ikke bare historie – og det er godt, for al historie kan betvivles og bliver betvivlet. Der er sat spørgsmålstegn ved nazisternes gaskamre, ved amerikanernes månevandring, ved om det nu var Lee Harvey Oswald, der skød John F. Kennedy, ved om det i virkeligheden var Al-Qaida, der stod bag 11. september. Lige så snart en begivenhed bliver historie, så kan den betvivles… men her er det netop, at Jesus ikke bare er en historisk person, men han er en nutidig levende person. Vi står stærkest, ikke kun fordi vi kan påvise alle de historiske fejl der er f.eks. i da Vinci-Mysteriet. Nej, vi står stærktest, fordi vi kan pege på hvordan Jesus er aktiv i dag og er det på de mest mærkelige steder. Lige meget hvordan man behandler historien om Jesus, så tror jeg, at bare det, at man arbejder med ham, gør ham nærværende. Man kan ikke sige navnet Jesus uden at det på en eller anden måde gør noget ved en. Guds ord vender ikke virkningsløst tilbage – står der i Bibelen… og jeg tror også at det samme kan siges om Guds Ordet, Jesus.
Efter at have set filmen om Da Vinci-mysteriet var det mig, der fik lov til at gå tur med vores hund… normalt, når jeg har set en film er det rart at gå og tænke lidt over filmen og dens budskab. Men i stedet for at have alle mulige teorier om Jesus i baghovedet, så pludselig sprang der en ganske almindelig og jævn sang op i mit hoved. Den gamle vækkelsessang ”Navnet Jesus, blegner aldrig”.
Så dér lige efter at jeg har overværet noget, der nok kunne tolkes som et angreb på Jesu navn og rygte, så gik jeg og nynnede
”Navnet Jesus bleger aldrig tæres ej af tidens tand. Navnet Jesus, det er evigt, ingen det udslette kan”. Ingen kan udslette det… heller ikke en Hollywood-film eller hvad der ellers forsøger eller har forsøgt at lægge en dæmper på navnet Jesus.
”Navnet Jesus bleger aldrig tæres ej af tidens tand”. Der er et eller andet over navnet Jesus – og der har altid været det. ”Enhver som påkalder Herrens navn, skal frelses” (ApG 2,21) siger Peter. Ja, da Peter og Johannes står anklaget foran jødernes højeste råd for deres tro på Jesus som frelseren siger Peter: ”Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himmelen, som vi kan frelses ved” (ApG 4,12). Syge blev helbredt i Jesu navn, onde ånder blev uddrevet i Jesu navn - og da Paulus får at vide hvilke forfølgelser han kan vente sig, udbryder han: ”Jeg er ikke blot rede til blive bundet, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld” (Apg 21,13). Navnet Jesus. Man har kaldt Apostlenes Gerninger for ”Navnets evangelium”, fordi det handler om hvad der sker i Jesu navn. Og selv om navnet er over 2000 år gammelt nu, så har det ikke mistet sin kraft.
Dagens evangelium er nok kirkeårets korteste, men derfor kan det godt betale sig at rejse sig op alligevel... for her hører vi om hvordan Jesus får sit navn. Ikke fordi Maria og Josef var geniale og selv fandt på navnet, Jesus, som betyder Herren frelser. Nej, Jesus fik sit navn, fordi Gud ville det. Englen havde givet barnet navnet Jesus, før han blev undfanget i Maria. Det var Guds vilje at Jesus skulle fødes og det var Guds vilje, at Jesus skulle have det navn, som er blevet navnet over alle navne. Og som vi nu i dag har som frelsens navn.
Ikke fordi navnet i sig selv er en trylleformular som ”hokus-pokus”, det er heller ikke et mantra eller en talilsman, som i sig selv gør noget overnaturligt. Men der er noget vidunderligt over navnet Jesus, for at påkalde Jesu navn er at kalde på frelseren, Guds søn. At påkalde Jesu navn er at nævne det dyrebareste Gud har givet os, nemlig sin egen søn, der om sig selv sagde: At jeg og Faderen vi er ét. At nævne Jesu navn er derfor at nævne Guds navn. At nævne Jesu navn er at nævne ham, som blev født for dig, prædikede og underviste for dig, døde for dig og opstod for dig.
Jesu navn er dit navn – ikke bare fordi du måske kalder dig en kristen, et ord, der kommer fra titlen på Jesus, Kristus, den salvede konge. Nej, ikke bare derfor, men også fordi du er blevet døbt i hans navn til at tilhøre ham. De fleste af os herinde fik det gjort så tidligt i vores liv, så vi ikke kan huske spor af det. Dér i dåben blev hans sejrsymbol, korset, tegnet på vores ansigt og vores bryst for at vi skulle tilhøre ham med vores forstand og vores hjerte, troen. Som pengesedlens usynlige vandmærke viser, at det her er en ægte 50-kroneseddel, sådan viser dåbens usynlige vandmærke, at her er et ægte Guds barn. Ikke bare korset blev tegnet over os i dåben, men Jesu navn nævnt over os. ”Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Så Jesu navn er vores navn.
Vi begyndte vores liv i Jesu navn – nu står vi overfor et nyt år. Lad os også begynde det i Jesu navn – lad os nævne Jesu navn over år 2007, så 2007 må være ”Jesu navns år”, hvor vi tænker Jesu navn og hvad alt hvad det betyder, ind over det. ”Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!”(Kol 3,17). Så tror jeg, at uanset hvad der venter os i 2007, så vil vi kunne tage imod det med Jesus ved vores side til styrke og trøst.
Jesu navn, hvor skønt det klinger
lad det runge over jord.
Intet andet verden bringer
håb og trøst som dette ord
For det navn, må hadet vige
for det navn må ondskab fly
Ved det navn skal retfærds rige
skyde friske skud på ny.