“Ateister er klogere end de troende” - det var hovedoverskriften for 14 dage siden i Jyllandsposten. En professor i udviklingspsykologi havde regnet ud, at ikke-troende i gennemsnit havde en IQ, som er 5,8 point højere end troende. Det lyder selvfølgelig meget provokerende og der er sikkert mange kristne, der har fået deres søndagskaffe galt i halsen i protest, men egentlig er det vel ikke noget nyt. Det er da noget kirken har vidst hele tiden - den store apostel Paulus slår det fast uden avancerede IQ-målinger, det er nok med et raskt kig ud i menigheden, og så kommer han med sin dom: “Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder?” (1. kor 1,18-25). I hvert fald ikke her - ikke i kirken. For hvad er det, der samler os som kristne? Først og fremmest er det troen på Gud, der har skabt himmelen og jorden - alene dér er vi ud over hvad vi mennesker kan bevise. Vi kan aldrig nogensinde (i hvert fald af os selv) bevise at Gud eksisterer, ligesom ateisterne heller ikke kan bevise, at der ikke er nogen Gud. Det, der samler os, der er endda troen på en Gud, der blev et ganske almindeligt menneske, der levede på jorden og døde, men som blev levende igen. Og da han havde gået rundt og talt med disciplene nogle dage, så fór han til himmels, hvor han nu sidder ved Guds højre hånd og en gang skal komme igen for at dømme levende og døde. Og at troen på ham vil give os et evigt liv. Det er derfor vi samles - og vi må sige, at her er vi da fuldstændig ude på overdrevet. Der er da ikke meget visdom i noget af det her, men ikke desto mindre: Det er det, der samler os. Det er troen på det, der gør at vi er kristne. Ikke at vi har en ekstra god moral, og gør en masse gode ting, for der findes ikke-kristne, der faktisk er langt bedre mennesker end dem, der kalder sig kristne. Der er flinkere og der har en bedre moral... det er ikke det, der afgør om man er en kristen eller ej. Det, der afgør om man er en kristen eller ej er troen - troen på Gud, troen på Jesus, korset og den tomme grav. Alt det, som man bare må sige: Det er ikke logisk - der er ikke spor af visdom i det her. Men det er alligevel det, der gør at vi er kristne - ikke al det udenoms med kloge og lærde doktorafhandlinger og filosofi, men den stille og... ja, naive tro på korset, på en frelser, der døde på et kors. Derfor kristendommen er ulogisk. Ikke at der ikke er visdom eller logik i kristendommen, det er netop det paradoksale, at det er dér. Der er filosofi, som ikke kan rummes af verdens kloge hoveder, for det er troen på Gud, der er visdommens kilde. Der om sig selv siger, at “Mine veje [er] højt over jeres veje, og mine planer [er] højt over jeres planer”. Men det er ikke det, der tegner kristendommen - det er ikke det logiske, nej, for så ville vores frelse pludselig afhænge af om vi havde en høj IQ og om vi var kloge. Så var et højt gennemsnit på studentereksamen pludselig blevet et adgangskrav ikke bare til et universitetet, men til himmelen. Så da Gud besluttede sig for at han ville frelse verden, så valgte han, at frelsen skulle være sådan, at der ikke blev gjort forskel på nogen. Han sendte ikke en filosof ned til verden, men han sendte en frelser, der bukkede sig helt ned i skidtet, så vi alle kan være med. Frelsens mulighed måtte rækkes så langt ned blandt os mennesker, at alle uanset forudsætninger, kunne gribe den, og det kan kun ske ved tro, ikke ved viden. Det kan kun ske med hjertet - ikke med hovedet. Det kan kun tages imod som en ufortjent gave, ikke som en belønning efter fromhed og hvad vi ellers kan præstere. Man kan godt være klog, og så være en kristen, men det er min påstand, at når man det springende punkt, så er det virkelig det springende punkt, hvor vi må springe væk fra alt det, vi kan præstere og over til Gud, og så lade ham tage over. I kender sikkert godt det ord fra Søren Kierkegaard, at troen det er et spring ud på 70 tusind favne vand. I har sikkert hørt historien om drengen, der klatrer rundt i et træ en aften, da han pludselig bliver bange og ikke tør kravle ned. Hans far opdager ham, og kommer ham til undsætning: “Kom spring ned, jeg skal nok gribe dig”. Men drengen turde ikke, for det var blevet mørkt, så han kunne ikke se sin far under træet. “Jeg tør ikke” - “jo kom nu, jeg står lige under dig, hop nu”.

På samme måde må vi som mennesker slippe det vi kan og så ellers bare kaste os ud i det, og så vi Gud gribe os. Der er nogle ting, som man først ved holder i det øjeblik man kaster sig ud i det. F.eks. jeg kunne forestille mig, at det er på samme måde med dem, der bliver forældre første gang. Man kan gå til psykolog-test og fødselsforberedelse, man kan læse tykke bøger om hvordan det vil være at blive forældre... men i sidste ende er der tale om bare at kaste sig ud i det. Sådan er det med kærlighed - man ved først, om det bærer, når man kaster sig ud i det... og på samme måde med kristendommen. Du kan få en masse gode råd fra kristne, du kan læse Bibelen og en masse bøger om emnet, du kan lytte timevis til prædikener, men du ved først, at det bærer for dig i det øjeblik, at du kaster dig ud og siger: Gud, grib mig - jeg er din.

Det er det, vi samles for at høre her i kirken: At Gud nok skal gribe dig. At han elsker dig så meget, at han gav sin eneste søn, for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have et evigt liv. Det er det, der er det centrale i kristendommen - i det at være en kirke. Forkyndelsen af det mest latterlige, det mest naturstridige: At Jesus døde, men blev levende. At Gud universets frelser blev spændt fast på et kors, og så døde. Det er det glade vanvid - men det er det eneste vi som kirke kan give, og det fornemste der overhovedet skal prædikes hver eneste søndag: Korsets dårskab. Vi kan faktisk ikke prædike andet - det kan godt være, at det bliver lidt kedeligt at høre på i længden. “Kan vi da ikke få lov til at høre noget andet end det om Jesus og korset?” - nej, for det er dér det hele begynder, det er dér det hele bliver bygget op og det er dér det hele bliver fuldendt. Budskabet om frelseren, den korsfæstede Jesus.

Budskabet, der stiller alle mennesker også os, der er her i kirken i dag, stiller os over for et valg: Enten at tage imod det eller at forkaste det, som noget, der ikke siger os noget. Det er valget: Enten at afvise det til fortabelsen - eller tage imod det til frelse. Men Gud fortsætter med at dele ud af sit ord - Gud bliver ved med at sende sin forkyndere ud med et budskab, med en invitation: Kom og lev samme med mig.

Han blive ved med at dele ud - også selv om han godt ved, at noget af det ser ud til at være spildt. Ja, han er som den her rundhåndede bondemand, som Jesus fortæller os om i den tekst, jeg lige har læst. Han går og strøger om sig med sin sædekorn også selv om han godt ved, at der er noget, der falder på stengrund, noget falder på vejen, noget falder blandt tidsler... og de korn bringer ikke frugt, men dør. Men det er bondemanden ligeglad med - han fortsætter med at gå og så korn rundhåndet. Det kan godt være at ikke alting spirer frem, men der er noget der gør det... der er noget, der rammer en god jord og så spirer kornet frem.

Sådan er Gud: Han bliver ved med at sende sin invitation ud til os: Kom og lev sammen med mig. Han bliver ved med at sende folk ud, der fortæller om Jesus. Han bliver ved med at dele ud af sit ord. Det kan godt være, at vi en dag er afvisende og hårde som en vej, for hvad skal vi bruge den til? Det kan godt være, at vi en dag tager imod det og synes, at det lyder da ret tilforladeligt, men når vi så kommer hjem, så glemmer vi alt om det. Ja, men uanset hvad, så bliver Gud ved med at forsøge at få os i tale, han forsøger igen, og igen og igen. For pludselig en dag kan det være, at hov, der var der et eller andet der ramte plet. Der var et ord, som ramte os og som pludselig får lov til at gro i os. En tanke, der ikke rigtig kan slippe os, en følelse, som vi ikke helt kan skubbe fra os. Guds ord har ramt den gode jord i os. Du kan ikke forklare hvorfor - du kan måske stadigvæk ikke se det fornuftige i det, men du ved hvad der er sket i dig: Du er blevet ramt af Gud.

Jeg håber for os alle herinde, at vi på en eller anden måde må blive ramt af Gud. At vi må skubbe vores stolthed til side, og sige, at her er der faktisk noget, der hverken er logisk eller klogt, men som bare er rigtigt. At her er der noget, der er større end mig selv.

Jeg håber for os alle herinde, at vi på en eller anden måde må give slip på os selv, og stole på Gud, og lad ham tage over. Det kan godt være, at det ikke siger os noget, men jeg har det sådan, at så længe man ikke har givet det en chance, så ved man ikke hvad man siger nej til. Så lad os sænke vores stolte forsvarsmekanismer og lad os ramme af Gud... for lader vi ham komme ind med sit ord, med sin ånd, med sin kærlighed, så sker der et under.